Appelformerne

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Appelform)
Gå til: navigation, søg
Broom icon.svg Der mangler kildehenvisninger i denne artikel.
Du kan hjælpe ved at angive kilder til de påstande som fremføres i artiklen.
Question book-4.svg

Appelformerne, hvordan man appellerer, handler om den græske treenighed logos, patos og etos .

Logos[redigér | redigér wikikode]

Logos er appellen til fornuften. Den er intellektuel og er især knyttet til argumentationen, dvs. at et godt underbygget argument er logosappellerende. Alle former for fakta støtter logos. Begrebet pop-logos bruges om appeller, der tilsyneladende er logosappellerende, men måden hvorpå appellen bruges er utroværdig. Appellen kan fx bestå af intellektuelle ord. Selve formen i en appel kan understøtte logos, hvis det der formidles er godt underbygget, faktuelt og klart opstillet. Eksempel på logos: Man skal dyrke motion, fordi undersøgelser viser, at det er sundt for kroppen.

Patos[redigér | redigér wikikode]

Patos er appellen til modtagerens følelser. Patosappellen har virket hvis det bare vækker en eller anden form for følelsesmæssig reaktion hos modtageren. Hvis man kan sætte sig ind i andre menneskers situation skyldes det patosappellen. Patos kan også gøre tungere stof lettere modtageligt. Sprogbrug kan også appellere til patos fx vha. gentagelser. Evidentia betyder det, der i en ytring skaber følelsen af virkeliggørelse. Det gør det muligt for modtageren at danne sig et billede af hvad der bliver talt om, hvilket er vigtigt for forståelsen. Fremførelsen kan også gøres patosappellerende gennem tonefald, kunstpauser og øjenkontakt.

Etos[redigér | redigér wikikode]

Etos handler om afsenderens troværdighed. Det er vigtigt at have tillid til afsenderen, ellers tror man ikke på noget af det der bliver sagt. Ifølge Aristoteles er en taler troværdig hvis han er vidende, har en god karakter og viser velvilje. Det er vigtigt at etosdyderne kommer til udtryk gennem opførsel og ytringer, da modtageren måske ikke kender afsenderen i forvejen.

Dynamisk etos[redigér | redigér wikikode]

Etos forandrer sig. Det kan både være godt og skidt. Etos kan deles i tre:

  • Forventnings-etos – den etos du har inden mødet med modtagerne
  • Situations-etos – den måde du opfattes af modtagerne
  • Slut-etos – opfattelsen som modtagerne sidder tilbage med bagefter, og som de tager med sig til næste gang

De moderne dyder[redigér | redigér wikikode]

De moderne dyder udspringer fra Aristoteles model. De bygger på tre ting:

  • Kompetence, som indebærer at man er sikker i sit stof, konsekvent med sine holdninger, fokuseret på det væsentlige, velorganiseret i sin præsentation, velargumenteret, abstraherende ved at tænke på flere niveauer
  • Åbenhed, som indebærer at man er ærlig frem for at lyve, beskeden frem for at prale, humoristisk for at skabe forbindelse mellem afsender og modtager, medmenneskelig, loyal, fællesskabssøgende
  • Engagement: nærværende, ægte, levende

Pentagrammet[redigér | redigér wikikode]

Pentagrammet er system formet som en stjerne, udarbejdet af Cicero. Det er verdens første kommunikationsmodel. Hvis alle hjørnerne af pentagrammet er forbundet fungerer kommunikationen. De fem hjørner består af:

  • Emne
  • Afsender
  • Omstændigheder
  • Sprog
  • Modtager

Bitzers retoriske situation[redigér | redigér wikikode]

2000 år efter pentagrammet – i år 1968 – fandt Lloyd Bitzer på en kommunikationsmodel. Den består af:

  • Exigence – det teksteksterne problem, dvs. et problem der ligger uden for ytringen
  • Mediators of change – modtagerne, de skal være berørte af exigence
  • Constraints – omstændighederne, som er faktorer der bestemmer hvordan ytringen skal være fx genre