Appelform

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Appelformer er i retorikken betegnelsen for de tre former logos, etos og patos. De betegner tre forskellige midler til at overbevise tilhørere, og valget af appelform vil afhænge af emne og situation: Hvem er taleren? Hvem er tilhørerne? Hvad vil taleren overbevise tilhørerne om?

  • Logos   Man appellerer til tilhørerens fornuft og logik; man overbeviser i kraft af saglige argumenter.
  • Etos   Man appellerer ud fra sin moralske integritet, markerer sig som troværdig person
  • Patos   Man appellerer til tilhørernes følelser og stemninger

[redigér] Logos

Der er situationer, hvor talerens viden, fornuft og logiske evne er det centrale. Den der benytter sig af logos, argumenterer objektivt og klart og går ud fra, at tilhørerne er til stede for at blive klogere og blive oplyst. Der bliver derfor appelleret til deres tænkeevne. Man forventer at blive mødt med logos, når man forsøger at få indsigt i noget komplekst og vanskeligt - det kan være alt fra udviklingen i ozonlaget, til EU's historie eller fordele og ulemper ved en ny folkeskolelov.

[redigér] Etos

En taler, der fremstår som en troværdig person, kan appellere ved hjælp af etos. Der er mennesker, man aldrig vil stole på, fordi man ikke har tillid til dem, og offentlighedens tillid til for eksempel en politikers personlige dømmekraft og moralske standard spiller en vigtig rolle i meningsdannelsen. Der vil ofte være tale om det man kalder "forhåndsetos": Tilhørerne har erfaring for, at denne person er til at stole på, at han ikke er ude på at forføre publikum.

[redigér] Patos

En talers overbevisende evne kan bero på evnen til at appellere til tilhørernes følelser og stemning i en given situation. Det kan f.eks. være et vigtigt element i forbindelse med ulykker og katastrofer, hvor en taler skal lade folk få afløb for deres bevægelse, deres sorg, vrede og afmagt og måske samtidig appellere til en fællesskabsfølelse.

Personlige værktøjer
Navnerum

Varianter
Handlinger
Navigation
Deltagelse
Værktøjer
Organisation
Udskriv/eksportér
Andre sprog