Alfred Russel Wallace

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Alfred Russel Wallace
Alfred Russel Wallace.jpg
Alfred Russel Wallace
Fulde navn {{{fuldenavn}}}
Født 8. januar 1823(1823-01-08)
Fødested Usk, Monmouthshire, Wales, Storbritannien
Pseudonym(er)
Død 7. november 1913 (90 år)
Dødssted Broadstone, Dorset, England
Begravet
Nationalitet
Bosat
Uddannelse
Profession
Politisk parti
Religion {{{religion}}}
Titel
Berømt for
Kendt for {{{kendtfor}}}
Forældre {{{forældre}}}
Ægtefælle
Børn

Alfred Russel Wallace (8. januar 18237. november 1913) var en britisk naturforsker, opdagelsesrejsende, geograf, antropolog og biolog. Han er bedst kendt for selvstændigt at foreslå en teori om evolution der bygger på naturlig selektion, og som fik Charles Darwin til at offentliggøre sin egen teori.

Biografi[redigér | redigér wikikode]

Alfred Russel Wallace blev født i England i 1823, på trods af at han kom fra fattige kår kæmpede han sig gennem sit lange liv op ad rangstien til han endte på højde med forskere og naturalister som Alexander von Humboldt, Charles Darwin m.fl. Ved sin død i 1913 var Wallace en af de mest kendte naturalister, i dag er han stort set ukendt for andre end naturhistorikere.

Alfred Russel Wallace 1823-1913[redigér | redigér wikikode]

Wallace var nummer otte ud af ni børn af forældrene, Thomas Vere Wallace og Mary Ann Wallace. Kun fire af børnene nåede at opleve deres 25. leveår, hvor A. Wallace var den af dem der, på trods af tilbagevendende malaria-anfald, blev ældst. Wallace blev født d. 8. januar 1823 i Kensington Cottage i nærheden af Usk, England.

På et tidspunkt i 1844 stødte Wallace tilfældigt på Henry Walter Bates, en lidt yngre naturalist der samlede på alle afskygninger af britiske biller. De to blev hurtigt gode venner og efter Bates havde vist Wallace sine samlinger af præparerede biller, begyndte Wallace at interessere sig for andet end de planter han længe havde samlet og undersøgt. Wallace flyttede i 1845 fra Leicester, for at overtage sin bror Williams landmåler firma efter en pludselig død, først til Neath og senere til London hvor der var masser af arbejde på grund af de mange nye togskinner der skulle lægges.

Da Wallace flyttede fra Leicester holdt han kontakt med Bates via massevis af breve, hvoraf nogle er bevaret, og giver et indblik i deres fælles interesse, evolution. I november skrev han således til Bates ”Have you read ’Vestiges of the Natural History of Creation’ or is it out of your line?[1] Bogen var blevet udgivet året før af en ukendt forfatter, der ikke før 1884 blev afsløret, som værende den kontroversielle journalist Robert Chambers værk. Denne bog skulle være med til at danne grund for evolutionsteorien, sammen med de opdagelser Wallace gjorde på sine rejser.

Efter at have læst en anden bog af William Edwards foreslog Wallace at han og Bates skulle rejse til Brasilien. I Amazonas ville de være samlere der samlede, specificerede, præparerede og sendte dyrearter og plantearter tilbage til England. De drog fra England den 15. april 1848 og ankom til Brasilien seks uger senere. Sammen fik de i løbet af to måneder samlet og sendt over 3500 eksemplarer af forskellige dyr tilbage til England. De blev derefter enige om at rejse hver for sig, Wallace drog hele vejen op ad Orinoco floden for at finde hidtil usete arter af fugle, dyr og planter.

I 1852 var Wallace efterhånden blevet trættet af fire års konstant rejse i regnskoven, for det meste havde han levet sammen med indianerne for at få hjælp til at rejse rundt fra dem. Han havde haft adskillige malariaanfald og troede på et tidspunkt at han skulle dø, som hans yngste bror Edward havde gjort af gul feber nogle få måneder tidligere. På rejsen tilbage gik der ild i skibet, Wallace overlevede i en redningsbåd, men stort set alle hans noter, tegninger og dyr brændte.

Sørejsen afskrækkede kun Wallace i et par år, og i 1854 drog han igen af sted, denne gang gik turen til Malaysia og Indonesien. Han kom ikke tilbage før otte år senere, i mellemtiden havde han stiftet bekendtskab med hovedjægerne og orangutangerneBorneo, paradisfuglene og sommerfuglene på Bacan og tusindvis af andre dyrearter. Han havde fundet frem til sit eget synspunkt af evolutionsteorien under et malariaanfald og var blevet lidt af en berømthed i England.

Han havde i årenes løb haft kontakt med Darwin, som han havde sendt en hurtigt skrevet version af evolutionsteorien, så snart han var i stand til det efter malariaanfaldet var drevet over.

I 1862 vendte Wallace tilbage til England hvor han levede til sin død i 1913.

Rejsen i Sydøstasien[redigér | redigér wikikode]

I 1854 drog Wallace på sin anden store rejse, han havde brugt adskillige måneder til forberedelse. Han havde besluttet at der ikke skulle samles planter på denne rejse, fortjenesten på planter var ikke ligeså stor som på zoologiske objekter. Wallace fik penge til hans rejse af den velhavende Sir Roderick Murchison, der betalte for ikke bare skibsrejsen, men også en assistent til Wallace. Skibet Bengal lagde til i Singapore den 20. april 1854.

En britisk Rajah og Orang-utangs[redigér | redigér wikikode]

I 1855 ankom Wallace til Sarawak hvor Sir James Brooke boede. Brooke var den direkte modsætning af Wallace, idet han var en soldat og imperialist, alligevel voksede et venskab mellem Wallace og Brooke hurtigt. Brooke var Englands Rajah og bestyrede derfor hele den østlige del af Borneo. Brooke var som Wallace meget glad for de indfødte som han behandlede godt, til forskel fra mange andre briter.

Wallace rejste med de indfødte langt op ad Sarawak floden, hvor han skød og dræbte 16 orangutanger. Den ene af disse havde en unge, som han ikke kunne få sig selv til at slå ihjel, selvom han ikke så meget som blinkede ved at skyde de voksne.

Ungen tog han med tilbage til Brookes palads i Sarawak, her prøvede han at opfostre den med rismælk og sukker. Han have ingen mulighed for at få animalsk mælk og i dag ved biologer, at han havde en meget lille chance for at opfostre en ung orangutang på rismælk og sukker. Efter nogle måneder opdagede han at ungen ikke voksede længere, snart blev den svag og døde. Det var med tungt hjerte Wallace indså at hans drøm, om at opfostre orangutangen til den blev voksen i England, blev knust.

Imens Wallace opholdt sig i Sarawak skrev han en uddybet afhandling om blandt andet orangutangernes levevis og deres forbindelse til menneskene. Sarawak-lov papirerne sendte han til England, hvor det blev offentliggjort. De fleste anerkendte naturhistorikere og forskere overså dog dette papir, selv Darwin mente ikke der stod noget nævneværdigt nyt i Sarawak-loven.

Det var dog ikke alle der overså papiret, Wallaces agent Samuel Stevens var begejstret for Wallaces anderledes teorier. Sarawak-loven var faktisk den første offentliggjorte evolutionsteori, mange blev desværre forvirret af Wallaces selvopfundne ord som ”Anti-type”(forfædre), og tilsidesatte værket som noget de havde hørt før.

Hovedjægerne[redigér | redigér wikikode]

Wallace var en af de få naturalister, der uden at klage, levede sammen med regnskovenes indianere, spiste, boede og snakkede som dem. Han endte med at bryde sig bedre om de fleste stammer end han brød sig om de kultiverede briter. Uden et eneste våben sov han midt blandt Dyak hovedjægerne på den østlige del af Borneo. Selvom han fra sin seng i deres hytter kunne se direkte op i loftet, hvor der hang røgede menneskehoveder, følte han sig mere sikker hos dem end noget sted i Europa.

”The more I see of uncivilized people, the better I think of human nature on the whole” [2]

En ukendt paradisfugl[redigér | redigér wikikode]

I januar 1857 går Wallace i land på en af Aru-øerne, ved den lille landsby Dobbo. Wallace opholder sig i nærheden af Dobbo de næste syv måneder, indtil hans afrejse fra Aru-øerne i Juli måned. Flere landsbyer i nærheden af Dobbo var plaget af hærgende pirater, for at slippe for eventuelle skader på Wallaces indsamlede dyr tog han op ad en af floderne. Han ville nu lede efter paradisfuglene, som ingen af europæisk afstamning, nogensinde før havde beskrevet i levende, vild tilstand.

I Europa modtog museerne ofte eksempler på paradisfugle, men disse manglede for det meste benene, der var skåret af for at gøre det nemmere at eksportere fuglene. Wallace var i forvejen kendt for at være god til at præparere de dyr han sendte, så de var smukke og hele når de kom frem. Hans anseelse hvad dette angik steg yderligere da han begyndte at sende paradisfugle til England, med ben og det hele.

De indfødte var specialister i at fange de smukke fugle, men selv med deres metoder var de svære at komme nær uden at deres små kroppe blev beskadiget. Wallace ledte i fire hele måneder før han endelig fik fat på det første eksemplar af en hel ubeskadiget fugl, en paradisfugl der ikke før var set af nogen europæer, kongeparadisfuglen(billede). Kokken i rejsegruppen var kommet hjem med et friskt eksemplar som Wallace beskrev som ”the most perfectly lovely of the many lovely productions of nature”[2]

Dette var blot en af Wallaces mange opdagelser af nye arter ved Aru-øerne, han fandt i alt hen ved 1600 arter, der var hidtil ukendte for videnskaben.

Wallaces evolutionsteori[redigér | redigér wikikode]

Wallace befandt sig på den førhen stort set ukendte ø Gilolo, tæt på den mindre ø Ternate, da han i februar 1858 blev ramt af et særligt voldsomt malariaanfald. Anfaldet var værre end han længe havde oplevet det, han var i starten overbevist om at han skulle dø under dette anfald. I feberrusen kom han til at tænke på hvorfor nogen overlevede og nogen døde.

Under malariaanfaldet blev hans tanker på et tidspunkt drejet tilbage til Malthus’ teori om befolkningstilvækst. Allerede på dette tidspunkt var det almindelig kendt at Malthus’ teori ikke passede helt på virkeligheden, Wallace var optaget af hvorfor den ikke passede. Han kæmpede med at forstå hvorfor nogle slags overlevede og andre ikke gjorde det, samtidig med han ikke kunne forstå hvordan nye arter blev til.

På et tidspunkt i feberen gik det så endelig op for ham at han selv havde haft svaret hele tiden, at kun de stærkeste af de vilde dyr kunne overleve. Nogle variationer hos en art viste sig mere levedygtige end andre, såsom albinoer, der havde svært ved at overleve længe nok til at reproducere sig selv og dermed giver generne videre. Med tiden ville disse stærke variationer til sidst blive en ny enkeltstående art.

Så snart Wallace var i stand til det nedskrev han hastigt sine tanker, da han havde fået det bedre uddybede han det hele. Til sidst sendte han det til Darwin, den eneste naturhistoriker han mente der ville forstå hvor banebrydende hans nye teori var. Hvad han ikke vidste var at Darwin på dette tidspunkt havde barslet med nogle tanker meget lig Wallaces, bygget på tamme dyr i stedet for vilde.

Efter den sidste rejse – Hjemme i England[redigér | redigér wikikode]

Et kort fra The Malay Archipelago viser den fysiske geografi i øhavet og Wallace's rejser rundt i området. Den tynde sorte streger angiver, hvor Wallace rejste, og den røde linjer angiver kæder af vulkaner.

Wallace fik ikke udelukkende gode ting ud af hans berømmelse, de første mange år tilbage i England havde han især problemer med økonomien. Efter han havde proklameret sig som værende spiritualist var hans anseelse faldet hos mange af de daværende højtstående forskere. Dette fik salget af hans bøger og andet udgivet materiale til at falde så meget at han knap nok havde råd til et sted at bo.

Hans venskab med Darwin hjalp til at han senere fik tildelt en folkepension, på den kunne han klare sig resten af livet uden at bekymre sig om sine to børns uddannelse.

Der kom dog også godt ud af hans berømt, efter udgivelsen af ”The Malay Archipelago” samt flere andre udførlige værker, genvandt han langsomt sin status, som den førende naturhistoriker på det malaysiske øhavs område. Ved sin død i 1913 var Wallace en af de mest kendte naturhistorikere i verden, han havde udgivet 22 bøger og over 700 artikler i livet af sit lange liv. Ydermere er der flere forskellige dyrearter, både hos insekterne, fuglene og pattedyrene der er blevet opkaldt efter Wallace, fordi han var den første til at beskrive dyret.

En illustration fra The Malay Archipelago skildrer den flyvende frø Wallace opdagede.

I dag er der stort set ingen der aner hvem Alfred Russel Wallace er, så det kan selvfølgelig diskuteres hvor meget han egentlig har fået ud af sine rejser og udgivelser. Wallace var en sky person der ikke tog sig stort af hvem der blev kendt eller ikke kendt, det vigtige var at idéen blev kendt af alle. Han var aldrig vred eller på anden måde bitter over udgivelsen af hans evolutionsteori, selvom han ikke selv havde sagt god for at den blev udgivet. På samme måde var han beskeden i senere udgivelser om evolution, hvoraf en af bøgerne blev kaldt ”Darwinism”, et typisk billede på hvordan han trak sig selv i baggrunden og lod Darwin stå frem og tage al æren for opdagelsen og publiceringen af evolutionsteorien.

Den dag i dag er der stadig visse kredse af naturhistorikere, der mener at Darwin slet ikke havde fundet frem til den rigtige evolutionsteori, men simpelthen havde stjålet Wallaces idé. Dette er der dog ikke meget belæg for, da der er bevaret breve og noter fra Darwin og hans venner, som tydeligt viser at Darwin, allerede tyve år før Wallace kom på sporet af teorien, havde stykket den stort set helt sammen.

Der er dog stor sandsynlighed for at Darwin har ændret en anelse i sin egen teori efter at have læst Wallaces og fundet passager, som Wallace havde bedre fat i end Darwin. Der findes ingen noter eller breve hvor Wallace har beklaget sig over dette, men muligheden er der, det kan endda være at Darwin knap nok selv har bemærket ændringerne idet han havde stirret sig blind på sin egen teori efter tyve års arbejde.

Hvad enten Darwin ”stjal” noget af Wallaces teori eller ej, så blev Wallace aldrig ligeså anerkendt efter sin død som Darwin blev. Der er gennemgående enighed om at den ukendte person i evolutionsteorien, Wallace, er blevet overset til trods for at han var banebrydende indenfor sit felt. Wallace selv hviler på kirkegården i Broadstone, England, uden at tage sig stort af hvad nutidens mennesker ved og tænker om ham.

Wallace som han burde huskes[redigér | redigér wikikode]

Et fotografi af A.R. Wallace taget i Singapore i 1862

Wallace bestræbte sig aldrig på at blive rig og berømt, hvilket han I nogen grad også først blev da han nærmede sig alderdommen. Selv om han i dag er ukendt og overset af de fleste mennesker er der endnu nogle naturhistorikere og forskere der kæmper for at give ham en retfærdig plads i alles tanker.

Når vi tænker på evolution dukker Darwins navn altid op som noget af det første, det samme hvis nogen spørger til en opdagelsesrejsende der ændrede verden. Det er i og for sig også rigtigt nok, men Darwin skal ikke have al æren for at have opdaget og offentliggjort evolutionsteorien, han havde med stor sandsynlighed aldrig offentliggjort den, hvis ikke det havde været for det brev Wallace sendte til ham i 1858.

Wallace fortjener mindst ligeså meget omtale som Darwin, han satte gang i noget mere med sine anderledes teorier, hans kritiske syn på religion og europæernes menneskesyn. Selv den dag i dag, kunne vi moderne mennesker lære noget af hans tekster der omhandler ”de vilde”, dem han brød sig mere om end han i mange år, brød sig om nogen hvid. Wallace længtes efter at kunne slutte sig til indianerne, men han vidste godt at hans europæiske opdragelse aldrig helt ville passe ind hos hverken Amazoneindianerne eller Borneos hovedjægere.

Vi burde alle lære mere om hans syn på rigdom, glæde og mening med (dyre)livet.

”I’d be an Indian here, and live content To fish, and hunt, and paddle my canoe, And see my children grow, like young wild fawns, In health and body and peace of mind, Rich without wealth, and happy without gold.”

Kilder[redigér | redigér wikikode]

  1. Brooks, John Langdon: Just before the Origin: Alfred Russel Wallace’s Theory of Evolution, 1984, Columbia University Press
  2. 2,0 2,1 McCalman, Iain: Darwin’s Armada, Simon & Schuster, 2009

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]