Belgien

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi


Flag	Nationalvåben

Nationalt motto:
Eendracht maakt macht
L'union fait la force
Einigkeit macht stark
(Enighed gør stærk)

Nationalmelodi: La Brabançonne / O dierbaar België

Hovedstad

Bruxelles
50°50′ N 4°21′ E

Største by

Bruxelles

Officielle sprog Nederlandsk, fransk, tysk

Regeringsform

Konge
Premierminister

Konstitutionelt monarki, føderation
Albert 2.
Herman Van Rompuy

Uafhængighed
• Erklæret
• Anerkendt Fra Nederlandene
1830
1839

Areal
• Total
• Vand (%) 32.545 km² (nr. 137)
6,2

Indbyggertal
• 2005 anslået
• [[]] folketælling
• Tæthed 10.364.388 (nr. 77)

339,5/km² (nr. 17)

BNP
• Total
• Pr. indbygger 2005 anslået
387,84 mia. USD (nr. 17)
30.600 USD (nr. 12)

Valuta Euro (EUR)

Tidszone
• Sommer (DST) CET (UTC+1)
CEST (UTC+2)

Nationalt topdomæne

.be

Telefonkode +32

Kendingsbogstaver (bil) B

Luftfartøjsregistreringskode OO

Kongeriget Belgien (nederlandsk: België, fransk: Belgique) er et vesteuropæisk land, der grænser mod vest til Nordsøen, mod nord til Holland, mod øst til Tyskland og Luxembourg og mod syd til Frankrig. Belgien er en føderation af det flamsksprogede Flandern, det fransksprogede Vallonien og den tosprogede hovedstad Bruxelles.

Landet opstod i 1830, da det blev adskilt fra de nordlige Nederlande (det nuværende Holland). Landet har spillet en afgørende rolle i udformningen af EU, og Bruxelles er i dag hovedsæde for de vigtigste EU-institutioner.

[redigér] Historie

Uddybende artikel: Belgiens historie

Det belgiske område ligger som en korsvej i Europa og har oplevet en lang række af folkevandringer og kulturelle påvirkninger. Som provins i Romerriget blev området opkaldt efter den keltiske stamme belgerne. Efter det romerske riges sammenbrud, tog frankerne over. Den nuværende sproggrænse går tilbage til folkevandringstiden, hvor den var grænse mellem romansk og germansk område. Ved arvedelingen efter Karl den Stores død kom området sammen med de øvrige Nederlande under hertugen af Burgund. Ved senere giftermål og arvedelinger endte fyrstedømmerne under spansk herredømme. Fra 1548 til 1648 førte indbyggerne en frihedskrig mod Spanien, firsårskrigen.

Fra 1648 skiltes vejene for de sydlige og nordlige Nederlande, der omtrent svarer til de senere stater Belgien og Holland. Med fredsslutningen i 1648 efter Trediveårskrigen opnåede de protestantiske provinser i nord uafhængighed. De sydlige Nederlande var stærkt hærget under frihedskrigen, og protestanterne, især borgere i byerne, flygtede nu til de nordlige provinser. Da det habsburgske rige blev delt i 1713, overgik de sydlige Nederlande til østrigsk overherredømme. Under Napoleon blev både de nordlige og sydlige Nederlande indlemmet i Frankrig i en snes år.

Efter Napoleons nederlag i 1815 blev området igen forenet med Nederlandene indtil den belgiske revolution i 1830, som blev starten på den belgiske stat. Stormagterne, der kunne have gavn af en stødpudezone og et svækket Holland, anerkendte uafhængigheden. I 1800-tallet havde Belgien en stærk økonomisk vækst, dels på grund af kul- og stålindustrien, dels på grund af kolonierne. Den belgiske konge fik tilkendt Congo som sin personlige ejendom, og kolonien blev groft udnyttet.

Belgien var neutralt, men blev invaderet både under 1. verdenskrig og 2. verdenskrig. Efter 2. verdenskrig blev Belgien et af de grundlæggende medlemmer af NATO og Kul- og Stålunionen, senere EU. Begge organisationer har sine hovedkvarterer i Bruxelles.

I 1970 blev Belgien grundlæggende delt op i tre regioner efter sproggrænsen, og i 1993 blev landet til en føderation, men landets opbygning er stadig under debat, og fremtiden er uafklaret.

[redigér] Navn

De først omtalte indbyggere i området var belgerne, en keltisk stamme. Dette folk nævnes også af Julius Cæsar. Det latinske navn Belgium blev brugt i renæssancen som navn for hele det nederlandske område. Sidst i 1700-tallet blev adjektivet belgique også brugt på fransk. Ved opstanden mod Østrig i 1789 udråbte provinserne "Belgiens forenede stater" (Etats belgiques unis). Først efter revolutionen i 1830 blev navnet Belgien almindelig udbredt som en betegnelse for kun de sydlige Nederlande.

[redigér] Sprogstrid

Den politiske strid mellem fransk- og flamsktalende har både historiske, sociale, økonomiske og politiske årsager.

I tiden efter uafhængigheden talte adelen og det højere borgerskab udelukkende fransk. I 1870'erne opstod der en flamsk bevægelse. Først i 1914 blev der indført almindelig skolepligt, og indtil da var de fleste flamlændere både analfabeter og uden kundskaber i det herskende sprog. Under 1. verdenskrig var der store tab blandt flamske soldater, da de ikke forstod kommandoer fra de fransktalende officerer. Flamsk blev principielt ligestillet som officielt sprog i 1898, men først i 1950'erne og 1960'erne fik det samme sociale status som fransk.

Industrialiseringen af Belgien fandt først og fremmest sted i Wallonien, hvor der bl.a. var minedrift, mens Flandern var et landbrugsområde helt op til 1900-tallet. Den sociale modsætning mellem fattige, stærkt katolske flamlændere og den fransktalende elite blev derfor skærpet. Mange flamlændere flyttede dengang til Wallonien for at få arbejde. Siden 1960'erne er situationen blevet omvendt, da sværindustrien i Wallonien stort set er afviklet, mens Flandern er blevet et af Europas rigeste områder.

Sproggrænsen mellem nederlandsk, fransk og tysk blev fastlagt i 1963. Indtil da havde der været afholdt folketællinger hvert tiende år, som bevirkede at flamske kommuner efterhånden blev tosprogede, og tosprogede kommuner blev énsproget franske. Sprogtællingerne var præget af manipulation og fandt ikke sted efter 1947. Det var imidlertid de fransktalende i Vallonien som havde det stærkeste krav om at opdele landet i selvstyrende områder, hvilket skete i flere trin fra 1970'erne til 1993.

Den nordlige del af landet finansierer i dag størstedelen af det føderale budget og "overfører" store beløb til den sydlige del. Wallonien er stærkt socialistisk præget, og Flandern borgerligt. Det har givet øget støtte til flamske (og delvis også wallonske) separatistbevægelser, der ønsker at opdele landet i to.

[redigér] Administration

Belgien har et særligt dobbelt føderativt system, hvor der både findes tre regioner (Flandern, Wallonien og Bruxelles) og tre (sprog)fællesskaber (det flamske/nederlandske, franske og tyske). De to begreber overlapper kun delvis og har forskellige opgaver. Regionerne står for økonomi, teknik, miljø og planlægning. Sprogfællesskaberne står for kulturelle områder som undervisning, forskning og sport. Føderationen står for øvrige opgaver, f.eks. forsvar, udenrigspolitik, pengepolitik og socialpolitik. Selv om landet er en føderation, fordeles mere end 90 % af de offentlige udgifter centralt.

Belgiens sprogområder: Flamsk (gul), Fransk (rød), Tysk (blå), Fransk/Flamsk (skraveret)

[redigér] Regioner

Belgien er opdelt i tre føderale regioner. De to store regioner er hver inddelt i 5 provinser.

Flandern, nederlandsk sproget (nederlandsk Vlaanderen, fransk Flandre el. Flandres):
Vallonien, fransksproget med tysk minoritet (fransk Wallonie, tysk Wallonien, nederlandsk Wallonië):
- Brabant Wallon
- Namur
- Liège
- Hainaut
- Luxembourg
Hovedstadsregionen Bruxelles, tosproget fransk-nederlandsk (nederlandsk Brussels Hoofdstedelijk Gewest, fransk Région de Bruxelles-Capitale).

Hver provins er yderligere opdelt i kommuner (nederlandsk gemeenten, fransk communes, tysk Gemeinden).

[redigér] Sprogfællesskaber

Det flamske fællesskab (Vlaamse Gemeenschap, tidligere Nederlandstalige Gemeenschap), med hovedsæde i Bruxelles
Det franske fællesskab (Communauté française de Belgique, uofficielt også Communauté Francophone), med hovedsæde i Bruxelles
Det tysksprogede fællesskab (Deutschsprachige Gemeinschaft Belgiens), med hovedsæde i Eupen

[redigér] Facilitetskommuner

Kun selve Bruxelles er officielt tosproget. I de andre regioner findes der facilitetskommuner (faciliteitengemeenten, communes à facilités, Fazilitätengemeinden) med sproglige mindretalsrettigheder. Sproggrænsen mellem fransk og flamsk har historisk været forholdsvis skarp, men i randkommunerne rundt om Bruxelles er der opstået et fransk mindretal eller flertal på grund af udflytning fra byen. Randkommunerne er:

Drogenbos
Kraainem
Linkebeek
Sint-Genesius-Rode
Wemmel
Wezembeek-Oppem

Efter at sproggrænsen blev fastlagt, og landet blev til en føderation, er det i dag randkommunerne der giver anledning til de fleste stridigheder. Faciliteterne indebærer at borgerne kan få skolegang og kommunal service på deres eget sprog, men selve den kommunale administration skal foregå på regionens officielle sprog. I flere af kommunerne nægter borgmesteren og nogle af de folkevalgte at tale nederlandsk, og de anklager den flamske regering for at undertrykke deres sproglige rettigheder. Fra flamsk side mener man derimod at sprogfaciliteterne var en midlertidig ordning, som i sin tid blev indført for at lette integrationen af de fransktalende tilflyttere i de flamske lokalsamfund.

Desuden er der ti facilitetskommuner langs sproggrænsen, hvoraf to er særlig kendt for stridigheder: Comines (flamsk Komen), der ligger som en wallonsk enklave længst mod vest, og Voeren (fransk Fourons), der ligger som en flamsk enklave længst mod øst.

I de ni kommuner med tysktalende flertal er der faciliteter for fransktalende. I fem tilstødende kommuner med tysktalende mindretal er der principielt tyske faciliteter, der dog ikke altid efterleves i praksis.

[redigér] Bruxelles-Halle-Vilvoorde

Valgkredsen og retskredsen Bryssel-Halle-Vilvoorde omfatter både den tosprogede, men franskdominerede Bryssel-region og den omgivende del af Flandern. Det er den eneste administrative enhed der ikke følger regionsgrænserne, hvilket er et levn fra det gamle Belgien, før den føderale ordning blev indført.

En opslitning af valgkredsen støttes af stort set alle flamske partier, men afvises af de fransktalende partier.

Fra flamsk side mener man at valgkredsen fremmer forfranskningen af området omkring Bryssel, som historisk var rent flamsk, men hvor visse kommuner i dag er domineret af fransktalende tilflyttere. (Se også: Belgien#Facilitetskommuner) På grund af den fælles valgkreds kan fransktalende borgere stemme på de fransktalende partier, selv om de bor i et flamsk område. Der findes ingen tilsvarende mulighed for at stemme på et flamsk parti, hvis en flamlænder flytter til Vallonien.

Fra fransktalende side ønsker man at opretholde status quo, da man anser det for en grundlæggende rettighed at kunne stemme på en fransktalende politiker. Da de mest kendte partiledere er opstillet i Bryssel, kan de samtidig samle flere stemmer, hvis valgkredsen ikke deles op. Man er dog ikke afvisende over for en opdeling af valgkredsen, hvis der samtidig gives modydelser fra flamsk side, for eksempel en indlemmelse af de seks flamske randkommuner i den tosprogede Hovedstadsregion Bryssel. Dette afvises kategorisk fra flamsk side, der mener at sproggrænsen fra 1963 ligger fast. (Fransktalende politikere hævder også at politi- og retskredsen Bryssel-Halle-Vilvoorde bør bevares af effektivitetshensyn, men det har ikke direkte sammenhæng med valgkredsen).

De fransktalende i området uden om Bryssel er dog via det tværpolitiske parti Union des Francophones allerede repræsenteret i det flamske parlament og i provinsrådet for Flamsk Brabant.

Der har været diskuteret forskellige alternative løsninger, som dog ikke alle opfylder grundlovens krav. Det har været foreslået at indføre en "føderal valgkreds" (dvs. et føderalt/lokalt to-stemmesystem som i Tyskland), at slå valgkredsen sammen med distriktet Leuven, eller at udvide kredsen med Vallonsk Brabant.

Den fransktalende socialist Elio di Rupo har i januar 2008 krævet nye sprogtællinger,^[1]. Avisen Le Soir krævede i 2008 som en modydelse for opslitning af valgkredsen, at Hovedstadsregionen Bryssel skulle udvides med en korridor i den ubeboede Zonie/Soignes-skov, sådan at Bryssel ville komme til at hænge sammen med Vallonien.^[2]

[redigér] Grundlovsstridighed og regeringskrise

Valgkredsen er blevet kendt grundlovsstridig ved forfatningsdomstolens afgørelse i 2003.^[3] Selv om det netop afholdte parlamentsvalg i 2003 således var grundlovsstridigt, valgte forfatningsdomstolen at anerkende valget af praktiske grunde. Domstolen fastsatte ingen løsning, men overlod det til politikerne med en frist på fire år, således at valgkredsen skulle være opløst senest 24. juni 2007.

Forhandlinger i 2004-2005 førte til en regeringskrise, men ingen løsning. Det næste parlamentsvalg blev afholdt den 10. juni 2007, således at politikerne kunne omgå 4 års-fristen som var fastsat af domstolen.

Flere kommentatorer, herunder professor i forfatningsret Paul Van Orshoven fra Katholieke Universiteit Leuven, mener at parlamentsvalget i 2007 var ulovligt af to grunde:

Det foregående valg blev afholdt søndag den 18. maj 2003, hvorfor det næste valg skulle have været afholdt senest søndag den 13. maj 2007.
Forfatningsdomstolen pålagde regeringen at løse problemet med Bryssel-Halle-Vilvoorde-kredsen før afholdelse af det næste valg, men skete det ikke, burde valget erklæres ugyldigt.

Både i 2003 og 2007 nægtede flere flamske kommuner at deltage i organiseringen af valget på grund af grundlovsstridigheden. I maj 2007 anlagde kommunen Steenokkerzeel en retssag mod staten, men sagen blev udsat, da domstolen angiveligt var kommet til at reservere en retssal med én dommer i stedet for en retssal med tre dommere.^[4]Desuden har flere borgere nægtet at deltage i valgene som tilforordnede eller nægtet at stemme (hvilket i Belgien er kriminelt pga. stemmepligt).

Valgkredsens fremtid var hovedårsagen til regeringskrisen i 2007-2008. Ved en afstemning i parlamentets indenrigsudvalg den 7. november 2007 stemte de flamske partier for at opdele valgkredsen, mens alle fransktalende politikere udvandrede i protest. De fransktalende partier påberåbte sig en interessekonflikt og igangsatte en særlig procedure, som udsatte beslutningen i 60 dage. De senere regeringer under premierminister Yves Leterme og Herman van Rompuy har deltagelse af de alle tre store fransktalende partier, og der er ikke fundet en løsning på Bryssel-Halle-Vilvoorde-problemet.

Fra forskellig side hævdes det at det belgiske Europa-Parlamentsvalg den 7. juni 2009 vil være forfatningsstridigt, fordi Bryssel-Halle-Vilvoorde-valgkredsen stadig ikke er splittet op. Kommunen Overijse har meddelt at den vil boycotte valget.