Anerkendelse

Anerkendelse betyder i en vis forstand en værdsættelse af et selv eller flere selv. Anerkendelse adskiller sig fra erkendelse, der har mere at gøre med en konstatering, og i historisk kontekst også fra begrebet ære, der henviser til en værdsættelse i feudale og hierarkiske samfund. Begrebet har mange meninger i hverdagssprog, men har har de senere år fået en betydelig plads i samfundsvidenskaberne, særligt sociologien . Indenfor kritiske teori snakker man endda om en "anerkendelsesvending" . I centrum for den akademiske interesse har særligt været Axel Honneths bidrag med en kritisk teori kaldet "kamp om anerkendelse". I dansk kontekst har sociolog Rasmus Willig arbejdet meget med Honneths teori, bl.a. som en del af hans tyske forskningskolloquium, og ved at redigere oversættelserne af hans tekster til dansk.

Honneth betegner selv sin anerkendelsesteori som en moralsk grammatik. Honneth bygger anerkenelse på Hegels sfærerbegreber, familie, det borgerlige samfund og stat. Begrebet anerkendelse anvendes hos Hegel til at kendetegne de sociale mønstre som er de nødvendige forudsætninger for en autonom identitetsdannelse. At fremme denne identitetsdannelse er centralt i det pædagogiske arbejde. Honnet hævder at det er centralt at man får erfaret at egne præstationer og færdigheder er værdifulde for samfundet. I både daginstiutionerne og skolen betragtes anerkendelse som en væsentlig faktor.Honneth ser det moderne civliserede samfund som stedet hvor bogeren får et større spillerum end tidligere for autonomi og individualitet, det påhviler således i et moderne samfund både daginstituitionerne og skolerne at betragte anerkendelse som væsentlig i forhold til identitetsdannelse, selvrealisering og socialt samspil. ^{[Kilde mangler]}