Belgien

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Koninkrijk België
Royaume de Belgique
Königreich Belgien
Belgiens flag Belgiens nationalvåben
Flag Nationalvåben
Nationalt motto:
Eendracht maakt macht
L'union fait la force
Einigkeit macht stark
(Enighed gør stærk)
Nationalmelodi: La Brabançonne / O dierbaar België
Belgiens placering
Hovedstad Bruxelles
50°50′N, 4°21′E
Største by Bruxelles
Officielle sprog Nederlandsk, fransk, tysk
Regeringsform Konstitutionelt monarki, føderation
Philippe
Elio Di Rupo
Uafhængighed
 • Erklæret
 • Anerkendt
Fra Nederlandene
1830
1839
Areal
 • Total
 • Vand (%)
 
32.545 km² (nr. 137)
6,2
Indbyggertal
 • 2010 anslået

 • [[]] folketælling

 • Tæthed
 
10.827.519[1] (nr. 76)


339,5/km² (nr. 17)
BNP
 • Total
 • Pr. indbygger
2005 anslået
387,84 mia. USD (nr. 17)
30.600 USD (nr. 12)
Valuta Euro (EUR)
Tidszone
 • Sommer (DST)
CET (UTC+1)
CEST (UTC+2)
Nationalt topdomæne .be
Telefonkode +32
Kendingsbogstaver (bil) B
Luftfartøjsregistreringskode OO

Kongeriget Belgien (nederlandsk: België, fransk: Belgique, tysk Belgien) er et vesteuropæisk land, der grænser mod vest til Nordsøen, mod nord til Holland, mod øst til Tyskland og Luxembourg og mod syd til Frankrig. Belgien er en føderation af det nederlandsksprogede Flandern, det fransksprogede Vallonien og den tosprogede hovedstad Bruxelles.

Landet er historisk omtrent det samme som de sydlige Nederlande. Belgien opstod ved en revolution i 1830, da det blev løsrevet fra de nordlige Nederlande (det nuværende Holland). Belgien har spillet en afgørende rolle i udformningen af EU, og Bruxelles er i dag hovedsæde for Nato og de vigtigste EU-institutioner. Belgien har en lang og stolt øltradition. I dette land findes den største variation af originale oprindelige øltyper. De har deres hvede øl: witbier, som stammer fra 1400 tallet. Typer som frugtøl, vildtgæret (spontangæret) øl, sour ales, klosterbryggene: Abbey ales og Trappist øl er andre typer. Mange belgiske øltyper har et højt alkoholindhold, så man skal være opmærksom ved det i forbindelse med bilkørsel. Belgien er også hjemsted for verdens største bryggerikoncern ImBev med hovedkvarter i byen Leuven.

Historie[redigér | redigér wikikode]

Uddybende artikel: Belgiens historie

Det belgiske område ligger som en korsvej i Europa og har oplevet en lang række af folkevandringer og kulturelle påvirkninger. Som provins i Romerriget blev området opkaldt efter den keltiske stamme belgerne. Efter det romerske riges sammenbrud, tog frankerne over. Den nuværende sproggrænse går tilbage til folkevandringstiden, hvor den var grænse mellem romansk og germansk område. Ved arvedelingen efter Karl den Stores død kom området sammen med de øvrige Nederlande under hertugen af Burgund. Ved senere giftermål og arvedelinger endte fyrstedømmerne under spansk herredømme. Fra 1548 til 1648 førte indbyggerne en frihedskrig mod Spanien, firsårskrigen.

Fra 1648 skiltes vejene for de sydlige og nordlige Nederlande, der omtrent svarer til de senere stater Belgien og Holland. Med fredsslutningen i 1648 efter Trediveårskrigen opnåede de protestantiske provinser i nord uafhængighed. De sydlige Nederlande var stærkt hærget under frihedskrigen, og protestanterne, især borgere i byerne, flygtede nu til de nordlige provinser. Da det habsburgske rige blev delt i 1713, overgik de sydlige Nederlande til østrigsk overherredømme. Under Napoleon blev både de nordlige og sydlige Nederlande indlemmet i Frankrig i en snes år.

Efter Napoleons nederlag i 1815 blev området igen forenet med Nederlandene indtil den belgiske revolution i 1830, som blev starten på den belgiske stat. Landet fik sin første forfatning i 1831. Stormagterne, der kunne have gavn af en stødpudezone og et svækket Holland, anerkendte uafhængigheden. I 1800-tallet havde Belgien en stærk økonomisk vækst, dels på grund af kul- og stålindustrien, dels på grund af kolonierne. Den belgiske konge fik tilkendt Congo som sin personlige ejendom, og kolonien blev groft udnyttet.

Belgien var neutralt, men blev invaderet både under 1. verdenskrig og 2. verdenskrig. Efter 2. verdenskrig blev Belgien et af de grundlæggende medlemmer af NATO og Kul- og Stålunionen, senere EU. Begge organisationer har sine hovedkvarterer i Bruxelles.

I 1970 blev Belgien grundlæggende delt op i tre regioner efter sproggrænsen, og i 1993 blev landet til en føderation. Den føderale opbygning består af to parallelle systemer: regionerne Flandern, Vallonien og Bryssel samt de nederlandske, franske og tyske kulturfællesskaber. Som følge heraf har Belgien fem "delstatsregeringer". Landets opbygning er stadig under debat, men ændringer kræver konsensus og fremtiden er uafklaret.

Den 22. april 2010 indgav Belgiens premierminister Yves Leterme sin afskedsbegæring til Kong Albert 2.[2].

Navn[redigér | redigér wikikode]

De først omtalte indbyggere i området var belgerne, en keltisk stamme. Dette folk nævnes også af Julius Cæsar. Det latinske navn Belgium blev brugt i renæssancen som navn for hele det nederlandske område. Sidst i 1700-tallet blev adjektivet belgique også brugt på fransk. Ved opstanden mod Østrig i 1789 udråbte provinserne "Belgiens forenede stater" (Etats belgiques unis). Først efter revolutionen i 1830 blev navnet Belgien almindelig udbredt som en betegnelse for kun de sydlige Nederlande.

Sprogstrid[redigér | redigér wikikode]

Den politiske strid mellem fransk- og flamsktalende har både historiske, sociale, økonomiske og politiske årsager.

I tiden efter uafhængigheden talte adelen og det højere borgerskab udelukkende fransk. I 1870'erne opstod der en flamsk bevægelse. Først i 1914 blev der indført almindelig skolepligt, og indtil da var de fleste flamlændere både analfabeter og uden kundskaber i det herskende sprog. Under 1. verdenskrig var der store tab blandt flamske soldater, da de ikke forstod kommandoer fra de fransktalende officerer. Nederlandsk blev principielt ligestillet som officielt sprog i 1898, men først i 1950'erne og 1960'erne fik det samme sociale status som fransk.

Industrialiseringen af Belgien fandt først og fremmest sted i Vallonien, hvor der bl.a. var minedrift, mens Flandern var et landbrugsområde helt op til 1900-tallet. Den sociale modsætning mellem fattige, stærkt katolske flamlændere og den fransktalende elite blev derfor skærpet. Mange flamlændere flyttede dengang til Vallonien for at få arbejde. Siden 1960'erne er situationen blevet omvendt, da sværindustrien i Vallonien stort set er afviklet, mens Flandern er blevet et af Europas rigeste områder.

Sproggrænsen mellem nederlandsk, fransk og tysk blev fastlagt i 1963. Indtil da havde der været afholdt folketællinger hvert tiende år, som bevirkede at flamske kommuner efterhånden blev tosprogede, og tosprogede kommuner blev énsproget franske. Sprogtællingerne var præget af manipulation og fandt ikke sted efter 1947. Det var imidlertid de fransktalende i Vallonien som havde det stærkeste krav om at opdele landet i selvstyrende områder, hvilket skete i flere trin fra 1970'erne til 1993.

Den nordlige del af landet finansierer i dag størstedelen af det føderale budget, som blandt andet socialudgifter, hvorved der "overføres" store beløb til den sydlige del. Vallonien er socialistisk præget, og Flandern borgerligt. Det har givet øget støtte til flamske (og delvis også vallonske) separatistbevægelser, der ønsker at opdele landet i to eller give regionerne endnu mere selvstyre (en konføderation). Alternativt findes der også nogle mindre bevægelser, der vil slutte Vallonien til Frankrig.

Administration og politik[redigér | redigér wikikode]

Belgien har et særligt dobbelt føderativt system, hvor der både findes tre regioner (Flandern, Vallonien og Bruxelles) og tre (sprog)fællesskaber (det nederlandske, franske og tyske). De to begreber overlapper kun delvis og har forskellige opgaver. Regionerne står for økonomi, teknik, miljø og planlægning. Sprogfællesskaberne står for kulturelle områder som undervisning, forskning og sport. Den føderale regering står for øvrige opgaver, f.eks. forsvar, udenrigspolitik, pengepolitik og socialpolitik. Selv om landet er en føderation, fordeles mere end 90 % af de offentlige udgifter centralt.

Der findes derfor fem regionale parlamenter og fem regionale regeringer i Belgien (ikke seks, da flamlænderne har slået det flamske parlament sammen med det nederlandske sprogfællesskab).

Belgiens sprogområder: nederlandsk (gul), fransk (rød), tysk (blå), fransk/nederlandsk (skraveret)

Nationalt[redigér | redigér wikikode]

Det føderale (centrale) plan styres af Belgiens regering og et tokammerparlament bestående af senatet og repræsentantkammeret (Kamer van Volksvertegenwoordigers, Chambre des Représentants, Abgeordnetenkammer).

Regering[redigér | redigér wikikode]

Regeringen består af højst 15 ministre, lige mange nederlandsk- og fransktalende (premierministeren undtaget). Hertil kommer et antal statssekretærer. Den nuværende regering er ledet af premierminister Yves Leterme (CD&V) og består af de flamske kristendemokrater CD&V og liberale VLD samt de fransktalende liberale MR, socialister PS og kristendemokrater CDH.

Kongen spiller en rolle ved regeringsdannelse og ved løsning af kriser, hvor kongen f.eks. kan udpege en eks-politiker til at forsøge at lede forhandlinger mellem sproggrupperne.

Parlament[redigér | redigér wikikode]

Repræsentantkammeret er det vigtigste organ, da det står for at støtte eller vælte en regering. Medlemmerne vælges i 11 valgkredse, svarende til provinserne, bortset fra at Bryssel er slået sammen med en del af provinsen Flamsk Brabant (se afsnittet Bruxelles-Halle-Vilvoorde). Der er stemmepligt, og valg afholdes normalt hvert fjerde år, men kan også holdes i utide. Valg til senatet og repræsentantkammeret holdes samtidig. Metoden er forholdstalsvalg i de enkelte valgkredse (ingen udlignings- eller tillægsmandater). Der er en spærregrænse på fem procent i hver valgkreds, som dog har liden betydning i praksis, da den største valgkreds, Antwerpen, kun fordeler 24 mandater.

Repræsentantkammeret er inddelt i to sproggrupper, som ganske vist ikke nødvendigvis er inddelt efter personernes modersmål, men efter deres valgkreds. De tysktalende indgår i den franske sproggruppe, fordi det tysktalende område er en del af Vallonien, men der er i øjeblikket ingen tysktalende medlemmer. Valgkredsen Bruxelles-Halle-Vilvoorde er tosproget, og medlemmerne kan selv vælge hvilken sproggruppe de tilhører. Sprogvalget sker når der skal aflægges ed på at overholde forfatningen, men i praksis vælger medlemmerne sprog efter det parti de er valgt for.

I dag findes der ikke længere nationale partier i parlamentet. Alle partier er enten fransktalende eller nederlandsktalende, bortset fra nogle småpartier, som ikke er repræsenteret. De to grønne partier danner dog en fælles fraktion i parlamentet.

Sproggrupperne har betydning for ændringer af grundloven, som kræver flertal i begge grupper, samt for igangsættelse af en "interessekonflikt" eller "alarmprocedure", der kan standse et forslag og henvise den til forhandling i regeringen. Systemet skal sikre konsensus mellem sproggrupperne, når vigtige ting skal besluttes, men er også blevet anset for at hæmme reformer.

Det sidste føderale valg fandt sted 10. juni 2007. Der er udskrevet valg til afholdelse 13. juni 2010.

Gnome globe current event.svg Denne artikel eller sektion er forældet
Se artiklens diskussionsside eller historik.
Clockimportant.svg
Repræsentantkammeret
Nederlandske sproggruppe Franske sproggruppe
parti mandater parti mandater
valg 2003 valg 2007 +/- valg 2003 valg 2007 +/-
CD&V 21 23 +2 MR 24 23 -1
Open VLD 25 18 -7 PS 25 20 -5
Vlaams Belang 18 16 -2 cdH 8 10 +2
sp.a 23 14 -9 Ecolo 4 8 +4
N-VA 1 8 +7 FN 1 1 -
LDD - 5 +5
Groen! - 4 +4
I alt 88 88 - I alt 62 62 -
Repræsentantkammeret: 150
Mandater pr. valgkreds
Nederlandske sproggruppe Franske sproggruppe
valgkreds mandater valgkreds mandater
Brussel-Halle-Vilvoorde (ned.) 9 Bruxelles-Hal-Vilvorde (fr.) 13
Antwerpen 24 Hainaut 19
Østflandern 20 Liège 15
Leuven 7 Luxembourg 4
Limburg 12 Namur 6
Vestflandern 16 Vallonsk Brabant 5
i alt 88 i alt 62

Regioner[redigér | redigér wikikode]

Belgien er opdelt i tre føderale regioner. De to store regioner er hver inddelt i 5 provinser.

  1. Flandern, nederlandsksproget (nederlandsk Vlaanderen, fransk Flandre belge el. Flandres):
  2. Vallonien, fransksproget med tysk minoritet (fransk Wallonie, tysk Wallonien, nederlandsk Wallonië):
  3. Hovedstadsregionen Bruxelles, tosproget fransk-nederlandsk (nederlandsk Brussels Hoofdstedelijk Gewest, fransk Région de Bruxelles-Capitale).

Den flamske regions hovedsæde er i Bryssel, mens den vallonske regions hovedsæde er i Namur.

Hver provins er yderligere opdelt i kommuner (nederlandsk gemeenten, fransk communes, tysk Gemeinden).

Sprogfællesskaber[redigér | redigér wikikode]

  • Det flamske fællesskab (Vlaamse Gemeenschap, tidligere Nederlandstalige Gemeenschap), med hovedsæde i Bruxelles
  • Det franske fællesskab (Communauté française de Belgique, uofficielt også Communauté Francophone), med hovedsæde i Bruxelles
  • Det tysksprogede fællesskab (Deutschsprachige Gemeinschaft Belgiens), med hovedsæde i Eupen

Facilitetskommuner[redigér | redigér wikikode]

Kun selve Bruxelles er officielt tosproget. I de andre regioner findes der et antal facilitetskommuner (faciliteitengemeenten, communes à facilités, Fazilitätengemeinden) med sproglige mindretalsrettigheder. Sproggrænsen mellem fransk og nederlandsk har historisk været forholdsvis skarp, men i randkommunerne rundt om Bruxelles er der opstået et fransk mindretal eller flertal på grund af udflytning fra byen. Randkommunerne er:

  • Drogenbos
  • Kraainem
  • Linkebeek
  • Sint-Genesius-Rode
  • Wemmel
  • Wezembeek-Oppem

Efter at sproggrænsen blev fastlagt, og landet blev til en føderation, er det i dag randkommunerne der giver anledning til de fleste stridigheder. Faciliteterne indebærer, at borgerne kan få skolegang og kommunal service på deres eget sprog, men selve den kommunale administration skal foregå på regionens officielle sprog. I flere af kommunerne nægter borgmesteren og nogle af de folkevalgte at tale nederlandsk, og de anklager den flamske regering for at undertrykke deres sproglige rettigheder. Fra flamsk side mener man derimod at sprogfaciliteterne var en midlertidig ordning, som i sin tid blev indført for at lette integrationen af de fransktalende tilflyttere i de flamske lokalsamfund.

Desuden er der ti facilitetskommuner langs sproggrænsen, hvoraf to er særlig kendt for stridigheder: Comines (nederlandsk Komen), der ligger som en vallonsk enklave længst mod vest, og Voeren (fransk Fourons), der ligger som en flamsk enklave længst mod øst.

I de ni kommuner med tysktalende flertal er der faciliteter for fransktalende. I fem tilstødende kommuner med tysktalende mindretal er der principielt tyske faciliteter, der dog ikke altid efterleves i praksis.

Bruxelles-Halle-Vilvoorde[redigér | redigér wikikode]

Valgkredsen og retskredsen Bryssel-Halle-Vilvoorde omfatter både den tosprogede, men franskdominerede Bryssel-region og den omgivende del af Flandern. Det er den eneste administrative enhed der ikke følger regionsgrænserne, hvilket er et levn fra det gamle Belgien, før den føderale ordning blev indført.

En opsplitning af valgkredsen støttes af stort set alle flamske partier, men afvises af de fransktalende partier.

Fra flamsk side mener man at valgkredsen fremmer forfranskningen af området omkring Bryssel, som historisk var rent flamsk, men hvor visse kommuner i dag er domineret af fransktalende tilflyttere. (Se også: Belgien#Facilitetskommuner) På grund af den fælles valgkreds kan fransktalende borgere stemme på de fransktalende partier, selv om de bor i et flamsk område. Der findes ingen tilsvarende mulighed for at stemme på et flamsk parti, hvis en flamlænder flytter til Vallonien.

Fra fransktalende side ønsker man at opretholde status quo, da man anser det for en grundlæggende rettighed at kunne stemme på en fransktalende politiker. Da de mest kendte partiledere er opstillet i Bryssel, kan de samtidig samle flere stemmer, hvis valgkredsen ikke deles op. Man er dog ikke afvisende over for en opdeling af valgkredsen, hvis der samtidig gives modydelser fra flamsk side, for eksempel en indlemmelse af de seks flamske randkommuner i den tosprogede Hovedstadsregion Bryssel. Dette afvises kategorisk fra flamsk side, der mener at sproggrænsen fra 1963 ligger fast. (Fransktalende politikere hævder også at politi- og retskredsen Bryssel-Halle-Vilvoorde bør bevares af effektivitetshensyn, men det har ikke direkte sammenhæng med valgkredsen).

De fransktalende i området uden om Bryssel er dog via det tværpolitiske parti Union des Francophones allerede repræsenteret i det flamske parlament og i provinsrådet for Flamsk Brabant.

Der har været diskuteret forskellige alternative løsninger, som dog ikke alle opfylder grundlovens krav. Det har været foreslået at indføre en "føderal valgkreds" (dvs. et føderalt/lokalt to-stemmesystem som i Tyskland), at slå valgkredsen sammen med distriktet Leuven, eller at udvide kredsen med Vallonsk Brabant.

Den fransktalende socialist Elio Di Rupo har i januar 2008 krævet nye sprogtællinger,[3]. Avisen Le Soir krævede i 2008 som en modydelse for opslitning af valgkredsen, at Hovedstadsregionen Bryssel skulle udvides med en korridor i den ubeboede Zonie/Soignes-skov, sådan at Bryssel ville komme til at hænge sammen med Vallonien.[4] Det kræves også hyppigt at udvide hovedstadsområdet, blandt andet med den begrundelse, at det urbane område i dag er vokset ud over grænserne for Bryssel-regionen. Flandern er modstander af at afgive kommuner til sådan en udvidelse, da det frygtes at føre til yderligere forfranskning af regionen.

Grundlovsstridighed og regeringskrise[redigér | redigér wikikode]

Valgkredsen er blevet kendt grundlovsstridig ved forfatningsdomstolens afgørelse i 2003.[5] Dommens vigtigste begrundelse var at valgkredsen bryder princippet om ligeberettigelse mellem sproggrupperne, fordi fransktalende bosat i Flandern (provinsen Flamsk-Brabant) kan stemme på fransktalende partier, hvorimod flamlændinge bosat i Vallonien ikke kan stemme på de flamske partier. Desuden er Belgien ifølge grundloven en føderal stat, hvor sproggrænsen ligger fast.

Domstolen fastsatte ingen løsning, men overlod det til politikerne med en frist på fire år, således at valgkredsen skulle være opløst senest 24. juni 2007. Forhandlinger i 2004-2005 førte til en regeringskrise, men ingen løsning. Det næste parlamentsvalg blev fremrykket to uger og afholdt den 10. juni 2007, således at politikerne kunne omgå 4 års-fristen som var fastsat af domstolen.

Parlamentsvalgene i 2003 og 2007 var antagelig grundlovsstridige, men er i praksis blevet anerkendt. Parlamentsvalget den 13. juni 2010 blev udskrevet i utide for at løse den fastlåste situation, selv om det generelt erkendtes at valget var i strid med forfatningsdommen. Afgående premierminister Yves Leterme sagde i maj 2010 om paradokset: "Valget er legalt, men imod grundloven".[6]

Flere kommentatorer, herunder professor i forfatningsret Paul Van Orshoven fra Katholieke Universiteit Leuven, mener at parlamentsvalget i 2007 var ulovligt af to grunde:

  • Det foregående valg blev afholdt søndag den 18. maj 2003, hvorfor det næste valg skulle have været afholdt senest søndag den 13. maj 2007.
  • Forfatningsdomstolen pålagde regeringen at løse problemet med Bryssel-Halle-Vilvoorde-kredsen før afholdelse af det næste valg, men skete det ikke, burde valget erklæres ugyldigt.

Både i 2003 og 2007 nægtede flere flamske kommuner at deltage i organiseringen af valget på grund af grundlovsstridigheden. I maj 2007 anlagde kommunen Steenokkerzeel en retssag mod staten, men sagen blev udsat, da domstolen angivelig var kommet til at reservere en retssal med én dommer i stedet for en retssal med tre dommere.[7] Desuden har flere borgere nægtet at deltage i valgene som tilforordnede eller nægtet at stemme (hvilket i Belgien er kriminelt pga. stemmepligt).

Valgkredsens fremtid var den direkte årsag til regeringskrisen i 2007-2008. Ved en afstemning i parlamentets indenrigsudvalg den 7. november 2007 stemte de flamske partier for at opdele valgkredsen, mens alle fransktalende politikere udvandrede i protest. Det var første gang, at de flamske partier benyttede deres flertal og brød princippet om konsensus. Fransktalende og tysktalende organer har påberåbt sig interessekonflikter, en særlig procedure i grundloven, som udsatte beslutningen i fire gange 120 dage.

Fra forskellig side hævdedes det at det belgiske Europa-Parlamentsvalg den 7. juni 2009 var forfatningsstridigt, fordi Bryssel-Halle-Vilvoorde-valgkredsen stadig ikke var splittet op. Kommunen Overijse meddelte at den ville boykotte valget.

Regeringskrise og valg i 2010[redigér | redigér wikikode]

De senere regeringer under premierminister Yves Leterme og Herman van Rompuy har deltagelse af de alle tre store fransktalende partier, men kun et mindretal af de flamske partier. Der er ikke fundet en løsning på Bryssel-Halle-Vilvoorde-problemet. Efter at forhandlinger ikke havde ført til et resultat, meddelte det flamske liberale parti VLD sin udtræden af regeringen den 22. april 2010. Regeringen mistede således sit flertal, og premierminister Leterme (CD&V) indgav sin afskedsbegæring. Kongen udpegede vicepremierminister Didier Reynders (MR) til at lede forhandlinger, men udskrev ikke valg.

Den 26. april accepterede kongen regeringens afgang. Den 27. april meddelte indenrigsminister Annemie Turtelboom (VLD), at et eventuelt valg ville blive gennemført på grundlag af de eksisterende valgkredse, uanset grundlovsdommen fra 2003.[8] En gruppe flamske dommere mente, at beslutningen var ulovlig.[9]. Nogle kommuner og grupper af vælgere truer med at at boykotte valget. Den 6. maj blev parlamentet opløst, og valg skal afholdes den 13. juni. Den afgående premierminister Leterme udtalte, at valget ville være lovligt, men imod grundloven.[10].

Forsvar[redigér | redigér wikikode]

Den 2. januar 2002 blev de belgiske værn slået sammen til enhedsværnet Belgisch leger/Armée belge:

  • Landstyrkerne COMOPSLAND (Landcomponent/Composante terre).
  • Flådestyrkerne COMOPSNAV (Marinecomponent/Composante marine).
  • Flystyrkerne COMOPSAIR (Luchtcomponent/Composante air).
  • Sanitetstjenesten COMOPSMED (Medische Component/Composante médicale)

Referencer[redigér | redigér wikikode]

Ekstern henvisning[redigér | redigér wikikode]