Alsing Andersen

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Alsing Andersen hilsen ved Socialistisk Internationales Råd i Haifa, 1960

Alsing Emanuel Andersen (5. februar 1893 i København - 5. december 1962 smst) var en dansk politiker og minister. Søn af rådmand og folketingsmand Frederik Andersen som han afløste som næstformand i Socialdemokratiet. Cand.mag. i 1917 med engelsk som hovedfag. Samme år blev han Staunings sekretær, da denne havde brug for en sprogkyndig medarbejder der kunne støtte ham i det internationale arbejde, der under 1. verdenskrig fik en fremtrædende placering i Socialdemokratiets politik. Han blev valgt til Folketinget for Socialdemokratiet d. 24. april 1929, og var forsvarsminister fra 1935-1940. Han var således minister i forbindelse med forsvarsreformen af 1937, og blev efter 2. verdenskrig kritiseret på grund af den svage danske modstand 9. april 1940. Imidlertid var kritikken ikke fuldt berettiget. Erfaringerne fra første verdenskrig medførte reformer af forsvaret i 1932 og i 1937. I 1932 blev hæren ganske vist forbedret teknisk og organisatorisk, men den blev for lille til at løse egentlige forsvarsmæssige opgaver. I 1937 skabtes den forsvarsordning, som gjaldt ved besættelsen. Der blev ved denne ordning bevilget penge til en del nyt materiel, og der blev også ansat forholdsvis flere befalingsmænd, men trods den alvorlige internationale situation, blev der ikke tale om en styrkelse af forsvaret. Bl.a. nedsattes antallet af årligt indkaldte rekrutter fra ca. 8.900 til ca. 7.800 mand. Reduktionen i forsvaret forud for krigen var dog snarere en beslutning taget af Stauning og udenrigsminister P. Munch, end den var taget af Alsing Andersen. Alsing Andersen blev udnævnt til indenrigsminister i november 1947, men sad kun på posten i ti dage på grund af stor folkelig modstand mod hans kritik af modstandsbevægelsen under krigen. Alsing Andersen havde dog handlet på vegne af partiledelsen, der bl.a. bestod af statsminister Hans Hedtoft selv og flere andre af de nye ministre, men Andersen måtte igen tage skylden på sig.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Socialdemokraternes formænd

Pio (1871-1872) • Würtz (1872-1873) • Klein (1874-1875) • Pio (1875-1877) • Hørdum (1877) • Meyer (1878) • Wiegell (1878-1879) • Hørdum (1880-1882) • P. Knudsen (1882-1910) • Stauning (1910-1939) • Hedtoft (1939-1941) • Andersen (1941-1945) • Hedtoft (1945-1955) • Hansen (1955-1960) • Kampmann (1960-1962) • Krag (1962-1972) • Jørgensen (1972-1987) • Auken (1987-1992) • Nyrup Rasmussen (1992-2002) • Lykketoft (2002-2005) • Thorning-Schmidt (2005–)