Avarere

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Avarerne)
Gå til: navigation, søg
Avarernes rige i 600-tallet

Avarerne var et folkeslag med rige øst for Donau i det nuværende Ungarn og Rumænien i perioden 555 til begyndelsen af 800-tallet.

Deres oprindelse er uklar, da der ikke findes efterladte skriftlige kilder om folket. De formodes at være et tyrkisk folk af ural-altaisk oprindelse, hvilket omtales i kinesiske annaler i begyndelsen af 400-tallet e.Kr., formentlig beslægtet med hunnerne, og de blev sandsynligvis fordrevet fra deres oprindelsesområder og søgte vestpå, hvor de erobrede slettelandet ved Irtysj. Senere, omkring 460, trængte de ind i det kaspiske lavland, hvor de under navnet ogorer slog sig ned ved Don og Azovske Hav. Efter, at deres rige i Centralasien var blevet erobret af altaityrkere 551, trængte folket, som nu kaldte sig avarer, længere vestpå og anmodede i 557 om bosættelsesmuligheder af kejser Justinian 1.. På hans anvisning angreb de slaverne og bulgarerne ved nedre Donau, brød siden ind i Pannonien og hærgede helt frem til Elben.

Den første dokumenterede kontakt med romerne skete i vinteren 558/59 i Konstantinopel. Sammen med langobarderne ødelagde de gepidernes kongedømme, som lå i Transsylvanien. De etablerede herefter en stat i Donauområdet, hvorfra de udvidede deres territorium ned mod de slaviske områder, hvor de trængte ind i Dalmatien og i Grækenland.

Avarerne fortsatte som en regional stormagt, der havde stor indflydelse på handelsvejene mod øst, og var på denne tid den vigtigste magtfaktor mellem Frankerriget og det Byzantiske Rige. Karl den Store grundlagde en i forhold til Bayern østlig grænsemark som beskyttelse mod avarerne. Denne grænsemark hed først Avarermarken, men fik senere navnet Marchia Orientalis, hvilket betyder den østlige mark. Området er grundlaget for det senere Østrig.

Navnet for den gamle region Banat indeholder den avariske fyrstetitel "ban" (efter hærføreren Khagan Baian).

Avarerne var fordelte på flere stammer, hvis høvdinge alle lød under den fælles konge (chaganen). Med langobardernes konge Alboin nåede chaganen Baian 567 til enighed om et fælles angreb på gepidernes land. Efter, at dette var erobret og langobarderne draget til Italien 568, slog avarerne sig ned på deres og gepidernes tidligere bosættelsessteder i Pannonien og lagde de i naboskabet boende bulgarer og slaver som lydfolk under sit vælde. Her blev de snart farlige naboer til det Østromerske rige. Deres hærgningstog mod dette begyndte 575 og fortsatte i 50 år med skiftede krigslykke og mange afbrydelser som følge af kortvarige tributaftaler. År 581 indtog chaganen Baian Sirmium det østromerske riges stærkeste værn mod deres hærgninger i det vestlige Illyrien, 598 hærgede avarerne Dalmatien, 619 viste de sig uden for Konstantinopels mure, og 626 foretog de i fællesskab med perserne, som hærgede på den lilleasiatiske side, en månedslang belejring af hovedstaden. Efter at være blevet slået tilbage af kejser Herakleios så de deres magt hastigt svindende. Deres bulgarske og slaviske lydfolk gjorde sig uafhængige, og vestfra ansattes de af frankerne. Først Karl den Store formåede imidlertid fuldstændigt at bryde deres magt. Som straf for, at de havde støttet den oprørske hertug Tassilo af Bayern, foretog Karl 791 et hærgningstog frem til Raab, og 796 stormede hans søn Pippin avarernes mellem Donau og Theiss beliggende faste standlejr, som med volde og træmure var opdelt i syv koncentriske ringe, af hvilke den inderste omsluttede chaganens residens og de under århundrederne gennemførte plyndringstog ophobede skatte.

Bulgarerne knuste under bulgarkhanen Krums (802-807) de sidste rester af deres magt, og snart forsvandt avarernes navn helt ud af historien; det spores sidste gang i 873. Muligvis lever en under folkevandringerne til Kaukasus fordrevet rest af avarernes folk i det transkaukasiske distrikt Avarien.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]