Baruch de Spinoza

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Vestlig filosofi
Det 17. Århundrede
Spinoza.jpg
Baruch de Spinoza
Navn: Baruch de Spinoza
Født: 24. november 1632 (Amsterdam)
Død: 21. februar 1677 (Haag)
Skole/tradition: Rationalisme
Fagområde: Etik, Metafysik
Påvirket af: Hobbes, Descartes, Platon, Francis Bacon, Aristoteles
Har påvirket: Hegel, Marx, Davidson, Schopenhauer, Deleuze, Einstein, Fichte, Leibniz, Goethe, Nietzsche, Wittgenstein, Althusser, Hardt, Negri, Fromm, Santayana, Schelling, Bookchin, Kant

Baruch de Spinoza (24. november 1632, Amsterdam21. februar 1677, Haag) var en nederlandsk filosof. Hans jødiske familie emigrerede fra Portugal pga. Inkvisitionen og søgte tilflugt i Holland, som var et af de mest liberale lande i verden. Han betragtes som en af de store rationalistiske filosoffer i det 17. århundrede.

Spinoza talte spansk, portugisisk, flamsk og hebraisk, men skrev på latin. Han fordybede sig i matematik og værker af Kopernikus, Kepler, Galilei, Hobbes og Descartes.

Etikeren[redigér | redigér wikikode]

Med sin Teologisk-Politiske Afhandling fra 1670, som bl.a. består af bibeleksegese, kom Spinoza uundgåligt på kant med Kirken på en tid, hvor denne institution sammen med monarkiet besad den ubestridte magt. I denne kontroversielle afhandling fremfører Spinoza sine idealer om ytrings- og tankefrihed og om nødvendigheden, for adskillelse af stat og religion. I Teologisk-Politiske Afhandling skriver han ligeledes om demokrati som ideelt styre med drømmen om borgernes maksimale frihed for øje. Spinoza mente, at monarkiets trussel om vold medfører modvilje blandt landets borgere over for styret, hvilket kun er skadeligt for landets stabilitet, hvorimod demokratiet ville få borgerne til at føle loyalitet overfor de herskende.

Ifølge Spinoza er statens vigtigste rolle at beskytte individets frihed, her underforstået ytringsfriheden.

I 1674 blev Spinozas Teologisk-Politiske Afhandling forbudt af den hollandske stat (og i 1678, året efter hans død, blev alle hans værker forbudt). Han blev dog tilbudt et professorat i filosofi ved universitetet i Heidelberg i 1673, men takkede nej, fordi han ville vie sig til sin tænkning.

Spinoza var 24 år, da han blev indkaldt til synagogens ældste, som ville vide, om det var rigtigt, at han havde udtalt, at Gud muligvis har et legeme, at sjælen simpelthen er liv, og at Det gamle testamente ikke siger noget om evigt liv. Spinoza blev nu udstødt af menigheden, og antog det latinske fornavn Benedictus, der svarer til hans oprindelige hebraiske navn Baruch. Forbandelsen blev læst over ham, mens lysene et efter et blev slukket som symbol på hans åndelige død, og shofar (bukkehornet) sendte klagende toner ud i baggrunden. I forbandelsen lød det, at rabbineren forgæves havde søgt at vende ham fra kætteriet, og at han derfor kendtes skyldig. Det øverste råd bandlyste ham:

Med englenes fordømmelse og helgnernes dom bandlyser, forbander og udstøder vi Baruch de Spinoza. Lad ham være forbandet ved dag og forbandet ved nat, lad ham være forbandet når han går til hvile og forbandet når han står op, forbandet når han går ud og forbandet når han kommer ind. Måtte Gud aldrig mere tilgive ham eller kendes ved ham, måtte Guds vrede og mishag fra nu af lyse mod dette menneske, afsky ham med alle de forbandelser som nævnes i Toraen, og udslette hans navn fra jordens overflade. Måtte Gud afskære ham fra alle Israels stammer, så han kan lide ondt. Så advares de alle hermed mod at have samkvem med ham i skrift, ingen må tjene ham, være under samme tag, ingen må gå ham nærmere end fire alen, og ingen må læse noget dokument skrevet med hans hånd eller dikteret af ham.

Denne forbandelse traf også andre jødiske kættere, som nemt kunne gå til grunde, da de kun svært blev accepteret i et kristent samfund og derved faldt helt udenfor. Spinoza var uddannet optiker og ser ud til at have klaret sig godt.

Efter sin udstødelse ernærede han sig som sliber af optiske glas. Han døde af en lungesygdom, som han selv mente skyldtes glasstøvet fra linsesliberiet.

Spinozas hovedværk Etikken, som blev offentliggjort posthumt i 1678, er skrevet som Euklids håndbog i geometri fra 200-tallet f.Kr. Spinoza mente, verden burde betragtes ved hjælp af matematikkens metoder.

Bertrand Russell skrev om Spinoza, at han var "den ædleste og mest tiltalende af de store filosofer. Intellektuelt har nogen overgået ham, men etisk set er han den største." Hans distancerede, men dog ædle, holdning til vore personlige problemers plads i den store helhed har været til trøst for mange, når de har haft det svært.

Filosofi[redigér | redigér wikikode]

Første side af Spinozas magnum opus

Substansbegrebet[redigér | redigér wikikode]

Set med Spinozas øjne må Gud have samme udstrækning som alt, der eksisterer. Gud er ikke uden for verden, eller i verden – han ER verden. For at forstå, hvad Spinoza mente med det, er det vigtigt at forstå substansbegrebet, det centrale begreb i hans filosofi. Han antager, at der kun er én substans, hvilket han forstår som "det, hvis begreb ikke behøver en anden tings begreb, som det skulle dannes af." Dette er i modsætning til Descartes' opfattelse, som antog eksistensen af to substanser, nemlig bevidstheden og udstrækningen.

Men mente, at alt det eksisterende kunne forklares ud fra substansens begreb, da der ikke findes andet end substansen, hvorfor også substansen er uendelig. Denne substans identificerer han med Gud, hvilket viser hans panteisme, da han hermed mener, at universet i en forstand er Guds legeme, samt at Gud og naturen er det samme. Derfor afskriver Spinoza også mirakler – Gud manifesterer sig jo gennem naturlovene, så ophæver han dem (som det sker i et mirakel), ophæver han jo sig selv. Han ser derudover naturen som en sammenhæng, der er identisk med den logisk-matematiske nødvendighed, hvilket betyder, at han ser naturen som et evigt sammenhængende system, hvor alt forekommer med nødvendighed. Der er altså ikke andet end naturen (i henhold til det naturalistiske princip) og alt må forstås ud fra naturen selv, altså ved naturens egne principper.

Ligesom geometrien udgør et logisk hele, da gør naturen det samme, og derved er tiden en misforståelse, da det er lige så absurd at tale om tidsforhold i geometrien (f.eks. hvor lang tid det tager for en cirkel at være 360 grader) som med naturen, der ligeledes er som den er med samme nødvendighed som geometriske forhold er det. Derfor giver det ingen mening at spørge hvor lang tid det tager for naturen at blive hvad den er, hvis man ser den i sammenhæng med den logiske orden (sub specie aeternitatis), hvorimod tidsforholdet kommer frem, når naturen betragtes i brudstykker. Helheden er dog evig, naturen er uendelig og kaldes også for Gud.

Denne guddommeliggørelse af naturen fik stor betydning for romantikken i slutningen af 1700-tallet. Han blev bevægelsens skytshelgen. Men til forskel fra romantikerne, mente Spinoza at den enkeltes handlinger bestemmes af faktorer udenfor individets kontrol.

Natura naturans og natura naturata[redigér | redigér wikikode]

Spinoza skelnede imellem natura naturans (den frembringende natur) og natura naturata (den frembragte natur). Disse er stadig den samme natur, hvor den frembringende natur er det aspekt af naturen, hvor man ser, at den nødvendigvis må være som den er, og den frembragte natur er det som med nødvendighed følger af den frembringende natur. Fra den frembringende natur kan man altså aflede den frembragte natur. Naturen er nemlig det som den er med nødvendighed, hvilket er det samme som at sige, at hvad naturen er, følger med nødvendighed. Og dette, som naturen følger af, er den frembringende natur, hvor det, som med nødvendighed følger af den frembringende natur, er den frembragte natur. Der tales dog ikke her om en særlig handling, da naturen frembringer sig selv på samme måde, som geometrien frembringer de matematiske sætninger der hører til det.

Disse to måder at betragte naturen på har relevans for hans opfattelse af tiden. Hvis man forstår naturen som den frembringende natur, da vil tidsfølgen falde bort, da man her ser den under evighedens synsvinkel, hvorimod, hvis man forstår den som den frembragte natur, vil tidsfølgen fremkomme, og naturfænomenerne vil optræde i en successiv tidsfølge.

Evighedens synsvinkel[redigér | redigér wikikode]

Spinoza er berømt for at sige: "Vi bør se på vore liv under evighedens synsvinkel" – på latin sub specie aeternitatis. Altså at se naturen som natura naturans og derved som den nødvendige mekanisme, som naturen er. For ham var menneskelige handlinger helt regelbundne, og frihed definerer han som vor forståelse af, hvorfor vi handler som vi gør. Frihed er altså ikke muligheden til at sige "nej" til noget, men muligheden til at sige "ja" og forstå, hvorfor tingene blev som de blev. Følelser som "fortrydelse" og "skuffelse" er altså meningsløse, ifølge Spinozas tankegang, da alt vil ske som det sker, uden mulighed for at kunne ske på andre måder. Man kan derfor kun opnå lykke ved at være den aktive, der går ind i livet med dette i bevidstheden, forstår sin plads i naturens system og fuldt ud træder ind i denne.

På grund af sin nødvendighedstanke, mente han også, at man ikke havde forstået noget, hvis man blot har indset, at det er tilfældet, men derimod har man først forstået noget, når man har indset, at det været tilfældet. På samme måde har man ikke forklaret noget, hvis man blot forklarer at det er tilfældet, men kun hvis man forklarer hvordan det være tilfældet. Det første er at iagttage, det andet er at erkende. Først når man er nået til det sidstnævnte, er man nået til den højeste form for erkendelse – nemlig under evighedens synsvinkel, eller evighedens perspektiv.

Forfatterskab[redigér | redigér wikikode]

  • Tractatus de intellectus emendatione (Om forbedring af forståelsen) (1662)[1]
  • Renati Descartes principiorum philosophiae mori geometrico domonstrata (Descartes' filosofiske principper) (1663)
  • Tractatus theologico-politicus (1670) [2]
  • B. de S. Opera postuma (1677)
    • Tractatus Politicus (1677)
    • Ethica Ordine Geometrico Demonstrata (Etikken) (1677)[3]
    • De intellectus emendatione (1677)
    • Hebraisk grammatikk» (1677)
  • Brevis tractatus de deo et homine eiusque felicitate (Kort afhandling om Gud, mennesket og dets velvære) (1852)

Spinoza på dansk[redigér | redigér wikikode]

  • Etik, (S.V. Rasmussen overs.), Munksgaard/Rosinante, 1996. ISBN 87-16-14305-1.
  • Spinoza, (indeholder Om forstandens forbedring, En afhandling om staten, Breve ; Ethica (uddrag), Den teologisk-politiske afhandling (20. kapitel), Oskar Borgman Hansen overs.), Rosinante, 2000. ISBN 87-621-0123-4.
  • Teologisk-politisk afhandling, (Niels Henningsen overs.), Anis, 2009. ISBN 978-87-7457-477-4.

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Henrik Horstbøll & John Christian Laursen, "Spinoza in Denmark. An unknown painting of Spinoza and the Spinoza collection of Count Otto Thott" in Wiep van Bunge (ed) Spinoza and Dutch Cartesianism, (Studia Spinozana 15). Würzburg:Königshausen & Neumann 2006, s. 248-264. ISBN 3-8260-3184-9.

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. Project Gutenberg Entry: http://gutenberg.net/etext/1016
  2. Engelsk oversættelse fra Projekt Gutenberg: Del 1, Del 2, Del 3, Del 4
  3. engelsk oversættelse fra Projekt Gutenberg: http://gutenberg.net/etext/3800

Se også[redigér | redigér wikikode]

Kilder[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: