Avarerne

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Avarerne var et folkeslag med rige øst for Donau i det nuværende Ungarn og Rumænien i perioden 555 til begyndelsen af 800-tallet.

Deres oprindelse er uklar, da der ikke findes efterladte skriftlige kilder om folket. De formodes at være et tyrkisk folk, og de blev sandsynligvis fordrevet fra deres områder og søgte vestpå, hvor de omkring 555 e.Kr. bosatte sig i det nuværende ukrainske område og søgte derfra videre mod vest til Donau. Den første dokumenterede kontakt med romerne skete i vinteren 558/59 i Konstantinopel. Sammen med langobarderne ødelagde de gepidernes kongedømme, som lå i Transsylvanien. De etablerede herefter en stat i Donauområdet, hvorfra de udvidede deres territorium ned mod de slaviske områder, hvor de trængte ind i Dalmatien og i Grækenland.

Avarerne fortsatte som en regional stormagt, der havde stor indflydelse på handelsvejene mod øst, og var på denne tid den vigtigste magtfaktor mellem Frankerriget og det Byzantiske Rige. Karl den Store grundlagde en i forhold til Bayern østlig grænsemark som beskyttelse mod avarne. Denne grænsemark hed først Avarermarken, men fik senere navnet Marchia Orientalis, hvilket betyder den østlige mark. Området er grundlaget for det senere Østrig. I felttogene mellem 791 og 803 slog Karl den Store avarerne, og deres rige begyndte herefter sin nedgang. Det avariske folk blev efterfølgende for en stor dels vedkommende en del af den sydslaviske befolkning.

Navnet for den gamle region Banat indeholder den avariske fyrstetitel "ban" (efter hærføreren Khagan Baian).