Nordisk religion

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Religion

Historiske religioner

Egypten - Grækenland

Romerriget - Kelterne Denne artikel er del af serien Nordisk religion

Historie

Bronzealder · Jernalder Religionsskiftet · Folklore

Mytologi

Guder · Odin· Thor Freja · Loke · Balder Aser · Vaner Jætter · Alfer · Dværge

kosmologi

Asgård · Vanaheim Jotunheim · Midgård

Ritualer

Blót · Sejd · Runer

Helte

Sigurd Fafnersbane Sigmund

Fester

Jul · Midsommer

Rediger

Nordisk religion er en samlebetegnelse for de religionsformer, der blev praktiseret af indbyggerne i de nordiske lande før kristendommen blev områdets dominerende religion, dvs. før omkring 1100. Nordboerne tilhørte den germansktalende gruppe og delte mange religiøse elementer med dem. Stammerne mod syd blev på et tidligere tidspunkt end dem mod nord omvendt til kristendommen, og et omfattende kildemateriale til den germanske religion er kun bevaret fra Norden i middelalderen.

Et fremtrædende element i de bevarede kilder til den nordiske religion er forestillingen om en permanent konflikt mellem guderne og destruktive kræfter i form af uhyrer og monstre, ofte kaldet jætter. Guderne var dem der sørgede for orden og rigdom, også for menneskene, mens uhyrerne på deres side søgte atter at kaste verden ud i kaos, altså at omgøre verdens skabelse.

Indholdsfortegnelse 1 Forhistorie 1.1 Stenalder og bronzealder 1.2 Jernalder 2 Kildemateriale 3 Referencer 4 Litteratur

[redigér] Forhistorie

Det er ukendt hvor langt tilbage den nordiske religion vi kender fra den sene historiske tid og de forestillinger om bestemte gudefigurer, der kendetegner den, strækker sig tilbage i forhistorien. Norden har været beboet af mennesker siden afslutningen af den sidste istid, men graden af den kulturelle kontinuitet mellem det oprindelige jæger-samler samfund og det vi møder i vikingetiden er fuldstændig ukendt. Forskellene mellem de to samfundstyper betyder dog at det er almindeligt anerkendt at der ingen sammenhæng er indenfor religionen. Omkring 300 e.v.t. dukker de første spor op der indikerer dyrkelsen af guder, der bar de samme navne som vikingernes, i det germanske område.^[1]

[redigér] Stenalder og bronzealder

Det har længe været almindeligt antaget at det indoeuropæiske sprog og den kultur, som var knyttet til det, spredte sig til Europa og det vestlige Asien mellem 3. og 4. årtusind f.v.t. pga. omfattende folkevandringer.^[2] Men fornylig er den teori blevet udfordret fra både et lingvistisk og genetisk udgangspunkt; nye studier har vist at denne udbredelse stammer helt tilbage fra omkring 7000 f.v.t.; dvs. samtidig med udbredelsen af agerbruget i denne del af verden. Denne ekspansion var heller ikke resulatet af en pludselig migration, men i stedet var foregået langsomt og gennem en naturlig ekspansion af dyrkningsområderne.^[3] Alligevel kan vi ikke udfra de arkæologiske levn afgøre om der er nogen form for kontinuitet mellem religionsformen i de ældste samfund og i de yngste, eller tidsfæste etableringen af den kosmologiske systematisering af [[myte]r og guder, som kendes fra historisk tid.

Nordeuropa var indtil midten af 1. årtusinde e.v.t. næsten skriftløs, derimod har vi på billedsiden en righoldig fundmængde, hvoraf mange kan tolkes i en religiøs sammenhæng. De ældste som vi med sikkerhed kan afgøre havde en religiøs betydning, stammer fra perioden omkring 2000 f.v.t., på overgangen til det vi kalder bronzealderen. En særligt berømt fundgruppe fra denne tid i Norden er helleristningerne. De er billeder med klare religiøse motiver. Om de forestiller guder eller mennesker der foretager sig religiøse handlinger er stadig uvist og meget omdiskuteret, men de er med stor sandsynlighed skabt i relation til en frugtbarhedskult med solen som et centralt element. Andre bronzealderfund tegner et lignende billede, fx Solvognen fra Danmark. Gudernes navne eller de myter, som blev fortalt om dem, kan derimod ikke udledes af disse fund, og hvorvidt der er en direkte forbindelse mellem denne periodes religion og den, som kendes fra de yngre kilder, er uvist. ^[4] Den danske religionssociolog Morten Warmind mener at det der blev afbilledet på fundene fra bronzealderen med stor sandsynlighed er datidens ritualer, da udstyr til både dyr og mennesker som svarer til figurerne på helleristningerne er blevet fundet. I fundmaterialet optræder skibe og heste hyppigt, og ritualerne har derfor sikkert været fokuseret på bevægelse og bestået af processionerne i en eller anden form. Hans forslag er at disse processioner afspejlede en mytes forløb, og at deltagerne gennem deres medvirken blev opfattet som guderne selv under ritualet.^[5]

[redigér] Jernalder

Fra jernalderen stammer de ældste skriftlige kilder, hvori religionen i Norden nævnes. De stammer alle fra Middelhavsområdet og er skrevet på enten græsk eller latin. I de fleste tilfælde drejer det sig om gudenavne, som gerne tolkes udfra forfatterens egen kulturelle baggrund, og hvis navne ofte er blevet oversat til latinske eller græske ækvivalenter, fx Jupiter eller Mars. Dertil findes der ind imellem korte beskrivelser af nordboernes religiøse skikke. Den mest omfattende af disse beskrivelser er skrevet af den romerske forfatter Tacitus, hans værk Germania er derfor en af de mest interessante kilder til den nordiske religion i denne periode. I værket findes bl.a. en beretning om dyrkelsen af den kvindelige gud Nerthus, hendes navn er etymologisk blevet forbundet med denne yngre gud Njord. Tacitus nævner også andre guder med stærke paralleller til guderne i yngre kilder, men de har alle fået romerske navne. Denne beskrivelse har betydet at mange forkere har sluttet at der er en høj grad af kontinuitet i religionen i Norden gennem hele perioden fra jernalderen til middelalderen. ^[6] Et af problemerne med Germania er dog at den står relativt alene som kilde, og derfor uden sammenligningsmuligheder. Ofte tages kontiunuiteten dog for givet og der er blevet sluttet bagud i tid fra senere forhold, for at gøre det muligt at tolke og forklare indholdet i teksten. Tacitus beskrev en for romerne helt ukendt og meget fremmedartet verden, som ikke kunne forklares uden brug af omfattende sammenligninger og oversættelser til kendte romerske forhold.^[7]

[redigér] Kildemateriale

Fra tiden før vikingetiden findes der kun et usikkert arkæologisk materiale til religionen, samt for jernalderens vedkommende nogle få beskrivelser hos de romerske forfattere Cæsar og Tacitus. Disse kilder er dog for utilstrækkelige til, at vi kan danne os et samlet billede af religionen i de germanske områder i denne periode. Først i løbet af vikingetiden begynder kildematerialet at blive så omfattende, at det er muligt at rekonstrurere dele af det religiøse system. Langt den mest omfattende del af det skriftlige kildemateriale stammer endda fra en senere periode omkring 1200-1300, hvor en ny religion nemlig kristendommen var blevet dominerende. Hvornår kristendommen begyndte at få indflydelse i Norden hersker der en del uenig om, og er tolkningen af hvilke elementer der er kristne indlån og hvor stor den kristne påvirkning har været hyppigt genstand for diskussion indenfor forskningen.^{[Kilde mangler]}

Kilderne til den nordiske religion tilhører forskellige kategorier; der er de arkæologiske, herunder gravfund, huse og udsmykninger, der er runeinskripter og egentlige skriftlige kilder. Denne gruppe omfatter beskrivelser nedskrevet både af personer udefra og af nordboer. Langt det største materiale til den nordiske religion er arkæologisk. Der kendes mange eksempler på udsmykninger, billeder og skulpturer helt tilbage fra de allertidligste tider, indimellem gøres der fund hvor der er lavet indskrifter, men de fleste er uden nogen form for tekst. Nogle fund bærer præg af at være levn af offerceremonier, andre kan være genstande eller huse der er blevet brugt i rituelle sammenhænge. Men manglen på fyldige skriftlige kilder betyder at tolkningen af genstandenes betydning er yderst vanskelig, dette forværres yderligere af den store afstand i tid mellem de nedskrivningen af de vigtigste skriftlige kilder og de arkæologiske levn. I lighed med mange andre ældre religioner skal kildematerialet derfor behandles med både forsigtighed og omtanke.

De væsentligste skriftlige kilder fra Norden er forskellige skjaldedigte, den Ældre Edda, Snorre Sturlasons Edda og Heimskringla, samt Saxos Gesta Danorum og de islandske sagaer. Af kilder udenfor Norden indeholder bl.a. Adam af Bremens værk og Ibn Fadlans beskrivelse af skandinaviske købmænd og en høvdings begravelse i Rusland megen værdifuld information. Det bevarede kildemateriale betyder dog også at mytologien og kosmologien er langt bedre beskrevet end ritualerne; hvilket i nogen grad hænger sammen med at de skriftkyndige i middelalderen var myte og fortællingsfikserede.^{[Kilde mangler]} Det betyder dog ikke at det ikke er muligt at finde kilder til ritualer. I det religiøse system har der fx været en nær sammenhæng mellem myte og ritual, og de har sammen fungeret i det såkaldte kultdrama, hvor myten udgjorde et forbillede for de rituelle handlinger. De optræder derfor i mange tilfælde som elementer af fortællingen.

Eddadigtene, fx Vølvens spådom og Hávamál, opfattes generelt som gengivelser af myter der blev brugt i kulten, hvilken form de blev brugt i er dog usikkert. Denne digttype har en enklere struktur end skjaldedigtene, der blev skabt af til og af samfundets elite, og det kan være et tegn på at eddadigtene blev brugt i alle samfundslag. Vølvens spådom er nedskrevet i slutningen af 12. århundrede, men digtets oprindelse fortaber sig i fortiden og mange af de elementer der indgår i det har helt sikkert en før-kristen oprindelse. Snorres Edda stammer fra begyndelsen af 13. århundrede, og er en hans egen gengivelse af et gammelkendt mytestof, dvs. den skulle ikke bruges i kulten, men i stedet fungere inspirationskilde for skjaldedigtere, ved at forklare den mytologiske baggrund og betydning af de kenninge der var et vigtigt element i denne digtform. Snorres tekst befinder sig derfor udenfor den rituelle kontekst, og den er en redigeret version af en ældre tradition, som i hans samtid var ved at blive glemt. Snorre var kristen og skriver delvist ud fra en klassisk europæisk dannelse, dvs. hans baggrund også omfatter de latinske sagn om Troja og den kristne tradition.

De tyske gejstlige Thietmar af Merseburg og Adam af Bremen skrev og forholdene i Norden udefra og på baggrund af deres egen klassiske og kristne dannelse. Thietmar skrev om religionsskiftet i Danmark samtidig med at det fandt sted, men han sad selv langt væk og skrev udelukkende på baggrund af andres beretninger. Hans beretninger indeholder dog elementer der ikke har paralleller i andre traditioner (fx romersk og semitisk), et af dem er betydningen af tallet 9, som ikke kendes andetsteds fra end Norden. Adam befandt sig i ærkebispesædet Bremen, der var et vigtigt udgangspunkt for den kristne mission i Norden. Hans skrift er præget af en udpræget negativ holdning til den før-kristne religion, som han kalder superstitio (overtro), i denne sammenhæng skal dette begreb forståes i den klassiske romerske betydning: en fra øvrighedens side uacceptabel religionsudøvelse.

[redigér] Referencer

[redigér] Litteratur

• Hilda R. Ellis Davidson; Gods and Myths of Northern Europe, 1964 ISBN 0-14-013627-4