Becifring

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

En becifring angiver, hvilken akkord, der skal spilles. I stedet for at skrive harmonien ud i noder, bruges en kombination af bogstaver, tal samt tegn.


Syntaks: grundtone[m(mol)] [+ tilføjede toner][+ændring af treklang][+ /(bastone)]


Eksempler på typer af becifringer:

  • C – C-dur
  • Cm – C-mol
  • C7 – C-dur med tilføjet lille septim
  • Cm7 – C-mol med tilføjet lille septim
  • Cm7b5 (alternativt Cø) – C-mol med lille septim og sænket kvint (halvformindsket akkord)
  • Cdim (alternativt Co) – formindsket akkord, udelukkende små tertser
  • Cmaj7 (alternativt CΔ7 eller CΔ) – C-dur med tilføjet stor septim
  • Csus4kvartkvintforudhold, dur-tertsen er hævet en halv
  • F/c – F-dur med kvinten i bassen, funktionsharmonisk en C-dur med hævet terts og kvint, et såkaldt kvartsekstforudhold
  • C+ – C-dur med kvinten hævet et halvt trin, udelukkende store tertser (forstørret akkord)
  • C6/9 – C-dur med sekst og none tilføjet
  • C/a – C-dur med a som tilføjet bastone
  • C/3 – C-dur med tertsen (3. trin) i bassen
  • Gadd9 – G-dur med tilføjet none, men uden septim
  • G11 – G-dur med tilføjet 7-9-11'er (ofte noteret reduceret som F/g
  • E♭9 – Es-dur med tilføjet none
  • E♭9 – E-dur med sænket none
  • F♯7♯9 – Fis-dur med hævet none


Andre becifringseksempler:

  • Csus2 – C med sekund som terts-erstatning
  • C5 – den såkaldte "power-akkord"