Æstetik

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Æstetik er læren om det sanselige (fra græsk αισθητική), oprindeligt om sanseligt behag. Denne betydning går igen i fx Kants tale om en transcendentel æstetik, der er en lære om sanseevnens aprioriske former. Herunder er 'æstetik' også læren om 'det skønne', som noget der kan sanses: Nærmere bestemt læren om det skønne i kunsten, og i forlængelse heraf læren om kunsten.

Æstetikken opstod som disciplin i slutningen af 1700-tallet. Senere er æstetik ofte blevet synonymt med læren om kunstens væsen. Æstetik anses traditionelt for at være en disciplin under filosofi-faget.

En tidlig betydning af ordet findes hos Alexander Gottlieb Baumgarten, som definerer æstetik som læren om sanselig smag. Hos Baumgarten er æstetikken som kunstfilosofi knyttet til en metafysisk lære om det skønne, som en fuldkommenhed ved verden, der kan sanses eller anskues, og en lære om den sanselige erkendelse, som stod i modsætning til middelklassens indifference overfor kunst som ikke var 'nyttig' eller prædikede moralske værdier.

Filosofisk æstetik opfattes ofte som ensbetydende med en filosofi om kunsten, men den moderne kunst har dog i høj grad løsnet denne forbindelse mellem kunsten og det skønne.Filosofisk æstetik er en overvejelse over kunstens væsen og over betydningen af dette fænomen, som en del af menneskets tilværelse i relation til forholdet mellem kunst og virkelighed, og kunstens tilgang til virkeligheden.

Hos Immanuel Kant kommer æstetik til at betyde noget i retning af sanselære, eller læren om de sanselige betingelser, som derfor er knyttet til overvejelser over mulighedsbetingelserne for erkendelse.

Hos Kant, som skriver om æstetikken i sin Kritik af dømmekraften (1790), består den rene æstetiske oplevelse af et interesseløst velbehag, som retter sig mod kunstværket uden formålsrettede bagtanker. Hos Kant fremtræder kunstværket som en hensigtsmæssighed uden hensigt.