Alice Cooper

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Alice Cooper
Cooper, Alice (Flickr).jpg
Information
Fødenavn Vincent Damon Furnier
Født 4. februar 1948 (66 år)
Genre(r) Rock
Hård rock
Heavy metal
Shock rock
Beskæftigelse sanger, sangskriver, DJ
Instrument(er) Sang
Aktive år 1964
Hjemmeside Officiel hjemmeside

Alice Cooper (født Vincent Damon Furnier, 4. februar 1948), er en kendt amerikansk sanger og musiker. Alice Cooper var oprindelig navnet på Vincent Furniers gruppe som blev stiftet i 1966. Han tog bandnavnet som sit eget navn, da han fortsatte som soloartist efter gruppen blev opløst i 1975. Han kaldes for grundlæggeren af sang- og showtypen «Shock Rock» på grund af hans horroragtige teatershow på koncertscenen. Alice Cooper er udseendemæssigt kendt som manden med langt mørkt hår, påsminkede ringe rundt om øjnene, en boaslange rundt om halsen og en pisk eller stav i hånden.

Historie[redigér | redigér wikikode]

Bandet Alice Cooper blev dannet i Phoenix, Arizona i USA i midten af 1960'erne. Det bestod af Vincent Damon Furnier som vokalist, Glen Buxton på førsteguitar, Michael Bruce på andenguitar og tangent, Neal Smithpercussion og Dennis Dunaway på basguitar. De kaldte sig for The Earwigs, og var alle skolekammerater. Bandet skiftede i 1965 navn til The Spiders og senere The Nazz. I 1968 gik de over til at kalde sig Alice Cooper, fordi det viste sig, at et andet band allerede havde navnet The Nazz. Navnet Alice Cooper stammede fra en spirituel forbindelse gruppen havde fået vha.Ouija. Andre grupper har senere hen fundet deres navn på lignende måde, fx bandet Lizzy Borden. Lizzy Borden nævnes i øvrigt i Alice Cooper-sangen «We're all Crazy» fra 1978.

De første år[redigér | redigér wikikode]

Bandet startede med at spille garagerock og optræde ved mindre arrangementer rundt omkring i hjembyen. De rejste sammen til Los Angeles i 1968, hvor de ville prøve lykken for at få et musikalsk gennembrud. Efter at have levet et økonomisk dårligt liv i noget tid mødte de Frank Zappa, dér vendte bandets situation. Bandet blev gradvist kendt for sine koncerter, men ikke for at spille god musik, de fleste kunne desideret ikke lide musikken, og der gik sport i at møde op til en Alice Cooper-koncert for at forlade den igen efter en sang eller to. Med hjælp fra Frank Zappa fik gruppen en pladekontrakt med Straight Records i 1969, og de indspillede albummet Pretties For You. Dette var et svært eksperimentielt rockalbum som ikke svarede til datidens musikalske ideologi og succesen var ikke stor. Kort etter udgivelsen spillede bandet på Toronto Peace Festival sammen med blandt andre Yoko Ono, John Lennon og The Doors. Under koncerten blev en kylling kastet op på scenen. Cooper troede (efter eget udsagn) ikke at den ikke var ægte, og kastede den tilbage med det resultat at blodet sprøjtede ud til alle sider, episoden udviklede sig til rygter om, at Furnier bed hoveder af kyllinger på scenen. Koncerten er udgivet i mere end 50 forskellige udgaver, hvoraf ingen er godkendt af bandet. Opfølgerpladen Easy Action fra 1970 gav heller ikke gruppen stor succes. Bandet var ved at gå konkurs, så fremtiden så ikke lys ud for Phoenix-drengene.

Starten af 70'erne[redigér | redigér wikikode]

I 1970 flyttede gruppen til Detroit (USA's største scene for hård rock på den tid). Der mødte de Bob Ezrin, der ønskede at give bandet en chance, og mente de havde potentiale til at blive et stort navn. Bandet underskrev året efter en kontrakt med Warner Bros, og sammen med Jack Richardson producerde Bob Ezrin bandets tredje studiealbum, Love it to Death. Ezrins arbejde bar frugt, og pladen blev et af tidens store hardrockalbum. Alice Cooper fik sit første placering på hitlistene i USA med en sang ved navn I'm Eighteen og derefter gik stærkt med successen. Senere samme år udgav de Killer, og for første gang brugte de strygeinstrumenter i deres musik. Albummet gav gruppen stor kommerciel succes og sangen Under My Wheels gik ind på hitlistene både i USA udlandet. Flere andre sange fra albummet bliver også i dag set som Alice Cooper-klassikere.

Bandets klimaks og død[redigér | redigér wikikode]

Bandet gik i studiet igen i 1972 og indspillede albummet School's Out. Et album der skulle blive husket i generationer, og forhadt af datidens forældre. Bandet havde lagt en bauta som symbol på akademisk anarki. Titelmelodien gik ind på førstepladsen på UK Singles Chart, og på andenpladsen på den amerikanske hitliste. Singlen solgte i over en million kopier.

Alice Cooper tjente mange penge på den pludselige succes. De brugte bl.a. populariteten til at udtrykke meninger om kapitalismen, det gælder især albummet Billion Dollar Babies fra 1973. Singlen No More Mr. Nice Guy klarede sig også godt på hitlistene, og selve albummet blev gruppens bedstsælgende nogensinde. Samme år stillede Vincent selv op som kandidat til præsidentvalget, og markedsførte sig bl.a. med at kaste rundt med dollarsedler i musikvideoen Elected. Succesen skulle dog vise sig at være kortvarrig, og senere samme år blev albummet Muscle of Love modtaget med med væsentlig lavere begejstring. I dag er albummet populært blandt mange fans, men fiaskoen dengang gjorde, at bandet besluttede at udgive et opsamlingsalbum, Alice Cooper's Greatest Hits, for at lægge Muscle of Love-fiaskoen bag sig. Succesen kom dog ikke tilbage og i 1974 blev bandet opløst. Vincent Furnier satsede på en solokarriere under navnet Alice Cooper, mens de resterende medlemmer startede bandet Billion Dollar Babies. Det nye band fik dog ingen succes. Glen Buxton døde den 18. oktober 1997 af lungebetændelse.

Alice's solokarriere[redigér | redigér wikikode]

Selv om de andre medlemmer ikke fik nogen stor karriere, gjorde Furnier. Han tog bandnavnet som sit eget kunstnernavn, og startede et samarbejde med musikerkollegerne Dick Wagner og Steve Hunter. Resultatet blev et debutsoloalbum i 1974, som fik stor international success. Welcome to my Nightmare røg hurtigt op af hitlistene, og sange som Only Women Bleed og Cold Ethyl gjorde sig bemærkede. Samtidig kom Alice Cooper ind i et stort alkoholproblem, og han hævdede selv at han drak flere kasser Budweiser daglig. Goes to Hell fra 1976 gjorde det også godt på hitlistene med hitsanger som Go to Hell og I Never Cry, men efter dette gik det ned af bakke. To album, henholdsvis Lace and Whiskey, med hittet You And Me, og From The Inside udkom fra Cooper i slutningen af 1970'erne. Sidsnævnte album var delvist skrevet mens Alice Cooper var indlagt på et mentalsygehus på grund af sine problemer. På pladen fandtes bl.a. sangen How You Gonna' See Me Now, der var skrevet til Coopers kone. I 1978 lavede han sammen med blandt andre Bee Gees og Peter Frampton en genindspilning af Beatles' Sgt. Pepper's Lonely Hearts Club Band.

Trivia[redigér | redigér wikikode]


Diskografi[redigér | redigér wikikode]

Studiealbum som band[redigér | redigér wikikode]

Studiealbum som soloartist[redigér | redigér wikikode]

Livealbums[redigér | redigér wikikode]

Opsamlingsalbums[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]


Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: