Arveprins Frederik
| Frederik af Danmark | |
|---|---|
.JPG) | |
| Arveprins af Danmark | |
| Regent | 1772 – 1784 |
| Ægtefælle | Sophie Frederikke af Mecklenburg-Schwerin |
| Børn |
Christian 8., Konge af Danmark Juliane Sophie, Prinsesse af Hessen-Philippsthal-Barchfeld Charlotte, Prinsesse af Hessen-Kassel Ferdinand, Arveprins af Danmark |
| Hus | Huset Oldenburg |
| Far | Frederik 5. af Danmark |
| Mor | Juliane Marie af Braunschweig-Wolfenbüttel |
| Født |
11. oktober 1753 Christiansborg Slot, København |
| Død |
7. december 1805 (52 år) Amalienborg Slot, København |
| Hvilested | Roskilde Domkirke |
| Religion | Lutheransk |
Ridder af Elefantordenen.svg) 1753 |
Arveprins Frederik (Friderich) (11. oktober 1753 på Christiansborg – 7. december 1805 på Amalienborg) var en dansk prins, søn af Frederik V af Danmark-Norge og dronning Juliane Marie som den eneste søn blandt deres fælles børn. Arveprinsen var dansk-norsk tronfølger i perioden 1766-68, indtil hans svigerinde dronning Caroline Mathilde nedkom med sønnen kronprins Frederik (VI). I 1772-84 var han regent for sin sindssyge halvbroder Christian VII Som regent stod den unge prins i skyggen af sin mor enkedronning Juliane Marie og sin tidligere lærer stats- og gehejmekabinetssekretær Ove Høegh-Guldberg. Gift med Sofie Frederikke af Mecklenburg-Schwerin. Der var fire børn i ægteskabet: Juliane Sophie, Christian VIII, Louise Charlotte og arveprins Ferdinand.
Opvækst
For at skaffe ham en fystelig stilling blev han allerede i en alder af 3 år valgt til koadjutor i fyrstbispedømmet Lübeck, hvor han med tiden skulle efterfølge den daværende fyrstbiskop. Imidlertid blev det ved mageskiftetraktaterne af 1767 og 1773 fastslået, at prinsen skulle give afkald på denne værdighed. Den opdragelse, han imidlertid havde fået, var ingenlunde blevet anlagt, som om han skulle være fyrste i en lille tysk stat. Han var tværtimod siden enevældens indførelse den første danske prins, der blev opdraget til at opfatte dansk som sit rette modersmål, så begavede danske videnskabsmænd som Jens Schielderup Sneedorff og efter ham Ove Høegh-Guldberg var hans vigtigste lærere.
Men uheldigvis savnede den godmodige prins evner til at den undervisning, han havde fået, kunne frugtbargøres. Endnu mindre syntes der at være sunget for hans vugge, at han skulle komme til at stå i spidsen for staten. Men dog førte den struenseeske katastrofe hertil. Det hørte med til de ukloge taktløsheder, hvoraf Struensee begik alt for mange, at han lod tilføje prinsen såvel som hans moder, enkedronning Juliane Marie, flere fornærmelser. Han og moderen levede en tid på Fredensborg som forviste fra hoffet.
Hvor fuldstændigt prinsen end manglede mod og ydre personlighed til selv at ville træde op imod magthaverne, var hans navn dog et godt samlingsmærke for dem, der ville Struensee til livs, og da januarnatten 1772 havde bragt Struensee og dronning Caroline Mathilde med deres venner det dybe fald fra deres magt, blev det arveprinsen, der kom til at stå som midtpunktet for regeringen. Men i virkeligheden var han kun et navn. det er velbekendt, at han ganske beherskedes af sin moder, og at de begge med hensyn til statsstyrelsen nøje fulgte Guldbergs råd.
Regent
Hvor lidet betydelig han end viste sig på alle de områder, hvor han fik noget at gøre, stod han dog afgjort som den mest fremtrædende mand i staten. Så meget mere kan man forstå, at han blev utilfreds, da den unge kronprins Frederik 14. april 1784 gjorde ende på det guldbergske styre. Han protesterede derfor heftigt den dag, da kronprinsen i det afgørende statsrådsmøde forelagde det forslag for den sindssyge konge, hvorefter statsrådet skulle sammensættes af helt andre personligheder end dem, der var arveprinsens og enkedronningens kårne mænd. Det menes endog, at det kom til håndgribeligheder mellem ham og kronprinsen, da det gjaldt om, hvem der kunne sikre sig kongens person.
Med denne begivenhed var arveprinsens politiske rolle udspillet. Forholdet imellem ham og kronprinsen bevarede en vis ydre høflig karakter, men kunne ikke blive varmt, og arveprinsen sank hen i et ganske betydningsløst privatliv.
Ægteskab og børn
I en alder af 21 år var arveprinsen (21. oktober 1774) blevet gift med prinsesse Sofie Frederikke af Mecklenburg-Schwerin (1758-1794). I ægteskabet fødtes fem børn:
- Juliana Marie (1784-1784)
- Christian Frederik (1786-1848), senere kong Christian 8. af Danmark.
- Juliane Sophie (1788-1850), gift 1812 med prins Frederik Vilhelm Carl Ludvig af Hessen-Philippsthal-Barchfeldt (1786-1834)
- Louise Charlotte (1789-1844)
- Arveprins Ferdinand (1792-1863)
Det er senere blevet sandsynliggjort, at det næppe var arveprinsen selv, der var fader til børnene, men derimod hans hofchef greve Frederik von Blücher[kilde mangler]. Således adskilte den kraftige, mørkhårede og høje Christian 8. sig fra markant fra sine oldenborgske slægtninge, da disse var hvidhårede og meget spinkle af bygning.
Arveprins Frederik døde efter længere tids svagelighed 7. december 1805 på Amalienborg.
Kilder
- Vedrørende Frederik von Blüchers faderskab til arveprinsens børn, se eksempelvis Bo Bramsen: Huset Glücksborg, bind 1, side 200, 3. udg. 2002
