Abbed Vilhelm

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Abbed Vilhelm

Abbed Vilhelm (omkring 1127- 6. april 1203), var en abbed af fransk adelsslægt og født i Paris; han blev som ung kannik ved Sankt Genovevas Kirke uden for Paris.

Under sine studier i Paris havde Absalon lært Vilhelm at kende, og da han ønskede at reformere det lille samfund af kanniker på Eskilsø, tænkte han, at den fyrige franskmand vilde være manden. Han fik udvirket at Vilhelm, der havde problemer med kirken i Frankrig, og 3 andre Augustinerkanniker sendtes til Danmark (1165). Valdemar den Store og Absalon modtog dem i Ringsted, og Vilhelm blev nu abbed for klosteret på Eskilsø. Sult og det nordiske klima fik dog hurtigt hans følgesvende til at vende tilbage til Frankrig, og de andre kannikker var også stærkt utilfredse med sparsom grønsagsmad og Vilhelms strenge klostertugt.

Absalon havde imidlertid skænket Eskilsø Kloster anseligt jordegods, frem for alt i Tjæreby Sogn ved Hillerød, og der oprettede man 1176 Æbelholt Kloster. Ved store gaver, især fra Absalon, der indtil sin død hvert år betænkte sin ven, blev Æbelholt et af Danmarks største klostre.

Vilhelm var en utrættelig forkæmper for kirkelige fremskridt, især klostertugt. Snart opildner han sine egne kanniker, snart beskytter han Cistercienserne i Guldholm mod de mere verdslige Cluniacensere i Slesvig by, snart våger han over tugten i andre kannikesamfund , og to klostergivne kongedøtre advarer han mod det almindelige drikkeri. Med sine naboer, Cistercienserne i Esrum Kloster, stod han sig godt. Klostrenes privilegier håndhævede han med lidenskab imod hvem som helst; da den pavelige legat, Kardinal Fidentius, krævede afgifter, nægtede han heftigt mod en sådan «Simoni». I Æbelholt fandt ærkebiskop Erik af Trondhjem og flere norske bisper beskyttelse for kong Sverre Sigurdsson vrede; Vilhelm talte deres sag hos Paven, bidrog til Baglerpartiets dannelse og sendte efter baglernes fremgang nogle af sine kanniker til Konghelle, hvor de grundlagde Kastelle Kloster omkring 1196.


Vilhelm udførte også en betydelig lærervirksomhed. Til sine lærlingers tarv foranstaltede han en samling af Breve, mest fra ham selv; de er den bedste kilde til hans historie, enten han meddeler ungdomserindringer og skildrer sit klosters trængsel og fremgang, eller han anstiller betragtninger over tidens begivenheder og (i form af en opdigtet brevveksling) drøfter kirkeretlige spørgsmål. Flere af brevene kaster skarpt lys over Vilhelms livlige, ildfulde og utålmodige personlighed, der forener brændende tro og hensynsløs lidenskabelighed med munkeagtig ydmyghed og fransk høflighed; betegnende er hans overstrømmende venskabsforsikringer, således over for Peder Sunesen, hvem han kalder sit «andet Jeg», og Abbed Valbert af Esrom. [1]

Efter Abbed Vilhelms død i 1203 taltes der snart om undere ved hans grav. Nogle år senere udarbejdedes der en, i biografisk henseende mangelfuld, levnedsbeskrivelse af ham, og Anders Sunesen bad Paven om at kanonisere Vilhelm. Det skete endelig 1224, og især efter at hans relikvier var overflyttede til klosterets nye stenkirke i 1238, blev Æbelholt et yndet valfartssted.

Eksterne kilder/henvisninger[redigér | redigér wikikode]

  1. Der er uddrag af Vilhems breve på kildelisten til www.oresundstid.dk's side om Æbelholt Kloster