Åndedræt

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Åndedrættet, i sundhedsvæsenet ofte kaldet respirationen, er betegnelsen for den proces, hvorved mennesker udskifter luften i lungerne. Herved optager kroppen ilt fra luften og får mulighed for at skille sig af med overskydende kuldioxid ved at lade atmosfærisk luft passere ind og ud af lungerne. Ilten er nødvendig for cellernes stofskifte, mens kuldioxid er et restprodukt herfra. Respirationen opdeles gerne i to trin, hhv. inspirationen, hvor lungerne fyldes med luft, og ekspirationen, hvor luften slippes ud af lungerne igen.

Det normale åndedræt

Inspirationen er en klar aktiv proces, der starter med at lungernes rumfang udvides. Dette sker ved at mellemgulvsmusklen Diaphragma trækker sig sammen, hvorved bugens indhold trykkes lidt sammen (ses ved at bugen udspiles let for at give plads) samtidig med at lungerne trækkes nedefter og udvides. Samtidig kan ribbensmusklerne vinkle brystkassen lidt opad og udad, for yderligere at udvide lungerne. Således falder trykket og bliver lavere end trykket i den omgivende luft, der derfor suser ned i lungerne.

I lungerne diffunderer ilt fra luften til blodet, og kultveilte diffunderer fra blodet til luften. Via lungerne optager mennesket ca. 250 ml. ilt pr. minut, og udskiller ca. 200 ml. kultveilte.

Ekspirationen er primært en passiv proces. Når lungerne er fyldte med luft sker ekspirationen ved at lade musklerne slappe af, så mellemgulvet og brystkassen falder tilbage. Dette gør trykket i lungerne større end i den omgivende luft, hvorfor lungerne tømmes igen.

Én vejrtrækning svarer til én inspiration og én ekspiration. Med hvert åndedrag passerer ca. ½ liter luft ind og ud af lungerne (tidalvolumen). Lungerne kan maksimalt indeholde ca. 6 liter luft; ca. 1½ liter heraf udgør "dead space" (lit. det døde rum, bruges her i betydningen det uanvendelige rum), et volumen, der aldrig tømmes helt for luft (først beskrevet af Christian Bohr). Således kan der maksimalt skiftes ca. 4½ liter luft med hvert åndedrag. Voksne, raske mennesker trækker vejret 12-18 gange i minuttet; dette benævnes respirationsfrekvensen.

Indåndingsluften er ca 20,9 % ilt og 0,036 % kuldioxid, mens udåndingsluften indeholder 17-18 % ilt og 3-4 % kuldioxid.

Det påvirkede åndedræt

I ekstreme tilstande hvor kroppen har brug for ekstra ilt, f.eks. ved sygdom eller under fysisk anstrengelse, kan iltoptaget forhøjes; respirationsfrekvensen tiltager og tidalvolumen øges. Tillige kan lungernes rumfang yderligere udvides ved at visse "hjælpemuskler", bl.a. i halsen, tages i brug. En respirationsfrekvens over 18/min kaldes tachypnø. Tachypnø kan også være et udtryk for, at selv om kroppen får tilstrækkelig med ilt, er der et behov for at sænke blodets pH-værdi ved at sænke koncentrationen af kuldioxid i blodet. Ved at øge respirationsfrekvensen kan kuldioxid udskilles hurtigere.

Tilsvarende kan flere tilstande nedsætte respirationsfrekvensen. Falder denne under 12/min kaldes det bradypnø.

Ophører vejtrækningen helt kaldes det apnø.

Karakteristiske åndedrætsmønstre

  • Biot's respiration er grupper af åndedræt af ens længde og dybde. Der kan ses overfladisk og hurtig vejrtærkning, efterfulgt af apnø.
  • Cheyne-Stokes respiration er et åndedrætsmønster karakteriseret ved perioder af dyb og hurtig vejrtrækning afbrudt af perioder med apnø. Ses hos personer med CNS-skader og hos døende personer.
  • Hyperventilation er hurtige, dybe og forcerede vejrtrækninger.
  • Kussmaul's respiration er vedvarende, dybe og sukkende vejtrækninger med normal eller øget frekvens. Ses ved metabolisk acidose (kan skyldes nyreinsufficiens, diabetisk ketoacidose og acetylsyreforgiftning)

Åndedrættets funktion

Hovedformålet med åndedrættet er at opretholde en passende koncentration af ilt og kuldioxid i blodet ved at lade ilt passere fra indåndingsluften til blodet, og kuldioxid fra blodet til udåndingsluften. Herigennem reguleres også blodets pH-værdi; hvis ikke denne ligger inden for et meget snævert interval bliver miljøet i kroppen toksisk for kroppens celler, med risiko for at cellerne derfor udviser nedsat funktion eller går til grunde. Denne udveksling af stoffer mellem blodet og luften finder sted i fire sammenhængende processer:

Iltbehandling

Iltsaturationen, der er procentsatsen af hæmoglobin i blodet med bundne iltmolekyler, kan måles med forskelligt apparatur, samt i blodprøver. Falder saturationen kan ilttilskud være med til at øge den tilgængelige iltmængde i indåndingsluften, og dermed mængden af ilt der kan optages i kroppen. Et sådant ilttilskud bør gives kontinuerligt frem for intermitterende, da dette hos særligt udsatte patienter kan medvirke til at forværre en i forvejen utilstrækkelig respiration. Eftersom det center, der regulerer åndedrættet, med tiden kan blive ufølsomt overfor blodets koncentration af kuldioxid vil en for stor iltmængde kunne føre til at patienten sænker sin åndedrætsfrekvens tilsvarende. I nogle tilfælde kan dette føre til for lavt iltoptag eller, i sjældne tilfælde, respirationsstop.

Eksterne henvisninger