Albigensiske korstog

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Det Albigensiske Korstog
Del af Korstogene
Politisk kort over Languedoc ved indledningen af det Albigensiske korstog
Politisk kort over Languedoc ved indledningen af det Albigensiske korstog
Dato 1209–1229
Sted Languedoc, Frankrig
Resultat Sejr til Frankrig og korsfarerne
Parter
Cross-Pattee-alternate red.svg Korsfarerne
France Ancient.svg Det franske kongedømme
CatharCross.JPG katharerne
Blason Languedoc.svg Grevskabet Toulouse
Escudo del reino de Aragon.png Kongeriget Aragon
ArmoiriesTrencavel.svg Huset Trencavel
Armoiries Comminges Ancien.svg Grevskabet Comminges
Blason du Béarn.svg Vicomte Béarn
Blason du comté de Foix.svg Grevskabet Foix
Ledere
Armoiries seigneurs Montfort.svg Simon af Montfort  
Armoiries seigneurs Montfort.svg Amaury af Montfort
France Ancient.svg Ludvig VIII af Frankrig
Blason Languedoc.svg Raymond VI af Toulouse
Blason Languedoc.svg Raymond VII af Toulouse
Escudo del reino de Aragon.png Peter II, den katolske  
Armoiries fascé gueules et hermine.svg Raimond-Roger af Trencavel
Blason du comté de Foix.svg Raymond-Roger af Foix

Det Albigensiske Korstog eller Katharkorstoget (1209-1229) var en 20 år langt felttog startet af den romersk-katolske kirke for at udrydde den religion, som blev praktiseret af Katharerne i Languedoc, og som den romersk-katolske kirke betragtede som apostase. Korstoget var historisk betydningsfuldt af flg. grunde:

  • Dets brutalitet var ekstrem, selv efter middelalderlige normer.
  • Kirken gav adelen fra Nordfrankrig og den franske konge, der i bund og grund fungerede som katolske lejetropper, ejendomsretten til jorden i et område af Frankrig, der var kulturelt og sprogligt tættere knyttet til Catalonien (se Occitanien).
  • Det Albigensiske Korstog var medvirkende til oprettelsen af både Dominikanerordenen og den middelalderlige inkvisition.

Oprindelse[redigér | redigér wikikode]

Den katolske kirke havde altid været hård ved de udløbere af kristendommen, som den opfattede som kætterske, men før det 12. århundrede havde disse grupper været små og bestået af f.eks. omrejsende gadeprædikanter og små lokale sekter. Katharerne i Languedoc, derimod, repræsenterede en alternativ og populær massebevægelse, et fænomen, som den katolske kirke ikke havde set i de næsten 900 år siden den tidlige kristendoms arianisme og markionisme. I det 12. århundrede omvendte store dele af det nuværende Sydfrankrig sig til katharismen, og troen spredte sig til andre områder. Sammen med andre religiøse bevægelser på denne tid, som f.eks. valdenserne, dukkede katharismen op i de større byer. Selvom de kathariske ideer ikke var opstået i Languedoc, som var et af de mest befolkede områder i Europa på det tidspunkt, var det dér, at ideerne havde den største succes.

Dette maleri af Pedro Berruguete fra det 15. århundrede skildrer en historie hvor Saint Dominic og albigenserne hver kaster deres tekster på bålet, men kun albigensernes tekster brænder, mirakuløst overlever Saint Dominics flammerne.

Katharerne fandtes især i det, der nu er det sydvestlige Frankrig ved Middelhavet, der på det tidspunkt var en del af sammenslutningen af Catalonien og Aragonien, også kaldet det Aragonske Kongedømme. De blev også kaldt albigensere efter byen Albi, og der er mindst to grunde til dette: for det første bevægelsens tilstedeværelse i og omkring Albi, og for det andet fordi der blev afholdt et kirkeråd i byen i 1176, som erklærede, at katharismen var kætteri. Den politiske kontrol i Languedoc var delt mellem mange lokale fyrster og byråd. Før korstoget havde der kun være lidt undertrykkelse i området, og det kulturelle niveau har højt.

Da Pave Innocens III kom til magten i 1198, var han fast besluttet på at undertrykke katharerne. Til at begynde med prøvede han med en fredelig omvendelse; men de præster, der blev sendt til området for at omvende katharerne, havde ingen held. Katharerne blev beskyttet af den lokale adel og også af biskopperne, som var imod paven. I 1204 ophævede paven biskoppernes myndighed i det sydlige Frankrig og udpegede pavelige legater. I 1206 søgte paven hjælp fra Languedocs adel, og de adelsmænd, der fortsat beskyttede katharerne, blev ekskommunikerede.

Den magtfulde greve, Raymond VI af Toulouse, nægtede at hjælpe og blev ekskommunikeret i maj 1207. Paven bad den franske konge, Filip II, om hjælp mod de adelsmænd, som tillod katharismen, men Filip nægtede. Grev Raymond VI mødtes med pavens udsending, Pierre de Castelnau i januar 1208, og dagen efter deres møde blev Pierre de Castelnau myrdet. Paven reagerede på mordet ved at udstede en bulle, der kaldte til korstog mod Languedoc, og som tilbød kætternes jord til alle, der ville kæmpe. Dette tilbud om jord fik det meste af adelen i Nordfrankrig til at gå i krig mod adelen i syd.

Korstog[redigér | redigér wikikode]

Korstoget kan inddeles i et antal perioder. Den første fra 1209 til 1215 bestod af en række af successer for korsfarerne i Languedoc. Den erobrede jord blev dog stort set tabt igen mellem 1215 og 1225 under en række opstande og tilbageslag. Situationen vendte, efter at den franske konge, Ludvig VIII af Frankrig, intervenerede i 1226. Han døde i november samme år, men indsatsen fortsatte under Ludvig IX af Frankrig. Området var tilbageerobret i 1229, og der blev sluttet fred mellem deltagerne. Fra 1233 og frem spillede inkvisitionen en stor rolle i undertrykkelsen af katharismen. Modstanden og oprørene fortsatte, indtil den militære kampagne sluttede i 1255, men katharismens dage var nu talte.

Succes 1209-1215[redigér | redigér wikikode]

I midten af 1209 var omkring 10.000 korsfarere samlet i Lyon, og de begyndte at marchere mod syd[1]. I juni lovede Raymond VI af Toulouse i lyset af den truende katastrofe, at han ville gøre noget ved katharerne, og hans ekskommunikation blev ophævet[2]. Korsfarerne satte retningen mod Montpellier og Raimond-Roger af Trencavels områder og katharsamfundene ved Albi og Carcassonne. Som Raymond VI havde gjort, forsøgte Raimond-Roger at finde en ordning med korsfarerne, men de nægtede at mødes med ham, og han skyndte sig tilbage til Carcassonne for at forberede byens forsvar[3].

Katharerne bliver bortvist fra Carcassonne i 1209.

I juli indtog korsfarerne den lille landsby Servian og fortsatte mod Béziers, hvor de ankom den 21. juli. Under kommando af den pavelige Legat Arnaud Amaury[4] omringede de byen og forlangte, at katolikkerne i byen kom ud, og at katharerne overgav sig[5]; begge krav blev afvist og byen faldt den efterfølgende dag, da et mislykket udfald blev forfulgt tilbage gennem de åbne porte[6]. Hele befolkningen blev slagtet og byen brændte ned til grunden. Samtidige kilder skønner antallet af døde til mellem femten og tyve tusin. Sidstnævnte tal vises i Arnaud Amaury rapport til paven.[7] Nyheden om rædslerne i Bézers spredtes hurtigt, og mange byer overgav sig uden kamp.

Korstogets næste store mål var Carcassonne. Byen var godt befæstet men sårbar og overbefolket pga. de mange flygtninge[8]. Korfarerne befandt sig uden for byen den 1. august 1209, og belejringen varede ikke længe[9]. Den 7. august havde korsfarerne afbrudt byens vandforsyning. Raimond-Roger forsøgte at forhandle, men blev taget til fange under våbenhvilen, og byen overgav sig 15. august[10]. Indbyggerne blev ikke massakreret, men blev tvunget til at forlade byen — nøgne i henhold til Peter af les Vaux-de-Cernay. Simon de Montfort[11], der nu overtog ledelsen af korshæren, fik overdraget kontrollen med områderne omkring Carcassonne, Albi og Béziers. Efter Carcassonnes fald overgav de fleste andre byer sig uden kamp. Albi, Castelnaudary, Castres, Fanjeaux, Limoux, Lombers og Montréal faldt hurtigt i løbet af efteråret[12]. Imidlertid gjorde nogle byer, der havde overgivet sig, senere oprør.

Den næste kamp centrerede sig omkring landsbyen Lastours, ikke langt fra Carcassonne, og borgen Cabaret. Pierre-Roger de Cabaret modstod et angreb i december 1209[13], og kampene ophørte stort set vinteren over, men mange nye korsfarere stødte til hæren[14]. I marts 1210 blev byen Bram indtaget efter en kort belejring[15]. I juni blev den godt befæstede by Minerve belejret[16]. Byen modstod et kraftigt bombardement, men i slutningen af ​​juni blev den vigtigste brønd ødelagt, og den 22. juli overgav byen sig[17]. Katharerne i landbyen fik muligheden for at omvende sig, og de 140, der nægtede, blev brændt på bålet[18]. I august fortsatte korsridderne til borgen Termes[19]. Trods Pierre-Roger de Cabaret gjorde udfald, var belejringen solid, og i december faldt byen[20]. Det var den sidste kamphandling det år.

Da kampene blev genoptaget i 1211, havde Arnaud-Amaurys og Simon de Montforts handlinger skabt modvilje hos adskillige fyrster i løbet af vinteren, inkl. Raymond VI af Toulouse[21], som var blevet ekskommunikeret igen. Korsfarerne vendte talstærkt tilbage til Lastours i marts, og Pierre-Roger de Cabaret overgav sig snart. I maj blev Aimery de Montréals borg generobret, han og hans ledende riddere blev hængt, og adskillige hundrede katharer blev brændt på bålet[22]. Byerne Cassès[23] og Montferrand[24] faldt i begyndelsen af juni, og korsfarerne satte kursen mod Toulouse[25]. Byen blev belejret, men for en gang skyld manglede angriberne både forsyninger og mænd, og Simon de Montfort trak sig derfor tilbage i slutningen af måneden[26]. Opmuntret angreb Raymond VI Simon de Montfort ved Castelnaudary i september[27]. Montfort brød belejringen[28], men Castelnaudary faldt, og Raymonds styrker fortsatte med at befri over 30 byer[29], inden det hele gik i stå ved Lastours i efteråret. Det efterfølgende år blev en stor del af provinsen erobret af de katolske styrker[30].

I 1213 kom styrker anført af Kong Peter II af Aragonien til Toulouses hjælp[31]. Styrkerne belejrede Muret[32] men et udbrudsforsøg fra borgen resulterede i Peter IIs død[33], og hans hær flygtede. Dette slag blev afslutningen på Aragoniens fodfæste nord for Pyrenæerne. Nederlaget var et hårdt slag for den samlede modstandsbevægelse, og i 1214 forværredes situationen: Raymond VI måtte flygte til England[34], og paven gav hans jorder til sejrherren, Filip II, en krigslist som slutteligt gjorde kongen interesseret i konflikten. I november gik den altid aktive Simon de Montfort ind i Périgord[35] og indtog borgene Domme[36] og Montfort[37] med lethed; han belejrede også Castlenaud og ødelagde befæstningen ved Beynac[38]. I 1215 blev Castlenaud indtaget af Montfort[39] og korsridderne gik ind i Toulouse, som blev givet til Simon de Montfort[40]. I 1216 overdrog han sine jorder til Filip II.

Den gule kors båret af omvendte katharer.

Opstand og tilbageslag 1216-1225[redigér | redigér wikikode]

Imidlertid vendte Raymond VI sammen med sin søn, der også hed Raymond tilbage til området i april 1216 og havde snart oprettet en større hær med folk fra de fjendtligt stemte byer. Byen Beaucaire blev belejret i maj og faldt efter 3 måneder; Simon de Montforts forsøg på at befri byen blev slået tilbage. Montfort var derefter nødt til at slå en opstand i Toulouse ned, inden han drog mod vest for at indtage Bigorre-provinsen. Han blev slået tilbage ved Lourdes i december 1216. I 1217 indtog Raymond VI Toulouse, mens Montfort var beskæftiget i Faux-regionen. Montfort skyndte sig tilbage, men hans styrker var for små til at kunne gøre noget. Montfort genoptog belejringen i foråret 1218, men blev dræbt af en sten fra en af forsvarets Blider[41]. Den folkelige overlevering hævder, at byens artilleri blev drevet af kvinder og piger i Toulouse.

Korstoget befandt sig i midlertidigt kaos. Ledelsen overgik til den mere forsigtige Filip II, som var mere optaget af Toulouse end af kætteriet. Desuden var Pave Innocens III død i juli 1216. Korstoget gik ind i en lidt stille periode indtil 1219, selvom korsfarerne havde indtaget byen Belcaire og belejet Marmande i slutningen af 1218 under ledelse af Amaury de Montfort, søn af den faldne Simon de Montfort. Marmande faldt 3. juni 1219, men forsøgene på at generobre Toulouse mislykkedes, og en række Montfort-stillinger faldt. I 1220 mistede Montfort byen Castelnaudary, og fra juli 1220 modstod byen Amaury de Montforts belejring i 8 måneder. Raymond VI og hans søns succes fortsatte i 1221: Montréal og Fanjeaux blev erobret, og mange katolikker flygtede. I 1222 døde Raymond VI og blev efterfulgt af sin søn, Raymond VII. I 1223 døde Filip II og blev efterfulgt af Ludvig VIII. I 1224 flygtede Amaury de Montfort fra Carcassonne. Raimond-Roger af Trencavels søn vendte tilbage fra sit eksil for at generobre området. Amaury de Montfort tilbød de jorder, han havde overtaget i Languedoc, til Ludvig VIII, som accepterede.

Den franske konge intervenerer[redigér | redigér wikikode]

I november 1225 blev Raymond VII ekskommunikeret som sin far. Ludvig VIII anførte de nye korstog i området i juni 1226, og byer og borge overgav sig uden modstand. Avignon, der nominelt hørte under den tyske kejser, gjorde dog modstand, og det tog 3 måneders belejring, inden byen overgav sig i september. Ludvig VIII døde i november og blev efterfulgt af barnekongen Ludvig IX. Men dronning Blanche af Castillien lod korstoget forsætte under ledelse af Humbert de Beaujeau. Labécède faldt i 1226 og Vareilles og Toulouse i 1228. Dronning Blanche tilbød imidlertid Raymond VII at anerkende ham som hersker af Toulouse, mod at han bekæmpede katharerne, tilbageleverede al kirkens ejendom, overdrog sine borge og ødelage Toulouses forsvarsværker. Raymond VII accepterede og underskrev en traktat i Meaux i april 1229. Han blev derefter taget til fange, pisket og sat i fængsel en kort tid.

Inkvisitionen[redigér | redigér wikikode]

Slottet Montségur blev jævnet med jorden efter 1244. Den nuværende fæstning er fransk fra 1600-tallet.

Languedoc var nu under kongen af Frankrigs faste hånd. Inkvisitionen blev oprettet i Toulouse i 1229 og begyndte nu at bekæmpe al kætteri og alle katherer i området. Under Pave Gregor 9. fik inkvisitionen næsten ubegrænsede beføjelser til at undertrykke kætterne. Man indledte en brutal kampagne i 1233, hvor man brændte alle katharer, man fandt, på bålet, og man gravede endda lig af katharer op for at brænde dem. Der var naturligvis mange, der gjorde modstand, og som søgte tilflugt i nogle få fæstninger i Fenouillèdes og Montségur eller gjorde oprør. I 1235 blev inkvisitionen tvunget ud af Albi, Narbonne og Toulouse. En militær opstand under Raimond-Roger de Trencavels ledelse blev blev slået ned i 1240, og Raimond-Roger overgav sig og fik frit lejde til at rejse i eksil i Aragonien. I 1242 forsøgte Raymond af Toulouse sig med en opstand, der skulle falde sammen med en engelsk invasion, men englænderne blev slået tilbage, og Raymonds støtte forsvandt derved. Han blev benådet af kongen.

Katharernes befæstninger faldt en efter en. Montségur holdt ud i 9 måneder men blev besejret i marts 1244. Den sidste fæstning, ved Quéribus, blev overset indtil august 1255, hvorefter den hurtigt faldt. Den sidste af inkvisitionens henrettelser af katharer i Languedoc fandt sted i 1321.

Kilder[redigér | redigér wikikode]

  • CCA: Martin-Chabot, Eugène, editor and translator (1931–1961). La Chanson de la Croisade Albigeoise éditée et traduite. Paris: Les Belles Lettres. . His occitan text is in the Livre de Poche (Lettres Gothiques) edition, which uses the Gougaud 1984 translation for its better poetic style.
  • Sibly, W.A. and Sibly, M.D., translators, The Chronicle of William of Puylaurens: The Albigensian Crusade and its Aftermath, Boydell & Brewer, Woodbridge, 2003, ISBN 0-85115-925-7

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. VC §84
  2. PL §XIII
  3. VC §88
  4. MD Costen (1997-11-15). The Cathars and the Albigensian Crusade. Manchester University Press 1997. s. 121. ISBN 0-7190-4331-X. http://books.google.com/?id=2Rol-mcRCbAC&pg=PA120&lpg=PA120&dq=innocent+albigensian+crusade+bull#v=onepage&q&f=false. 
  5. VC §89
  6. VC §90-91
  7. Cistercienser forfatteren Cæsar af Heisterbach beretter, at Arnaud Amaury, da en korsridder spurgte om hvordan man kan skelne katharerne fra katolikkerne, svarede: "Caedite eos! Novit enim Dominus qui sunt eius!" - ("Dræb dem [alle]. Herren genkender sine egne!"). Modsat raporterer Arnaud Amaury i et brev til paven i august 1209 (col.139):

    mens diskussioner stadig var i gang med baronerne omkring frigivelsen af ​​dem i byen, der blev anset for at være katolikker, de ansatte og andre personer med lav grad og ubevæbnede blev byen angrebet [af korsriddere] uden at vente på ordrer fra deres ledere. Til vores forbløffelse, skreg de "til våben, til våben!", i løbet af to eller tre timer krydsede voldgravene og bymurene og Béziers blev taget. Vores mænd skånede ingen, uanset rang, køn eller alder, og brugte sværdet mod næsten 20.000 mennesker. Efter denne store nedslagtning blev hele byen udplyndret og brændt, som en mirakuløs guddommelig hævn ...

  8. VC §92-93
  9. VC §94-96, PL §XIV
  10. VC §98
  11. VC §101
  12. VC §108-113
  13. VC §114
  14. VC §115-140
  15. VC §142
  16. VC §151
  17. VC §154
  18. VC §156
  19. VC §168
  20. VC §169-189
  21. VC §194
  22. VC §215
  23. VC §233 PL §XVII
  24. VC §235
  25. VC §239
  26. VC §243
  27. VC §253-265
  28. VC §273-276, 279
  29. VC §266, 278
  30. VC §286-366, PL §XVOO
  31. VC §367-446
  32. VC §447-484, PL §XX
  33. VC §463, PL §XXI
  34. PL §XXV
  35. VC §528-534
  36. VC §529
  37. VC §530
  38. VC §533-534
  39. VC §569
  40. VC §554-559, 573
  41. Paul MEYER, La Chanson de la Croisade Contre les Albigeois Commencée par Guillaume de Tudèle et Continuée par un Poète Anonyme Éditée et Traduite Pour la Societe de L'Histoire de France'TOME SECOND', 1879, p 419

Yderligere læsning[redigér | redigér wikikode]

  • Barber, Malcolm (2000). The Cathars: Christian Dualists in the Middle Ages. Harlow. 
  • Graham-Leigh, Elaine (2005). The Southern French Nobility and the Albigensian Crusade. Boydell. ISBN 1-84383-129-5. 
  • LeRoy Ladurie, Emmanuel (1978). Montaillou, an Occitan Village 1294-1324. Penguin. ISBN 0-14-005471-5. 
  • Mann, Judith (2002). The Trail of Gnosis: A Lucid Exploration of Gnostic Traditions. Gnosis Traditions Press. ISBN 1-4348-1432-7. 
  • Strayer, Joseph R (1971; reprinted 1992). The Albigensian Crusades. The University of Michigan Press. 
  • Sumption, Jonathan (1978). The Albigensian Crusade. London: Faber. ISBN 0-571-11064-9. 
  • Weis, René (2001). The Yellow Cross, the Story of the Last Cathars 1290-1329. Penguin. ISBN 0-14-027669-6. 
  • Pegg, Mark (2008). A Most Holy War: The Albigensian Crusade and the Battle for Christendom. Oxford University Press. ISBN 978-0-19-517131-0. 

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Broom icon.svg Der er ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket muligvis er et problem.
Du kan hjælpe ved at angive kilder til de påstande, der fremføres i artiklen.
Question book-4.svg