Abbey Theatre
Abbey Theatre (National Theatre of Ireland og Irlands nationalteater) er et teater i Dublin, Irlands hovedstad. Det slog første gang dørene op for publikum den 27. december 1904, og selv om bygningen blev flammernes bytte i 1951, har det spillet forestillinger næsten uafbrudt. Det var det første statsstøttede teater i den engelsktalende del af verden, da det fra 1925 modtog et årligt tilskud fra Den irske fristat.
I de tidlige år var Abbey Theatre tæt knyttet til forfattere fra den keltiske renæssance; mange af dem var involveret i dets grundlæggelse og fik stykker opført her. Abbey Theatre blev rugekasse for mange af det 20. århundredes førende irske forfattere og skuespillere. Desuden blev det – i kraft af mange udenlandske turneer især til Nordamerika – en vigtig del af den irske turistindustri.
Indholdsfortegnelse |
Grundlæggelsen af Abbey Theatre[redigér]
Grundlæggelsen af Abbey Theatre kan tilskrives tre faktorer inden for teaterverdenen.
- For det første var der det betydningsfulde teater, Irish Literary Theatre, som blev grundlagt i 1899 af Lady Gregory, Edward Martyn og William Butler Yeats med hjælp fra George Augustus Moore. Det havde præsenteret en række anmelderroste stykker i Dublins Gaiety Theatre; omend de kun nød begrænset interesse fra det almindelige teaterpublikum.
- For det andet var der de to irske brødre William og Frank Fay. William arbejdede i 1890'erne hos en gruppe, som turnerede i Irland, Skotland og Wales, mens Frank var dybt involveret i amatørteater i Dublin. Efter Williams hjemkomst til Dublin begyndte brødrene at opføre produktioner i forskellige sale rundt om i byen, og til sidst skabte de W. G. Fay's Irish National Dramatic Company, som fokuserede på udviklingen af skuespillertalenter i Irland. I april 1902 gav brødrene tre opførelser af Deirdre og Cathleen Ní Houlihan, skrevet af henholdsvis George William Russell og Yeats i St Theresa's Hall i Dublin. Stykkerne, som blev opført for et publikum, der primært bestod af teatergængere fra arbejderklassen frem for den sædvanlige middelklasse, var store succeser; ikke mindst fordi Maud Gonne spillede hovedrollen.
- For det tredje var der Annie Elizabeth Fredericka Horniman. Hun kom fra England og havde erfaring med teaterproduktion fra blandt andet opførelsen af George Bernard Shaws stykke Arms and the Man i London i 1894. Hun kom til Dublin i 1903, og fungerede som Yeats' ulønnede sekretær og kostumemager ved en opsætning af hans stykke, The King's Threshold. Det var hendes formue, der gjorde Abbey Theatre til en realitet.
I lyset af succeserne fra St Theresa's Hall blev the Irish National Theatre Society grundlagt i 1903 med Yeats som formand finanseret af Horniman. I begyndelsen blev stykkerne opført i Molesworth Hall. Men da Hibernian Theatre of Varieties på Lower Abbey Street og en nabobygning i Marlborough Street blev ledige – fordi brandmyndighederne lukkede dem af sikkerhedsmæssige årsager – blev Horniman og Fay enige om at købe og ombygge dem, så de opfyldte sikkerhedskravene. Den 11. maj 1904 blev Hornimans forslag om at benytte bygningen til teater accepteret af the Irish National Theatre Society. Men da Horniman ikke boede fast i Irland, blev det nødvendige patent – selvom det blev betalt af hende – udstedt til Lady Gregory. Fay fik posten som bestyrer med ansvare for at uddanne skuespillerne i den netop grundlagte trup. Yeats bror Jack Yeats blev ansat til at male portrætter af alle de ledende skikkelser i the Irish National Theatre Society til foyeren, og Sarah Purser udformede glasmosaikker dertil.
Den 27. december gik tæppet for første gang, og der blev opført tre forestillinger: On Baile's Strand og Cathleen Ní Houlihan af Yeats samt Spreading the News af Lady Gregory. På den anden aften blev programmet ændret, så det ene af Yeats' stykker blev erstattet af In the Shadow of the Glen af Synge; og der blev fem aftener vekslet mellem de to programmmer. Frank Fay, som spillede Cúchulainn i On Baile's Strand, var den første skuespiller, som stod på Abbey Theatres scene. Selv om Horniman havde syet kostumerne, var hverken hun eller Lady Gregory til stede. Horniman var tilbage i England, og hendes primære funktion de kommende år, var – foruden at finansiere teateret – at skaffe omtale og varetage booking i forbindelse med de produktioner, der turnerede på scener i London og provinsen. I 1905 besluttede Yeats, lady Gregory og Synge at omdanne teatret til et Limited liability company uden først at konsultere Horniman. Det irriterede hende, så hun hyrede Ben Iden Payne – en tidligere ansat ved Abbey Theatre – til at hjælpe sig med at lede en ny teatergruppe, som hun startede i Manchester.
De tidlige år[redigér]
Abbey Theatre fik snart succes, og dets forestillinger var næsten altid godt besøgt. Det var en fordel, at det i Synge havde en af tidens fremmeste engelsksprogede dramatikere som nøglemedlem. Teateret opførte også stykker af veletablerede forfattere som Yeats, Lady Gregory, Moore og Martyn og nye som Padraic Colum, Oliver St John Gogarty, F. R. Higgins, Thomas MacDonagh, T. C. Murray og Lennox Robinson. Mange af dem sad også i bestyrelsen, hvorfor teateret fik ry som "forfatternes teater".
Men begivenhederne skulle tage en skæbnessvanger drejning i januar 1907 med åbningen af Synges The Playboy of the Western World. Opildnet af nationalister, som mente, at teateret ikke var tilstrækkeligt politisk og at et bestemt stykke fremstillede et skred i dyden hos den irske kvindelighed, gjorde en stor del af publikum oprør, og resten af stykket måtte opføres uden ord. Nationalisterne følte sig desuden provokeret af en beslutning om at tilkalde politiet. Selv om pressen snart vendte sig imod optøjerne, og selv om protesterne (the Playboy Riots) svandt, var teateret rystet, og Synges næste og sidste færdiggjorte stykke The Tinker's Wedding fra 1908 blev aldrig opført af frygt for uro.
Samme år ophørte Fay-brødrenes tilknytning til teateret, da de emigrerede til De Forenede Stater, og den daglige ledelse blev overladt til Lennox Robinson. Den 7. maj 1910 da alle andre teatre i byen lukkede i respekt for den døde konge, Edvard 7., holdt Robinson Abbey Theatre åbent. Forholdet til Horniman var allerede plettet, og da hun hørte om Robinsons beslutning, fandt hun det på sin plads at afbryde sin forbindelse med teateret. Hun skønnede selv at have brugt £10.350 (svarende til ca. 6 millioner kr. nu til dags) af sine egne penge på projektet.
Med tabet af Horniman, Synge og Fay-brødrene var Abbey Theatre under Robinson overladt til at drive med strømmen og oplevede en faldende interesse fra publikum og et dalende billetsalg. Denne tendens blev dog bremset for en tid med fremkomsten af Sean O'Casey, Synges arvtager. O'Caseys karriere som dramatiker begyndte med The Shadow of a Gunman på Abbey Theatre i 1923. Det blev fulgt af Juno and the Paycock (1924) og The Plough and the Stars (1926). Dette resulterede imidlertid i optøjer, som mindede om dem 19 år tidligere. Pga. publikums reaktion afviste teateret O'Caseys næste stykke, og han emigrerede kort efter.
Abbey Theatre efter Yeats[redigér]
I 1924 tilbød Yeats og Lady Gregory at overdrage Abbey Theatre til den irske stat som en gave til folket. På trods af modvilje modtog staten gaven; til dels på grund af teatrets engagement i stykker på irsk. Teateret blev i 1925 det første teater i den engelsktalende verden, som blev styret af staten. I de følgende år blev en skuespillerskole (the Abbey School of Acting) og en balletskole (the Abbey School of Ballet) etableret. Denne, som lukkede i 1933, blev ledet af Ninette de Valois, der også var koreograf ved en række af Yeats' stykker. På den tid begyndte teateret at mangle plads, og et lille eksperimentalteater the Peacock, var startet på etagen under Abbey Theatre. I 1928 grundlagde Hilton Edwards og Micheál MacLiammoir et teater, the Gate Theatre, der først brugte Peacoocks scene til stykker af centrale europæiske og amerikanske dramatikere. Gate Theatre søgte efter materiale skrevet af irske forfattere. En bestemt hændelse illustrerer, hvordan Abbey Theatre var i kunstnerisk forfald: Da Denis Johnston tilbød Abbey Theatre sit første stykke, Shadowdance, blev det afvist af lady Gregory og returneret til ham med ordene "The Old Lady says No" ("den gamle dame siger nej") skrevet på titelbladet. Johnson besluttede at omdøbe stykket, og i 1928 blev det opført af Gate Theatre på Peacock-scenen – under titlen The Old Lady says No!.
Traditionen som "forfatternes teater" overlevede på må og få gennem de næste år. For eksempel sad Frank O'Connor med i bestyrelsen fra 1935 til 1939; fra 1937 med status som daglig leder. Han sørgede for opsættelsen af to stykker. Desværre blev han tvunget til at træde tilbage efter Yeats' død. Gennem 1940'erne og 1950'erne blev teaterets indkomst hentet hjem af farcer og komedier, som udspillede sig i et idealiseret bondesamfund, som – ikke havde megen relevans for de fleste irere. Som følge af det fortsatte tilbagegangen i tilskuertallet. Det ville formentligt have været værre, hvis ikke populære skuespillere som F. J. McCormick og dramatikere som George Shiels kunne trække publikum til Abbey Theatre. En anden kilde til indtægt var Austin Clarkes Dublin Verse Speaking Society, der senere blev omdøbt til The Lyric Theatre. Det lejede sig ind hos Peacock fra 1941 til 1944 og hos Abbey Theatre fra 1944 til 1951.
Den 18. juli 1951 blev bygningen, som husede Abbey Theatre, ødelagt af en brand, og kun Peacock på underetagen overlevede. Man besluttede i september samme år at leje sig ind hos det gamle Queen's Theatre og fortsatte der til 1966. Queens Theatre havde været hjemsted for the Happy Gang; en gruppe af komikere, der opførte velbesøgte sketches, farcer og pantomimestykker. På den måde lå Queen's Theatres nye lejer – Abbey Theatre – der fortsatte sine stykker om bondesamfund, ikke langt fra de tidligere lejere. Det er desuden symptomatisk for Abbey Theatres ambitioner, at ingen af 1950'ernes to mest interessante irske dramatikere Brendan Behan og Samuel Beckett fik stykker opført der. I februar 1961 var ruinerne af Abbey Theatres gamle bygninger endelig fjernet, og planerne for en genopførelse ud fra tegninger af den irske arkitekt Michael Scott blev sat i værk. Den 3. september 1963 lagde Irlands præsident Éamon de Valera grundstenen til det nye teater, som åbnede den 18. juli 1966.
Abbey Theatre siden 1966[redigér]
Kombinationen af en ny bygning, en ny generation af dramatikere – der indbefattede profiler som Hugh Leonard, Brian Friel og Tom Murphy – og fremgang i den irske turistindustri med Abbey Theatre (nu kendt som Irlands nationalteater) som vigtig kulturel attraktion bidrog til igen at skubbe teateret i den rigtige retning. Det hjalp desuden også, at teateret bidrog til Dublins teaterfestival, Dublin Theatre Festival, som blev afholdt første gang i 1957. Stykker som Friels Philadelphia Here I Come (1964), The Faith Healer (1979) og Dancing at Lughnasa (1990), Murphys Whistle in the Dark (1961) og The Gigli Concert (1983) samt Leonards Da (1973) og A Life (1980) gav Abbey Theatre en international profil, efterhånden som de blev opført i London og på Broadway. På trods af disse succeser spillede teateret dog stadig for halvfulde sale i året for dets hundredårsjubilæum, 2004.
Kombinationen af en gæld ved udgangen af 2004 på €2.5 millioner, en reduktion af tilskuddet fra staten, en redningsplan, som involverede fyring af en tredjedel af teaterets medarbejdere samt en dårlig stemning fra en tidligere forringelse af teaters repertoire førte til krav om fyring af den kreative direktør, Ben Barnes. Den 6. september overlevede Barnes bestyrelsens afstemning om han skulle fyres; men hans redningsplan blev lagt på hylden. Kontroverserne fortsatte få dage efter, da en e-mail, afsendt af Barnes til internationale kolleger, blev offentliggjort. I den kritiserede han sine ansatte og måtte senere undskylde over for bestyrelsen. Den 14. september besluttede the Arts Council of Ireland at iværksætte en uafhængig undersøgelse af, hvordan det kunne støtte teateret gennem kriserne. De blev yderligere belastet af, at teaterets bygning på ny var blevet udpeget som en potentiel sikkerhedsrisiko, og der siden – forgæves – er ledt efter nye lokaler. December 2004 fejrede teateret sit jubilæum med en række begivenheder – blandt andet opførelsen af det originale program af amatørteatergupper fra forskellige steder i Irland.
Den 12. maj 2005 trådte Barnes og teaterets direktør Brian Jackson tilbage, efter der var opdaget en graverende fejl i teaterets finansielle rapporter, som resulterede i en betydelig undervurdering af underskuddet på €1.85 millioner. Den 20. august samme år godkendtes en plan, som opløste the National Theatre Society – for erstattet det af et Company limited by guarantee, der primært bruges af non-profit-organisationer; det fik navnet the Abbey Theatre Limited. Denne beslutning blev taget, fordi den nationale forening for promoveringen af irsk kunst, The Arts Council of Ireland, bekendtgjorde, at det ikke ville give yderligere tilskud til teateret, før dets økonomiske krise blev løst.
Eksterne henvisninger[redigér]
Kilder[redigér]
- Igoe, Vivien. A Literary Guide to Dublin. (Methuen, 1994)
- Ryan, Philip B. The Lost Theatres of Dublin. (The Badger Press, 1998)
- McGlone, James P. Ria Mooney: The Life and Times of the Artistic Director of the Abbey Theatre, 1948-1963
- Abbey Theatre homepage
- The Abbey and the genius of Irish theatre
- Denis Johnston and The Old Lady Says 'No'
- Dublin's Abbey in centenary crisis – Guardian Unlimited
- Barnes to stay on as Abbey Theatre director – RTÉ News
- Arts Council voices concern over Abbey – RTÉ News
- Resignations RTÉ News
