Alexandra af Hessen-Darmstadt
| Alexandra af Hessen-Darmstadt | |
|---|---|
 |
|
|
|
|
| Ægtefælle | Nikolaj 2. af Rusland |
| Børn | Olga af Rusland Tatjana af Rusland Marie af Rusland Anastasia af Rusland Alexei af Rusland |
| Far | Ludwig 4. af Hessen |
| Mor | Alice Maud af Storbritannien |
| Født | 6. juni 1872 Darmstadt |
| Død | 17. juli 1918 (46 år) Jekaterinburg |
Alexandra af Hessen (6. juni 1872 – 17. juli 1918) var med sit russiske giftenavn Alexandra Feodorovna Ruslands sidste kejserinde (zarina). Hun var datter af Ludwig 4. af Hessen og Alice Maud af Storbritannien og er barnebarn af dronning Victoria af Storbritannien og tipoldebarn af kong Frederik Vilhelm 2. af Preussen.
Hun er desuden kendt for at være en af de mest prominente kongelige, der er bærer af den arvelige blødersygdom, hæmofili. Hun var desuden en skarp fortaler for enevældet i Rusland og bekendtskabet med Rasputin er også del af hendes eftermæle.
Indholdsfortegnelse |
Tiden i Tyskland[redigér]
Fødsel og barndom[redigér]
Alexandra er født i Darmstadt i 1872 som prinsesse Viktoria Alix Helena Luise Beatrice af Hessen-Darmstadt. Hun var det sjette af syv børn ved storhertugen, Ludwig 4. af Hessen. Hendes gudforældre ved dåben var Edward af Wales, Alexandra af Danmark, Storfyrst Alexander af Rusland, Dagmar af Danmark, Beatrice af Storbritannien, Augusta af Hessen-Kassel og Anna af Preussen. Blandt familien bar hun kælenavnene Alicky og Sunny.
I 1878 oplevede det lille storhertugdømme noget nær en katastrofe. Hele den fyrstelige familie, med undtagelse af søsteren Elisabeth, fik i november og december difteri. Den yngste af døtrene, Marie, døde under behandlingen og også moderen Alice Maud af Storbritannien døde 10 dage før jul.
Forlovelse[redigér]
Alix havde fået ægteskabstilbud fra Albert Victor af Storbritannien. På trods af hans gode position som nr. 2 i tronfølgen i Storbritannien, og ikke mindst familiens pres, afslog hun dog tilbuddet. Dette vakte dog beundring fra hendes mormor, dronning Victoria af Storbritannien for, at hun turde stå imod familiens og ikke mindst Victorias ønske.
Alix havde da allerede mødt og forelsket sig i tronfølgeren storfyrste Nikolaj af Rusland. Der var også allerede eksisterende gode forbindelser mellem de to fyrstehuse, så muligheden var ligefrem. De havde mødtes første gang i 1884 og efter et besøg i Rusland i 1889 var der ingen vej tilbage for de to. Imidlertid var kejser Alexander 3. af Rusland ikke begejstret for forbindelsen, da han var særdeles anti-tysk. Kejserinde Dagmar var af den samme mening, især efter det nederlag hendes far, Christian 9. led overfor tyskerne i 1864. Kejseren så derimod positiv på en forbindelse med Hélène af Orléans, som både var smuk og rig og desuden var hendes far, Philippe d'Orléans, greve af Paris, en mulig arving til den franske trone. Selvom både Alexander og Dagmar pressede på, så hjalp det ikke noget og til syvende og sidst ville Hélène heller ikke. Kejserparret så nu mod Margarete af Preussen, der var datter af kejser Frederik 3. af Tyskland. Til dette sagde Nikolaj, at han hellere ville abdicere og blive munk end at gifte sig med så kedelig en pige. Margarete ville desuden heller ikke skifte religion til det russisk-ortodokse. Alix havde også betænkeligheder ved at skulle skifte religion for, at kunne blive russisk zarina, men blev dog hurtigt dybt troende i sin nye religion.
I begyndelsen af 1894 gjorde Alexander 3.'s skrantende helbred, at han gav efter for sønnens krav og de blev forlovet i april i Coburg.
Zarina i Rusland[redigér]
Bryllup[redigér]
Alexander 3. af Rusland døde 1. november 1894 kort forinden brylluppet skulle gennemføres. Alix havde allerede fået titel som storfyrstinde Alexandra Feodorovna af Rusland. Brylluppet foregik i Vinterpaladset i Skt. Petersborg den 26. november 1894. Ved en procession til ære for den afdøde kejser blev der hvisket, at den nye kejserinde kom til os bag en kiste.
Kroningen af det nye kejserpar foregik den 14. maj 1896 i Kreml i Moskva. Under fejringen var flere tusinder bønder blevet trampet ihjel, da der opstod panik. Tragedien gjorde, at mange tænkte at der nu var startet en ny grusom enevældig periode, hvor kejseren og hans "tyske kone" ville trampe befolkningen ned.
Børnene[redigér]
Alexandra og Nikolaj fik fem børn:
- Olga af Rusland – (3. november 1895 – 17. juli 1918)
- Tatjana af Rusland – (29. maj 1897 – 17. juli 1918)
- Marie af Rusland – (14. juli 1899 – 17. juli 1918)
- Anastasia af Rusland – (5. juni 1901 – 17. juli 1918)
- Alexei af Rusland – (30. juli 1904 – 17. juli 1918)
Derudover fik Alexandra mindst to aborter, i 1896 og 1902.
Det var fra starten klart, at vigtigheden i at producere en mandlig arving var det altoverskyggende og her havde Alexandra ikke heldet med sig. Fire døtre kunne ikke gøre det op mod arveloven i Rusland. Alexandra blev dybt religiøs og fagtede mod alle midler for at kunne få en søn. Endelig lykkedes det, da sønnen Alexei kom til verden i 1904. Desværre stod det hurtigt klart, at drengen havde den arvelige blødersygdom, hæmofili, hvilket var noget nær en katastrofe, især da sygdommen netop kom fra moderen. Alexandra tilbragte al sin tid med at passe på sin svagelige søn. De fire døtre voksede sig samtidig store og blev ualmindeligt smukke og særdeles interessante partier for ungkarle i de europæiske fyrstehuse. Men netop som de ældste døtre skulle debutere i sociallivet startede 1. verdenskrig, hvilket satte en stopper for alle sociale arrangementer.
Undergangen[redigér]
Revolution[redigér]
Lige siden fødslen af Alexei har Alexandra holdt sig for sig selv og dedikeret al sin tid på ham. Hendes fortid som tysker, aristokratiske afstand fra befolkningen, den arvelige blødersygdom og hendes særheder omkring beskyttelsen af Alexei og benyttelse af forskellige mystikere, såsom Rasputin, gjorde kun befolkningens had større og større. At landet nu lå i krig med det Tyske Kejserrige gjorde kun ondt værre. Rusland led enorme tab under krigen og til sidst var kejserfamiliens position i forhold til befolkningen uholdbar. I marts 1917 begyndte der at komme adskillige store optøjer i de russiske byer og den 15. marts må Nikolaj 2. abdicere, både for sig selv og sine efterkommere. Familien bliver anbragt i husarrest i Czarskoie Selo og videresendt til Sibirien i august 1917.
Jekaterinburg[redigér]
I april 1918 er den kejserlige familie ankommet til Jekaterinburg, der skal blive deres sidste opholdssted. Her bliver de overvåget af 75 soldater og Alexandra syer i smug adskillige af familiens diamanter, juveler og andre ædelstene ind i hendes og døtrenes livstykker. Den 17. juli 1918 kl. 02.15 bliver familien vækket og opstillet på linje. De får beskeden om, at ingen af deres familiære relationer internationalt har ønsket at hjælpe dem, så de vil nu blive skudt. Nikolaj når kun at sige "Hvad.." inden han blev skudt adskillige gange i brystet. Alexandra forsøgte at vende sig, men blev skudt i hovedet lige over det venstre øre. Resten af familien sammen med trofaste tjenestefolk blev alle henrettet.
Identifikation[redigér]
Ligene blev først smidt i en mine lidt nord for Jekaterinburg. Kort efter blev de dog trukket op, hvor alle skeletdele blev helt adskilt og smadret og hastigt begravet under jernbanesveller. Først i begyndelsen af 1990'erne kom der dokumenter og notater frem, som kunne lede til hvor ligene var henne og hvad der i det hele taget var sket dengang i 1918. Man fandt løbende de forskellige lig frem og i løbet af 2008 havde man fundet alle og via DNA-prøver fra familien fået fastslået deres identiteter. Det var bl.a. en blodprøve fra Philip af Storbritannien (barnebarn til Alexandra's søster), der fastslog netop Alexandras ligdele.
Genbegravelse[redigér]
Alexandra, Nikolaj og tre døtre blev genbegravet i Peter og Paul-katedralen i Skt. Petersborg i 1998.
Wikimedia Commons har flere filer relateret til Alexandra af Hessen-Darmstadt
