Accise

Accise var i den tidlige middelalder en tillægsafgift på fortrinsvist levnedsmidler såsom øl og vin, men omfattede senere også andre varer. Efterhånden blev afgiften mere og mere udbredt i Tyskland, Holland, og navnligt i England (som excise duties) hvor de blev vigtige statsindtægter.

Danmark

Accisebod i Kalundborg

Danmark indførte denne afgiftstype i middelalderens slutning. I den ældre fiskale lovgivning sammenblandes accise dog jævnligt med toldafgiften på udenlandske varer. De væsentligst beskattede genstande var foruden vinene, i særdeleshed tysk øl som pryssing, momme, Rostocker-, Wismar-, Lübecker- og Hamborgerøl, der var meget populære i 1400- og 1500-tallet.

Allerede i 1466 havde Christian 1. til hansestædernes forbitrelse lagt en "cise" på fire skilling (ca. 25 % af prisen) på hver tønde tysk øl, og i hans handelsforordning af 1475 sattes afgiften til en lod sølv per læst eller 1¼ skilling per tønde. Afgiften var ved begyndelsen af 1500-tallet fire hvid per tønde, men forhøjedes under Christian 3. til otte skilling. Under Den Nordiske Syvårskrig blev afgiften yderligere forhøjet.

Som regel indgik afgifterne i kongens kasse, men undtagelsesvis blev accise overdraget til enkelte købstæder, således København og Halmstad i 1551, Varberg i 1552 og Malmø i 1589, for at byerne da selv kunne sørge betale for deres befæstning og sikkerhed. Afgifterne opkrævedes af en cisemester, der, bortset fra Helsingør, som oftest tillige opkrævede told. Også under Christian 4. lagdes der gentagne gange accise på vin og øl.

I København blev der ifølge privilegierne af 1661 pålagt en tillægsafgift af ind- og udgående skibe, samt varer. De nærmere bestemmelser om fordelingen af denne såkaldte acciseafgift mellem magistraten, havnen, staden og fattigvæsenet, blev truffet ved forskellige reskripter og forordninger i 1600- og 1700-tallet. Denne ordning opretholdtes ved toldrullerne af 1762 og 1768. Magistratens andel tilfaldt fra 1771 i stedet statskassen.

Efter toldforordningen 1. februar 1797 tilfaldt accisen sammen med de øvrige told- og konsumtionsafgifter statskassen. Den bevarede kommunale accise, som blev delt mellem staden og havnevæsenet indtil 1. april 1864, tilfaldt herefter havnevæsenet. Efter lov af 31. marts 1864 skulle afgiften kun have været erlagt endnu i 10 år, men ved lov af 31. marts 1874, forlængedes fristen i yderligere fem år, og endelig blev det fastsat ved lov af 29. marts 1879, at den accise, som tilfaldt Københavns Havn, kunne opkræves indtil 31. marts 1882.

For de danske og norske købstæders vedkommende, blev accisen efter 1660 ved forskellige kongelige bevillinger og reskripter henlagt til købstæderne, og denne ordning fastholdtes i de senere toldforordninger. Således var accise efter Christian 5.'s toldrulle af 1691 en kommunal afgift, der tilfaldt søkøbstæderne i Danmark og Norge. Den skulle anvendes til betaling magistraternes lønninger, udgifterne ved fattigvæsenet, samt vedligeholdelse af havne og broer. Afgiften blev pålagt på de allerede toldpligtige varer, som blev sejlet mellem de to lande. Mere vidtgående bestemmelser om accise blev givet ved toldrullerne af 1762 og 1768, der fastsatte accise til ½ % for alle "ubenævnte" varer.

Fra 1793 blev accise uden for København opkrævet af kongen gennem toldvæsenet. Indtægten blev herefter fordelt ud til de enkelte købstæder. Disse godtgørelser afløstes senere mod særlige vederlag til byerne (en tidlig form for bloktilskud).

Kilder

Wikimedia Commons har billeder og/eller lyd med forbindelse til: Toldboder

• Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930), side 125-126
• L.V. Birck: "Cisen og Konsumptionen" (Nationaløkonomisk Tidsskrift, 3. række, Bind 28; 1920)