Alma Maria Schindler

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Alma Maria Schindler

Alma Maria Mahler (31. august 1879 i Wien11. december 1964 i New York) var en personlighed inden for kunst, musik og litteratur i det 20. århundredes første halvdel. Hun var gift med komponisten Gustav Mahler, arkitekten Walter Gropius og forfatteren Franz Werfel og havde forhold til maleren Oskar Kokoschka, Zemlinsky og andre.

Familie baggrund[redigér | redigér wikikode]

Alma blev født i Wien den 31. august 1879 som datter af landskabsmaleren Emil Jakob Schindler (27. april 1842 - 9. august 1892) og dennes hustru Anna Sofie Bergen (20. november 1857 - 29. november 1938) fra Hamburg. Moderen var kommet til Wien for at studere sang på en privat operaskole (Adele Passy-Cornet), hos hvem også Schindler havde studeret. Parret mødtes ved en privat dilettant opførelse af en wiener operette i december 1877. Anna Bergen var kortvarig ansat som operasangerinde på Ring-Theater i Wien i oktober 1878, men efter kun syv forestillinger opgav hun sin scenekarriere, sandsynligvis fordi hun var svanger. Hun og Emil Schindler blev gift den 4. februar 1879. Allerede året efter, den 16. august 1880, fik Alma en lillesøster Margarethe Julie (kaldet Grethe). Alma har mange år senere påstået, at Gretes biologiske far var maleren Julius Victor Berger (1850-1902), men noget belæg herfor er aldrig blevet påvist.

De første år af ægteskabet var meget trange, men lidt efter lidt bedres kårene, da Schindler fik flere kommissioner fra rige mæcener og tillige modtog en række kunstpriser. I øvrigt optrådte ægteparret ved adskillige koncerter og operetteforestillinger i de følgende år og helt frem til Schindlers død.

Schindler havde i efteråret 1881 fået en ny elev, Carl Moll (1861-1945), der nærmest blev optaget i familien som en søn. Tre år efter Schindlers død ægtede han Anna Sofie Schindler, med hvem han i 1899 fik en datter. Til hendes fødsel (9. aug.) dedikerede Alma hende en vuggesang ("In meines Vaters Garten")

Opvækst og ægteskab[redigér | redigér wikikode]

Med begge forældres musikalske baggrund var det helt naturligt at Alma og hendes søster blev tidligt interesseret i musik, de fik begge privat klavertimer hos Adele Mandlick. Søstrenes første beviselige offentlige optræden fandt sted i Wien den 15. april 1890, hvor Alma og Grethe var hhv. 10 og 8 år gammel. I sin selvbiografi ("Mein Leben", Frankfurt 1960) gør Alma nærmest en dyd ud af , at hun ikke fik nogen regelmæssig skoleuddannelse, hvilket imidlertid er decideret urigtig. Der var almindelig undervisningspligt i det Østrig-Ungarske Monarki, havde været det siden 1700-talllet, og forældrene ville naturligvis give begge døtre en grundig uddannelse. Alma begyndte i 1. klasse i efteråret 1885, hvor hun var seks år, og afsluttede sin 8årige skolegang i 1893 eller 1894. Ved siden af begyndte hun også at komponere. Som lærer havde hun først og fremmest den blinde tyske komponist Josef Labor (1842-1924), fra efteråret 1900 også Alexander Zemlinsky, med hvem hun havde en kortvarig, men ufuldbyrdet affære. Den 7. november 1901 mødte den 22-årige Alma ved et aftenselskab den 19 år ældre operadirektør og komponist Gustav Mahler, der forelskede sig hovedkuls i hende. Allerede en måned efter blev de forlovet, og den 9. marts 1902 blev de gift. Mahler havde betinget sig, at hun opgav sine kunstneriske interesser, for at hun fuldt ud kunne hellige sig ægteskabet og hans musik. Hun var allerede gravid med datteren Maria Anna, kaldet "Putzi" (3. januar 1902 - 12. juli 1907), og to år efter kom der endnu en datter til verden Anna Justine, kaldet "Gucki" (15. juni 1904 - 3. juni 1988), der blev en kendt billedhugger.

Alma havde, da hun blev gift, henved 100 kompositioner og kompositionsforsøg bag sig, fortrinsvis sange, hvoraf kun 14 er udgivet i tre hefter, det første udkom på Mahlers foranledning (1911, 1915 & 1924). To andre sange er senere fundet og udgivet i 2000. Sangene fandt ikke den store udbredelse i samtiden. Den 22. september 1924 blev tre af dem, orkestreret af Paul von Klenau og/eller Alban Berg, uropført i Wien og gentaget i 1929 I Wiens Radio. Først omkring 1980 begyndte begyndte man atter at interessere sig for Almas beskedne produktion. De blev genudgivet i 1984, men allerede i 1983 var den første pladeindspilning udkommet og pr. 2011 er der udgivet 30 indspilninger af svingende kunstnerisk kvalitet. Flere har forsøgt at orkestrere sangene (Julian Reynolds, Jorma Panula, Colin & David Matthews), men det må nok betegnes som et misgreb, for sangene er deciderede klaverlieder, måske lige undtaget de førnævnte tre, og de mister deres intimitet i de orkestrerede udgaver.

Det 10 år lange ægteskab med Mahler var i det store hele ulykkeligt, både fordi Alma ikke kunne opfylde Mahlers ønsker og krav og ikke elskede ham og hun gerne lod sig kurtisere af andre mænd. I sommeren 1907 døde den ældste datter, Mahler havde opsagt sit job i Wien, og et halvt år efter rejste ægteparret til New York, hvor Mahler havde en fordelagtig kontrakt med Metropolitan Operaen, hvor han skulle dirigere 3-4 måneder hver vinter.

Det blev kun til to sæsoner, men fra efteråret 1909 blev Mahler chefdirigent for New York Philharmonic Orchestra. Imidlertid blev han syg i februar 1911 og måtte aflyse resten af sæsonens koncerter. Hans sygdom blev alvorligere, og efter forgæves behandlinger i New York og Paris blev han overført til Wien,hvor han døde den 18. maj 1911.

I juni 1910 havde Alma under et kurophold indledt en lidenskabelig affære med den t0 år yngre arkitekt Walter Gropius, hvilket blev opdaget af Mahler, der blev dybt chokeret og ulykkelig. På trods af sine løfter opretholdt Alma hemmeligt forbindelsen med Gropius, men da han i 1911 erfarede, at Alma og Mahler havde været i seng med hinanden under deres sidste ophold i New York, trak han sig jaloux tilbage.

Indtægterne fra opførelserne af Mahlers værker (og dem var der mange af indtil 1933) samt pensionen efter Mahler gjorde Alma økonomisk uafhængig. I 1924 udgav hun et bind med Mahlers breve og planlagde også et biografisk værk om Mahler og ægteskabet med ham, inkl. hans breve til hende ("Ein Leben mit Gustav Mahler"). Den blev imidlertid først trykt i en stærkt revideret udgave i Amsterdam i april 1940, kun en måned før nazisternes indmarch i Holland. Senere forskning har påvist mange fejl og mangler i bogen, ikke mindst hendes temmelig sløsede redigering af Mahlers breve. En komplet og nyrevideret udgave af brevene udkom 1995 i Berlin.

Senere forbindelser[redigér | redigér wikikode]

Alma indledte i efteråret 1911 en lidenskabelig kærlighedsaffære med maleren Oskar Kokoschka, der ophørte kort før 1. verdenskrigs udbrud i 1914. Hun fik atter kontakt med Gropius og ægtede ham i Berlin (18. august 1915). Sammen fik de året efter datteren Manon (1916-1935). Under Gropius' fravær, han var officer i den tyske hær, lærte hun forfatteren Franz Werfel (1890-1945) at kende, med hvem hun i oktober 1918 fik en søn, der dog 9 måneder efter døde. Hun blev lovformelig skilt fra Gropius i 1920 og levede de følgende årtier sammen med Werfel. Forholdet blev først legaliseret i 1929.

Da nazisterne i marts 1938 tog magten i Østrig, flygtede parret først til Frankrig, senere til New York og Californien i USA. Alma Mahler-Werfel blev amerikansk statsborger i 1946. De sidste år af sit liv tilbragte hun i New York, hvor hun døde få måneder efter sin 85års fødselsdag. Hun blev begravet ved siden af datteren Manon på Grinzinger Friedhof i Wien, få meter fra sin førstefødte datters og første ægtemands (Gustav Mahler) gravsted.

Som Mahlers hustru og enke fik hun med årene dedikeret en række komponisters og forfatteres værker, fra Alexander v. Zemlinsky til Benjamin Britten, over Alban Berg, Johanna Müller-Hermann, Hugo Kauder, Hans Pfitzner, Gottfried von Einem, Erich Wolfgang Korngold, Arnold Schönberg og ikke mindst Gustav Mahler, der tilegnede hende sin 8. symfoni i kølvandet på ægteskabskrisen i sommeren 1910.

Tom Lehrer skrev den humoristiske ballade "Alma" om hendes ægteskaber og elskere.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Tom Lehrer's "Alma"