Økumenisk koncil

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Økumenisk koncil (af latin concilium, jf. engelsk Council) og økumenisk synode (af græsk synodos) betyder det samme, nemlig en kirkelig forsamling af biskopper især i senere antikken og senere jernalder. Økumeni betyder bestræbelserne på at nedbryde skrankerne mellem de kristne kirkesamfund; den tværkonfessionelle holdning; det praktiske økumeniske arbejde. Fra 325 indkaldte de romerske kejsere også til økumeniske synoder eller koncilier, d.v.s. kirkemøder gældende for hele kristenheden.

Ifølge Den romersk-katolske kirkes tradition. ^{[1] [2]} De syv første af disse økumeniske konciler og deres vedtag godkendes tillige af de ortodokse kirker. Også Folkekirken bruger betegnelsen "økumeniske konciler" om de syv første, men anser dog ikke koncilernes vedtag for bindende - se Rigsdagen i Worms:

• 1. økumeniske koncil, år 325 i Nikæa i Lilleasien, nær Konstantinopel.
  • Det vedtages, at Faderen og Sønnen er af samme væsen (græsk: homousios, ikke at forveksle med homoiusios = en lignende substans).
  • Arius udstødes af kirken, og arianismen fordømmes.
  • Den nikænske trosbekendelse vedtages.
• 2. økumeniske koncil, 381: Anden økumeniske synode i Konstantinopel I. Nikæasynodens beslutninger udvides, og det præciseres, at Helligånden skal tilbedes sammen med Faderen og Sønnen, idet de såkaldte makedonianere eller pneumatomachere udstødes af kirken (et parti, der benægtede Helligåndens fulde guddommelighed).
• 3. økumeniske koncil, 431: Tredje økumeniske synode i Efesus i Lilleasien. Det vedtages, at jomfru Maria skal kaldes 'theotokos', d.v.s. 'Gudføderske' eller 'Guds Moder', og Nestorius udstødes af kirken.
• 4. økumeniske koncil, 451: Fjerde økumeniske synode i Kalkedon i Lilleasien. Efesussynodens beslutninger bekræftes, og desuden vedtages det, at Jesus Kristus havde en fuldstændig menneskelig og guddommelig natur, at de to naturer hverken må sammenblandes eller adskilles, og at han var én person, som er Ordet (Logos). Eutykes, en ekstrem 'monophysit', fordømmes, og Dioskur, biskop af Alexandria, afsættes.
• 5. økumeniske koncil, 553: Femte økumeniske synode i Konstantinopel II. Tekster bl.a. forfattet af Origenes, der levede århundreder tidligere, og Theodor af Mopsuestia, der døde ca. 125 år før, fordømmes.
• 6. økumeniske koncil, 680-81: Sjette økumeniske synode i Konstantinopel III. Det vedtages, at Jesus Kristus havde to viljer, en guddommelig og en menneskelig. Den såkaldte 'monotheletisme', der hævdede, at Jesus havde to naturer, men én vilje, fordømmes.
• 7. økumeniske koncil, 787: Syvende økumeniske synode i Nikæa (II) i Lilleasien. Det fastslås, at billederne må æres, ikke dyrkes. Den, der ærer billederne, ærer den, der er afbildet. Ikonoklasmen fordømmes.
• 8. økumeniske koncil: Konstantinopel IV (869)
• 9. økumeniske koncil: Lateran I (1123)
• 10. økumeniske koncil: Lateran II (1139)
• 11. økumeniske koncil: Lateran III (1179)
• 12. økumeniske koncil: Lateran IV (1215)
• 13. økumeniske koncil: Lyon I (1245)
• 14. økumeniske koncil: Lyon II (1274)
• 15. økumeniske koncil: Vienne (1311-1313)
• 16. økumeniske koncil: Konstanz (1414-1418)
• 17. økumeniske koncil: Basel-Ferrara-Firenze (1431-1439)
• 18. økumeniske koncil: Lateran V (1512-1517)
• 19. økumeniske koncil: Trient/Trento (1545-1563)
• 20. økumeniske koncil: Vatikan I (1869-1870) også kaldt Første Vatikanerkoncil
• 21. økumeniske koncil: Vatikan II (1962-1965) også kaldt Andet Vatikanerkoncil

[redigér] Kilder/referencer

1. ↑ Lynkursus i koncilhistorie - kortfattet norsk gennemgang af den katolske kirkes 21 økumeniske konciler
2. ↑ Katolsk minileksikon - oversigt over de økumeniske konciler

[redigér] Se også

• Synode
• Koncil
• Det økumeniske Fællesråd