Argentina

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Argentinske Republik[1]
República Argentina  (Spansk)
Flag Nationalvåben
Motto"En unión y libertad"
(spansk: "I forening og frihed")
Nationalmelodi"Himno Nacional Argentino"
(spansk: "Argentinas nationalmelodi")
De argentinske krav i Antarktis (overlapper de chilenske og britiske antarktiske krav) sammen med Falklandsøerne, South Georgia og South Sandwich Islands (administreret af Storbritannien) vist med lysegrønt.
De argentinske krav i Antarktis (overlapper de chilenske og britiske antarktiske krav) sammen med Falklandsøerne, South Georgia og South Sandwich Islands (administreret af Storbritannien) vist med lysegrønt.
Hovedstad
(og største by)
Buenos Aires
34°36′S, 58°23′W
Officielle sprog Spansk
Etnicitet 86,4% europære (mest italienere og spaniere)
8% mestizo
4% arabere og østasiatere
1,6% oprindelige amerikanere[2][3]
Demonym argentiner
Regeringsform Føderal præsidentiel republik
 -  Præsident Cristina Fernández de Kirchner
 -  Vicepræsident og Formand for Senatet Amado Boudou
 -  Højesteretsdommer Ricardo Lorenzetti
Uafhængighed fra Spanien 
 -  Maj-revolutionen 25. maj 1810 
 -  Erklæret 9. juli 1816 
Areal
 -  Total 2,780,400 km2 (nr. 8)
 -  Vand (%) 1,1
Indbyggertal
 -  Anslået 2009 40.134.425[4] (nr. 33)
 -  Folketælling 2001 36.260.130 
 -  Tæthed 15/km2 (nr. 168)
BNP (KKP) Anslået 2013
 -  Total 878,199 mia. USD[5] (nr. 21)
 -  Pr. indbygger 21.325 USD[5] (nr. 37)
BNP (nominelt) Anslået 2013
 -  Total 611,755 mia. USD[5] (nr. 21)
 -  Pr. indbygger 14.508 USD[5] (nr. 36)
Gini (2013) 36[6] (høj
HDI (2014) Stigning 0,808[7] (høj) (nr. 49)
Valuta Peso (ARS)
Tidszone ART (UTC-3)
 -  Sommer (DST) ARST (UTC-2)
Kører i højre (tog i venstre) side af vejen
Kendings-
bogstaver (bil)
RA
Luftfartøjs-
registreringskode
LQ
Internetdomæne .ar
Telefonkode +54

Argentina er en republik i det sydlige Sydamerika. Det er det ottendestørste land i verden og det næststørste på kontinentet. Befolkningsmæssigt er det dog det tredjestørste på kontinentet. På grund af den store udstrækning fra nord til syd har de forskellige landsdele flere forskellige klima- og vegetationszoner. Navnet kommer fra det latinske ord for sølv – "argentum". Før landets uafhængighed i 1816 var det en del af det Spanske imperium.

Landets hovedstad, Buenos Aires, er et af de største, centrale industriområder på det amerikanske kontinent og anses som et af de største kulturcentre,[Kilde mangler] hvorfra blandt andet tangoen opstod. Store dele af landet, specielt det tørre syd, er kun tyndt befolket. Politisk er Argentina en præsidentiel forbundsrepublik, hvori de enkelte delstater har vidtrækkende selvstyre. Landets økonomi er traditionelt blevet bestemt af landbruget, og internationalt tælles landet oftest med blandt NIC-landene[8] og regnes af EU og FN som et iland. Næstefter Chile har Argentina det højeste BNI pr. indbygger men har dog også en større ulighed mellem rig og fattig.

Historie[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Argentinas historie
Cueva de las Manos, Santa Cruz, 9.300 f. Kr.

Forhistorie og kolonitiden[redigér | redigér wikikode]

Man antager at det nuværende Argentina blev befolket af indvandrere fra Nordamerika omkring 15.000 f.Kr.[Kilde mangler]

De nuværende fastboende stammer Het (Querandíes) og Tehuelches (Aonikenk og Gununaküna) i Pampaområdet, var nomader indtil mødet med de spanske kolonister, og besad heller ingen nævneværdigt udviklet teknologier. Stammerne i den nordvestlige del af landet (f.eks. Diaguita) praktiserede derimod landbrug og husdyravl på et niveau svarende til den tidlige middelalder i Europa, og var frem for alt højt udviklede på arkitekturområdet. I det 13. og 14. århundrede udvidede Inkariget sig kraftigt mod syd, og omfattede omkring 1450 store dele af Argentina, fra det nordvestlige område og til den nordlige del af den nuværende provins Mendoza.

Argentina og de nuværende nabolande i 1600 som en del af Vicekongedømmet i Peru.

Europæerne nåede for første gang til regionen ved Amerigo Vespuccis rejse i 1502. Det nuværende Argentina blev i det 16. århundrede koloniseret af spanierne fra to retninger: Fra Peru tog de de nordvestlige dele af landet i besiddelse, mens der andetsteds kom spaniere fra Atlanterhavet og grundlagde afdelinger ved Río de la Plata. Bl.a. Buenos Aires, hvor spanierne i 1580 kunne etablere en varig tilstedeværelse efter et første forsøg på grundlæggelsen af en spansk bosættelse i 1536 var stødt på modstand fra de indfødte i Pampaen. De længere sydligt beliggende områder af det nuværende Argentina blev ganske vist også gjort krav på af Spanien, men forblev faktisk udenfor det spanske herredømme i kolonitiden.

Administrativt var det nuværende Argentina til at begynde med en del af Vicekongedømmet i Peru, som omfattede hele Sydamerika med undtagelse af de portugisiske områder. I 1776 blev dette opdelt til Vicekongedømmet Río de la Plata med hovedstaden Buenos Aires, og som udover Argentina også omfattede det nuværende Bolivia, Paraguay og Uruguay.

Opbygningen af en nationalstat[redigér | redigér wikikode]

Med inspiration fra den franske revolution erklærede Argentina uafhængighed 25. maj 1810 i Buenos Aires, hvilket til at begynde med kun havde en lokal virkning (Majrevolutionen), men førte til en national uafhængighedskrig mod Spanien. Uafhængigheden blev endelig opnået 9. juli 1816 i San Miguel de Tucumán. Efterfølgende brød først Paraguay i 1811, og senere i 1825 Bolivia og i 1828 Uruguay ud fra det daværende De forenede Provinser Río de la Plata.

Mellem 1816 og 1880 var Argentinas udvikling præget af diktaturer (under Buenos Aires-guvernøren Juan Manuel de Rosas) og borgerkrige. Provinserne var efterfølgende vidtgående autonome, og kun i perioden 1826–1827 var landet kortvarigt forenet. 1853 blev den moderne argentinske republik grundlagt, til at begynde med uden den frafaldne Buenos Aires-provins, og en føderalistisk forfatning blev underskrevet i den første hovedstad Paraná. I årene 1861 og 1862 tilsluttede Buenos Aires sig igen efter en militærkonflikt, der blev afholdt nationale valg og præsident for det samlede Argentina blev Bartolomé Mitre. I hans regeringstid skete Trippelalliancekrigen fra 1864 til 1870, hvor Argentinien sammen med Brasilien og Uruguay modsatte sig ekspansionen fra Paraguay, som på denne tid var udviklet sig til en af Sydamerikas stærkeste militærmagter. Argentina vandt gennem krigen området, hvor de nuværende provinser Misiones, Formosa og Chaco ligger.

Indvandring og økonomiboom[redigér | redigér wikikode]

Julio A. Rocas regeringstid blev betegnet som et "skindemokrati" og et oligarki.

Årene fra 1880 til 1912 var kendetegnet ved massiv indvandring af italienere og spaniere, som bosatte sig i byerne og i såkaldte "kolonier" på landet. Politisk betegnes denne tid som et "skindemokrati", da regeringen under Julio Argentino Roca, samt de følgende regeringer var oligarkisk indrettet, under stor indflydelse af de store landejere.[Kilde mangler] Størstedelen af befolkningen blev gennem et nøje udtænkt valgsystem nægtet deres politiske ret af regeringspartiet Partido Autonomista Nacional, som havde regeret uafbrudt fra 1874 til 1916; indvandrerne havde ligeledes ingen stemmeret.[Kilde mangler]

Fra 1893 skærpedes grænsekonflikten med Chile, efter Bolivia havde afstået en del af Puna de Atacama til Argentina – et område som havde været besat af Chile siden Salpeterkrigen. Situationen udviklede sig til et våbenkapløb mellem Chile og Argentina. Den britiske konge Edvard 7. mæglede i 1902 i grænsestriden. Patagonien og Ildlandet blev igen opdelt, og heraf tilfaldt 54.000 km² Chile og 40.000 km² Argentina.[9]

I 1912 blev stemmeret for alle indført af lederen for den liberale fløj af PAN, Roque Sáenz Peña, og i kølvandet kom i 1916 et magtskifte, da partiet Unión Cívica Radical fra den borgerlige protestbevægelse vandt valget. Det regerede frem til 1930, hvor et militærkup genindførte et konservativt system. 1930'erne bliver i dag oftest omtalt som década infame, det berygtede årti, hvor demokratiet kun eksisterede på papiret, og valgsvindel var dagligdag.[Kilde mangler]

Peronisme[redigér | redigér wikikode]

Juan Domingo Perón blev en folkehelt for Argentinas arbejderklasse.

I løbet af den første halvdel af 1940'erne nåede den unge officer Juan Domingo Perón at manøvrere sig frem til magten i Argentina. Ved general Pedro Ramírez' kup blev Perón sat i spidsen for det dengang relativt ligegyldige arbejdsministerium[Kilde mangler], og blev gennem vidtrækkende indrømmelser overfor fagforeningerne hurtigt til en folkehelt for arbejderklassen. I 1946 blev han valgt som præsident.

Argentina var officielt neutralt under 2. verdenskrig. Landet sympatiserede i starten med aksemagterne, men støttede de allierede hen mod krigens slutning. Under krigen modtog Argentina mange flygtninge fra Europa; efter krigen søgte nazister og fascister tilflugt i Argentina såvel som i resten af Latinamerika. Blandt de mest kendte nazistiske krigsforbrydere, der flygtede til Argentina, var Adolf Eichmann, som 23. maj 1960 blev bortført af Mossad og taget til Israel, hvor han blev idømt dødsstraf, Josef Mengele, som var berygtet læge fra koncentrationslejren Auschwitz, og Walter Rauff, som under anden verdenskrig var medansvarlig for arbejdet med mobile gaskamre, såkaldte gasvogne, som blev brugt til at myrde fanger i koncentrationslejre.

Under Perón, som symaptiserede med de fascistiske grundtanker, søgte Argentina at afværge kommunismen gennem flere indrømmelser overfor arbejderne. Fra hans første regeringstid blev industrialisieringen af landet, som var begyndt efter den verdensomspændende økonomiske krise i 1930, forstærket og der blev gennemtvunget en importsubstitutionspolitik. I 1955 blev han afsat ved et kup, og flygtede i eksil. Peróns tanker har efterfølgende lagt navn til ideologien peronisme.

Ustabilitet og diktatur[redigér | redigér wikikode]

Eva Perón

Argentina oplevede i den følgende tid skiftevis økonomisk succes og krise. Indtil 1983 var der en æra af ustabilitet, hvor landet havde forskellige civile- og militærregeringer. Arturo Frondizis (1958–62) og Arturo Umberto Illias (1963–1966) demokratisk valgte regeringer blev væltet af det Perón-fjendtlige militær. I perioden 1966 til 1973 var landet et længere højrekonservativt militærdiktatur under Juan Carlos Onganía og hans efterfølgere. Diktaturet blev ophævet i 1973 efter stærke protester fra befolkningen. Landet blev kortvarigt et demokrati igen, hvorefter den stadig populære Perón fik tilladelse til at vende tilbage til landet, og snart efter genvandt magten.

Peróns anden embedsperiode fra oktober 1973 til sin død 1. juli 1974 bragte kun en ubetydelig beroligelse af Argentinas politiske og økonomiske forhold. Efter hans død blev hans tredje hustru, Isabel Perón (kaldet "Isabelita"), som han havde udnævnt til vicepræsident, indsat som præsident. Den tidligere natklubdanserinde blev dog overvældet af embedet og tjente udelukkende som marionet for højreorienterede peronister som José López Rega[Kilde mangler], der med AAA allerede under Perón havde indsat en paramilitær gruppe som torturerede og myrdede modstandere af regimet. Desuden tog de økonomiske problemer til i styrke, og landet blev ramt af en stærk inflation. Kriminelle grupperinger (Guerilleros) udnyttede kaosset til at begå bortførelser og andre forbrydelser i egen interesse.[Kilde mangler]

I 1976 kom et nyt kup, som installerede et militærdiktatur under ledelse af Jorge Rafael Videla. Diktaturet, som officielt fik navnet Proceso de Reorganización Nacional ("den nationale reorganiseringsproces") blev ledet af en tremands-junta, som forsøgte at løse situationen ved hjælp af åben statsterror i årene mellem 1976 og 1978 i det, som senere blev kendt som "den beskidte krig". I løbet af årene forsvandt anslået 30.000 modstandere af regimet, samt andre, samlet betegnet "Desaparecidos".

For at ende suverænitetsstridighederne over øerne på Amerikas sydlige spids, oprettede Argentina og Chile i 1971 et internationalt tribunal, som skulle beslutte en endelig fortolkning af grænseaftalen fra 1881. Voldgiften i Bealekonflikten blev fastslået i 1977, og gik på at alle øer syd for Isla Grande de Tierra del Fuego skulle tilhøre Chile. I 1978 erklærede Argentina voldgiften ugyldig, og forberedte sig på at indtage øerne militært ved Operation Soberania, hvilket dog blev undgået takket været indgriben fra den daværende pave.[Kilde mangler] Først i 1984 anerkendte Argentina officielt beslutningen, efter diverse ændringer, såsom en ændring i den maritime grænse mod vest, og underskrev Venskabs- og frihedstraktaten.

Det demokratiske Argentina[redigér | redigér wikikode]

Raúl Alfonsín
Cristina og Néstor Kirchner

I april 1982 kom Argentina under den nye juntaleder Leopoldo Galtieri i krig mod Storbritannien i den såkaldte Falklandskrig. Konflikten begyndte efter Argentina invaderede Falklandsøerne, som ifølge Argentinas forfatning tilhørte Argentinas eget statsområde, men som dog blev administreret af Storbritannien. Invasionen af argentinske soldater blev besvaret af Storbritannien med et succesfuldt modangreb til lands, til vands og i luften. Argentina kapitulerede 14. juni samme år.

I 1983 vendte landet tilbage til demokrati. Den første demokratiske præsident i perioden var Raúl Alfonsín (UCR), som dog trådte tilbage før tid i 1989 som følge af en finanskrise. Partido Justicialista kom dermed igen til magten, med Carlos Menem i spidsen. Menems neoliberale finanspolitik og 1:1-bindelsen af den argentinske peso til den amerikansk dollar under hans første regeringstid var blandt de tiltag som stabiliserede landet. I hans anden regeringsperiode blev de negative sider ved hans finanspolitik dog mere synlige.[Kilde mangler]

Mellem 1998 og 2002 faldt landet på ny ind i en stor finanskrise, hvor købekraften gik 20% tilbage. I 1999 blev Menems regering afløst af en centrum-venstre-koalition med præsidentkandidaten Fernando de la Rúa. De la Rúa kunne dog ikke forbedre den finansielle situation, som hans forgænger havde efterladt, hurtigt eller holdbart.[Kilde mangler] Præsidentens tøven med at handle, stridigheder internt i kolalitionen samt en stærk udenomparlamentarisk opposition gennem fagforeningerne, som traditionelt var peronister, svækkede i stigende grad De la Rúa.[Kilde mangler] Dette kulminerede i slutningen af 2001 efter omfattende uro og plydringer i at præsident Fernando de la Rúa trådte tilbage.

Efterfølgende kom mere peronistiske præsidenter, først Eduardo Duhalde som dog blev slidt op af håndteringen af krisen.[Kilde mangler] I maj 2003 blev Néstor Kirchner, som tilhørte den socialdemokratiske fløj af Partido Justicialista, valgt som ny præsident efter et meget kaotisk valgforløb. På trods af hans beskedne valgresultat var Kirchner meget vellidt af befolkningen i sin regeringstid, da det lykkedes ham at overvinde krisen og dermed forbedre landets overordnede situation.[Kilde mangler] Økonomien begyndte en kraftig vækst: i 2003 rapporterede Argentina om en vækst i bruttonationalproduktet helt op til +8,7% mod −10,9% i 2002[10]. Kirchner blev dog også udsat for kritik, specielt på grund af hans autokratiske ledelsesstil og til dels også på grund af hans samarbejde med Piquetero-protestbevægelsen, hvilket blev tolket som populisme.[Kilde mangler]

Ved valget til det argentinske senat og til det argentinske repræsentantkammer i oktober 2005 gik Néstor Kirchners tilhængere frem med 40% af stemmerne. Ved valget til senatorposten for den vigtige provins Buenos Aires vandt Kirchners kone Cristina Fernández de Kirchner mod dens tidligere præsident Eduardo Duhaldes kone Hilda González de Duhalde, som også tilhørte det peronistiske Partido Justicialista. Præsidenten var dermed yderligere styrket, og kunne støtte sig til et bredt flertal i begge kamre.

Ved præsident- og parlamentsvalget 28. oktober 2007 vandt de regerende peronister, især Kirchners valgplatform, Frente para la Victoria, en overvældende sejr. Cristina Fernández de Kirchner sikrede sig i første valgrunde 45,3% af stemmerne og undgik dermed at skulle ud i anden valgrunde. Hun tiltrådte præsidentembedet 10. december 2007. Kirchnerismen blev også let styrket i parlamentet.[11]

Politik[redigér | redigér wikikode]

Menneskerettigheder[redigér | redigér wikikode]

Angående menneskerettighederne og medlemskab af de syv organer i den internationale menneskerettighedserklæring, heriblandt FN's menneskerettighedskomite (HRC), har Argentina underskrevet eller ratificeret de følgende:

UN emblem blue.svg Status på de primære internationale aftaler om menneskerettigheder.
Argentina Internationale traktater
ØSKR ICCPR CERD CEDAW CAT CRC ? CRPD
ØSKR ØSKR-OP ICCPR ICCPR-OP1 ICCPR-OP2-DP CEDAW CEDAW-OP CAT CAT-OP CRC CRC-OP-AC CRC-OP-SC CRPD CRPD-OP
Medlemskab Underskrevet og ratificeret[12] Ingen information Underskrevet og ratificeret[12] Underskrevet og ratificeret[12] Ikke underskrevet og ikke ratificeret Underskrevet og ratificeret[12] Underskrevet og ratificeret[12] Underskrevet men ikke ratificeret[12][13] Argentina har påtaget sig ansvaret for at modtage og behandle individuelle kommunikationer fra de relevante organer[12] Ikke underskrevet og ikke ratificeret[12] Underskrevet og ratificeret[12] Underskrevet og ratificeret[12] Underskrevet og ratificeret[12][14] Ikke underskrevet og ikke ratificeret Underskrevet og ratificeret Underskrevet og ratificeret
Yes check.svg Underskrevet og ratificeret, Check.svg underskrevet men ikke ratificeret, X mark.svg ikke underskrevet og ikke ratificeret, Symbol comment vote.svg ingen information, Zeichen 101.svg har underskrevet og ratificeret det angivne organ, men også påtaget sig ansvaret for at modtage og behandle individuelle kommunikationer fra dele af de ansvarlige organer.


Provinser[redigér | redigér wikikode]

Uddybende artikel: Argentinas provinser

Provinser i Argentina. "Argentinsk Antarktis og sydatlantiske øer" (23) ikke vist.

Argentina er opdelt i 23 provinser (provincias, ental – provincia), og et føderalt distrikt (distrito federal).

  1. Buenos Aires (føderalt distrikt)
  2. Provincia de Buenos Aires
  3. Catamarca
  4. Chaco
  5. Chubut
  6. Córdoba
  7. Corrientes
  8. Entre Rios
  9. Formosa
  10. Jujuy
  11. La Pampa
  12. La Rioja
  1. Mendoza
  2. Misiones
  3. Neuquen
  4. Rio Negro
  5. Salta
  6. San Juan
  7. San Luis
  8. Santa Cruz
  9. Santa Fe
  10. Santiago del Estero
  11. Tierra del Fuego, Antártida e Islas del Atlántico Sur
  12. Tucumán-provinsen

Sprog[redigér | redigér wikikode]

Hovedsproget i Argentina er spansk, men med en del variation til det spansk der tales i Spanien. I Argentina bruger man Voseo, dvs. "vos" i stedet for "tú" (du). I anden person ental kommer der tryk på sidste stavelse og uregelmæssige verber ændrer ikke grundform i anden person ental.

Verbum Spansk i Argentina Spansk i Spanien
Hacer (at gøre/lave) Vos hacés (du gør/laver) Tú haces (du gør/laver)
Tener (at have) Vos tenés (du har) Tú tienes (du har)
Tomar (at drikke/tage) Vos tomás (du drikker/tager) Tú tomas (du drikker/tager)

Derudover når man bruger Voseo kommer der også tryk på sidste stavelse i bydeform. Fx: Tal, hør osv. "Hablar" som er at tale, bliver i bydeform til "hablá" på spansk i Argentina hvor den i Spanien bliver til "habla" uden tryk på sidste stavelse. Det samme sker med "escuchar" som er at høre. "Escuchá" på spansk i Argentina og "escucha" på spansk i Spanien. Derudover udtales "ll" og "y" som (sj) hvor den i Spanien udtales som (lj) eller i daglig tale (j). Fx: "Calle" som er gade udtales som (casje) i Argentina og som (caje) i Spanien. "Yo" som er "jeg" udtales som (sjo) i Argentina og som (jo) i Spanien. Men denne måde at tale på bliver mest brugt i Buenos Aires og i de omkringliggende provinser.[Kilde mangler] I de nordlige provinser udtales "ll" og "y" mere som (dj) eller til tider som (j) som i Spanien.

Da Argentina er et stort land, er der selvfølgelig forskel på måden at tale på fra provins fra provins. Hver provins har deres måde at tale på fx: I provinsen Tucuman udtales "r" og "rr" som (shj) hvor den i Spanien udtales som en normal r-lyd med rul med tungen. I provinsen Córdoba synger de mere end i andre steder i landet osv. Sproget i Argentina og sproget i Spanien er umiddelbart ikke forståeligt overfor hinanden hvis hver især snakker hurtigt og med meget accent, da også mange ord er forskellige, men størstedelen er dog forståeligt, hvis der foregår en samtale.

Geografi[redigér | redigér wikikode]

Argentina har et areal på omkring 2,8 millioner kvadratkilometer, og er dermed det næststørste land i Sydamerika. Udstrækningen af landet fra nord til syd er på 3.694 km, mens strækningen fra vest til øst på det bredeste sted er omtrent 1.423 km. Det grænser i øst op til Atlanterhavet, i vest til Chile, i nord til Bolivia og Paraguay, og i nordøst til Brasilien og Uruguay.

Grænse til Længde[15]
Bolivia 742 km
Brasilien 1.132 km
Chile 5.308 km
Paraguay 1.699 km
Uruguay 495 km
i alt* 25.728 km
* inklusiv kystlinje

Hele det vestlige grænseområde bliver indtaget af Andesbjergene, som er den længste kontinentale bjergkæde på Jorden. Det centrale Nordargentina består af Gran Chaco, en varm og tør savanne. Øst for den ligger langs Paraná provinsen Misiones' bakkeland. I hjørnet mellem de tre lande Argentina–ParaguayBrasilien ligger Iguazúflodens vandfald, som er blandt de største på Jorden[Kilde mangler].

Syd derfor, mellem de store strømme fra Río Paraná og Río Uruguay, ligger det fugtige og sumpede Mesopotamia. Ved Río de la Plata, som er en fælles udmunding for begge strømmene, ligger byen Buenos Aires og provinsen provinsen af samme navn, som er hjertet af Argentinas økonomi. Omkring en tredjedel af landets befolkning bor i dette område.

Vest og syd for Buenos Aires strækker pampaerne, en græsbevokset flade, hvor størstedelen af landets landbrug bliver opdyrket. I denne region ligger også store hvedemarker og græsningsarealer til kvæg, hvis kød er blandt Argentinas største eksportvarer.

Bjerget Aconcagua er med sine 6.962 meter det højeste bjerg uden for Himalaya.

Mellem pampaerne og Andesbjergene ligger bjerglandskabet Sierras Pampeanas i det centrale Argentina. Disse Mittelgebirge når højder på 2.800 m i Sierras de Córdoba og til 6.250 m i Sierra de Famatina i Provincia de La Rioja.

Patagonien i det sydlige Argentina er præget af stærke vestenvinde og har et meget hårdt klima. Dette område, som udgør omkring en fjerdedel af landets samlede areal, er af samme grund meget tyndt befolket. Landets, og Amerikas, dybeste punkt er Laguna del Carbón med sine 105 m under havoverfladen. Den ligger mellem Puerto San Julián og Comandante Luis Piedra Buena i provinsen Santa Cruz.

Argentina gør krav på en del af det antarktiske kontinent[Kilde mangler], det såkaldte argentinske Antarktis.

Bjerglandskaber og kendte bjerge[redigér | redigér wikikode]

I de argentinske Andesbjerge findes der flere meget høje bjerge på over 6.000 m – deriblandt Amerikas højeste bjerg, Aconcagua som er 6.962 m højt, samt begge Jordens højeste vulkaner, Ojos del Salado på 6.880 m og Monte Pissis på 6.795 m. I de sydlige Andesbjerge er bjergene mindre, og mange af dem er dækket af sne på grund af det fugtige, kolde klima.

I Sierras Pampeanas findes høje punkter som Sierra de Famatina i provinsen La Rioja der er over 6.000 m. Dette bjergkompleks falder dog i højde i den østlige side, og i Sierras de Córdoba når det kun højst 2.800 meter.

De nordlige "patagonider" (Mesetas Patagoniens) når sydøst for Mendoza mindst 4.700 m i højde, men bliver gradvist mindre længere sydøst. I de andre områder i Argentina er bjergene kun undtagelsesvis over 1.000 m høje. Heriblandt Sierras Australes Bonaerenses (Sierra de la Ventana og Sierra de Tandil) ved Atlanterhavskysten og bakke- og bjerglandskabet i Misiones.

Floder og søer[redigér | redigér wikikode]

Río de la Plata med større Buenos Aires nedenunder til højre

Argentinas hydrologi er domineret af tilstrømningen fra Río de la Plata. Dens afvandingsområde omfatter cirka 5.200.000 km². Næsten en tredjedel heraf ligger i Argentina, og resten i Bolivia, Brasilien, Paraguay og Uruguay. Río de la Plata's tilstrømninger er Río Paraná og Río Uruguay. Nordpå ved grænsen til Brasilien ligger Iguazú Nationalpark, hvori floden Iguazú med Iguazú-vandfaldene, som er tre gange så store som Niagaravandfaldene, befinder sig.

Det næstvigtigste[Kilde mangler] afvandingsområde har Río Colorado i Nordpatagonien, hvis vigtigste tilstrømning, Río Salado del Oeste, afvander størstedelen af Vestargentina omend størstedelen af dens vandmasser dog fordamper på vejen i det trykkende klima, eller siver ned i sumpområder.

Argentina har to større søområder. Det mest omfangsrige ligger ved foden af det sydlige Andes, hvor der strækker sig en lang kæde af smeltevandssøer fra provinsen Neuquén til Ildlandet. Desuden befinder der sig i det vestlige centrale Pampa og i det sydlige Chaco mange lavlandssøer, som ofte kun er få meter dybe og ofte er saltindholdige.

Af speciel betydning er lavlandssøen Laguna Mar Chiquita på 5.770 km² i provinsen Córdoba samt Andessøerne Lago Argentino (1.415 km²) og Lago Viedma (1.088 km²), som begge ligger i den UNESCO-beskyttede Los Glaciares nationalpark.

Øer[redigér | redigér wikikode]

Argentina har på trods af dets langstrakte kystlinje kun få øer. De største er de 47.020 km² store Isla Grande de Tierra del Fuego, som hører til arkipelaget Ildlandet, og hvoraf Argentina har (provinsen Tierra del Fuego på 21.591 km²) og Chile har 25.429 km².

De enkelte andre øområder af betydning ligger syd for provinsen Buenos Aires, hvor der ligger to udstrakte tidevandsområder i bugten ved Bahía Blanca og Bahía Anegada. Øerne er flade og er ubeboede med undtagelse af Isla Jabalí, hvorpå badestedet San Blas er placeret. Den største ø er Isla Trinidad på 207 km². Herudover er der enkelte mindre klippeøer ved den patagoniske kyst.

Falklandsøerne (spansk: Islas Malvinas) er en omstridt øgruppe i det sydlige atlantiske ocean. Geografisk set tilhører øerne Sydamerika og ligger mellem 600 og 800 km øst for Sydargentina og Ildlandet mellem 52° syd og 59° vest. Falklandsøerne er efter international lov de facto (men ikke de jure) et britisk oversøisk territorium, men Argentina har gjort krav på dem siden 1833.[Kilde mangler] Argentinas besættelse af øerne 2. april 1982 udløste Falklandskrigen, som varede til 14. juni 1982 og endte med Argentinas nederlag. De største af øerne er Østfalkland (Soledad) på 6.683 km² og Vestfalkland (Gran Malvina) på 5.278 km². Sydøst for Falklandsøerne ligger territoriet South Georgia og South Sandwich Islands, som er under samme juridiske status som Falklandsøerne og administrativt hører under dem.

Klima[redigér | redigér wikikode]

Klimadiagram over Buenos Aires
Klimadiagram over Salta
Klimadiagram over Mendoza
Klimadiagram over Ushuaia
(For en generel forklaring, se klimadiagram)

Argentina har næsten en stor mængde forskellige klimazoner – der er områder der rangerer fra det tropiske i det yderste nordøst over subtropisk i resten af den nordlige del af landet og en udstrakt tempereret klimazone ned til de kolde klimaregioner i syden og i Andes.

Det nordvestlige Argentina er i Andesområdet tørt og med kun meget lidt regn i løbet af sommeren. I landet ligger også storørkenen Puna, hvis vestlige del hører blandt de mest regnfattige områder i verden, samt det ufrugtbare Monte ved foden af Andesbjergene i provinserne Mendoza, San Juan og La Rioja.

Østskrænterne ved Andes huser subtropiske tågeskove i provinserne Tucumán, Salta og Jujuy, som om sommeren er rige på nedbør på grund af østvindenes fugtighed, men om vinteren er relativt tørre. Mod øst ligger Gran Chaco hvor nedbør er koncentreret til om sommeren, ligesom i regionen Sierras Pampeanas i Centralargentina. I begge regioner aftager nedbøren mod vest.

Den nordøstlige del af landet, samt Pamparegionen, har et fugtigt klima hele året rundt, hvilket gør at den største mængde nedbør i subtropisk regnskov finder sted i provinsen Misiones.

Syden (Patagonien) ligger i den vestlige vindzone, og den vestlige del får af den grund mere nedbør end den østlige. Andesbjergene ligger i et permanent fugtigt klima, og har en moderat kølig temperatur. De fungerer som barriere for de fugtige stillehavsvinde, så den østlige forlængelse af de patagoniske områder er meget tørre og næsten ørken nogle steder. I denne region bliver klimaet ofte bestemt af de fra sydvest blæsende, ofte voldsom, Pamperovinde. Et særtilfælde er klimaet i den sydlige del af Ildlandet med køligt kystklima, hvor på grund af de manglende klimapåvirkninger fra Andes både lader vejret blive bestemt af indflydelse fra Stillehavet og Atlanterhavet. På det sted er nedbørsmængderne relativt store og temperaturen ændrer sig kun lidt mellem sommer og vinter.

Flora og fauna[redigér | redigér wikikode]

Som følge af Argentinas mange forskellige klimazoner varierer vegetationen og dyrelivet også kraftigt. Sammenlagt er omkring 12% af arealet skov.

Flora[redigér | redigér wikikode]

En amerikansk platan

I de varme, fugtige tropiske og subtropiske regnskove i Nordargentina trives tropiske planter, såsom Palisander-arter (Dalbergia), Jakaranda (Jacaranda mimosifolia) og Quebrachotræer (Schinopsis lorentzii), hvorfra der udvindes tannin, men også palmer. Gran Chaco ligger ligeledes nordpå, og har en savanneagtig vegetation, som domineres af prosopisslægten (hovedsageligt Hvid Prosopis (Prosopis alba) og Sort Prosopis (Prosopis nigra)), omend der også findes Quebracho. Den sydlige og østlige del af Gran Chaco har et mildere klima, og bliver benyttet til landbrug, mens den nordlige del stadig står urørt.

Pampaen er præget af udstrakte græsarealer med forskellige typer græs. Bortset fra Eukalyptus ((Eucalyptus), amerikanske plataner (Platanus occidentalis) og Akacier (Acacia) findes her ingen træer; ingen af de to førstnævnte arter er oprindeligt fra området. På grund af den fine, stenfri jord er der gode muligheder for landbrugserhverv på området, så der findes kun et fåtal af de oprindelige vildtgroende plantearter.

Patagonien ligger i regnlæ af Andesbjergene og er et karrigt og i store områder træløst landskab. Her er, lgiesom i Pampaen, store græsarealer, omend vegetationen er væsentligt mere tør. Desuden finder man forskellige urtebevoksninger og buske. På grund af den stenede jord er korndyrkning ikke muligt, og i stedet bruges arealet til græsning af får.

I forbjergene til Andes og i Ildlandet findes der udstrakte nåleskove med grantræer (Picea), Cypresser (Cupressus), fyr (Pinus), Cedertræer (Cedrus) og andre lignende træer. Nær den chilenske grænse er der spredte grupper af Sydbøge (Nothofagus). Trægrænsen ligger på omkring 3.500 m. I de tørre, højtliggende områder af Andes er der gold halvørken med mange kaktusser (Cactaceae) og tornebuske.

Den udsprungne blomst fra Koralbusken (Erythrina crista-galli) er blevet valgt til "nationalblomst", og er et af Argentinas nationalsymboler.

Fauna[redigér | redigér wikikode]

Guanakoer er en vildtlevende form for lamaer.

I den tropiske nordlige del af Argentina er dyreverdenen yderst mangfoldig. Her eksisterer hovedsageligt forskellige abearter, jaguarer, pumaer, ozelotter, vaskebjørne, næsebjørne og myreslugere ligesom der også kan ses tapirer, navlesvin og reptiler såsom slanger og kaimaner. Blandt fuglene i det tropiske nord er kolibrier, flamingoer og papegøjer. I floderne findes piratfisk samt flere andre fiskearter.

I pampaen findes bæltedyr, mankeulve, pampasræve, pampaskatte, pampashjorte, nanduer, forskellige rovfugle såsom falke samt hejrer.

I Andesbjergenes knappe landskab findes de vilde lamaer, guanakoer og vikunjaer, samt Andeskondoren. Af rovdyr findes Andeskatten, pumaen og Andesræven. Ved saltvand findes tit trækfugle såsom flamingoer.

I Patagonien og Ildlandet er dyrelivet mere begrænset. Også her lever pumaer, nanduer og guanakoer; pudúen er en lille hjort i det sydlige Andes. I Ildlandet bygger skarver ofte rede. De patagonske kyster huser Magellanpingviner og kolonier af sydamerikanske pelssæler og søløver.

I Argentinas kystfarvand lever blandt andet den sydlige rethval, spækhuggere og Commersons delfiner, samt Merlucciidae, sardiner, makreller og guldmakreller.


Demografi[redigér | redigér wikikode]

Det er blevet anslået at flere end 25 millioner argentinere har mindst en italiensk forfader. Italienere er en af de vigtigste etniske grupper i Argentina.
Befolkningsudviklingen fra 1869 til 2015 (grøn: formodning)
Pyramideopdeling af Argentinas befolkning
Uddybende Uddybende artikel: Argentinas demografi

Argentina har et befolkningstal på 39,4 millioner indbyggere (skøn for 2007 baseret på folketællingen fra 2001[16].) Dette svarer til en befolkningstæthed på 14 indbyggere/km².

Cirka 87% af befolkningen bor i byer med mere end 2.000 indbyggere, hvoraf 11,5 millioner bor i byregionen Gran Buenos Aires. Denne har en befolkningstæthed på 2.989 indbyggere/km².

Byen og provinsen Buenos Aires har tilsammen 16,6 millioner, provinserne Córdoba og Santa Fe har hver ca. 3 millioner, således at sammenlagt 60% af befolkningen bor i disse tre centrale dele af landet.

Store dele af det øvrige land er derimod meget tyndt, specielt i det tørre syd, hvor der kun bor cirka 1-3 indbyggere/km².

Etniske grupper[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Jøder i Argentina

Mere end 90% af befolkningen stammer ifølge den officielle statistik fra indvandrede europæere, heraf omtrent 36 % fra italienere, cirka 29 % fra spaniere og omtrent 3–4 % fra tyskere. I Buenos Aires-området samt i provinserne Provincia de Chaco og Misiones spiller polsk kultur også en vigtig rolle. I disse tilfælde drejer det sig om efterkommere af polske emigranter fra 1920'erne.

Fra begyndelsen af 1990'erne er andelen af mestizer – efterkommere af såvel europæere som indianere – kommet under 10%. Ifølge nyere beregninger er deres andel dog imidlertid langt større. Denne diskrepans kommer formodentlig fra, at mestizerne tidligere blev voldsomt diskrimineret, og derfor har udgivet sig for at være "hvide".

Indiansk befolkning[redigér | redigér wikikode]

Kun et mindretal af argentinerne er efterkommere af de etniske grupper der levede på landets territorium da spanierne ankom. Dette skyldes på den ene side at Argentina før koloniseringen kun var tætbefolket i den nordvestlige del, og på den anden side at de tilbageblevne indianere blev udryddet af spanierne og senere af de selvstændige argentinere. Det statslige indianerinstitut INAI vurderer at der er omkring 1 million indianere i landet, mens indianerorganisationer som AIRA (Asociación de Indígenas de la República Argentina) dog har påstået at der er over 1,5 millioner.

I en særlig folketælling fra INDEC, som blev gennemført i 2004, fandt man frem til at cirka 2,8% af alle argentinske husholdninger havde en indiansk husholderske. Dette antal varierer dog stærkt fra provins til provins. Således er andelen størst i Jujuy med 10,5%. Mindst er andelen i provinsen Corrientes med 1%. I hovedstaden Buenos Aires ligger tallet på 2,3% [17] (INDEC).

De største grupper er kollaerne i Jujuy og Salta, mapuche i Neuquén og Río Negro samt wichierne og Tobaerne i Chaco og i Formosa. Kun et mindretal af indianerne lever egne bosættelser, mange har slået sig ned i storbyerne hvor de ofte bor under fattige forhold og tager dårligt betalt arbejde. Således er en fjerdedel af byerne Rosario og Resistencia udelukkende beboet af Toba-indianere, mens det samme gør sig gældende for Kollaer i San Salvador de Jujuy og San Miguel de Tucumán.

Indvandring og udvandring[redigér | redigér wikikode]

Antallet af udlændinge lå ved folketællingen i 2001 på 1.531.940 (4,2 % af befolkningen), og deraf er de største grupper paraguayer (325.046), bolivianere (233.464), italienere (216.718) og chilenere (212.429).[18] Den største andel af befolkning født i udlandet er i provinsen Santa Cruz (12 %), byen Buenos Aires og Tierra del Fuego (begge 11 %).[19]

Historisk set registrerede man den største indvandrerbølge mellem 1880 og 1930, næsten udelukkende fra Europa. Derefter stilnede udvandringen til Argentina igen af, bortset fra en kortvarig genopflamning i tiden med anden verdenskrig. Efter en fase med udvandring mellem 1975 og 2001 er balancen fra den argentinske krise og til nu igen en smule positiv. I dag udvandrer borgere fra nabolandene Bolivia, Paraguayog Uruguay, såvel som fra det sydamerikanske land Peru, til Argentina. I tiden med Pinochet-diktaturet var der også indvandring fra Chile, dette er dog blevet vendt om efter redemokratiseringen og den nu højere levestandard i nabolandet efter 2001. I alt kommer cirka 68% af indvandrere fra amerikanske lande. Cirka 2% af alle indvandrere kommer fra Asien (hovesageligt koreanere).

Siden 1990'erne kommer der flere og flere indvandrere fra Europa, som hovesageligt kommer til landet på grund af den uberørte natur. Til forskel fra de andre indvandrere er de som regel økonomisk sikret eller er pensionister, og prøver gennem flytningen at øge deres livskvalitet. Andre grupper af udlændinge (specielt italienere og spaniere) er stadig levende indvandrere fra hovedbølgen (indtil 1950). Europæere repræsenterer cirka 28% af udlændingene.

Siden den argentinske krise mellem 1998 og 2002 har der været flere bølger af udvandring. Argentinere forlader landet for at tage til Europa og Nordamerika og i mindre grad også til Brasilien og Chile. Disse udvandringsbølger er dog begyndt at ebbe ud på grund af den relativt hurtige genopretning af den argentinske økonomi.


Fodnoter[redigér | redigér wikikode]

  1. Artikel 35 i forfatningen (på engelsk) giver lige anerkendelse til "Forenede Provinser i River Plate", "Argentinske Republik" og "Det argentinske forbund", og tillader anvendelse af "Den argentinske nation" i foretagelse og udstedelse af love
  2. Ben Cahoon. "Argentina". World Statesmen.org. http://www.worldstatesmen.org/Argentina.html. 
  3. "Encuesta Complementaria de Pueblos Indígenas 2004–2005". National Institute of Statistics and Census of Argentina. http://www.indec.gov.ar/webcenso/ECPI/index_ecpi.asp.  (Spansk)
  4. "Proyecciones provinciales de población por sexo y grupos de edad 2001–2015". Gustavo Pérez. INDEC. http://www.indec.mecon.ar/nuevaweb/cuadros/2/proyecciones_provinciales_vol31.pdf. Hentet 2008-06-24.  Arkiveret 2005-11-09.
  5. 5,0 5,1 5,2 5,3 (Engelsk) Argentina. Internationale Valutafond. Besøgt 1. oktober 2009.
  6. (Engelsk) Distribution of family income – Gini index. The World Factbook. CIA. Besøgt 1. oktober 2009.
  7. (Engelsk) Human Development Report 2009. FN. Besøgt 5. oktober 2009.
  8. Ralf Kronberger: Emerging Markets – Der Fall Argentinien
  9. King Edward VII's Award 1902
  10. INDEC
  11. Det officielle valgresultat i 2007
  12. 12,00 12,01 12,02 12,03 12,04 12,05 12,06 12,07 12,08 12,09 12,10 Office of the United Nations High Commissioner for Human Rights: Status of Ratifications of the Principal International Human Rights Treaties
  13. IWRAW-AP.org
  14. Child Rights Information Network: Optional Protocol to the UN Convention on the Rights of the Child on the sale of children, child prostitution and child pornography
  15. Quelle: Instituto Geográfico Militar
  16. Kilde: INDEC
  17. xls-Datei
  18. INDEC-Statistik zur ausländischen Bevölkerung
  19. INDEC-Einwanderungsstatistik nach Provinz

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: