Aragonien

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Aragonien
Aragón
Flag of Aragon.svg Official Coat of Arms of Aragon.svg
Flag Våben
Officielle sprog Spansk
Hovedstad: Zaragoza
Areal: 47.179 km²
Befolkning:
Tæthed
1.345.473 (2009)
28,52 pr. km²
Geografisk placering:
Localización de Aragón.svg

Aragonien eller Aragon (spansk Aragón) er en provins i det nordlige Spanien, men landet var tidligere et selvstændigt kongerige (el reino de Aragón), som i middelalderen bestod af de såkaldte aragonske provinser Aragonien, Catalonien og Valencia tillige med de Baleariske Øer eller i alt 106.800 km². Hovedstaden er Zaragoza. Befolkningens flertal talte og taler catalansk, hvad der har skabt et modsætningsforhold til de spansktalende castilianere. Dette modsætningsforhold gav sig også til kende under den spanske borgerkrig 1936-39, hvor Castillien i store træk var på de oprørske falangisters side, mens catalanerne støttede republikken til det sidste.

Historie[redigér | redigér wikikode]

Sibila af Fortiàs våbenskjold; hun var som Peter IV's 4. kone dronning af Aragon

Kongeriget Aragonien opstod under kampene mod maurerne ("la reconquista"), idet en del vestgoter flygtede op i bjergene og dannede småstater, der efterhånden udbredte sig mod syd. Et par af disse småriger var Sobrarbe og Ribagorza, der cirka år 1000 kom under kongerne af Navarra. En af disse, Sancho den Store, overgav landet til sin søn Ramiro 1. af Aragonien, der 1035 antog titlen Konge af Aragonien.

Alfons 1. af Aragonien erobrede i 1118 Zaragoza fra maurerne og gjorde byen til rigets hovedstad. Ved giftermål blev Aragonien i 1162 forenet med Catalonien. Desuden erhvervedes landskaberne Roussillon og Montpellier (som i dag hører under Frankrig), således at Aragonien efter Castilien var halvøens mægtigste kristne rige. En tid havde Aragonien også magten over øerne Sardinien og Sicilien. Efterhånden erobrede Aragonien de nærliggende, mauriske kongeriger. I 1238 fik man Valencia, og i 1343 Balearerne. Peter IV,[1] (5. september 1319 – 6. january 1387) forsøgte først gennem en retssag at opnå herredømmet over Mallorca, men erobrede øen i en krig, inden sagen var afgjort. Da Ferdinand 2. af Aragonien i 1469 ægtede Kastiliens arving, Isabella, blev grunden lagt til den forening af Aragonien og Castilien, som blev virkeliggjort, da Johan 2. af Aragonien døde i 1479.

Af alle Europas stater var Aragonien den, der allerførst udviklede sig til et konstitutionelt monarki.[Kilde mangler] Derfor er dets forfatningshistorie betydningsfuld for eftertiden. Kongens magt blev tidligt begrænset i forhold til en rigsdag (Cortes), der var delt i 4 stænder (gejstlighed, højadel, lavadel og byernes borgere). I 1287 måtte Kong Alfons 3. udstede det såkaldte "Unionsprivilegium", der betød, at Cortes skulle sammenkaldes hvert år i Zaragoza, og forsamlingen fik ret til at vælge kongens statsråd og kåre en anden konge, hvis han forfulgte noget medlem af Cortes med retssager uden stændernes samtygge. Ganske vist ophævede Peter 4. "Unionsprivilegiet" i 1348, men i stedet blev der indsat en myndighed, som stod mellem regering og folk, og som skulle udjævne alle stridigheder mellem kronen og stænderne.

Også efter foreningen med Castilien beholdt Aragonien sin frie forfatning, og først efter den Spanske Arvefølgekrig mistede Aragonien sin grundlov og sine rettigheder. Den sidste rigsdag i Aragonien blev afholdt i 1720. Aragonien tog ivrigt del i Carlistkrigene i det 19. århundrede, men landet blev splittet, sådan at Øvre-Aragonien stod på Isabellas side, mens Nedre-Aragonien støttede Carlos.

Befolkning[redigér | redigér wikikode]

I 2006 boede halvdelen af Aragoniens befolkning, 50,8%, i hovedstaden Zaragoza. Huesca er den eneste anden by i regioen med en befolkningen der er større end 50.000.

Størstedelen af Aragoniens befolkning, 71,8%, bor i provinsen Zaragoza; 17,1% i Huesca og 11,1% i Teruel.[2]. Befolkningstætheden i regionen er den andenlaveste i Spanien: kun 26,8/km²; efter Castilla-La Mancha. De mest befolkningstætte områder er omkring floddalen ved Ebro, specielt omkring Zaragoza og udløberen af Pyrenæerne, mens de mindst befolkningstætte områder er dem der ligger højere oppe i Pyrenæerne, samt i den sydlige tørre Teruеlprovins.

Demografisk udvikling i Aragonien og
procent af den totale nationale befolkning[3]
1857 1900 1910 1920 1930 1940 1950
Befolkning 880.643 912.711 952.743 997.154 1.031.559 1.058.806 1.094.002
Procent 5,69% 4,90% 4,77% 4,66% 4,36% 4,07% 3,89%
1960 1970 1981 1991 1996 2001 2006
Befolkning 1.105.498 1.152.708 1.213.099 1.221.546 1.187.546 1.199.753 1.277.471
Procent 3,61% 3,39% 3,21% 3,10% 2,99% 2,92% 2,86%

Kun fire byer har mere end 20.000 indbyggere: Zaragoza 650.000; Huesca 50.000; Teruel 33.700 og Calatayud 20.000.

Sprog[redigér | redigér wikikode]

Sprogdistribution i Aragonien. Der tales spansk i hele Aragonien, og spansk er det eneste officielle sprog.

Udover spansk, der forstås og tales af stort set alle i regionen, tales der stadig aragonisk i de bjergrige nordlige amter i Pyrenæerne, specielt i det vestlige Ribagorza, Sobrarbe, Jacetania, samt Somontano og er også genstand for en genopliven, som et middel for at styrke den regionale identitet. Ligeledes tales der catalansk i egnene i det østlige Ribagorza, La Litera, Bajo Cinca, Bajo Aragonien-Caspe, Bajo Aragonien og Matarraña. The stripe-formet catalansktalende område i Aragonien kaldes sommetider for La Franja.

Geografi[redigér | redigér wikikode]

Med den lave befolkningstæthed er store områder af Aragonien stadig vild uberørt natur. Det er et område med store naturlige kontraster, både klimatisk og geologisk, fra de grønne dale og sneklædte tinder ved Pyrenæerne til de tørre sletter og øde bakker i syd.

Relief[redigér | redigér wikikode]

Et vandfald i de Aragonienske Pyrenæer

Aragoniens Pyrenæer omfatter storartede og variede landskaber med høje tinder, dybe dale, tætte skove og spektakulære vandfald. Dets tinder tæller bl.a. Aneto (3.404 m), det højeste i bjergkæden, Monte Perdido (3.355 m), Perdiguero (3.221 m), Cotiella (2.912 m) og mange andre.

Ordesa National Park, tæt på grænsen til Frankrig, kan prale af nogle af de flotteste landskaber i Europa med dens slugter, huler, utallige vandfald og et varieret dyreliv, hvoraf mange arter er endemisk til Pyrenæerne. Parken er også et af de sidste reservater for rovfugle i bjergene. Om sommeren kan man opleve mange flotte bjergsommerfugle og blomster, mens området om vinteren er et yndet skisportssted.


I Pyrenæernes udløbere findes den berømte klippeformation Mallos de Riglos. Gamle slotte ligger på de ensomme bakker, hvoraf det mest berømte er det storslåede Loarre Castle.

Længere mod syd ligger Ebrodalen, der kunstvandes fra floden Ebro, er et rigt og frugtbart landbrugsområde, dækket med vidtstrakte marker med hvede, byg og andre frugt- og grønsagsafgrøder. Mange smukke og lidet kendte begyggelser, slotte og romerske ruiner præger her landskabet. Nogle af de mest betydningsfulde byer i dette område er bl.a. Calatayud, Daroca, Sos del Rey Catolico og Caspe.

Syd for Zaragoza og Ebrodalen, stiger landskabet igen indtil Sistema Iberico, en bjergkæde der adskiller Ebrodalen fra Meseta og sletterne ved Castilla-La Mancha. Det højeste bjerg i denne kæde er Moncayo (2.313 m), og selvom her falder mindre sne end i Pyrenæerne ligger her flere skisportssteder.

Klima[redigér | redigér wikikode]

Formigal (Huesca) vinter

Aragoniens klima bestemmes af højdeforskellene. Man kan dele Aragonien op i fem klimazoner: meget koldt – i Pyrenæerne; et koldt stop imellem Pyrenæerne såsom ved Albarracín; tempereret – i Pyrenæerne og iberiske pre-bjergområder; et halvvarmt område – i den centrale forsænkning, og meget varmt i lavningerne ved Martín-Ebro-floden, Sariñena og Matarraña.

I midten af Aragonien, der kun ligger 200 m over havets overflade, ligger middeltemperaturen omkring 14-15 °C. Nord og syd for Ebrodalen, hvor landskabet rejser sig til 500 m. over havets overflade, falder temperaturen med to grader. I bjergene, mellem 600 m. og 1000 m. ligger temperaturen mellem 11 °C og 12 °C.

Kultur[redigér | redigér wikikode]

Kirketårnet i den oversvømmede by Mediano i den nordlige provins Huesca.

Mod syd ligger Teruel, berømt for sin Mudejar arkitektur, der nemt kan ses i dets katedraler, kirker og tårne. Andre bemærkelsesværdige byer mod syd inkluderer bl.a. Albarracin, Alcañiz og Valderrobres.

Visse middelalderlige momumenter i Teruel og Zaragoza er beskyttet af UNESCO, som en del af UNESCOs Verdensarvsliste.

Den traditionelle dans er kendt som Jota (musik) og er en af de hurtigere danse i Spanien.

Køkken[redigér | redigér wikikode]

Med sine frodige græsgange i Pyrenæerne, dominerer lam, oksekød og mejeriprodukter, ikke overraskende det aragoniske køkken. Desuden kan nævnes skinke fra Teruel, olivenolie fra Empeltre og Arbequina, longaniza fra Graus, regnbueørred, laks, vildsvin, trøfler og vilde svampe fra de øvre floddale i regionerne Jacetania, Gallego, Sobrarbe og Ribagorza, vine fra Cariñena, Somontano, Calatayud og Campo de Borja samt frugt, specielt pærer, fra dets frugtbare nedre dale. Regionen har også en unik lokal haggis, kendt som chireta, og flere interessante retter med alt godt fra havet, inklusiv forskellige krabbepostejer, der kommer fra en gammel overtro på at krabber kan forebygge sygdomme.

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. (Catalansk: Pere, IPA: [ˈpeɾə]; aragonesisk: Pero, IPA: [ˈpeɾo]; Spansk: Pedro, IPA: [ˈpeðɾo])
  2. Cifras completas
  3. Fuente: Data fra INE. Censo de 1857, Series de población de hecho en España desde 1900 a 1991, y Series de población de España desde 1996.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Koordinater: 41°N 1°V / 41°N 1°V / 41; -1