Anden Boerkrig

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Disambig bordered fade.svg For andre betydninger, se Boerkrigen (flertydig)
Anden Boerkrig
Del af Boerkrigene
Dato 18991902
Sted Sydafrika
Resultat Britisk sejr
Casus belli Jameson Raid
Territoriale
ændringer
Vereeniging traktaten
Parter
Storbritannien Storbritannien
Canada Canada
Australien Australien
New Zealand New Zealand
Flag of the Orange Free State.svg Oranjefristaten
Sydafrikanske republik Den sydafrikanske republik
Ledere
Storbritannien Lord Milner
Storbritannien Sir Redvers Buller
Storbritannien Horatio Kitchener
Britisk Indien Frederick Sleigh Roberts
Sydafrikanske republik Paul Kruger
Sydafrikanske republik Louis Botha
Sydafrikanske republik Koos de la Rey
Flag of the Orange Free State.svg Martinus Steyn
Flag of the Orange Free State.svg Christiaan de Wet
Tab
22.000 6.500
Dræbte civile, hovedsagligt boere: 24.000+

Den anden boerkrig (ofte bare betegnet boerkrigen) i 1899-1902 var en britisk ekspansionskrig med henblik på at indlemme Transvaal og Oranje i deres sydafrikanske koloni, Kapkolonien. Den var motiveret af bl.a. store guldfund i de to boerrepublikker, men også for at skabe en række sammenhængende kolonier fra nord til syd i Afrika. Storbritannien mødte uventet hård modstand og måtte indsætte betragtelige styrker, og selv om det lykkedes dem at få kontrol med strategisk vigtige byer, fortsatte boerne en guerillakrig med mobile enheder, som var svære at skelne fra civilbefolkningen.

Som modtræk samlede briterne den civile boerbefolkning i koncentrationslejre, hvor dårlige indkvarteringsforhold førte til høj dødelighed. Dette skabte betydelig modstand mod den britiske krigsførelse i omverdenen.

Da fortsat krig forekom udsigtsløs, sluttede de sidste boerstyrker i 1902 fred med Storbritannien. Dermed var det britiske herredømme over det nuværende Sydafrika komplet. Både briter og boere slog forholdsvis hurtigt ind på en pragmatisk politik, som ud over forsoning mellem de to befolkningsgrupper havde hvid kontrol med det sydlige Afrika som fælles mål.

Trods denne hurtige politiske forsoning blev boerkrigen et mentalt fikspunkt for Sydafrikas hvide, afrikaanstalende befolkning. I forbindelse med opbygningen af afrikaaner-nationalismen i 1930'erne og 1940'erne blev krigen sammen med 1830'ernes store træk ophøjet til en begivenhed af nærmest mytologisk karakter. For mange afrikanere var lidelserne under krigen med til at legitimere opbygningen af apartheidstaten og undertrykkelsen af befolkningsflertallet. Krigens betydning for de ikke-hvide befolkningsgrupper er ofte overset i gængs historieskrivning.

Erobringen kostede Storbritannien ca. 22.000 dræbte.

Se også[redigér | redigér wikikode]