Almira, Königin von Castilien

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Almira, Königin von Castilien (HWV 1) eller Der in Krohnen erlangte Glückswechsel er Georg Friedrich Händels første opera.

Baggrund[redigér | redigér wikikode]

Händel kom til Hamborg i sommeren 1703 og spillede som violinist ved teatret på Gänsemarkt, det lokale marked. Ved senere lejligheder spillede han også cembalo i orkestret.

Hans første opera – annonceret som et Singspiel selv om den ikke har talt dialog [1] – fik premiere den 8. januar 1705 under ledelse af Reinhard Keiser, så det må formodes, at den blev komponeret i månederne umiddelbart før.

Den italienske libretto blev skrevet af Giulio Pancieri i Venedig i 1691, som Giuseppe Boninventi havde brugt til en opera på det tidspunkt. Oversættelsen, som Händel benytter, blev forestået af Friedrich Christian Feustking. De fleste recitativer og arier synges på tysk, omend nogle stadig er uoversatte.

Opførelseshistorie[redigér | redigér wikikode]

Almira blev en stor succes. Operaen blev opført tyve gange i alt, indtil den måtte vige for Händels næste opera, Nero, som ikke er blevet bevaret.

Den første moderne opførelse af Almira fandt sted under "Halleschen Händelfestspiele" (en Händel-festival) den 4. juni 1994 i Bad Lauchstädt.

Roller[redigér | redigér wikikode]

Rolle Stemmetype Originalbesætning, 8. januar 1705
(Dirigent: Reinhard Keiser)
Almira, dronning af Castilien Sopran Conradin
Edilia, en prinsesse Sopran Barbara Keiser
Consalvo, Almiras værge Bas Gottfried Grünewald
Osman, hans søn Tenor Johann Konrad Dreyer
Fernando, et forældreløst barn Tenor Johann Mattheson
Raymondo, kongen af Mauretanien Bas Gottfried Grünewald
Bellante, prinsesse af Aranda Sopran Rischmüller
Tabarco Tenor Christoph Rauch

Arrangementer af operaen[redigér | redigér wikikode]

I 1732 stykket blev operaen opført igen omend i en version redigeret af Georg Philipp Telemann.

I 1879 udfærdigede Franz Liszt en transskription af sarabanden og chaconnen fra indledningen til operaen for sin engelske klaverstuderende Walter Bache. Kritikere har noteret denne parafrase som en Listzs mest markante og hans eneste komposition fra hans over barok musik fra hans sene periode. Værket foregriber Ferruccio Busonis sene romantiske bearbejdelser af Bach.[2] Den australske Liszt-kender og -pianist Leslie Howard har indspillet dette værk som en del af Hyperion Records' komplette Liszt-serie.[3]

Diskografi[redigér | redigér wikikode]

  • 1994: Andrew Lawrence-King (dirigent), Fiori musicali, Ann Monoyios (Almira), Kinda Gerrard (Bellante), David Thomas (Consalvo), Patricia Rosario (Edilia), James MacDougall (Fernando), Douglas Nasrawi (Osman), Olaf Haye (Raymondo), Christian Elsner (Tabarco). Studie-indspilning med tyske recitativer og italienske arier (CPO 999.275)

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. David Brown, in Holden, Amanda (1993) [1993]. The Viking Opera Guide, p.417. London: Viking. ISBN 0-670-81292-7. 
  2. Baker, s. 103.
  3. Optagelsen kan findes i del seks af serien, "Liszt at the Opera I", katalognummer CDA66371/2.

Bibliografi[redigér | redigér wikikode]

  • Baker, James M., ed. Kenneth Hamilton, A survey of the late piano works, The Cambridge Companion to Liszt (Cambridge og New York: Cambridge University Press, 2005). ISBN 0-521-64462-3 (paperback).
  • Dean, Winton; Knapp, J. Merrill (1987), Handel's Operas, 1704-1726, Clarendon Press, ISBN 0-19-315219-3 
  • Lang, Paul Henry, George Frideric Handel
  • Scheibler, Albert, Sämtliche 53 Bühnenwerke des Georg Friedrich Händel