Aristokratvittigheden

Denne artikel behøver tilrettelse af sproget. Sproget i denne artikel er af lav kvalitet på grund af stavefejl, grammatikfejl, uklare formuleringer eller sin uencycklopædiske stil. Du kan hjælpe Wikipedia ved at forbedre teksten.

Aristokratvittigheden (engelsk: The Aristocrats) er en vulgær vittighed, der blev populær især blandt amerikanske stand-up-komikere i Vaudeville-æraen.

Steven Wright har betegnet den med en form for hemmeligt håndtryk mellem komikere, som fungerer som en leg, hvor det gælder om at overgå hinanden i chokvirkning og vulgaritet. Den bliver sjældent fortalt to gange på samme måde, men bliver i stedet improviseret. I komikerkredse opfattes vittigheden som et ærestegn, da den betragtes som umådeligt svær at fortælle med succes. Samfundsudviklingen har fjernet megen af chokværdien fra den oprindelige form, og i dag er den i stedet blevet til en postmoderne anti-vittighed.

Eksempel

Den kan blive fortalt i næsten uendelige versioner men har (næsten) altid den samme hovedtræk, men indeholder i reglen en række faste elementer, se fx nedenstående eksempel:

En mand gå hen til en talentspejder og siger, Vi har et familiespil, og vi vil gerne have dig til at repræsentere os". Talentspejderen siger, "Beklager, vi laver ikke familiespil længere. Lidt for sukkersødt". Manden siger, "men den her er hel speciel. Skiller sig af alt andet familiespil du har set før". Talentspejderen siger, ”Okay, hvad handler den om”? Han svare, "Min kone og jeg kommer på scenen og hun begynder at synge The Star-Spangled Banner mens jeg tager hende hårdt bagfra. Efter et par minutter hvor vi bliver ved med dette, kommer mine børn ud(/på) og begynder at gøre det samme. Men min datter synger den originale tekst til To Anacreon in Heaven mens min søn udøver analsex på hende." Talentspejderen ser lidt utilpas ud men manden forsætter, "Lige når datter rammer den højeste tone i sangen skifter min søn og jeg partnere. Min søn vender min kone rund og smøre lort lige under hendes næser i form af en moustache, hvorefter hun udøver oralsex på ham. Når sangen er slut og vi begge er ved at slutte det hele stopper vi alle sammen, og lægger ned på scenen." Manden smiler mens han fortæller videre, "Det her er den bedste del af stykket. Vores hund kommer ud på scenen. Han er trænet til at slikke os alle per tur til orgasme. Efter det står vi alle sammen op og bukker til publikummet." Efter en tid af stilhed over chokket siger talentspejderen, "Det lyde som fand’me noget af et stykke...hvad hedder det?"
"Aristokraterne!"

(oversat fra engelsk)

Baggrund

Vittighedens chokværdi har sin oprindelse i et samfund, aristokratiet havde større betydning end i det moderne. En parallel til vittighedens beskrivelse af aristokraterne kan genfindes i Charles Dickens' roman Nicholas Nickleby (1839), her er der en beskrevet en samtale i slutningen af kapitel 15, aristokrati sammenstilles med modbydelig opførsel:

'He has a very nice face and style, really,' said Mrs Kenwigs.
'He certainly has,' added Miss Petowker. 'There's something in his appearance quite—dear, dear, what's that word again?'
'What word?' inquired Mr. Lillyvick.
'Why—dear me, how stupid I am,' replied Miss Petowker, hesitating. 'What do you call it when Lords break off door-knockers and beat policemen, and play at coaches with other people's money, and all that sort of thing?'
'Aristocratic?' suggested the collector.

Film

I 2005 havde en med titlen The Aristocrats premiere på Sundance Film Festival. Den var coproduceret af Penn Jillette og Paul Provenza og instrueret af Provenza. Filmen er baseret på adskillige timers videooptagelser, filmet over flere år, med komikere, der fortæller om og genfortæller deres egne versioner af Aristokratvittigheden.

Eksterne link

• The Aristocrats Joke Database (engelsk)