Argon

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Egenskaber
Udseende
Ar,18.jpg
Farveløs
Generelt
Kemisk symbol: Ar
Atomnummer: 18
Atommasse: 39,948(1) g/mol
Grundstofserie: Ædelgas
Gruppe: 18
Periode: 3
Blok: p
Elektronkonfiguration: [Ne] 3s² 3p6
Elektroner i hver skal: 2, 8, 8
Atomradius: 71 pm
Kovalent radius: 97 pm
Van der Waals-radius: 188 pm
Fysiske egenskaber
Tilstandsform: gas
Krystalstruktur: Kubisk, F-centreret
Massefylde (gas): 1,784 g/L
Smeltepunkt: −189,35 °C
Kogepunkt: −185,85 °C
Kritisk punkt: −122,28 °C, 4,898 MPa
Smeltevarme: 1,18 kJ/mol
Fordampningsvarme: 6,43 kJ/mol
Varmefylde: 20,786 J·mol–1K–1
Varmeledningsevne: 17.72 m W·m–1K–1
Magnetiske egenskaber: Ikke magnetisk
ID-numre
CAS-nummer: 7440–37–1
E-nummer: E-938

Argon er et grundstof med atomnummer 18 i det periodiske system og symbolet Ar. Argon er det tredje grundstof i hovedgruppe 8, ædelgasserne. Der er lidt mindre end 1 % argon i jordens atmosfære, og dermed er det den mest almindelige ædelgas på jorden.

Karakteristika[redigér | redigér wikikode]

Argon og ilt har omtrent samme opløselighed i vand og er 2,5 gange mere opløselige end kvælstof. Argon er et meget stabilt grundstof, som er farveløs og lugtløs, både på gasform og som væske. Argon er inert under de fleste omstændigheder og danner ingen stabile forbindelser ved stuetemperatur. Dannelsen af den metastabile forbindelse HArF (argonhydrofluorid) blev rapporteret af forskere fra Helsinki Universitet i 2000. HArF er stabil op til 40 K.

Selvom der endnu kun er fremstillet en kemisk forbindelse med argon, er det også observeret at argon kan danne clathrater med vand, når argonatomer er fanget i et gitter af vandmolekyler. Der findes også ioner som indeholder argon, f.eks. ArH+ og ArF. Teoretiske beregninger på computer har vist flere argonforbindelser som skulle være stabile, men disse kan endnu ikke syntetiseres.

Brug[redigér | redigér wikikode]

Et rør fyldt med argon som lyser når der sendes en elektrisk strøm igennem det.

Argon bruges i glødelamper og andre steder, hvor N2 ikke er tilstrækkelig inert. Argon reagerer ikke med glødetråden selv ved høje temperaturer. Anden brug:

  • Argon bruges som en inert gasafskærmning i mange former for svejsning
  • som beskyttende atmosfære ved dyrkelse af silicium- og germaniumkrystaller
  • til termisk isolation i energibesparende vinduer
  • i kryokirurgi bruges flydende argon til at ødelægge kræftceller
  • ved bearbejdelsen af titanium og andre reaktive grundstoffer
  • Ar-39 har været brugt til datering af grundvand og i isboringer
  • Blå argonlasere bruges i kirurgi til at svejse arterier, ødelægge tumorer og til at korrigere defekter i øjnene
  • Argon bruges ofte af konservatorer på museer til at beskytte gamle materialer som ellers kan oxideres af luftens ilt
  • Argon bruges i plasmalamper

Argon bruges i dykning til at fylde oppustelige tørdragter bl.a. fordi det har en lav varmeledningsevne

Historie[redigér | redigér wikikode]

Argon (græsk αργός som betyder "inaktiv") var mistænkt for at være tilstede i luft af Henry Cavendish i 1785, men blev ikke opdaget før 1894 af Lord Rayleigh og Sir William Ramsay i et eksperiment hvor de fjernede alt ilt og kvælstof fra luft. Uafhængigt af disse forsøg blev argon også observeret i 1882 af H.F. Newall og W.N. Hartley, som observerede nye linjer i luftens farvespektrum, men ikke identificerede et nyt grundstof ud fra disse data. Argon var den første ædelgas som blev opdaget.

Nutildags er symbolet for argon Ar, men indtil 1957 var det A.

Forekomst[redigér | redigér wikikode]

Argon udgør 0,934 volumenprocent og 1,29 masseprocent af jordens atmosfære, og luft er det primære råmateriale som bruges ved industriel fremstilling af argonprodukter. Argon isoleres fra luften ved fraktionel destillering, samme process som benyttes ved isolering af kvælstof, ilt, neon, krypton og xenon.

Mars's atmosfære indeholder 1,6% Ar-40 og 5 ppm Ar-36. Merkur har en tynd atmosfære som indeholder 70% argon, formodentlig stammende fra henfaldsprodukter fra planetens radioaktive materialer. Der er også opdaget Ar-40 på Titan, Saturns største måne.

Isotoper[redigér | redigér wikikode]

Argons elektronskaller

De hyppigst forekommende argonisotoper på jorden er 40Ar, 36Ar, og 38Ar. Naturligt forekommende 40K som har en halveringstid på 1,25x109 år henfalder til den stabile 40Ar via betahenfald. Dette benyttes til at bestemme alder på sten.

I jordens atmosfære dannes 39Ar ved kosmisk strålingsaktivitet med primært 40Ar. Under jordoverfladen dannes det fra calcium ved alfahenfald. 37Ar dannes ved henfald af 40Ca i kerneeksplosioner. Den har en halveringstid på 35 dage.

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Los Alamos National Laboratory – Argon
  • USGS periodisk system – Argon
  • Emsley, J. Nature’s Building Blocks; Oxford University Press: Oxford, NY, 2001; pp 35-39.
  • Brown, T.L.; Bursten, B.E.; LeMay, H.E. In Chemistry: The Central Science, 10th ed.; Challice, J.; Draper, P.; Folchetti, N. et al.; Eds.; Pearson Education, Inc.: Upper Saddle River, NJ, 2006; pp 276 and 289.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Wikipedia-logo.png Søsterprojekter med yderligere information: