Østersøen

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Kort over Østersøen med Finske Bugt og Botniske Bugt
En munding af Świna i Świnoujście, Polen

Østersøen, også kaldet Baltiske Hav, er et indhav i Nordeuropa som omgives af Danmark, Tyskland, Polen, Litauen, Letland, Estland, Rusland, Finland og Sverige, der ved Øresund, Storebælt og Lillebælt forbindes med Kattegat. Det er verdens største brakvandssø, [Kilde mangler] og opdeles normalt i hovedområderne Botniske Bugt, Finske Bugt, Rigabugten og den egentlige Østersø, der er den indre del af Østersøen dækkende området omkring Bornholm samt Øland og Gotland.

Østersøen forbindes med Nordsøen ved Kielerkanalen, der fører fra Kielerfjorden til Elbe-mundingen, og til Hvidehavet via Hvidehavskanalen. Østersøen begrænses mod Øresund af en linje mellem Falsterbo Pynt og Stevns Fyr, mod Storebælt af en linje mellem Kappel Kirke paa Lolland og GulstavLangeland, og mod Lillebælt af en linje mellem Veisnæs NakkeÆrø og Pøls HukAls. Den danske øgruppe, undtagen Bornholm, begrænses således af Østersøen mod syd og sydøst. Da Østersøen er omgiven af land på næsten alle sider og har en meget uregelmæssig form, har den mindre karakter af et hav end af en stor indsø.

Østersøen har et areal på 415.000 kvadratkilometer, afvander et areal på cirka 1.721.000 kvadratkilometer, og har en største dybde på 459 meter. Større øer i Østersøen: Gotland, Øland, Bornholm, Femern, Rügen, Dagø (Hiiumaa), Øsel (Saaremaa) og Åland.

Historie[redigér | redigér wikikode]

I de 12.000 år Østersøen har eksisteret har bathymetrien og saliniteten ændret sig. Udviklingen af Østersøen siden sidste istid er vurderet ud fra analyser af de marine sedimenter. Østersøen har været såvel mere fersk som mere salt end den er i dag. Denne naturlige variation er forårsaget af landhævninger/-sænkninger, vandstandsændringer og klimatiske variationer, som har bevirket større eller mindre åbning fra Østersøen til åbent hav og større eller mindre vandbidrag til Østersøen. Med de hydrografiske ændringer har ligeledes biologien ændret og udviklet sig. Selv gennem de seneste 100 år er der observeret betydelige ændringer i Østersøens salinitet.

Østersøen blev i 2004, sammen med 146 andre områder i verdenshavene herunder også Kattegat, udpeget til "død zone" af FN's miljøprogram (UNEP) på grund af den store tilførsel af kvælstof og det deraf følgende og tilbagevendende iltsvind.

Vejr[redigér | redigér wikikode]

Storme der gør skade på skibe er hyppige i Østersøen. Østlige vinde er især farlige fordi de skaber kæmpemæssige bølger. I den nordlige del af Østersøen er al skibsfart indstillet om vinteren på grund af is.

Delområder[redigér | redigér wikikode]

Sverige er det land, der den længste kyst langs Østersøen. Sveriges meteorologiska och hydrologiska institut (SMHI) i Norrköping opdeler Østersøen i fire områder. Det er:

SMHI sætter Østersøens nordlige vestgrænse ved de danske broer. Dvs. at Østersøen slutter ved Lillebæltsbroen, Storebæltsbroen) og Øresundsforbindelsen.

I Danmark plejer man ikke at regne Sundet og Bælterne med til Østersøen. Dvs. at Østersøen begrænses mod Øresund af en linje mellem Falsterbo Pynt og Stevns Fyr, mod Storebælt af en linje mellem Kappel KirkeLolland og GulstavLangeland, og mod Lillebælt af en linje mellem Vejsnæs NakkeÆrø og Pøls HukAls.

Litteraturhenvisninger[redigér | redigér wikikode]

  • Sand-Jensen, Kaj & Anne Lise Middelboe: "Østersøen – Ung og fattig", Naturens Verden, nr. 4/1999, vol. 82, side 2-13.

Se også[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Koordinater: 55° N, 13° Ø