Andreas Vesalius

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Portræt af Andreas Vesalius fra De Fabrica.

Andreas Vesalius (Bruxelles, 31. december, 1514 - Zakynthos, 15. oktober , 1564) var en anatom, læge og forfatter til en af de mest indflydelsesrige bøger om den menneskelige anatomi, De humani corporis fabrica (Om ombygningen af den menneskelige krop). Vesalius nævnes ofte som grundlæggeren af den moderne anatomi. Vesalius er den latiniserede form af navnet Andreas van Wesel. Han omtales nogle steder også som Andreas Vesal.

[redigér] Opvækst og uddannelse

Vesalius blev født i byen Bruxelles, der dengang var en del af det Habsburgske rige, i en indflydelsesrig lægefamilie. Hans oldefar, Jan van Wesel, tog sin eksamen i medicin fra universitetet i Pavia, og begyndte at undervise i medicin ved det nye universitet i Leuven i 1428. Vesalius farfar, Everard van Wesel, var livlæge for kejser Maximilian, mens hans far, Andries van Wesel, fungerede som apoteker, først for Maximilian og siden som Valet de Chambre for hans efterfølger, Karl 5.. Andries opfordrede sin søn til at følge familietraditionen og fik ham optaget i Brødrene af Fælleslivet, hvor han blev uddannet i græsk og latin efter den tids standarter.

I 1528 begyndte Vesalius sine studier ved universitet i Leuven (Pedagogium Castrensis), første omgang humaniora, men efter faderens udnævnelse til Valet de Chambre in 1532, besluttede han at skifte til medicin på universitet i Paris. Her studerede han bl.a Galens teorier under vejledning af Jacques Dubois (Jacobus Sylvius) og Jean Fernel. Det var i denne periode at han udviklede sin interesse for anatomi, og han blev ofte iagttaget på Cimetière des Innocents mens han studerede knogler.

Han blev imidlertid tvunget til at forlade Paris i 1536, da relationerne mellem Frankrig og Kejserriget atter blev forværret. Han vendte derpå tilbage til Leuven, hvor han færdiggjorde sine studier det følgende år. Hans afgangsafhandling hed Paraphrasis in nonum librum Rhazae medici arabis clariss ad regem Almansorum de affectum singularum corporis partium curatione, og var en kommentar af den niende bog af Rhazes. Kort efter ragede han uklar med sin professor og forlod atter Leuven. Efter et kort ophold i Venedig slog han sig i Padua, hvor han begyndte sine studier til en doktor ved universitetet i Padua (Universitas aristarum) i 1537.

Umiddelbart efter han var færdig blev han tilbudt stillingen som underviser i kirurgi og anatomi (explicator chirurgiae) ved universitetet. Han fungerede også som gæstelærer Bologna og |Pisa. Hidtil havde undervisningen i disse fag været baseret på læsning af klassiske tekster, primært Galen, og efterfulgt af dissektion på dyr, som blev udført af en bartskærer under forelæserens instruktion. Der havde derimod endnu ikke været gjort noget forsøg på at tjekke Galens påstande; de blev generelt anset som uangribelige. Vesalius brugte som noget nyt dissektion som sit primære undervisningsredskab, noget som han selv udførte, mens han lod eleverne samle sig rundt om ham. Han betragtede den direkte observation som den eneste pålidelige kilde til viden, hvilket var et enormt gennembrud indenfor medicinen.

På grundlag af sit anatomiske arbejde havde han udført seks udførlige plancher som illustrationer til undervisningen af sine studerende. Da han fandt ud af at de i flere tilfæde var blevet kopieret valgte han at udgive dem i 1538 med titlen Tabulae Anatomicae Sex. I 1539 udsendte han en opdateret version af Galens anatomiske håndbog, Institutiones Anatomicae, der, da den nåede Paris, fik en af hans tidligere lærere til at indlede et modangreb på den.

I 1538 udgav han også en pamflet omhandlende venesection, (åreladning; dengang en meget populær behandling for næsten alle sygdomme. Den var et led i en aktuel diskussion om den bedste praktisk. Galen var en fortaler for den klassiske metode, hvor blodet blev tappet fra et punkt nær sygdommens position, mens den almindelige praksis i den muslimske verden og i middelalderen var at bruge et punkt fjernt fra sygdommen. Versalius støttede Galens synspunkt og brugte sine egne anatomiske diagrammer som støtte.

I 1539 var en dommer i Padua blevet interesseret i Vesalius' arbejde, og gav ham derfor adgang til at udføre dissektioner på ligene af henrettede forbrydere. Ud fra dette materiale kunne han opbygge en meget opfattede samling af anatomiske diagrammer. Mange af den blev nu udført af professionelle tegnere og havde derved langt højere kvalitet end hans tidligere arbejder.

I 1541, mens han var i Bologna, gik det faktum op for Vesalius at alle de studier Galen havde gjort var blevet foretaget på dyr, idet dissektion tilsyneladende havde været forbudt i Romerriget. Derfor havde Galen i stedet dissekteret aber, og derfra argumenteret at de anatomisk lignede mennesker. Det resulterede i at Vesalius udgav en korrektion af Galens berømte værk Opera omnia og samtidig begyndte at skrive sit eget anatomiske værk. Indtil Vesalius havde påpeget dette forhold havde Galens iagttagelser ukritisk været benyttet som grundlag for studiet af menneskekroppen. Ikke alle var dog parate til at opgive Galen som autoritet, og mange vendte sig derfor mod Versalius i stedet fordi han havde påpeget denne fejl.

Vesalius fortsatte uforknyt med at skabe mere ravage i det hidtidige verdensbillede indenfor lægevidenskaben, da han også offentliggjorde beviser på at store personligheder som Mondino de Liuzzis og endda Aristoteles’ arbejder byggede på fejlagtige antagelser; fx havde de to samt Galen alle tre beskrevet hjertets opbygning og funktion på en fejlagtig måde.

I 1543 udførte Vesalius en offentlig dissektion af Jakob Karrer von Gebweilers lig, en notorisk forbryder fra Basel. Som hjælper havde han kirurgen Franz Jeckelmann, og han samlede skelettet efterfølgende som blev doneret til universitetet i Basel. Denne præparation er den eneste udført af Vesalius som er blevet bevaret til i dag. Dette er også den ældste bevarede præparation, og udstilles i dag på det anatomiske museum i Basel. ^[1]

[redigér] De Corporis Fabrica

Vesalius's Fabrica contained many intricately detailed drawings of human dissections, often in allegorical poses.

I 1543 bad Vesalius Johannes Oporinus om hans hjælp til at udgive syvbindsværket De humani corporis fabrica (Om opbygningen af den menneskelige krop). Det blev et banebrydende værk som omhandlede den menneskelige anatomi. Versalius dedikerede det til kejseren Karl 5. og de smukke illustrationer deri blev angiveligt udført af Tizians elev Jan Van Calcar. Få uger senere udsendte han en forkortet udgave til studerende, Andrea Vesalii suorum de humani corporis fabrica librorum epitome, og dedikerede dette til Filip 2. af Spanien, kejserens søn.

I værket lægger han stor vægt på vigtigheden af dissektion og det "anatomiske" syn på kroppen; dvs. at menneskets indre skal anskues som kropslig helhed, og at organerne var arrangeret i en tredimensionel helhed. Det var i stærk modsætning til det fremherskende synspunkt indenfor anatomien på dette tidspunkt, som var stærkt prægede af elementer fra Galens og Aristoteles’ lærer og astrologi. Selvom der var blevet udgivet anatomiske i årerne før Vesalius, (fx Mondino og Berenger) var deres værker stadig stærkt påvirket af deres hengivenhed til Galens og de arabiske doktriner.

Udover at lave den første gode beskrivelse af kilebenet, viste han også at sternum består af tre dele sacrum af fem eller seks; dertil beskriv han meget præcist labyrinten i mellemøret. Ikke alene bekræftede han Etiennes observationer af venerne, han beskrev også vena azygos og opdagede den kanal der forbinder fosteret med vena cava, siden kaldt ductus venosus. Han beskrev omentum og dens forbindelser til maven, milten og tyktarmen; han lavede den første korrekte beskrivelse af pylorusa atruktur; observerede at størrelsen af det appendix caecalis var relativt lille hos mennesker; den første gode beskrivelse af mediastinum og pleura og den hidtil mest komplette beskrivelse af hjernen; samt viste at alle mennesker, både mænd og kvinder, havde 12 par ribben. Han forstod dog ikke det indre kredsløb; og hans beskrivelse af nervesystemet er forvirrende.

I dette værk er Vesalius også den første der beskriver mekanisk ventilation, dvs. simulering af åndedræt hos personer der ikke selv er i stand til det.^[2]

selvom Vesalius' anatomiske værk ikke var det første der var baseret på virkelige dissektioner, engang det første i denne periode, så betød det forhold at de dygtige tegnere, som havde udført værkets meget detaljerede og veludførte plancher, tydeligvis selv havde været tilstede ved dissektionerne, at bogen øjeblikkeligt blev en klassiker; kort tid efter var kopiversioner tilgængelige, noget Vesalius selv var opmærksom på var muligt ifølge en af hans noter til forlæggeren. Versalius var blot 30 år gammel ved udgivelsen af den første version af De Fabrica.

[redigér] Kejserlig læge og død

Base of the Brain, showing optic chiasma, cerebellum, olfactory bulbs, etc.

Kort efter udgivelsen blev Vesalius inviteret til at virke som læge ved Karl 5.’s kejserlige hof. Han meddelte senatet i Venedig at han ville tage forlade Padua, hvilket fik Cosimo 1. de Medici, hertugen af Toscana, til tilbyde ham en stilling ved det ekspanderende universitet i Pisa. Vesalius afslog dog dette tilbud og tog imod den kejserlige invitation, her måtte han dog døje med de øvrige lægers nedladende beskrivelse af ham som en simpel bartskærer.

I løbet af de følgende tolv år rejste Vesalius sammen med hoffet, behandlede skader pådraget i krig eller turneringer, og udførte operationer og obduktioner. i denne periode skrev han også det mindre værk Radicis Chynae, hvor han både beskrev egenskaberne ved en lægeplante og forsvarede sine egne anatomiske opdagelser. Udgivelsen medførte en ny runde af angreb på hans arbejde. Anklagerne var så alvorlige at kejseren måtte igangsætte en undersøgelse i Salamanca der skulle klarlægge de religiøse implikationer af Vesalius’ opdagelser. Selvom han blev frikendt fortsatte angebene dog på ham. Fire år senere udgav en af jans hovedmodstandere et værk, hvori han fremførte den teori at den menneskelige krop var forandret siden Galen havde studeret den.

Efter Karls abdikation fortsatte Vesalius arbejdet ved hoffet, hvor efterfølgeren Philip 2. fortsatte som hans velynder. Han blev tildelt en livslang pension og udnævnt til Pfalzgreve. I 1555 udgav han en revideret udgave af De Corporis.

I 1564 begav Vesalius sig ud på en pilgrimsfærd til det Hellige land. Han sejlede med den venetianske flåde under Iacobbo Malatestas kommando via Cypern mod Jerusalem. Da han nåede frem modtog han en besked fra Venedigs senat, hvor de anmodede ham om at acceptere professoratet i Padua, der nu var blevet ledigt efter at hans ven og elev Fallopius var død. Han nåede imidlertid aldrig tilbage igen, da han døde på øen Zakynthos i det Ioniske hav, sandsynligvis efter et forlis. Her døde han kort efter, og kun en gavmild velgørers bidrag til hans begravelse forhindrede at hans lig blot blev kastet ud til de vilde dyr.^[3] Han var på dette tidspunkt endnu ikke fyldt 50 år.

Det har i mange år været antaget at Vesalius’ pilgrimsfærd var et resultat af et pres fra inkvisitionen, det anses dog i dag for at være usandsynligt.^[4] Noget tyder på at denne historie stammer fra Hubert Languet, der virkede som de Saxe under først Karl 5. og siden hos prinsen af Oranje. Han påstod i 1565 at Vesalius havde udført en obduktion på en spansk aristokrat, og at man under den havde opdaget at hjertet stadig slog. Dette skulle så have ført til at inkvisitionen havde dømt ham til døden. Philip 2. skulle herefter angiveligt have omstødt dommen og i stedet påbudt Vesalius at foretage en pilgrimsrejse. Denne historie dukkede op med jævne mellemrum indtil den blev afvist i moderne tid.^{[Kilde mangler]}

[redigér] Referencer

• Vesalius, af Alison Kassab

[redigér] Eksterne link

Wikimedia Commons har medier relateret til: Andreas Vesalius

• Virtuel kopi af Vesalius’ De Humanis Corporis Fabrica
• De Humanis Corporis Fabrica på det Kongelige bibliotek, København
• Vesalius kollegiet i Bruxelles
• Anatomia 1522-1867: Anatomiske tegninger fra Thomas Fisher Rare Book Library