Arno Breker

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Die Partei, Brekers statue der symboliserede ånden i nazistpartiet

Arno Breker (19. juli 190013. februar 1991) var en tysk billedhugger, som mest er kendt for sine offentlige arbejder i Nazityskland, som blev anbefalet af myndighederne som modstykke til den såkaldte "Entartete Kunst".

Han blev født i Elberfeld, som nu er en del af Wuppertal og døde i Düsseldorf.

Liv[redigér | redigér wikikode]

Arno Breker modellerer en skulptur af Albert Speer i 1940

Breker blev født i Elberfeld, i Nordtyskland, søn af en stenhugger. Han begyndte at studere arkitektur, sammen med stenhugning og anatomi, og blev som tyveårig optaget på kunstakademiet i Düsseldolf, hvor han koncentrerede sig om skulptur. Han besøgte første gang Paris i 1924, kørt før han afsluttede sine studier. Der mødte han Jean Cocteau, Jean Renoir, Pablo Picasso, Daniel-Henry Kahnweiler og Alfred Flechtheim. I 1927 flyttede han til Paris, som han derefter betragtede som sit hjem. Han blev hurtigt accepteret af kunsthandleren Alfred Flechtheim. Han etablerede også nære forhold til vigtige personer i kunstverdenen, såsom Charles Despiau, Isamu Noguchi, Maurice de Vlaminck og André Dunoyer de Segonzac, som han alle senere lavede portrætter af. Han rejste til Nordafrika og skabte litografier, som han senere udsendte under titlen "Tunesisk rejse". Han besøgte også Aristide Maillol, som senere omtalte Breker som "Tysklands Michelangelo".

I 1932 fik han tildelt en pris af det preussiske kulturministerium, som gjorde det muligt for ham at bo i Rom i et år. I 1934 vendte han tilbage til Tyskland efter råd fra Max Liebermann. På det tidspunkt fordømte Alfred Rosenberg, redaktøren af den nazistiske avis Völkischer Beobachter, rent faktisk nogle af Brekers arbejder som Entartete Kunst; men Breker blev støttet af mange nazistiske ledere især Adolf Hitler. Selv Rosenberg hyldede senere hans skulpturer som udtryk for det "store momentum og viljestyrke" ("Wucht und Willenhaftigkeit") i Nazityskland.[1] Han modtog bestillinger fra nazisterne fra 1933 til 1942, f.eks. deltog han i en udstilling af hans arbejder i det besatte Frankrig i 1942, hvor han mødte Jean Cocteau, som satte pris på hans arbejde. Han vedligeholdt et personligt forhold til Albert Speer og Hitler. I 1936 vandt han opgaven med at udforme to skulpturer, som skulle udtrykke atletisk overlegenhed der skulle bruges ved de olympiske lege i 1936. Den ene forestillede en tikæmper ("Zehnkämpfer") og den anden den kvindelige vinder ("Die Siegerin"). I 1937 giftede han sig med Demetra Messala, en græsk model, og meldte sig også ind i nazistpartiet for at berede vejen til yderligere støtte fra Hitler."[2]

"Opfer" (Relief 1940)

I 1937 blev Breker udpeget som "officiel stats billedhugger" af Hitler, fik en stor ejendom og et studie med 1.000 assistenter. Hitler fritog ham også for militærtjeneste.[3]

Den neoklassicistiske stil i hans arbejder med titler som kammeratskab, fakkelbærer, og Opofrelse, gengav nazistiske idealer og passede ind i Nazistisk arkitektur. Ved nærmere betragtning giver hans figurers proportioner, den yderst koloristiske behandling af hans overflader (den stærke kontrast mellem mørke og lyse accenter) og den melodramatiske spænding i deres muskulatur anledning til sammenligning med de italienske Manierisme billedhuggere i det 16. århundrede. Denne tendens i Brekers neoklassicisme kan tyde på et nærmere tilknytningsforhold til samtidige ekspressionistiske tendenser i tysk modernisme end hvad der er anerkendt.

Hans to skulpturer Partiet og Hæren fik en prominent placering ved indgangen til Det nye rigskancelli i Berlin.

Breker var professor i visuel kunst i Berlin indtil Det tredje riges fald. Mens næsten alle hans skulpturer overlevede 2. verdenskrig blev over 90 % af hans offentlige værker ødelagt af de allierede efter krigen.

I 1948 blev Breker erklæret for "nazistisk medløber" og fik en bøde. På dette tidspunkt flyttede han tilbage til Düsseldorf, som forblev hans udgangspunkt, selv om han i perioder boede i Paris. I denne periode arbejdede han som arkitekt. Han fortsatte imidlertid med at få opgaver om skulpturer og skabte en række arbejder i sin kendte klassiske stil for virksomheder og personer. Han skabte også mange portrætskulpturer. I 1970 fik han til opgave for kongen af Marokko at lave arbejder til Forenede Nationers bygning i Casablanca, men arbejdet blev ødelagt. Mange andre portrætarbejder fulgte, herunder Anwar Sadat og Konrad Adenauer. Brekers rehabilitering fortsatte, og kulminerede med planer om et Breker museum, betalt af Bodenstein familien, som reserverede borgen Nörvenich, mellem Aachen og Köln til formålet. Arno Breker Museet blev indviet i 1985.

Brekers rehabilitering førte til voldsomme reaktioner fra anti-nazistiske aktivister, herunder en kontrovers i Paris da nogle af hans værker blev udstillet i Pompidou-centret i 1981. Samme blev en udstilling i Berlin mødt med anti-Breker demonstrationer. Brekers beundrere insisterede på, at han aldrig havde været en støtte af nazistisk ideologi (selv om han havde været medlem af partiet), men blot havde modtaget deres støtte.

Brekers sidste store arbejde var en monumental skulptur af Alexander den store som det var tanken skulle opstilles i Grækenland.

Portrætter (mest i bronze)[redigér | redigér wikikode]

Arno Brekers grav i Düsseldorf
  • Baron von Mirbach, 1920
  • Friedrich Ebert, Berlin 1924 (erster Staatsauftrag)
  • Walter Kaesbach, Düsseldorf, 1925
  • Artur Kaufmann, 1925
  • Herbert Eulenberg, 1925/26
  • Otto Dix, Paris 1926/27
  • Isamu Noguchi, Paris 1927
  • Hermann Kesser, 1927
  • Moissey Kogan, Paris 1927/28
  • Inge Davemann, 1928
  • Albert Lindgens, 1928
  • Walter Lindgens, 1928
  • Illa Fudickar, 1929
  • Robert Gerling, 1929
  • Arnold von Guilleaume, 1929
  • Jean Marchand, 1929
  • Mossey Kogan, 1929
  • H. R. von Langen, 1929
  • Alberto Giacometti
  • Isolde von Conta, 1930
  • Abraham Frohwein, 1930
  • Heinrich Heine, 1930
  • Edith Arnthal, 1930/31
  • Demetra Breker, 1931
  • Nico Mazaraki, 1931
  • Robert Valancey, Paris 1931
  • Fürst Georg af Bayern, 1932
  • Andreas von Siemens, Berlin 1932
  • Nina Bausch, 1933
  • Demetra Breker, 1933
  • Olga von Dahlgreen, 1933
  • Arthur Kampf, 1933
  • Victor Manheimer, 1933
  • Nora von Schnitzler, 1933
  • Robert de Valencay, 1933
  • Max Liebermann, 1934
  • Gottfried Bermann-Fischer, 1934
  • Max Baldner, 1934
  • Kurt Edzard, 1934
  • Graf von Luckner, 1934
  • Anne-Marie Merkel, 1934/35
  • Pütze von Siemens, 1934/35
  • Kurt Edzard, 1935
  • Anne-Marie Merkel, 1935
  • Pütze von Siemens, 1935/36
  • Carl Friedrich von Siemens, 1936
  • Leo von König, 1936
  • Joseph Goebbels, 1937
  • Paul von Hindenburg, 1937
  • Wolfgang Reindl, 1938
  • Adolf Hitler
Byste af Richard Wagner i Bayreuth.
  • Richard Wagner, 1939
  • Gerda Bormann (hustru til Martin Bormann), 1940
  • Edda Göring (datter af Hermann Göring), 1941
  • Albert Speer, 1941
  • Grete Speer (hustru til Albert Speer), 1941
  • Bernhard Rust
  • Gerhart Hauptmann, 1942
  • Serge Lifar, 1942/43
  • Aristide Maillol, 1942/43
  • Alfred Cortot, 1942/43
  • Abel Bonnard, 1943
  • Wilhelm Kreis, 1943
  • Maurice de Vlaminck, 1943
  • Claude Flammarion, 1944
  • Gottfried Ude-Bernays, 1945
  • Johannes Bork, 1946
  • Lothar Albano Müller, 1950
  • Ludwig Hölscher, 1952
  • Gustav Lindemann, 1952
  • Wilhelm Kempff, 1953
  • Kejser Haile Selassie af Etiopien, 1955
  • Rolf Gerling, 1956
  • Hans Gerling
  • Friedrich Sieburg, 1961
  • Jean Cocteau, 1963
  • Jean Marais, 1963
  • Henry de Montherland, 1964
  • Marcel Pagnol, 1964
  • Roger Peyrefitte, 1964
  • Jeanne Castel, 1964
  • Paul Morand, 1965
  • Jacques Benoist-Méchin, 1965
  • Henry Picker
  • André Dunoyer de Segonzac, 1966
  • Marcel Midy
  • Ezra Pound, 1967
  • Kong Mohammed 5. af Marokko
  • Princesse Ira von Fürstenberg
  • Louis-Ferdinand Céline, 1970
  • Salvador Dalí, 1974/75
  • Ernst Fuchs, 1976/77
  • Leopold Sedar Senghor, 1978
  • Anwar El Sadat, 1980
  • Ernst Jünger, 1981/82
  • Arno Breker, Selvportræt, 1991

Skulpturer 1935–1945[redigér | redigér wikikode]

  • Prometheus (1935)
  • Relief am Gebäude der Lebensversicherung Nordstern, Berlin (1936)
  • Der Zehnkämpfer fürs Olympia-Stadion, Berlin (1936, Silvermedal)
  • Die Siegerin fürs Olympia-Stadion, Berlin (1936)
  • Dionysos fürs Olympia-Dorf, Berlin (1936)
  • Der Verwundete (1938)
  • Der Rosseführer (1938)
  • Anmut (1938)
  • Fackelträger („Die Partei“) im Hof der Neuen Reichskanzlei (1939)
  • Schwertträger („Die Wehrmacht“) im Hof der Neuen Reichskanzlei (1939)
  • Der Wäger (1939)
  • Der Wager (1939)
  • Bereitschaft (1939)
  • Der Rächer (1940)
  • Kameraden (1940), Breker-Museum
  • Bannerträger (1940)
  • Abschied (1940)
  • Vernichtung (1940)
  • Opfer (1940)
  • Schreitende (1940)
  • Der Wächter (1941)
  • Psyche (1941)
  • Berufung (1941)
  • Der Künder (1942)
  • Der Sieger (1942)
  • Kniende (1942)
  • Eos (1942)
  • Flora (1943)

Relieffer[redigér | redigér wikikode]

  • Der Genius (1938)
  • Der Kämpfer (1938)
  • Apollo und Daphne
  • Auszug zum Kampf (1941)
  • Aufbruch der Kämpfer (1940/41)
  • Der Rufer (1941)
  • Orpheus and Eurydice (1944, Breker-Museum)

Bøger om og af Arno Breker[redigér | redigér wikikode]

  • Dominique Egret (Hg.): Arno Breker. Ein Leben für das Schöne, A life for the Beautiful, 352 S., 600 Photographs, 1997, German, English, French. ISBN 3-87847-157-2.
  • Hermann Leber: Rodin, Breker, Hrdlicka ISBN 3-487-10722-8
  • Volker G. Probst: Das Pietà-Motiv bei Arno Breker. 1985.
  • Volker G. Probst: Der Bildhauer Arno Breker – Eine Untersuchung, Marco Edition, ISBN 3-921754-07-0.
  • Volker G. Probst: Das Bildnis des Menschen im Werk von Arno Breker, Studio de L'Art 1981 Berlin, Marco-VG, ISBN 3-921754-13-5.
  • Arno Breker: Schriften, 190 S., zahlreiche Abbildungen, Einleitung F.J. Hall, Marco Bonn-Paris-New York, ISBN 3-921754-19-4.
  • B. John Zavrel: Arno Breker – His Art and Life, 1985 West-Art USA, ISBN 0-914301-01-2
  • Arno Breker: Begegnungen und Betrachtungen, 1987, Marco Paris-New York, ISBN 3-921754-27-5.
  • Dr. Hans Klier: Arno Breker – Form und Schönheit, 1978 Salzburger Kulturvereinigung, Marco-Edition Bonn-Paris.
  • B. John Zavrel: Interview with Arno Breker: The divine Beauty in Art, New York, 1982, West-Art USA ISBN 0-914301-04-7.
  • Uwe Möller: Arno Breker – Zeichnungen – Drawings – Dessins 1927-1990, Bildband mit 110 Handzeichnungen, Museums-Edition.
  • Roger Peyrefitte: Hommage a Arno Breker, 1980, Marco-Editeur Paris. mit 8 Originallithographien.
  • Reagan/Bush/Carstens: Salut America (zu 300 Jahre Einwanderung USA), Lithographien von Arno Breker. West-Art, N.Y.
  • Charles Despiau: Arno Breker, 1942, Bildband zur Retrospektive in der Orangerie Paris. Edition Flammarion/Frankreich.
  • Paul Morand, Dali, Fuchs u.a.: Hommage a Arno Breker zum 75. Geburtstag des Künstlers 1975, Edition Mourlot/Marco Paris.
  • Rolf Schilling: Eros und Ares – Begegnung mit Breker, 1994, Edition Arnshaugk ISBN 3-926370-21-1
  • Arno Breker – Über allem Schönheit, Farb-Katalog als Festgabe zum 100.Geburtstag. Edition Dr. S. Nöhring/Museum Europäische Kunst

Film / Video[redigér | redigér wikikode]

  • Arno Breker – Harte Zeit, starke Kunst, af Arnold Fanck, Hans Cürlis, Riefenstahl-Film GmbH, Berlin (1944)
  • Arno Breker – Skulpturen und Musik, af Marco J. Bodenstein, 20 Minuten, Marco-Edition Bonn.
  • Arno Breker – Deutsche Lebensläufe, Farbfilm 60 Minuten, Marco-VG, Bonn
  • Paris-Rom-Berlin und Arno Breker, samt interview med Albert Speer. Farbfilm, 60 Minuten, EKS Museum Europäische Kunst, Schloss 52388 Nörvenich.

Se også[redigér | redigér wikikode]

Fodnoter[redigér | redigér wikikode]

  1. Caroline Fetscher, "Why Mention Arno Breker Today?", The Atlantic Times, August, 2006.
  2. Richard J. Evans, The Third Reich in Power, 2005, pp. 167-168
  3. Who's Who in Gay & Lesbian History; Edited by Robert Aldrich and Garry Wotherspoon; Routledge, London 2002

Eksterne kilder[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: