Ayatollah

Āyat Allāh (egl. ‘Guds tegn el. mirakel’, moderne dansk retskrivning Ayatollah) en hæderstitel, tildelt de ledende islamiske retskyndige (faqīh) og øverste religiøse autoriteter (marjaʿ al-taqlīd; egl. ’kilde til efterlevelse’). Titlen er særskilt anvendt indenfor Tolver Shiisme.^, Betegnelsen blev først bredt kendt (og anvendt) i kølevandet af den islamiske revolution i Iran og dennes leder, oftest tiltalt som (stor)ayatollah Khomeini (d. 1989). Hermed blev betegnelsen ayatollah (substantiv) en fast del af det danske sprog fra år 1979. Udover at nævne at ordets oprindelse er fra arabisk, blev en ayatollah defineret som en: ”islamisk religiøs og kulturel leder med stor indflydelse, også ofte politisk”. Andetsteds blev betegnelsen betegnet som: ”(ærestitel for) shiamuslimsk religiøs leder, teolog og retslærd ofte også med politisk magt”. Senere danske religions- og islamforskere har tilsvarende præsenteret en definition eller beskrivelse af termen, oftest tryk i leksika, med varierende terminologi, vægtning og præsentation.

Etymologi

Betegnelsen ayatollah ( Udtale ₊  ^?, arabisk: ”آية الله‎”, translitteration: ”Āyat Allāh”, transskription: ”Ayat Allah”, oversættelse: ”Ayatollah”, IPA: [ɑjaˈtʌla]) er dannet af de arabiske ord āya (آية‎, tegn, mirakel, under) og Allāh (الله‎, Allah, Gud) og oversættes generelt som ’Guds tegn’ eller ’Guds mirakel’. Med en vis sikkerhed har det sin oprindelse i den koraniske frase:

	Vi vil vise dem Vore tegn (ayātina) i horisonterne og inden i dem selv, …
— Koranen 41:53

Oprindeligt blev betegnelsen ayatollah først tildelt som æres- eller hæderstitel til en enkelt højtstående religiøs lærd i det 14. århundred. Siden da har betegnelsen gennemgået en betydningsudvikling, hvor det nutidigt anvendes til generelt at betegne enhver højtstående religiøs lærd og som personnavn. Indenfor det religiøse hierarki har tyngdepunktet også ændret sig fra at være en titel, til nu at anvendes som et prædikat, betegne en profession eller religiøs rang. I moderne kontekst er det disse sidstnævnte betydninger der tillægges betegnelsen ayatollah. Med den nutidige brug af betegnelsen ayatollah, er det også blevet alment at tiltale klassiske lærde (dvs. prominente religiøse lærde forinden betegnelsen blev anvendt som hæderstitel) med selv samme prædikat/titel/profession. Således kan der i moderne litteratur læses om ayatollaher fra tidlig islamisk tidsregning hvor termen er anvendt retrospektivt.

Betegnelsen storayatollah ( Udtale ₊  ^?, arabisk: ”آية الله العظمی‎”, translitteration: ”Āyat Allāh al-ʿUẓmā”, transskription: ”Ayat Allah al-Uzma”, oversættelse: ”Storayatollah”, IPA: [ˈsdoɐ̯-ɑjaˈtʌla]) er dannet af samme ord som ayatollah, med tilføjelsen af det danske præfiks ”stor” (al-ʿuẓmā). Som betegnelsen ayatollah fra slutningen af d. 18. århundred begyndte at blive anvendt synonymet med prominente lærde, var der et voksende ønske iblandt religiøse kredse at skelne mellem ayatollaher af forskellige religiøse rang. I dette henseende blev der skelnet mellem en prominent lærd (ayatollah) og eliten eller den største lærd (storayatollah).^,

Historie

Fra tidlig islamisk tid, er prominente islamiske lærde blevet tiltalt med æres- eller hæderstitler. Iblandt Shīʿa lærde kan blandt andet nævnes al-Mufīd (’den gunstige’) for Muḥammad b. Muḥammad b. al-Nuʿmān (d. 1022), al-Ṣadūq (’den sandfærdige’) for Muḥammad b. ʿAlī (d. 991) og Shaykh al-Ṭāʾifa (’denominationens overhoved’) for Muḥammad b. Ḥasan al-Ṭūsī (d. 1067). Tilsvarende var titler som Thiqat al-Islam (’pålidelig autoritet i islam’), Muḥaqqiq (’lærd’), ʿAllāma (’doktor’) og Āyat Allāh (ayatollah) tildelt særskilte individer, som kendetegn for deres særskilte roller som islamiske personligheder. Fx blev Muḥammad b. Yaʿqūb al-Kulaynī kaldt ’Thiqat al-Islam’ i det 10. århundred; Muḥammad al-Ghazālī blev tildelt titlen ’Ḥujjat al-Islām’ i det 11. århundred; Jaʿfar b. Ḥusayn al-Ḥillī blev kaldt ’Muḥaqqiq’ i det 13. århundred; og Ḥasan b. Yūsuf al-Ḥillī blev tiltalt både som ’ʿAllāma’ og ayatollah i det 14. århundred. I de efterfølgende århundreder, blev disse hæderstitler udelukkende anvendt til betegnelsen af jf. særskilte individer. Det var først fra begyndelsen af det 19. århundred og fremad, at titlerne begyndte at blive anvendt i en bredere forstand, dette i omtale af andre lærde.

Ud fra et historisk perspektiv, var Yūsuf b. Al b. al-Muahhar, bedre kendt som al-ʿAllāma al-Ḥillī, den første individ der blev tiltalt som ”ayatollah” (Āyat Allāh). Helt op til kort forinden den islamiske revolution i Iran, var termen dog alligevel begrænset til en håndfuld prominente lærde. Op indtil da, var disse lærde normalt tiltalt som Ḥujjat al-Islām. Under og efter revolutionen blev termen bredere anvendt til også at betegne mellemklasse lærde – særskilt om velkendte individer ved de islamiske seminarier (ḥawza ʿilmiyya) i byerne Najaf og Qom. Med dette var der et voksende ønske om at kunne skildre mellem ”almindelige ayatollaher” (dvs. enhver lærd af renommé og faglig dygtighed) fra ”eliten af ayatollaher” (dvs. de mest kyndige og bedste indenfor islamisk viden). Hertil blev sidstnævnte kategori over tid tiltalt som storayatollaher (Āyat Allāh al-ʿUẓmā).

Anvendelse

Uddrag af anmeldelse:

Der er efter min vurdering uhensigtsmæssige unøjagtigheder i forbindelse med definitionen på flere begreber. Ayatollah er ikke en ærestitel…, men en titel shia-muslimske lærde tilkendes af andre ayatollaher, når de har affærdiget en afhandling, der dokumenterer, at de behersker de metodiske og analytiske færdigheder, der skal til for at gennemføre en analyse af et givet spørgsmål – i øvrigt ofte stillet af en person, der allerede er ayatollah. Af samme grund skal en ayatollah heller ikke anerkendes af lægfolk, som det hævdes…. Det er derfor heller ikke i egenskaben af at være mudjtahid, at ayatollaher i Irak og Iran udvælges som forbillede af shia-muslimer bosat i eksempelvis Danmark. Dén religiøse praksis er knyttet til dogmet om den enkelte shia-muslims pligt til at vælge en mardja´ al-taqlid, et forbillede til efterfølgelse….

“

”

—Tidsskrift for Islamforskning - Danske koranstudier, nr. 1 - 2006. Lene Kühles ”Moskeer i Danmark – islam og muslimske bedesteder” anmeldt af Jørgen Bæk Simonsen · linkPDF (136 KB).

Diversiteten i brugen af betegnelsen ayatollah, afspejler sig blandt andet i dets vidt forskellige anvendelsesområder. Den ovenstående præsenterede definitioner af betegnelsen ayatollah, dækker i praksis kun over et af disse anvendelsesområder, der oftest føre til misforståelser og -brug; selv ved moderne brug i det 21. århundred. Eksempelvis skriver islamforskeren Jørgen Bæk Simonsen i sin anmeldelse (2006) af Lene Kühles ”Moskeer i Danmark – islam og muslimske bedesteder” (2005) (se jf. uddrag).

Følgende redegør for de forskellige anvendelsesområder af termen ayatollah, både dets oprindelige, klassiske og moderne brug:

Hæderstitel

I sin originale betydning af ordet, blev betegnelsen ayatollah anvendt som hæderstitel op indtil den for alvor vandt frem som en generel betegnelse for enhver prominent religiøs lærd. Denne periodes begyndelse er markeret med Yūsuf b. Al b. al-Muahhar. Derudover gengiver islamiske litteratur andre individer der også blev tiltalt som ayatollah i dets oprindelige betydning. Mullā Muḥammad Bāqir al-Majlisī (d. 1698) anvendte samme betegnelse om sin læremester Shams al-Dīn Muḥammad al-Makkī. Tilsvarende anvendte Ḥajj Mīrzā Ḥusayn Nūrī (d. 1902) denne titel om Sayyid Muḥammad Mahdī Baḥr al-ʿUlūm (d. 1797) og endnu senere anvendte Sheik ʿAbbās al-Qummī den samme titel i omtale af Sheik Murtaḍā al-Anṣārī (d. 1864), Sheik Ḥusayn al-Najafī og Sayyid Muḥammad Ḥusayn al-Shīrāzī (d. 1894). I sin oprindelige forstand, anvendes ayatollah ikke længere som hæderstitel.

Akademisk rang

I den moderne omtale og beskrivelse af en ayatollah, er dette næsten udelukkende som en akademisk grad eller profession iblandt religiøse Shīʿa lærde. Her dækker betegnelsen over den øverste gruppe af lærde (specielt indenfor teologi og retsvidenskab), hvor de har dokumenteret deres faglige og intellektuelle kvalifikationer i en større afhandling (risāla). Først efter at denne afhandling er godkendt af en eller flere allerede anerkendte ayatollaher, vil den pågældende fremadrettet tiltales som ayatollah. Som en profession indebærer betegnelsen ayatollah at man hermed også figurerer som en religiøs autoritet (marjaʿ al-taqlīd; egl. ’kilde til efterlevelse’) der kan udstede islamiske kendelser (fatwa) på basis af de islamiske love (sharīʿa). Herudover vil de største ayatollaher blive tiltalt som storayatollah, oftest med millioner af ”følgere” på verdensplan.

Islamisk lærd

I daglig tale (blandt Shīʿa muslimer) anvendes termen også i en bred forstand til omtale af enhver islamisk lærd (ʿālim), både indenfor Shiisme og Sunnisme. Hermed fungerer termen som et tilnavn eller betegnelse af en bestemt (øvre) religiøs gruppe eller klasse. Et slående eksempel herpå er Iran, hvor termen anvendes også i tiltale af prominente Sunnī lærde i og udenfor landet.

Personnavn

”Ayatollah” er et velkendt drengenavn, tilsvarende ”Ayatollahi” som pigenavn, særskilt iblandt Shia muslimer. ”Ayatollahy”, som udledt fra ayatollah, er også et gængst efternavn i Iran.

Beslægtede betegnelser

Der findes en række beslægtede betegnelser, specielt spirituelle eller religiøse fagudtryk, der helt eller delvist er overlappende med betegnelsen ayatollah (indenfor diverse anvendelsesområder):

Uddrag om betegnelserne Imam—Ayatollah:

Læseren vil bemærke at titlen imam er konsistent anvendt i denne bog før navnet Khomeini. Dette er i strid med den stivsindede praksis i den Vestlige presse, som insisterer på at betegne ham Ayatollah (”Guds tegn”) – men i overensstemmelse med nuværende iransk brug [af termen]. Titlen ”Ayatollah” i Shiʿi islam er generelt tildelt højtstående religiøse lærde og er også anvendt om Khomeini. Imidlertid, eftersom hans rolle har været unik iblandt Irans religiøse lærde og har oversteget hvad der er medført i titlen ”Ayatollah”, har han modtaget betegnelsen Imam i nyere tid. Det er vigtigt at bemærke at ordet imam som anvendt i omtale af Khomeini har den generelle og originale betydning af leder og medfører ikke den bestemte og tekniske betydning den har tilegnet sig, som anvendt ved omtale ved Tolver Imamernes overbevisning af Shiʿi muslimer som efterfølgerne af profeten.

“

”

(Engelsk) —Islam and Revolution - Writings and Declarations of Imam Khomeini (1941-1980) af Hamid Algar (1981), Forord, s. 10.

Imam

Imām (moderne dansk retskrivning imam) er tilsvarende ayatollah en term der har diverse anvendelsesmuligheder og bruges i forskellige kontekster. I daglig omtale af en imam er det med henblik på en ”leder af muslimsk gudstjeneste” eller mere nutidig en ”islamisk leder af bønnen i en moské”. I sin tekniske betydning, betegner en imam indenfor Shiisme, et særskilt embede der er guddommeligt tildelt tolv standspersoner og på hinanden efterfølgere af profeten Muhammed. I kølevandet af at termen ayatollah blev mere almenkendt som enhver prominent lærd, blev bl.a. Khomeini omtalt som ’imam’, for netop at adskillige hans unikke rolle fra andre prominente lærde (se jf. uddrag (dateret 1981)). Selvom titlen imam her udelukkende refererer til den brede definition af termen (dvs. som ’leder’), tillægges termen alligevel en speciel rolle indenfor Shiisme – dette netop som en religiøs signifikant fagterm der generelt omtaler de tolv ufejlbarlige imamer. Generelt anvendes termen imam og ayatollah næsten aldrig sidestillende – her figurerer førstenævnte term enten til bønnelederen eller en af de ufejlbarlige imamer, hvor sidstnævnte er en reference til islamiske retskyndige (faqīh) og øverste religiøse autoriteter (marjaʿ al-taqlīd).

Ruhullah

Rūḥ Allāh (translittereret Rūḥullāh egl. ‘Guds ånd‘, generel transskriberet på dansk som Ruhollah) er en æres og hæderstitel, der kan sidestilles med ayatollah i sin originale betydning.^, Betegnelsen er i en historisk kontekst kun anvendt om en mindre håndfuld ayatollaher, mere nøjagtig kun om Ruhollah Khātamī (d. 1988) og Ruhollah Khomeini (d. 1989). I forlængelse af at betegnelsen ayatollah blev mere alment brugt om enhver kyndig retslærd, vandt ærestitlen ’Ruhollah’ også frem som en særskilt betegnelse til stamfaderen(e) af den islamiske revolution. I moderne brug af ærestitlen Ruhollah er det efterhånden udelukkende anvendt om Khomeini – enten efterfulgt ayatollah (dvs. Ayatollah Ruhollah Khomeini) eller helt uden (dvs. Ruhollah Khomeini).

(Stor)mufti

Termerne ayatollah og storayatollah må ikke forveksles med henholdsvis mufti og stormufti. Dikotomisk anvendes førstenævnte termer udelukkende indenfor Shiisme og sidstnævnte anvendes udelukkende indenfor Sunnisme. Den essentielle forskel mellem en (stor)ayatollah og (stor)mufti er den, at en ayatollah efterleves, følges og vælges af individet, hvor en mufti er statsansat som religiøs autoritet for et kollektivt muslimsk fællesskab. Anskuet udelukkende fra et religiøst hierarki, eksister der vist idéfællesskab mellem begge betegnelser (eftersom de begge udgør eliten eller den øvre gruppe af religiøse lærde); skønt dette, er deres hverv, profession og funktion markant anderledes.

(Stor)ayatollaher

Ayatollah Abū al-Qāsim al-Mūsawī al-Khūʾī (d. 1992) t.h. og ʿAlī al-Ḥusaynī al-Sistanī (1930–) t.v.

Det er vanskelig at estimere hvor mange ayatollaher der findes på verdensplan, selvom der i runde tal er tale om flere hundreder. Særlig interessant er storayatollaher, der findes i mere begrænset omfang. Selv blandt storayatollaherne, er der visse storayatollaher der har opnået at blive efterlevet af flere millioner muslimer på verdensplan. Denne elite-gruppe af storayatollaher udgør ikke flere end en enkelt håndfuld storayatollaher på verdensplan, hvoraf der særskilt i moderne tid kan fremhæves Abū al-Qāsim al-Mūsawī al-Khūʾī (1899-1992), Khomeini (1902-1989) og ʿAlī al-Ḥusaynī al-Sistanī (1930–).

Ayatollah Khomeini (d. 1989) t.h, ayatollah Ali Khamenei (1939–) m.f. og førstenævntes søn, Ahmad Khomeini (d. 1995) t.v.

Litteratur

Primær:

• ^ (Engelsk) (EIs) Encyclopaedia Islamica (2008–), red. W. Madelung og F. Daftary | ISSN 1875-9823.
• ^ (Engelsk) (EI²) Encyclopaedia of Islam, 2. udgave (1960–2005), red. .J. Bearman, Th. Bianquis, C.E. Bosworth, E. van Donzel og W.P. Heinrichs et al.
• ^ (Engelsk) (EIr) Encyclopædia Iranica (1996–), red. E. Yarshater et al. (online).

Sekundær:

• (Engelsk) The Oxford Encyclopedia of the Islamic World, red. John L. Esposito. Oxford Islamic Studies Online (online, begrænset adgang).
• ^ (Engelsk) (EQ) Encyclopaedia of the Qurʾān (2001-2006), red. J. D. McAuliffe et al. | ISBN 978-9004147645.

Videre læsning

Bøger:

• (Engelsk) Algar, Hamid. Religion and state in Iran 1785-1906. Berkeley-Los Angeles, 1969.
• (Engelsk) Akhavi, Shahrough. Religion and Politics in Contemporary Iran: Clergy-State Relations in the Pahlavī Period. New York, 1980 | ISBN 978-0873954563.
• (Engelsk) Amanat, Abbas. In Between the Madrasa and the Marketplace: The Designation of Clerical Leadership in Modern Shi῾ism i In Authority and Political Culture in Shi῾ism, redigeret af Said Amir Arjomand, s. 98–132. New York, 1988 | ISBN 978-0887066399.
• (Engelsk) Arjomand, Said Amir. Ideological Revolution in Shi῾ism i In Authority and Political Culture in Shiʿism, redigeret af Said Amir Arjomand, s. 178–209. New York, 1988 | ISBN 978-0887066399.
• (Engelsk) Arjomand, Said Amir. The Turban for the Crown: The Islamic Revolution in Iran. New York and Oxford, 1988 | ISBN 978-0195042580.
• (Engelsk) Arjomand, Said Amir. The Shadow of God and the Hidden Imam: Religion, Political Order and Societal Change in Shi'ite Iran from the Beginning to 1890. Chicago, 2010 (ny udgave) | ISBN 978-0226027845.
• (Engelsk) Bakhash, Shaul. The Reign of the Ayatollahs: Iran and the Islamic Revolution. London, 1986 | ISBN 978-0465068906.
• (Engelsk) Fisher, Michael M. J. Iran: From Religious Dispute to Revolution. Wisconsin, 2003 (ny udgave) | ISBN 978-0299184742.
• (Engelsk) Hairi, Abdul-Hadi. Shiʿism and constitutionalism in Iran. Leiden 1977 | ISBN 978-9004049000.
• (Engelsk) Nasr, Vali. The Shia Revival: How Conflicts within Islam Will Shape the Future. New York, 2007 (ny udgave) | ISBN 978-0393329681.
• (Engelsk) Takim, Liyakatali. The Heirs of the Prophet: Charisma and Religious Authority in Shiʿite Islam. Albany, New York, 2006 | ISBN 978-0791467381.
• (Engelsk) Walbridge, Linda S., (red.) The Most Learned of the Shiʿa: The Institution of the Marjaʿ Taqlid. New York, 2001 | ISBN 978-0195137996.

Akademiske artikler/tidskrifter:

• (Persisk) Matīnī, Jalal. (overs. titel:) “Spirituelle titler indenfor Shiʿisme i Iran”. Iran Nameh I, nr. 4 (1983) s. 560–608.
• (Engelsk) Moaddel, Mansoor. The Shi’i Ulama and the State in Iran 1986, Theory and Society ISSN 03042421 | JSTOR.

Se også

• Imam
• Marja
• Mufti
• Mujtahid
• Mullah
• Sayyid
• Sheik
• Ulama

Eksterne henvisninger

• (Engelsk) ĀYATALLĀH (1987, opdateret 2011), Encyclopædia Iranica af H. Algar | (online).
• (Engelsk) Ayatollah (2. udgave), The Oxford Encyclopedia of the Islamic World (Oxford Islamic Studies Online) af Jean Calmard | (online, begrænset adgang).