Ayatollah
|
Denne artikel er en del af serien om
|
|---|
| Religiøse dogmer |
| Trosbekendelsen • Bøn • Faste • Halal • Haram • Pilgrimsrejsen til Mekka • Velgørenhed |
| Centrale personer |
| Muhammed • Ali · Abu Bakr • Muhammeds følgesvende • Ahl Al-Bayt • Imamer • Islams profeter • Mahdi |
| Skrifter og love |
| Koran • Hadith • Sira • Fiqh • Sharia |
| Retninger |
| Sunni • Shi'a • Sufisme |
| Sociopolitiske aspekter |
| Byer • Arkitektur • Kunst • Kalender • Islamiske religiøse ledere • Imamat • Kalifat • Islam og kvinder • Politisk islam • Jihad |
| Se også |
| Islamiske begreber • Islams historie • Kritik af islam |
Ayatollah (persisk آيت الله, arabisk آية الله) betyder Guds tegn og er en høj religiøs titel for shiamuslimske lærde. De, som bærer titlen, har gennemført årelange studier i islamiske videnskaber som retsfilosofi, etik, filosofi og mysticisme. Ofte underviser de i skoler, hawza, som beskæftiger sig med islamisk videnskab.
I den religiøse rangorden står en ayatollah over en mullah og en hojatoleslam. Sidstnævnte er en slags ayatollah-kandidat. Enkelte af mest respekterede og lærde ayatollaher tillægges titlen storayatollah og udøver særlig stærk indflydelse inden for og uden for præsteskabet.
I vesten blev ordet ayatollah først rigtig kendt efter den islamiske revolution i Iran i 1979, hvor det nærmest blev synonym med (stor)ayatollah Ruhollah Khomeini og præstestyret.
I 1970 holdt Khomeini i Najaf en forelæsningsrække, der senere udkom i bogform med titlen Den islamiske stat eller De retslærdes styre (velāyat-e faqīh). Han gjorde heri op med det shiitiske præsteskabs politiske passivitet og skabte det teoretiske grundlag for Den islamiske republik Irans forfatning efter revolutionen.
