Anna Maria Lenngren

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Anna Maria Lenngren.

Anna Maria Lenngren, født Malmstedt (18. juni 1754 i Upsala8. marts 1817 i Stokholm) var en svensk digterinde.

Ved hendes fødsel herskede der stor nød i fædrenehjemmet, idet faderen, privatdocenten M.B. Malmstedt, der var herrnhuter, endog nogen tid ikke måtte meddele undervisning. Senere blev forholdene noget lysere. Datteren fik i hjemmet en udmærket, endog lærd opdragelse og studerede blandt andet også de døde sprog samt oversatte digte fra latin.

Hun røbede imidlertid også tidlig et selvstændigt Digtertalent og skrev allerede som ganske ung en Mængde Digte: Lejlighedsdigte, et episk Digt, samt en ganske mærkelig Satire »Tekonseljen«, hvori hun livfuldt og kraftigt satiriserer over Fruernes Sladder og Husholdningspjat. Tappert forsvarer hun ogsaa i denne Kvindekønnets Ret til litterær Produktion, og hun fortjente sit Ophold ved talentfulde Oversættelser af Operaer for Hovedstadsscenen. Som ugift var hun saaledes ganske en Type paa Tidens lærde og litterære Damer. Men fra sit Giftermaal (1780) med en Embedsmand og Journalist, Sekretær C.P. Lenngren (en overbevisningstro Voltairianer, Kellgrens ven og dennes Medredaktør af »Stockholmsposten«) forandrede hun ganske Taktik. Hun trak sig tilbage og gjorde sig en Ære af at være en prosaisk Husmoder, som holdt et hyggeligt Hjem for de »akademiske« Herrer.

Som Forfatterinde optræder Fru L. kun anonymt i Modsætning til den tidligere »Mamsell Malmstedt«. Dog udviklede hun nu, delvis under Samarbejde med Kellgren, dels under Paavirkning af dansk-norske Satirikere (Wessel, Storm, Zetlitz, Weyer) samt fr. og tyske Forf. sit Forfatterskab til et langt højere Standpunkt end nogen Sinde før, og hun skrev nu de fortræffelige Digte, der har skabt hendes Udødelighed. Uagtet det var hende selv magtpaaliggende at bevare sin Anonymitet, blev det snart en kendt Sag, at Forfatterinden til de vittige Epigrammer, de kvikke Skæmtedigte, de aandrige Satirer og komiske Skildringer i »Stockholmsposten«, som rivaliserede med Kellgren’s og Leopold’s bedste Arbejder, til de Idyller, som var prægede af samme elskværdige Lune som den unge Franzén’s samtidige Digte, og til de Selskabsviser, som var beslægtede med Valerius’, Silfverstolpe’s og Wallin’s Bordviser, ikke var nogen anden end den ene Redaktørs Ægtefælle, om hvem man havde troet, at hun havde »gemt sin Lyre under sit Sybord«. Og saa bragte den gl. Digter Gyllenborg paa Akademiets Højtidsdag 1797 en versificeret Hyldest til »Nattergalen, som forgæves søger at skjule sig i Buskadset«.

Af hendes ypperste Digte skal nævnes flg. med idyllisk Toneklang: »Pojkarne«, »Källan«, »Eklog«, »Häckburen«, »Slottet och Kojan«, hvilket skildrer Lykken i Dalen i Modsætning til Stormene paa Højderne, samt »Den glada festen«, en venlig Idyl af megen Skønhed, som skildrer Freden og Hyggen i en Præstegaard paa Landet. Af satirisk Natur — dog altid med elskværdigt Skælmeri i Smilet — er »Grefvinnans besök«, »Fröken Juliana«, »Porträtterna«, »Kalaset«, »Björndansen« o. fl. Rent komiske er »Biografi«, »Min salig man«, »Min salig hustru«, »Gubben Didrich«; af travesterende Art er den af Weyer paavirkede »Kärleken och därskapen«. Af hendes Læredigte skal nævnes »Några råd till min kära dotter« (med skæmtsom Biklang) og det mere alvorlige »Den stackars tiggareflickan«; desuden en Mængde kvikke Smaadigte. Varmt interesseret for Datidens litterære Skandinavisme oversatte Fru L. Franckenau’s »Den danske Sanggudinde« paa Svensk. Efter 1800 skrev hun kun nogle faa Digte. Hendes sidste Aar prægedes af Familiesorger og Sygdom, Ulykker, som hun bar med Taalmodighed og Sjælsstyrke, i alle Henseender »et Mønster for sit Køn«.

Som Digter hører hun til 18. Aarh.’s ypperste i Sverige og er vedblivende en af Sveriges mest yndede; ved Siden af Bellmann den populæreste af dets ældre Digtere. Hendes Digtning udmærker sig ved Forstandsklarhed, Aandrighed og jævn naturlig Følelse samt en ganske original Fremstillingsevne. I en Paakaldelse af Digterguden beder hun denne skænke hende »Tonen for Hytte og Slot: Klarhed og Sandhed« og har dermed angivet Fortjenesten ved og tillige Begrænsningen af sin Digtning. Man finder i hendes Poesi det gode Hjems og Familielivets Bet. hævdet, dels indirekte ved skarpe Satirer over Fladhed og Overfladiskhed, dels umiddelbart ved idylliske Skildringer af Lykken. Hendes poetiske Stil er aandrig, usammensat, kunstløs og udmærker sig ved Evnen til i faa, træffende Ord at stegne Figurer og Situationer. Det korte, knappe; slaaende har gjort mange af hendes Vers til, bevingede Ord.


Denne artikel stammer hovedsagelig fra Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930).
Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel.
Hvis den oprindelige kildetekst er blevet erstattet af anden tekst – eller redigeret således at den er på nutidssprog og tillige wikificeret – fjern da venligst skabelonen og erstat den med et
dybt link til Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930) som kilde, og indsæt [[Kategori:Salmonsens]] i stedet for Salmonsens-skabelonen.