20. juli-attentatet

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Version fra 7. sep. 2014, 12:05 af Dipsacus fullonum bot (diskussion | bidrag) Dipsacus fullonum bot (diskussion | bidrag) (Bot: Fjerner {{Link GA}} og {{Link FA}} da Wikidata nu bruges i stedet for.)
Konferencelokalet kort efter eksplosionen.

20. juli-attentatet er betegnelsen for attentatet mod Adolf Hitler 20. juli 1944. Det blev forsøgt af oberst Claus von Stauffenberg i førerhovedkvarteret Ulveskansen i Rastenburg i Østpreussen.

To gange tidligere havde Stauffenberg undladt at gennemføre attentatet, fordi Hermann Göring og Heinrich Himmler ikke var til stede.

Men den 20. juli anbragte Stauffenberg en mappe med en bombe ikke langt fra Hitlers fødder. En anden officer, som mappen generede, flyttede den om bag konferencebordets svære ben, og da bomben detonerede mindskedes virkningen af bordbenet og den tykke bordplade samt af barakkens spinkle konstruktion.

Fire officerer blev dræbt og tyve andre såret, mens Hitler slap med nogle knubs. Hans storhedsvanvid voksede, og han følte sig frelst af forsynet for at redde Tyskland.

Bag Stauffenberg stod en sammenslutning af officerer, embedsmænd og politikere.

Der havde været andre attentatforsøg, og der fandtes anden modstand i Tyskland, men oftest uden en sammenhængende modstandsbevægelse.

For at gennemføre et coup d’etat var der brug for en gruppe indflydelsesrige personer, som modstanden kunne samle sig omkring og et samspil med de væbnede styrker og forberedelse af civil og militær administration. I Tyskland var de væbnede styrker den eneste større bevæbnede magt, der var relativt uafhængig af partiet, og som ville kunne vælte Hitler.

Men de væbnede styrker havde aflagt troskabsed til Hitler personligt og til Riget. Den ed betød, at modstandere af Hitler blev forrædere i dobbelt forstand. De militærfolk, der var den inderste kerne af konspirationen, brød eden ud fra den opfattelse, at Hitlers ulovlige magtovertagelse i sig selv var et større forræderi end deres.

Deltagere i 20. juli-opstanden

Positionerne for deltagerne i mødet, da bomben eksploderede.

En tidlig organisator var admiral Wilhelm Canaris, der i 1935 var udnævnt til chef for den militære efterretningstjeneste Abwehr. Stærkt støttet af sin næstkommanderende, general Hans Oster, gjorde Canaris en del af sin organisation – Zentralamt,Afdeling Z, til et center for afvigelse. Omkring Canaris og Oster samledes efterhånden den kreds, der stod bag attentatet den 20. juli 1944.

General Ludwig Beck var chef for hærens generalstab fra 1933 til 1938, da han efter skandalerne med Werner von Blomberg og Werner Freiherr von Fritsch søgte at organisere en modstand mod Hitlers krigsplaner og derfor måtte tage sin afsked. Derefter engagerede han sig stærkt i modstanden sammen med Leipzigs borgmester Carl Friedrich Goerdeler.

Fra diplomatiet kom Ulrich von Hassell, Tysklands ambassadør i Rom, og svigersøn til storadmiral von Tirpitz. Han deltog i forhandlingerne i 1936 om en Rom–Berlin akse og så denne som endnu et skridt hen mod krig i Europa. Kort efter at Ribbentrop i 1938 blev Hitlers udenrigsminister, blev von Hassell afskediget.


Ophavsmanden til attentatsplanen var Prof. Jens Peter Jessen, der var født og opvokset i Stoltelund uden for Tinglev i Sønderjylland.

Efterspil

Den 21. juli kl. 1 om natten blev oberst Claus von Stauffenberg, general Friedrich Olbricht, oberst Albrecht Mertz von Quirnheim og løjtnant Werner von Haeften efter ordre fra general Friedrich Fromm henrettet ved skydning efter en hastigt gennemført krigsret. Yderligere 5.000 blev anholdt af Gestapo og de 200 henrettet. Generalfeltmarskal Erwin Rommel blev mistænkt for at have støttet kupmagerne og fik valget mellem krigsret og selvmord. Han valgte selvmordet for at redde sin familie. Erwin Rommel blev begravet under store hædersbevisninger.

Eksterne henvisninger

Wikimedia Commons har medier relateret til:


Koordinater: 54°04′50″N 21°29′47″Ø / 54.0806°N 21.4964°Ø / 54.0806; 21.4964