Édith Piaf

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Broom icon.svg Der mangler kildehenvisninger i denne artikel.
Du kan hjælpe ved at angive kilder til de påstande som fremføres i artiklen.
Question book-4.svg
Edith Piaf
Édith Piaf 914-6440.jpg
Èdith Piaf optræden i Rotterdam den 13. december 1962.
Information
Fødenavn Édith Giovanna Gassion
Pseudonym(er) la Môme Piaf
Født 19. december 1915, Paris, Frankrig
Død 10. oktober 1963 (47 år), Grasse, Frankrig
Oprindelse Frankrig
Genre(r) Varieté
Kabaret
Pop
Beskæftigelse Sanger
Instrument(er) Vokal
Aktive år 1935 - 1963
Pladeselskab Polydor

Edith Piaf, født Édith Giovanna Gassion, (19. december 191510. oktober 1963) var en af Frankrigs mest elskede sangerinder.

Hun var kendt under kælenavnet "La Môme Piaf" ("Spurven"), og var fransk varieté- og koncertsangerinde. Man husker hende for mange franske evergreens som La Vie en rose, Non, je ne regrette rien, Hymne à l'amour, Mon légionnaire og Milord. Hun var en personlighed ud over det sædvanlige, inspirerede mange sangskrivere, var mentor for mange unge kunstnere og nød international anerkendelse på trods af alvorlige psykiske problemer. Édith Piaf var også teater- og filmskuespiller.

Hun var gift to gange, med Jacques Pills 1952-57 og med Théo Sarapo fra 1962.

Biografi[redigér | redigér wikikode]

Barndommen[redigér | redigér wikikode]

Edith Piaf som barn ca. 1920

Edith blev født d. 19. december 1915 i Paris. Stjernen, født i fattigdom, er datter af Louis Alphonse Gassion Français, cirkusakrobat fra Calvados i Normandiet og Annetta Maillard (1895-1945), som var gadesangerinde. Rygtet siger, at hun blev født på fortovet under en gadelygte på Rue de Belleville 72 i Paris – men det er nok fødselsattesten, der fortæller sandheden: at hun blev født på et sygehus i samme del af byen. Hun er opkaldt efter den engelske sygeplejerske Edith Cavell, som under første verdenskrig blev henrettet for at hjælpe franske krigsfanger med at flygte fra tysk fangenskab.

Annetta, som ikke havde mulighed for at opfostre Edith, betroede hende til sin mor, Aïcha Saïd Ben Mohammed (1876-1930), som var algierer. Bedstemoren, som var fordrukken, tog sig ikke af hende, men lod den lille pige gå for lud og koldt vand. Hun fik rødvin i sutteflasken.

Efter at hun havde henslæbt 18 måneder i en skrækkelig tilstand, kom hendes far hjem på orlov fra fronten og betroede hende til sin mor, som var bordelmutter i Bernay i Normandiet. Edith blev passet af de prostituerede på bordellet, kunne for første gang spise sig mæt, gik med flotte kjoler og drak den sunde komælk fra Normandiet.

I 7-8 års alderen var hun ved at miste synet som følge af hornhindebetændelse. Bedstemoren, som selv var blevet helbredt for lidelsen gennem bøn, besluttede at rejse til den hellige Therese Martins grav ved Lisieux med sine piger for at søge helbredelse for den lille. Edith fik hver aften en bandage med hellig jord fra graven for øjnene, og efter otte dage med bøn blev hun helbredt. Hun bevarede resten af sit liv stor hengivenhed for den hellige Therese.

Da hendes far blev hjemsendt efter krigen, flyttede hun tilbage til ham, og de levede et fattigt liv som cirkusartister. Det var mindet om hendes mor, der havde sunget på gaden sammen med hendes far, der hjalp hende til at opdage sit talent og sin usædvanlige stemme.

I februar 1933, i en alder af blot 17 år, fik hun sit eneste barn, en datter ved navn Marcelle, med sin daværende store kærlighed, Louis Dupont. Barnet døde af meningitis bare to år gammel.

Cabaretsangerinde[redigér | redigér wikikode]

I 1935 blev hun opdaget af Louis Leplée, som var direktør for cabaret'en Le Gerny'sChamps-Élysées. Leplée vælger kunstnernavnet "la Môme Piaf", som er slang for spurv, til hende. Hun har succes. Hendes talent og hendes usædvanlige stemme bliver bemærket af bl.a. komponisten Raymond Asso. Komponisten og pianisten Marguerite Monnot, som bliver hendes trofaste og nære veninde, akkopagnerer hende gennem hendes karriere og komponerer musikken til Mon légionnaire, Hymne à l'amour, Milord og Amants d'un jour.

I 1936 indspiller hun sin første plade, Les Mômes de la cloche, hos Polydor og oplever straks mediesuccès. I april finder man Leplée dræbt i sin pariserlejlighed. Det viser sig, at han har forbindelser til det kriminelle miljø i kvarteret Pigalle. Edith bliver trukket med i skandalen og mediernes fordømmelse, og det sender hende tilbage, hvor hun kom fra: gaden og de små ydmyge cabaret'er.

Hun genoptager kontakten med Raymond Asso, som bliver hendes elsker og giver hende modet tilbage. Han opmuntrer hende og hjælper hende til at blive professionel koncertsangerinde.

Gennembruddet som stjerne[redigér | redigér wikikode]

Edith Piafs kontrakt med Louis Barrier.

I marts 1937 begynder Édith sin karriere i koncertsalen på ABC-teatret i Paris, hvor hun straks bliver en feteret sangdiva, elsket af publikum og kendt i radioen. Som stjerne i slutningen 1930'erne triumferede Piaf på teatrene i Paris. I 1940 optrådte hun sammen med skuespilleren Paul Meurisse i stykket Le Bel Indifférent, som er skrevet af Jean Cocteau specielt til hende. Stadig med Paul som medspiller indspiller hun i 1941 filmen Montmartre-sur-Seine af Georges Lacombe.

Under den tyske besættelse fortsætter Edith, som endeligt erstatter "La Môme Piaf" med "Edith Piaf", med at give koncerter. Hun yder sit bidrag til modstanden mod den nazistiske besættelse ved at synge tvetydige sange. Hun sang underforstået om modstandsbevægelsen i sangen om en elsker (Tu es partout) og forsvarede jødiske kunstnere mod tyskernes forfølgelse.

I foråret 1944 optrådte hun på Moulin Rouge, hvor også den helt unge sanger Yves Montand optrådte. Edith Piaf er som ramt af lynet og hun, som selv er en berømt og moden kvinde, begynder at indføre ham i branchens fiduser og i livet som kunstner. Hun hjælper ham i hans karriere og introducerer ham for tidens mest fremtrædende personligheder i miljøet.

Det er også det år, hvor Ediths far dør. Hun mister sin mor det følgende år.

I 1945 skriver Piaf, uden den hjælp som hendes far kunne have givet, en af sine første sange: La Vie en Rose, som hun dog ikke indspiller før 1946. Dette er hendes mest berømte sang, som desuden blev en klassiker.

I 1946 møder sangerinden Les Compagnons de la Chanson, som hun indspiller Les trois cloches med. Den bliver en stor succes. Endelig tager hun i 1947 med sine protegéer til USA for at give koncerter.

Den internationale karriere[redigér | redigér wikikode]

Lili Ketty Albertini P'tite med bl.a. Edith Piaf - Teater ABC i 1951

Hendes karriere i USA var tæt på at slutte, inden den overhovedet startede. Publikum til de første forstillinger mødte op med helt andre forventninger, og var utilfredse med ikke at kunne forstå sangene på fransk. Og da de efter forestillingerne stampede i gulvet og piftede, hvilket var uhørt i Frankrig, opfattede Edith det som en fornærmelse. Hun var tæt på at rejse hjem med det samme.

I 1948 mødte hun, mens hun var på turné i New York, den franske bokser Marcel Cerdan. Han var gift og havde tre børn. Marcel Cerdan var nok den eneste blandt de mange bekendtskaber og forhold, som hun elskede for alvor. Han omkom ved et flystyrt på Azorerne d. 28. oktober 1949 på vej fra Paris for at møde hende i New York.

I 1951 bliver den unge forfatter, komponist og entertainer Charles Aznavour hendes altmuligmand: sekretær, chauffør og fortrolige. D. 29. juli 1952 gifter hun sig med den franske sanger Jacques Pills, som hun igen bliver skilt fra i 1956.

I 1953 kommer hun på afvænning for sit morfinmisbrug. I 1956 optræder hun i Carnegie Hall i New York.

Hun har en affære med Georges Moustaki. De har et alvorligt trafikuheld i 1958. Hendes psykiske problemer og hendes afhængighed af morfin forværres. Hun indspiller sangen Milord.

I 1959 har hun et sammenbrud på scenen under en turné til New York. Hun gennemgår flere kirurgiske indgreb og er meget syg, da hun kommer tilbage til Paris – uden Moustaki, som har forladt hende.

I 1961 overtaler Bruno Coquatrix hende til at give en serie koncerter på Olympia i Paris for at redde teatret fra økonomisk ruin. Blandt disse koncerter er nogle af de bedst huskede og mest bevægende i hendes karriere. Hun optræder med Non, je ne regrette rien – en sang, som på en ganske særlig måde fortolker hendes eget liv. Hun redder teatret, men holder sig kun oppe takket være store doser morfin.

I oktober 1962 gifter hun sig, i en alder af 46 år – nedslidt, syg og morfinist – med Théo Sarapo; en ung og smuk sanger på 26 år. Hun siger, at hun ind i mellem opfatter ham som "en søn, der våger over sin syge, gamle mor". De synger duet med sangen À quoi ça sert l'amour?.

I begyndelsen af 1963 indspiller hun sin sidste sang: L'Homme de Berlin.

Edith Piaf's grav på Père-Lachaise' kirkegård i Paris.

En død i ubemærkethed[redigér | redigér wikikode]

Edith Piaf døde d. 10. oktober 1963 i Plascassier (i nærheden af Grasse i Alpes-Maritimes) i en alder af 47 år, nedslidt af et hårdt liv, af morfinen og af et helt livs lidelser. Hendes kiste blev ført til Paris uden de lovbefalede formaliteter og i ubemærkethed, og hendes bortgang offentliggøres først officielt d. 11. oktober i Paris, den samme dag som hendes ven, Jean Cocteau, dør. Rygtet vil vide, at Cocteau (som Edith til det sidste havde en regelmæssig korrespondance med) tog sit eget liv, da han fik besked om hendes død.

Hun blev begravet på cimetière du Père-Lachaise, hvor et kæmpe følge af beundrere var kommet for at vise hende den sidste ære. Hendes sidste ægtefælle, Théo Sarapo, som døde ved bilulykke i 1970, er begravet ved hendes side.

De mest kendte af hendes sange[redigér | redigér wikikode]

  • 1937 : Mon légionnaire, tekst af Raymond Asso og musik af Marguerite Monnot
  • 1940 : L'Accordéoniste, tekst og musik af Michel Emer
  • 1946 : Les Trois Cloches med Les Compagnons de la chanson, tekst og musik af Jean Villard Gilles
  • 1946 : La Vie en rose, tekst af Edith Piaf, musik af Louiguy og Marguerite Monnot (ikke krediteret)
  • 1947 : Une chanson à trois temps, tekst og musik af Anna Marly
  • 1950 : Hymne à l'amour, tekst af Edith Piaf og musik af Marguerite Monnot
  • 1951 : Padam... Padam..., tekst af Henri Contet og musik af Norbert Glanzberg
  • 1954 : Sous le ciel de Paris, tekst af Jean Dréjac og musik af Hubert Giraud, fra filmen Sous le ciel de Paris af Julien Duvivier
  • 1956 : L'Homme à la moto, oversat af Jean Dréjac (original: Black Denim Trousers And Motorcycle Boots af Jerry Leiber & Mike Stoller)
  • 1956 : Les Amants d'un jour, tekst af Claude Delécluse og Michelle Senlis, musik af Marguerite Monnot
  • 1957 : La Foule, tekst af Michel Rivgauche, sang frit efter Que nadie sepa mi sufrir (også under titlen: Amor de mis Amores), original musik af Ángel Cabral og original tekst af Enrique Dizeo.
  • 1958 : Mon manège à moi, tekst af Jean Constantin og musik af Norbert Glanzberg
  • 1959 : Milord, tekst af Georges Moustaki og musik af Marguerite Monnot
  • 1960 : Non, je ne regrette rien, tekst af Michel Vaucaire og musik af Charles Dumont
  • 1960 : Mon Dieu, tekst af Michel Vaucaire og musik af Charles Dumont
  • 1962 : À quoi ça sert l'amour, tekst og musik af Michel Emer

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Et udvalg af sange fortolket af Edith Piaf
À l'enseigne de la fille sans cœur | À quoi ça sert l'amour? | Adieu mon cœur | Au bal de la chance
Avant l'heure | Avant nous | Avec ce soleil | Bal dans ma rue | Boulevard du crime | Bravo pour le clown
Browning | C'est à Hambourg | C'est d'la faute à tes yeux | C'est l'amour | C'est lui que mon cœur à choisi
C'est merveilleux | C'est peut-être ça | C'est pour ça | C'est toi le plus fort | C'est un gars
C'est un homme terrible| C'est un monsieur très distingué | C'était pas moi | C'était un jour de fête
C'était une histoire d'amour | Ça fait drôle| Carmen's story | Céline | Celui qui ne savait pas pleurer
'Chand d'habits | Chanson bleue | Chanson de Catherine| Comme moi | Comme un moineau
Corrèque et réguyer | Coup de grisou | Cri du cœur | Dans leur baiser | Dans ma rue| Dans un bouge du vieux port
De l'autre côté de la rue | Demain (il fera jour) | Des histoires | Ding din dong| Du matin jusqu'au soir
Eden blues | Elle a dit | Elle fréquentait la rue Pigalle | Embrasse-moi | Emporte-moi| Enfin le printemps
Entre Saint-Ouen et Clignancourt | Escale | Et ça gueule ça madame | Et moi | Et pourtant | Exodus
Fais comme si | Fais-moi valser... | Fallait-il | Faut pas qu'il se figure | Heureuse | Hymne à l'amour
Il a chanté | Il fait bon t'aimer | Il n'est pas distingué | Il pleut | Il y avait | Inconnu, excepté de Dieu
J'm'en fous pas mal | J'ai dansé avec l'amour | J'ai qu'à l'regarder... | J'en ai tant vu | J'entends la sirène
J'suis mordue | Je m'imagine | Je me souviens d'une chanson | Je n'en connais pas la fin | Je sais comment
Je suis à toi | Je t'ai dans la peau | Jean et Martine | Jérusalem | Jézabel | Jimmy c'est lui
Johnny, tu n'es pas un ange| Kiosque à journaux | L'accordéoniste | L'effet qu' tu m' fais | L'escale
L'étranger | L'homme à la moto| L'homme au piano | L'homme de Berlin | L'homme des bars
L'homme que j'aimerai | L'orgue des amoureux | La belle histoire d'amour | La demoiselle du cinquième
La fête continue | La foule | La goualante du pauvre Jean | La java de Cézigue | La Julie jolie
La p'tite marie | La petite boutique | La rue aux chansons | La sérénade du pavé| La valse de l'amour
La vie en rose | La vie, l'amour | La ville inconnue | Le ballet des cœurs | Le billard électrique
Le bleu de tes yeux | Le bruit des villes | Le brun et le blond | Le chacal | Le chant d'amour
Le chant du pirate| Le chasseur de l'hôtel | Le chemin des forains | Le chevalier de Paris | Le ciel est fermé
Le contrebandier | Le diable de la Bastille | Le disque usé | Le droit d'aimer | Le Fanion de la Légion
Le gitan et la fille | Le grand voyage du pauvre nègre | Le mauvais matelot | Le métro de Paris
Le petit brouillard | Le petit homme| Le petit monsieur triste | Le prisonnier de la tour | Le rendez-vous
Le roi a fait battre tambour | Le vagabond | Le vieux piano | Légende | Les amants | Les amants d'un jour
Les amants de demain | Les amants de Paris | Les amants de Teruel | Les amants de Venise
Les amants merveilleux | Les bleuets d'azur | Les blouses blanches | Les deux copains
Les deux ménétriers (galop macabre) | Les deux rengaines | Les flon-flons du bal| Les gars qui marchaient
Les gens | Les grognards | Les hiboux | Les marins, ça fait des voyages | Les mômes de la cloche
Les mots d'amour | Les neiges de Finlande | Les prisons du roy | Les trois cloches
Madeleine qui avait du cœur | Margot cœur gros | Mariage | Marie la française | Marie-trottoir | Mea culpa
Milord | Miséricorde | Mon amant de la coloniale | Mon ami m'a donné | Mon apéro | Mon Dieu | Mon homme
Mon légionnaire | Mon manège à moi | Mon vieux Lucien | Monsieur Ernest a réussi | Monsieur et madame
Monsieur Incognito | Monsieur Lenoble| Monsieur Saint-Pierre | Musique à tout va | N'y vas pas, Manuel
Non, je ne regrette rien | Non, la vie n'est pas triste | Notre-Dame de Paris | On cherche un Auguste
On danse sur ma chanson | Opinion publique | Où sont-ils, tous mes copains? | Ouragan | Padam... Padam...
Paris | Paris-Méditerranée | Pleure pas| Plus bleu que tes yeux | Polichinelle | Pour moi tout' seule
Pour qu'elle soit jolie, ma chanson | Qu'as-tu fait, John? | Qu'il était triste, cet anglais | Quand même
Quand tu dors | Quatorze juillet | Regarde-moi toujours comme ça | Reste | Retour | Rien de rien
Roulez tambours | Salle d'attente | Si si si | Si tu partais | Simple comme bonjour | Soeur Anne
Soudain une vallée | Sous le ciel de Paris | Sur une colline | T'es beau, tu sais
T'es l'homme qu'il me faut| Tant qu'il y aura des jours | Tatave | Télégramme | Tiens v'là un marin!
Toi qui sais | Toi, tu l'entends pas | Toujours aimer | Tous les amoureux chantent | Tout fout l'camp
Traqué | Tu es partout | Un coin tout bleu | Un étranger | Un grand amour qui s'achève
Un homme comme les autres | Un jeune homme chantait | Un monsieur me suit dans la rue
Un refrain courait dans la rue | Une chanson à trois temps | Une dame | Une enfant | Une valse | Va danser
Y a pas d'printemps | Y avait du soleil | Y en a un d'trop
Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: