Båndkeramiske kultur

Den båndkeramiske kultur var en mellemeuropæisk kultur fra yngre stenalder, bedst kent fra Tjekkiet, Slovakiet, sydlige og vestlige Tyskland samt Holland. Kulturgruppen forekom også i Ungarn, Østrig, Polen og Frankrig. Den største næringsvej var samling, men der forekom også jordbrug.

Den båndkeramiske kultur opstod omkring 5500 f.v.t. i dagens Ungarn og indebar en spredning af jordbrugskulturen mod nordvest. Bebyggelsen blev knyttet til Centraleuropas frugtbare løsjordsområder. Kulturimpulsen nåede Belgien omkring 5200 før vor tid.

Materielkultur

Den mest typiske hustype var et langhus med fast bredde, omkring seks meter. Husets længde kunne være op til 40 meter. I blandt andet Holland og Tyskland er der blevet foretaget undersøgelser af stenalderbosætninger med op til 50 til 100 huse. Rigtignok havde kun en mindre del af huset været i brug samtidig. Eftersom områderne ikke blev gødet måtte beboerne efter nogle år opgive områderne, da de blev udpint, og da samtidig også husene, men nogle år senere (da jorden havde kommet sig igen) vendte de tilbage til den forladte jord og husene.

Et vigtigt redskab i den båndkeramiske kultur var skaftehuløksen.

Keramikken kan inddeles i en ældre og en yngre gruppe. Den ældre linjebåndskeramik har i begyndelsen indridset ornament og dekoration, men den yngre stikbåndskeramik har retlinjet indstukkede bånd. Den mest normale form, både i den ældre og den yngre gruppe, er en halvkugleformet skål.