Baruch de Spinoza
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
| Vestlig filosofi Det 17. Århundrede |
|
|---|---|
 Baruch de Spinoza
|
|
| Navn: | Baruch de Spinoza |
| Født: | 24. november 1632 (Amsterdam) |
| Død: | 21. februar 1677 (Haag) |
| Skole/tradition: | Rationalisme |
| Fagområde: | Etik, Metafysik |
| Påvirket af: | Hobbes, Descartes, Platon, Francis Bacon, Aristoteles |
| Har påvirket: | Hegel, Marx, Davidson, Schopenhauer, Deleuze, Einstein, Fichte, Leibniz, Goethe, Nietzsche, Wittgenstein, Althusser, Hardt, Negri, Fromm, Santayana, Schelling, Bookchin, Kant |
Baruch de Spinoza (24. november 1632, Amsterdam – 21. februar 1677, Haag) var en hollandsk filosof af portugisisk-jødisk oprindelse. Hans familie emigrerede fra Portugal pga. Inkvisitionen og søgte tilflugt i Holland, som på daværende tid var et af de mest liberale lande i verden. Han betragtes som en af de store rationalistiske filosoffer i det 17. århundrede.
Spinoza talte spansk, portugisisk, hollandsk og hebraisk, men skrev på latin. Han fordybede sig i matematik og værker af Copernicus, Kepler, Galilei, Hobbes og Descartes. Spinoza blev berømt for sin panteisme, sin neutrale monisme og det forhold at hans etik blev formuleret som postulater og definitioner, som var der tale om en geometrisk afhandling.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Biografi
Med sin Teologisk-Politiske Afhandling fra 1670, som bla. består af bibeleksegese, kom Spinoza uundgåligt på kant med Kirken på en tid, hvor denne institution sammen med monarkiet besad den ubestridte magt. I denne kontroversielle afhandling fremfører Spinoza sine idealer om ytrings- og tankefrihed og om nødvendigheden, i hans øjne, for adskillelse af stat og religion. I Teologisk-Politiske Afhandling skriver han ligeledes om demokrati som ideelt styre med drømmen om borgernes maksimale frihed for øje. Spinoza mente, at monarkiets trussel om vold medfører modvilje blandt landets borgere overfor styret, hvilket kun er skadeligt for landets stabilitet, hvorimod demokratiet ville få borgerne til at føle loyalitet overfor de herskende. Ifølge Spinoza er statens vigtigste rolle at beskytte individets frihed, her underforstået ytringsfriheden.
Netop denne ret til at tænke og tale frit nåede Spinoza ikke selv at opleve, for i sommeren 1656 blev han ekskommunikeret af det jødiske samfund for sine påstande om, at Gud i virkeligheden er naturens og universets indre mekanisme, og at Bibelen er et metaforisk og allegorisk værk, der anvendes til at undervise i Guds natur. I 1674 blev Spinozas Teologisk-Politiske Afhandling forbudt af den hollandske stat, og i 1678, året efter hans død, blev alle hans værker i sin helhed forbudt. Han blev dog tilbudt et professorat i filosofi ved universitetet i Heidelberg i 1673, men takkede nej, fordi han ville vie sig til sin tænkning.
Spinoza var 24 år, da han blev indkaldt til synagogens ældste, som ville vide, om det var rigtigt, at han havde udtalt, at Gud muligvis har et legeme, at sjælen simpelthen er liv, og at Det gamle testamente ikke siger noget om evigt liv. Spinoza har nok svaret bekræftende, for han blev udstødt af menigheden, og antog navnet Benedictus i stedet for Baruch. Forbandelsen blev læst over ham, mens stearinlysene et efter et blev slukket som symbol på hans åndelige død, og shofar (bukkehornet) sendte klagende toner ud i baggrunden. I forbandelsen lød det at man forgæves havde søgt at vende ham fra kætteriet, og at han derfor kendtes skyldig. Det øverste råd bandlyste ham:
| “ | Med englenes fordømmelse og helgenernes dom bandlyser vi, forbander og udstøder vi Baruch de Spinoza. Lad ham være forbandet ved dag og forbandet ved nat, lad ham være forbandet når han går til hvile og forbandet når han står op, forbandet når han går ud og forbandet når han kommer ind. Måtte Gud aldrig mere tilgive ham eller kendes ved ham, måtte Guds vrede og mishag fra nu af lyse mod dette menneske, afsky ham med alle de forbandleser som nævnes i Toraen, og udslette hans navn fra jordens overflade. Måtte Gud afskære ham fra alle Israels stammer, så han kan lide ondt. Så advares de alle hermed mod at have sasmkvem med hami skrift, ingen må tjene ham, være under samme tag, ingen må gå ham nærmere end fire alen, og ingen må læse noget dokument skrevet med hans hånd eller dikteret af ham. | ” |
Denne forbandelse traf også andre jødiske kættere, som nemt kunne gå til grunde, da de kun svært blev accepteret i et kristent samfund, og derved faldt helt udenfor. Spinoza var uddannet optiker og ser ud til at have klaret sig godt.
Efter at være blevet ekskommunikeret antog han det latinske fornavn Benedictus, der svarer til hans oprindelige hebraiske navn Baruch.
Efter sin udstødelse ernærede han sig som sliber af optiske glas. Han døde af en lungesygdom som han selv mente han pådrog sig på grund af alt glasstøvet fra linsesliberiet.
Da offentligheden var fjendtligt stemt overfor hans Teologisk-Politiske Afhandling og hans udgave af kartesianismen, afstod han fra at offentliggøre sine arbejder. Hans hovedværk Etik blev offentliggjort posthumt af hans venner i 1678.
Hans hovedværk, "Etikken" fra 1677 er skrevet efter mønster af Euklids håndbog i geometri fra 200-tallet f.Kr. Spinoza mente, verden burde betragtes ved hjælp af matematikkens metoder. "Etikken"s logiske bevis er dog efter moderne opfatning ugyldigt, fordi det forudsætter Guds eksistens.
Bertrand Russell skrev om Spinoza at han var "den ædleste og mest tiltalende af de store filosofer. Intellektuelt har nogen overgået ham, men etisk set er han den største." Hans distancerede, men dog ædle, holdning til vore personlige problemers plads i den store helhed har været til trøst for mange, når de har haft det svært.
[redigér] Filosofi
[redigér] Substansbegrebet
Set med Spinozas øjne må Gud have samme udstrækning som alt, der eksisterer. Gud er ikke udenfor verden, eller i verden - han ER verden. For at forstå hvad Spinoza mente med dette er det vigtigt at forstå substansbegrebet, hvilket er det centrale begreb i hans filosofi. Han antager, at der kun er én substans, hvilket han forstår som "det, hvis begreb ikke behøver en anden tings begreb, som det skulle dannes af." Dette er i modsætning til Descartes' opfattelse, som antog eksistensen af to substanser, nemlig bevidstheden og udstrækningen.
Men mente, at alt det eksisterende kunne forklares ud fra substansens begreb, da der ikke findes andet end substansen, hvorfor også substansen er uendelig. Denne substans identificerer han med Gud, hvilket viser hans panteisme, da han hermed mener, at universet i en forstand er Guds legeme, samt at Gud og naturen er det samme. Derfor afskriver Spinoza også mirakler - Gud manifesterer sig jo gennem naturlovene, så ophæver han dem (som det sker i et mirakel), ophæver han jo sig selv. Han ser derudover naturen som en sammenhæng, der er identisk med den logisk-matematiske nødvendighed, hvilket betyder, at han ser naturen som et evigt sammenhængende system, hvor alt forekommer med nødvendighed. Der er altså ikke andet end naturen (i henhold til det naturalistiske princip) og alt må forstås ud fra naturen selv, altså ved naturens egne principper.
Ligesom geometrien udgør et logisk hele, da gør naturen det samme, og derved er tiden en misforståelse, da det er lige så absurd at tale om tidsforhold i geometrien (f.eks. hvor lang tid det tager for en cirkel at være 360 grader) som med naturen, der ligeledes er som den er med samme nødvendighed som geometriske forhold er det. Derfor giver det ingen mening at spørge hvor lang tid det tager for naturen at blive hvad den er, hvis man ser den i sammenhæng med den logiske orden (sub specie aeternitatis), hvorimod tidsforholdet kommer frem, når naturen betragtes i brudstykker. Helheden er dog evig, naturen er uendelig og kaldes også for Gud.
Denne guddommeliggørelse af naturen fik stor betydning for romantikken i slutningen af 1700-tallet. Han blev bevægelsens skytshelgen. Men til forskel fra romantikerne, mente Spinoza at den enkeltes handlinger bestemmes af faktorer udenfor individets kontrol.
[redigér] Natura naturans og natura naturata
Spinoza skelnede imellem natura naturans (den frembringende natur) og natura naturata (den frembragte natur). Disse er stadig den samme natur, hvor den frembringende natur er det aspekt af naturen, hvor man ser, at den nødvendigvis må være som den er, og den frembragte natur er det som med nødvendighed følger af den frembringende natur. Fra den frembringende natur kan man altså aflede den frembragte natur. Naturen er nemlig det som den er med nødvendighed, hvilket er det samme som at sige, at hvad naturen er, følger med nødvendighed. Og dette, som naturen følger af, er den frembringende natur, hvor det, som med nødvendighed følger af den frembringende natur, er den frembragte natur. Der tales dog ikke her om en særlig handling, da naturen frembringer sig selv på samme måde, som geometrien frembringer de matematiske sætninger der hører til det.
Disse to måder at betragte naturen på har relevans for hans opfattelse af tiden. Hvis man forstår naturen som den frembringende natur, da vil tidsfølgen falde bort, da man her ser den under evighedens synsvinkel, hvorimod, hvis man forstår den som den frembragte natur, vil tidsfølgen fremkomme, og naturfænomenerne vil optræde i en successiv tidsfølge.
[redigér] Evighedens synsvinkel
Spinoza er berømt for at sige: "Vi bør se på vore liv under evighedens synsvinkel" - på latin sub specie aeternitatis. Altså at se naturen som natura naturans og derved som den nødvendige mekanisme, som naturen er. For ham var menneskelige handlinger helt regelbundne, og frihed definerer han som vor forståelse af, hvorfor vi handler som vi gør. Frihed er altså ikke muligheden til at sige "nej" til noget, men muligheden til at sige "ja" og forstå, hvorfor tingene blev som de blev. Følelser som "fortrydelse" og "skuffelse" er altså meningsløse, ifølge Spinozas tankegang, da alt vil forekomme som det forekommer og ikke har mulighed for at forekomme på andre måder. Man kan derved kun opnå lykke ved at være den aktive, der går ind i livet med dette i bevidstheden, forstår sin plads i naturens system og træder fuldt ud ind i denne.
Ligeledes, på grund af hans nødvendighedstanke, mente han, at man ikke havde forstået noget, hvis man blot har indset, at det er tilfældet, men derimod har man først forstået noget, når man har indset, at det må været tilfældet. På samme måde har man ikke forklaret noget, hvis man blot forklarer at det er tilfældet, men kun hvis man forklarer hvordan det må være tilfældet. Det første er at iagttage, det andet er at erkende. Først når man er nået til det sidstnævnte, er man nået til den højeste form for erkendelse - nemlig under evighedens synsvinkel, eller evighedens perspektiv.
[redigér] Se også
[redigér] Kilder
