Benito Mussolini

Der mangler kildehenvisninger i denne artikel Du kan hjælpe ved at angive kilder til de påstande som fremføres i artiklen.

Eftersyn Denne artikel bør gennemlæses af en person med fagkendskab for at sikre den faglige korrekthed.

Benito Mussolini
40. premierminister i Italien
Embedsperiode 31. oktober 1922 – 25. juli 1943
Monark	Victor Emanuel III
Foregående	Luigi Facta
Efterfulgt af	Pietro Badoglio (Provisionel militær regering)
Første marskal af imperiet
Embedsperiode 30. marts 1938 – 25. juli 1943
Foregående	Pietro Badoglio
Duce i Salò-republikken
Embedsperiode 23. september 1943 – 26. april 1945
Personlige detaljer
Født	29. juli 1883 Varano di Costa, Predappio, Forlì, Italien
Død	28. april 1945 (61 år) Giulino di Mezzegra, Italien
Nationalitet	Italiener
Politisk parti	Partito Fascista Repubblicano (1943-1945) Partito Nazionale Fascista (1921-1943) Partito Socialista Italiano (1901-1914)
Ægtefælle(r)	Rachele Mussolini
Profession	Politiker, Journalist
Religion	Konvertere til den Romerskkatolske kirke i 1927, før det ingen

Benito Amilcare Andrea Mussolini også kaldet Il Duce (29. juli 1883 - 28. april 1945) var en italiensk diktator (1922-43) og leder af det fascistiske parti.

Mussolini var i begyndelsen af sin politiske karriere socialist, men blev ekskluderet af partiet, da han ivrigt gik ind for Italiens aktive deltagelse i 1. verdenskrig. I 1919 grundlagde han den fascistiske bevægelse og terroriserede med sine kampforbund arbejdere og faglige organisationer. Han fik støtte hertil af borgerskabet og storkapitalen. I 1921 stiftede han det fascistiske parti, og efter marchen mod Rom blev han regeringschef.

Mussolini skabte den fascistiske stat ved brug af statsterror og propaganda. Ved at bruge sin karisma, gennem total kontrol med medierne og mistænkeliggørelse af politiske rivaler nedbrød han det eksisterende demokratiske samfundssystem og skabte i stedet en korporativ stat.

Han indgik forlig med Vatikanstaten og bragte herved en meget gammel konflikt til ophør. Udenrigspolitisk var han imperialist og drømte om etablering af et italiensk imperium omkring Middelhavet med associationer til Romerriget. Han erobrede Abessinien 1935-36 og støttede Franco i Den Spanske Borgerkrig. I 1936 tilsluttede han sig Berlin-Rom-Aksen og gik ind i et nært samarbejde med Hitler. I 1939 besatte Italien Albanien, men holdt sig tilbage ved 2. verdenskrigs udbrud. Under Slaget om Frankrig i 1940 gik Italien ind i krigen på Nazi-Tysklands side, da det stod klart at tyskerne ville vinde. Den italienske krigsførelse blev imidlertid ikke nogen succeshistorie, og specielt det nordafrikanske felttog blev en katastrofe for Italien.

Efter den allierede landgang på Sicilien blev Mussolini styrtet ved et møde i Det Fascistiske Storråd i juli 1943 og interneret. Han blev imidlertid allerede i september befriet ved en dristig luftlandeaktion af tyske SS-tropper og blev af tyskerne indsat som regeringschef for en marionetregering i det nordlige, tyskbesatte Italien.

I april 1945 forsøgte han at flygte til Schweiz, men i nærheden af Comosøen blev han fanget af italienske partisaner, som skød ham og derefter hængte ham med hovedet nedad i en lygtepæl.

Barndom og ungdom

Huset hvor Mussolini blev født, er i dag museum

Mussolini blev født i Norditalien nær landsbyen Predappio den 29. juli 1883. Han blev ikke døbt, da hans forældre var modstandere af religion. Han var søn af den fattige smed Alessandro Mussolini og forskolelærerinden Rosa Mussolini, født Maltoni. Hans mor var i en kort periode også hans lærer.

Han var opkaldt efter Benito Juarez, Amilcare Cipriani og Andrea Costa, hvilket hans far havde bestemt. Farens valgte nogle af datidens socialistiske helte, Amilcare og Andrea var to anarkosocialister og Benito Juarez en mexicansk venstrepolitiker og præsident.

Mussolinis far havde været medlem af 1. Internationale som Karl Marx og Friedrich Engels, og var også medlem af socialistpartiet i Italien. Senere har Mussolini i sin selvbiografi beskrevet at hans fars hjerte bankede for den socialistiske teori, og at han læste højt fra passager i Karl Marxs bog Kapitalen. Det var også hans far, der påvirkede ham i socialistisk retning.

	Af verdslig gods havde han ikke noget at give i arv, men af åndelig gods efterlod han sig en skat: Ideen.
Mussolini, 1910 i sit månedstidsskrift «La Lotta di Classe» ved farens død.

Socialist

Mussolini meldte sig i 1900 ind i Det italienske socialistparti (Partito Socialista Italiano) og arbejdede fra 1910 til 1914 som sekretær i socialistpartiet Forli og som redaktør i den lokale arbejderavis «La Lotta di Classe». Da Italien gik i krig imod Tyrkiet i 1911, blev han fængslet for at distribuere pacifistisk propaganda. Senere flyttede han til Milano for at være redaktør for socialistpartiets officielle partiavis »Avanti«. I Milano blev han en lederfigur i socialistpartiet. Han var også medarbejder på tidsskriftet ”Soffitta”.

I 1901 fik Mussolini eksamensbevis som folkeskolelærer. Det var sværere, end han havde troet, at finde et job. I byerne Legnano, Tolentino, Ancona og Castelnuovo Scrivia fik han afslag. Ikke engang hans egen hjemby Predappio ville have ham som sostituto aiutante (hjælpelærervikar). Han fik i februar 1902 en stilling ved folkeskolen i Pieve Saliceto i kommunen Gualtieri, den første kommune i Italien som havde et kortvarigt socialistisk lokalstyre.

Mussolini var under påvirkning af, at hans far var socialist, og han var ligeså ivrig som ham med at læse omfattende værker af Karl Marx, Mikhail Bakunin, Louis-Auguste Blanqui, Georges Sorel, Friedrich Nietzsche og Max Stirner.

Mussolini havde arvet sin fars had imod religion, især imod katolicismen. Da han var ti år gammel, blev han hylende og protesterende tvunget til skolemesse. Efter en række episoder i 1894 blev han straffet ved at blive sat fra 4. ned til 2. klasse. Det fik ham til at kaste sten på menigheden under messen, kaste et blækhus mod en lærer og knivstikke en anden elev i hånden. Herefter valgte hans forældre at trække ham ud af skolen. Senere kom han på en anden skole, hvor han klarede sig bedre, fik gode karakterer og fik en god mellemeksamen i september 1898. Han blev dog smidt ud i oktober samme år for et sammenstød med en anden elev.

Schweiz

Seksuelle interesser var en af flere årsager til, at Mussolini fandt det bedst at rejse fra landet i de senere ungdomsår. Han havde haft sex med andres hustruer, skyldte penge, lagde sig ud med de lokale myndigheder og ville ikke i soldatertjeneste. Derfor drog han i 1902 til Schweiz, først til byen Lausanne. Han var modstander af soldatertjenesten på dette tidspunkt. Det gik dårligt i Schweiz til at begynde med: han blev anholdt for at stjæle mad og måtte tilbringe en nat i arresten. Det gav ham anledning til at lære sig tysk og fransk.

To gange blev han udvist fra Schweiz. Den 28. juni 1903 blev han fængslet for socialistisk propaganda og efter tolv dages fængsel udvist 30. juni. Den 9. april 1904 blev han opdaget med en forfalsket opholdstilladelse. Han blev holdt i arresten i syv dage i Bellinzona og så frigivet igen. Hjemme var han blevet ídømt et års fængsel for at unddrage sig soldatertjeneste. Men socialistiske og anarkistiske venner skjulte ham i den italiensktalende del af Schweiz.

På den tid var Schweiz et tilflugtsted for socialistiske radikale fra hele Europa. Mussolini kom i kontakt med russiske socialister og anarkister, bl.a. Giacinto Menotti Serrati og Angelica Balabanoff; sidstnævnte var en af Lenins medarbejdere. Hun blev ikke hans elskerinde, men lærte ham om marxisme og underviste ham i tysk, og de to forblev venner i to årtier, indtil deres politiske veje skiltes. Det vides ikke, om Mussolini mødte Lenin, men det er sikkert, at de to havde hørt og talt om hinanden.

Tiden i Schweiz var kummerlig. Mussolini drog rundt i landet, havde lejlighedsvis arbejde, men tilbragte mest af sin tid sammen med sine venner på venstrefløjen. Hans deltagelse i deres aktioner bragte ham ved flere lejligheder i konflikt med den schweiziske ordensmagt, og han var usikker på, om det var klogt at blive i landet. Han overvejede at søge arbejde i Madagaskar, tage arbejde for en socialistisk avis i New York eller slutte sig til andre socialister i eksil i den amerikanske delstat Vermont.

Tilbage til Italien

Men i november 1903 blev der i anledning af fødslen af en tronarving til den italienske trone, Umberto, givet amnesti for italienere, som havde undgået værnepligten ved at flygte fra Italien. Det fik Mussolini til at tage tilbage til Italien og meldte sig til militærtjeneste i militærdistriktet Forli. Han forlod i nogle dage militærtjenesten for at tage til sin mors begravelse. Efter at hans mor i 1906 døde, indledte hans far et nyt forhold til Anna Guidi, hvis datter, Rachele, senere skulle blive Mussolinis kone.

Det var i 1904, at Mussolini begyndte sit journalistiske engagement, som blev en lidenskab, der fulgte ham hele livet igennem. Han skrev for forskellige socialistiske blade og aviser. I sine skriverier rettede han en voldsom kritik af reformismen, som han ikke mente var revolutionær. Han udviklede igennem årene en stadigt stærkere foragt for reformismen, og han prøvede at få hele den socialistiske bevægelse til at slutte sig til sin ideologiske definition af revolutionær syndikalisme.

Da han kom tilbage til Predappio, blev han anfører for en landarbejderstrejke, Den 18. juni 1908 blev han arresteret for trusler, og han blev straks stillet for retten og dømt til tre måneders fængsel. Men efter 15 dage blev han løsladt mod kaution. I september samme år blev han igen fængslet, denne gang i ti dage, fordi han havde arrangeret et ulovligt møde i Meldola.

I februar 1909 kom han til det østrigske Tirol, som var tosproget, og hvor den italiensktalende del af befolkningen var i overtal, også i arbejderklassen. I byen Trient fik han arbejde som sekretær for byens socialistiske arbejderforening og som redaktør af dens avis «L'Avvenire del Lavoratore». Allerede den 7. marts kom han i journalistiske klammerier med Alcide De Gasperi, redaktør for det katolske tidsskrift «Il Trentino».

Han blev medarbejder ved de tridentinske socialisters partiorgan tidsskriftet «Il Popolo». Han blev sammen med tidsskriftets grundlægger, den tridentinske journalist og socialistleder Cesare Battisti, senere delegeret ved det østrigske rigsråd. Battisti kæmpede mod partilinjen, for at den italiensktalende del af Østrig skulle løsrives og indlemmes i Italien. Selv om dette ikke stemte overens med socialistpartiets politiske linje, vandt det genklang hos Mussolini.

Den 10. september 1909 blev Mussolini fængslet i Rovereto efter at have spredt forbudt litteratur og for at have opfordret til vold; den 29. blev han udvist fra Østrig-Ungarn og vendte tilbage til Forli.

Tilbage i Italien blev han partisekretær i 1910 i Forli fortsatte sit journalistiske arbejde. Han begyndte at komme sammen med Rachele Guidi 17.januar samme år, og allerede 1.september blev Ebba født, det første af hans fem børn.

I december 1912 blev Mussolini chefredaktør for «Avanti!», som blev redigeret og udgivet fra Milano. Oplaget steg stærkt fra 20.000 til 100.000 eksemplarer.

I november 1913 startede Mussolini et nyt tidsskrift der hed ”Utopia”. Navnet var inspireret af Thomas Mores bog Utopia fra 1500'tallet. Han opfattede Thomas More som den første socialist.

1. verdenskrig

Den 9. juli 1914 blev han valgt til byrådet i Milano. Der var fremgang for socialisterne ved de fleste regionsvalg i Italien.

I 1914 begyndte 1. verdenskrig. Først var han modstander af krigen og mente, Italien burde holde sig ude af den. Nogle måneder efter krigens udbrud ændrede han mening, og over for Cesare Battisti udtalte han, at Italiens neutralitet var meningsløs, fordi landet derved endte som passiv støttebrik for Tyskland og Østrig-Ungarn. Den 10. oktober 1914 meldte han i avisen Avanti, at han var skeptisk over for den italienske neutralitet.

Hans partikammerater så ham som en forræder imod socialismen, og han blev ekskluderet fra socialistpartiet den 24. november 1914.

Mussolini dannede sin egen avis, som støttede krigsdeltagelsen den 24. november 1914.

Den 24. maj erklærede Italien krig imod Tyskland og Østrig-Ungarn. Mussolini støttede krigen, blandt andet som reaktion på, at Østrig-Ungarn ikke ville afstå italiensktalende territorier som modydelse for Italiens neutralitet. På samme tid mente han stadig, at han var socialist. Andre mente, at han i så fald var en nationalistisk socialist.

Mussolini som soldat i 1917

Han blev indkaldt den 31. august 1915 til krigstjeneste. Den 22. februar 1917 blev han lettere såret, da en italiensk granat eksploderede, og skaderne medvirkede til, at han blev kasseret fra krigstjeneste i august 1917.

I oktober 1917 blev Italien ramt af en militær katastrofe ved Flitsch/Tolmein (Caporetto), og landet var tæt på at kapitulere. Italien kom ud af krigen med stor gæld og arbejdsløshed, og brød næsten sammen. Arbejderbevægelsen foretog, inspireret af Lenin, et revolutionsforsøg under de senere kendte «de to røde år» (Biennio rosso). Den lavede strejker og besatte fabrikker og landejendomme.

Efter krigen var Mussolini bandlyst fra det socialistiske parti og de marxistiske rækker, men han var stadigt politisk aktiv inden for nationalsyndikalistiske kredse. De ønskede en revolution, der ville erstatte Italiens parlament med en fagforeningsforsamling. De var få og havde ingen politisk indflydelse i Italien, men de havde betydning for eftertidens Mussolini og hans fascistiske tanker; mange af nationalsyndikalisterne blev senere fascister.

Fascisme

I 23. februar 1919 grundlagde han og nogle andre Kampforbundet, og allerede ved valget i november samme år kunne det nyoprettede parti stille op med flere kandidater til nationalvalget.

Han terroriserede med sit kampforbund og fascistiske parti arbejdere og faglige organisationer. Han hadede nu socialister over alt andet, og fik støtte hertil af borgerskabet og storkapitalen, som frygtede en socialistisk revolution.

I 1921 stiftede han det fascistiske parti. Samme år blev han den 2. februar udsat for et attentatforsøg af Michele Schirru. Den 6. september 1924 blev et nyt attentatforsøg forhindret. Endnu et i november 1926. blev udført at Tito Zaniboni

Marchen mod Rom

Mussolini på talerstolen

I sommeren 1922 marcherede 10.000 fascister mod Rom for at kræve den liberalt indstillede regeringens afgang. Efter marchen mod Rom blev han regeringschef i en koalitionsregering. Den tidligere regering havde længe ønsket at få det socialistiske oprør standset.

I 1924 vandt fascisterne valget med et klart flertal og kunne danne regering alene. Mussolini blev chef for regeringen. I årene mellem 1922 og 1926 fik hans hemmelige politi stoppet den socialistiske modstand ved at slå de socialistiske ledere ihjel.

I 1926 vandt Mussolini igen valget, og efter et forbud mod socialister og kommunister begyndte Mussolini at føre den fascistiske teori ud i praksis: han begyndte en jagt på de liberale, som hurtigt flygtede fra Italien eller gik under jorden. Efter dette valg blev Mussolini hvert fjerde år indsat som statsleder af Italiens konge Viktor Emmanuel II ganske mod landets grundlov.

Det var især politiet og hæren samt sygehuse og uddannelsessteder, som regeringen satsede på. Mussolini skabte den fascistiske stat ved brug af statsterror og propaganda. Ved at bruge sin karisma, gennem total kontrol med medierne og mistænkeliggørelse af politiske rivaler nedbrød han det demokratiske samfundssystem og skabte i stedet en korporativ stat. Som led i denne proces blev lederen for socialisterne, Giacomo Matteotti, bortført og myrdet. Fra 1927 havde fascisterne den fulde magt i Italien.

Han indgik forlig med Vatikanstaten og bragte herved en meget gammel konflikt til ophør. Udenrigspolitisk var han imperialist og drømte om etablering af et italiensk imperium omkring Middelhavet som det gamle romerriges Mare Nostrum. Han erobrede Abessinien 1935-36.

Mussolini støttede Franco i Den Spanske Borgerkrig og den spanske hærs oprør; italienske soldater kæmpede sammen med tyske mod regeringen.

Den fascistiske teori

Uddybende artikel: Fascisme.

Fascisme (på italiensk, fascismo) refererer til den autoritære, politiske bevægelse, som styrede Italien fra 1922 til 1943 under ledelse af Benito Mussolini. Først i 1960'erne er fascisme blevet opfattet som navnet på en politisk ideologi.

Fascistpartiets symbol var det stavknippe, fasces, som i det gamle Rom var liktorernes symbol.

I mellemkrigstiden var fascismen over alt en nydannelse, som i militariserede bevægelser splittede de traditionelle konservative partier; særligt de unge blev tiltrukket. På denne tid nåede fascismen sit højdepunkt.

Dens økonomiske system er den Økonomiske socialisering.

Der dannedes fascistiske partier i alle lande med klar gensidig påvirkning, og i en række lande fik disse partier tilstrækkelig tilslutning til få indflydelse. I Italien (1922) og Tyskland (1933) kom fascistiske regimer til magten mens fascistpartier i Spanien, Portugal, Østrig, Rumænien og Ungarn var med i dannelsen af fascistvenlige regeringer. I Frankrig, Belgien og Finland deltog disse partier i yderliggående, men kortvarige fremstød mod arbejderbevægelsen. Kun i Skandinavien, Holland og Storbritannien fik de ringe tilslutning.

Det har ført to af den nyeste forsknings dominerende fascismeteoretikere, amerikaneren Matthew Lyons og englænderen Roger Griffin, til ”positive” definitioner af fascisme som hårdkogt nationalisme. Begge mener, at kernen i fascismen er kampen for en genfødsel eller nyfødsel (palingenese) af nationen. Nationen kan så opfattes som et ubrydeligt fællesskab ”os” (byggende på etnisk, biologisk, religiøst eller lignende grundlag), hvis værdier skal styrkes, mens ødelæggende kræfter af dette fællesskab, ”dem”, skal kritiseres, bekæmpes eller ryddes bort.

Denne generiske fascismeteori, der også kaldes den nye konsensus i forskningen, kan således omfatte

• både stærkt voldelige fascistiske regimer, som det nationalsocialistiske Tyskland, der pga. af særegne betingelser slog ud i bl.a. en eliminatorisk antisemitisme,

• og ovennævnte bevægelse af nationalistiske grupperinger, der arbejder på et anti-totalitaristisk og demokratisk grundlag.

Formålet med den generiske fascismeteori er at beskrive ideolog og ikke diverse historiske bevægelser.

Samarbejde med Tyskland og 2.verdenskrig

Mussolini og Adolf Hitler inspicerer tropper i Jugoslavien

I 1937 mødtes Mussolini med Hitler i München; deres andet møde.

I 1936 tilsluttede Mussolini sig Berlin-Rom-Aksen og gik ind i et nært samarbejde med Adolf Hitler; men han holdt sig tilbage ved 2. verdenskrigs udbrud i september 1939, da den fascistiske regering ikke var enig om at gå i krig. Mussolini støttede Tyskland fuldt ud og var fascineret af Hitler.

Der var mange jøder i den fascistiske bevægelse og regering i Italien. Mussolinis jødiske elskeride Margherita Sarfatti udgav i 1925 en biografi om Mussolini. Han indførte racelove i 1938: nu blev jøderne forfulgt som i Tyskland. I Tyskland var jøderne forfulgt fra begyndelsen af 1930'erne og især efter Krystalnatten i november 1938.

Efter den tyske besættelse af Tjekkoslovakiet i 1939 udnyttede Italien lejligheden til at invadere Albanien.

Under Slaget om Frankrig i 1940 gik Italien ind i krigen på Tysklands side, da han troede, at tyskerne ville vinde. Det skete dog ikke uden modstand fra Mussolinis egne rækker, idet hans udenrigsminister greve Galeazzo Ciano var modstander af nazismen.

Italien ved 1939

Italiens angreb på Grækenland i 1940 var en fiasko. Tyskland måtte hjælpe de italienske soldater.

Det samme skete da de angreb Ætiopien. Men Ætiopien var for langt væk for tyskerne og landet blev hurtigt erobret af engelske soldater.

Det fik også galt for Italien, da Mussolini gav ordre til at invadere Ægypten i 1940: efter kun seks måneder var den italienske hær næsten knust af den engelske. I februar 1941 sendte Hitler atter tysk militærhjælp, denne gang til Ægypten med general Erwin Rommel i spidsen for at forhindre at Mussolinis hær blev drevet helt ud af Ægypten.

Franco, som havde vundet den spanske borgerkrig, var ikke uden skepsis over for Hitler og støttede ikke krigen, men erklærede Spanien for neutralt. Mussolini holdt fast ved Hitler, og i december 1941 erklærede han krig mod USA sammen med Tyskland og Japan

Italien invaderes

Efter at den tyske hær i Ægypten havde overgivet sig i starten af 1943, invaderede de allierede den italienske ø Sicilien den 9. juli 1943. Invasionen blev afsluttet den 17. august 1943.

Mussolinis søn Bruno Mussolini døde i 1943, mens han testede et fly, omkring et halvt år før Mussolini blev afsat. Bruno var bombepilot under krigen. Efter sønnens død skrev Mussolini en meget følelsesbetonet bog om ham.

Afsat som regeringsleder

Flugt

Uddybende artikel: Gran Sasso raid.

Fieseler "Storch"

Da de allierede havde gennemført landgang i Italien (Sicilien 10. juli 1943) beordrede kong Victor Emmanuel Mussolini taget til fange. Kongen blev støttet af Storfascist rådet. Under et besøg hos kongen den 25. juli blev Mussolini arresteret, og ført væk skjult i en ambulance.

Hitler ville ikke lade sin ven i stikken og kaldte den 25. juli 1943 SS Hauptsturmführer Otto Skorzeny til sit hovedkvarter Wolfsschanze, hvor han fik til opgave at lokalisere og befri Mussolini. Skorzeny, der tilhørte specialenheden Sonderverband z.b.V Friedenthal under Walter Schellenberg, blev med henblik på denne opgave tilknyttet faldskærmstroppernes chef, general Kurt Student.

Han havde planlagt at bringe Mussolini ud via en flyflugt, og tyske faldskærmstropper havde derfor besat den nærliggende flyveplads Aquila, men Skorzeny kunne ikke få kontakt med Rom og få fat i de nødvendige fly. Den anden mulighed var at lade et let fly lande ved hotellet; det blev forsøgt, men flyet beskadigede understellet og kunne ikke lette igen. Over dem befandt sig kaptajn Gerlach, general Students personlige pilot, i et Fieseler Fi 156 "Storch" recognoseringsfly. Han gennemførte en perfekt landing, men da han hørte at Skorzeny ville have ham til at lette ikke bare med Mussolini men også med Skorzeny selv, afviste han blankt. Han gav dog efter til sidst og det lykkedes Gerlach at få flyet i luften. Få timer senere var Musssolini i Wien. Den 23. september blev han af Hitler indsat som statschef for den nordlige italienske republik.

Skorzeny blev forfremmet til SS-Sturmbannführer og fik tildelt Jernkorsets ridderkors for aktionen af Hitler.

De tyske troppers befrielse af den styrtede diktator Mussolini den 12. september 1943 fra Gran Sasso fik betegnelsen "Operation Eiche".

I juni 1944 befriede de allierede styrker hovedstaden Rom i Italien. Den befriede del af Italien indgik en våbenhvile med de allierede tropper, og erklærede krig mod Tyskland.

Mussolinis svigersøn og daværne italienske udenrigsminister, Galeazzo Ciano, blev henrettet den 11. januar 1944, da han havde været en del af kuppet mod Mussolini.

Fanget af partisaner

Mezzegra hvor Mussolini blev henrettet

Den 26. april 1945 blev Mussolini, hans elskerinde Claretta og 31 fascister stoppet af kommunistiske partisaner ved Musso på den vestlige bred af Comosøen mellem klokken 7 og 8 om morgenen. Partisanen Urbano Lazzaro genkendte Mussolini og arresterede ham. Mussolini havde forklædt sig som tysk soldat og var fulgt med en tysk kolonne på vej hjem til Tyskland.

Den 28. april 1945 blev Mussolini, hans elskerinde Clara Petacci og regeringsmedlemmerne Francesco Barracu, Alessandro Pavolini, Fernando Mezzasomma, Paolo Zerbino og Archille Starace henrettet ved hængning. Deres lig blev hængt op i Milano med hovedet nedad. De blev hemmeligt begravet på Musoco kirkegården i Milano.

I officielle dokumenter oplyser frihedskæmperne, at det var Walter Audisio der i det italienske folks navn henrettede Mussolini.

De italienske myndigheders gav i 1946 amnesti for krigshandlinger. Henrettelsen af Mussolini er omfattet af den.

Eftermæle

«Mussolinivin» til salg i Italien i dag. (Foto: Matija Podhraški).

I 1946 stjal tre fascister Mussolinis lig og placerede det i en smal kiste, gemt i et kloster nær byen Pavia. Den lokale politichef konfiskerede senere liget af Mussolini og skjulte det de næste 10 år. Det lykkedes først Mussolinis enke Donna Rachelle Mussolini at få det udleveret i 1957. Benito Mussolini blev genbegravet den 1. september 1957 i familiens private gravsted i byen Predappio.

Mussolini-familien skiftede ikke navn efter krigen. Mussolinis ældste søn Romano Mussolini og hans datter, Alessandra Mussolini, styrer i dag det fascistiske parti «Azione Social». Hun er medlem af det italienske parlament og i EU-parlamentet.

Efter krigen forsøgte Mussolinis kone Rachele at opponere mod socialister og kommunister, der mente, at Mussolini var højreekstremist. Det mente hun ikke, han var.

Konspirationer om hans død

Efter Mussolinis død er der opstået flere konspirationsteorier om omstændighederne ved hans død. Nogle mener, at han blev myrdet på ordre fra den engelske premierminister Winston Churchill af en italiensk partisan Bruno Lonati og en engelsk agent med kodenavnet »Kaptajn John«.

Det passer ikke med den gamle version, hvor den italienske diktator og hans elskerinde, Claretta Petacci, blev skudt af italienske partisaner anført af Walter Audisio. Det skete ifølge den officielle version nær søen Como 28. april 1945. Deres lig blev derefter ophængt i Milano med hovedet nedad.

Grunden til den britiske version skulle være, at Mussolini havde afslørende breve fra Winston Churchill, der tilbød en separatfred med Italien. Var sådan en aftale gået igennem, havde det været et brud på de allieredes aftale på topmødet i Casablanca om at søge Italiens, Tysklands og Japans betingelsesløse overgivelse.

Det er kendt, at Mussolini skrev et brev 24. april 1945 til Churchill med en bøn om retfærdighed og retten til at forsvare sig selv.

Børn

• Edda (datter) f. 1910
• Vittorio (søn) f. 1916
• Bruno (søn) f. 1918 - d. 1943
• Romano (søn) f. 1927
• Anna Maria (datter) f. 1929

Skriftlige værker

Værker

• L'uomo e la divinità: Dio non esiste (1904)
• La filosofia della forza (1908)
• La santa di Susà (publisert 12. juni 1909)
• Claudia Particella, l'amante del Cardinal Madruzzo (føljetongroman i Il Popolo over 57 dager, fra og med 20. januar 1910)
• La tragedia di Mayerling (1910) (da upublisert)
• Il Trentino veduto da un socialista (1911)
• L'amante del cardinale (1911)
• La mia vita (1911-12)
• Giovanni Huss il veridico (1913)
• Vita di Arnaldo (1932)
• Scritti e discorsi (1914-39, 12 bind)
• Parlo con Bruno (1943)
• Pensieri pontini e sardi (1943)
• Il tempo del bastone e della carota - Storia di un anno (ottobre 1942 - settembre 1943), * artikler trygt i Corriere della Sera og senere udgivet samlet som bilag til samme avis 9. august 1944.

Samlede værker

Mellem 1951 og 1962 udgav forlaget La Fenice Mussolinis samlede værker i, i alt 35 bind, redigeret af Edoardo og Duilio Susmel.

Myte om tog til tiden

Benito Mussolini fik ikke “togene til at køre til tiden”, som det ellers til tider siges. Meget af togenes reparationsarbejde blev udført før Mussolini og det Nationale Facist Parti kom til magten i 1922. Fortællinger fra dengang peger på at de Italienske toges legendariske følgen af tidsplanen var mere af en myte end en realitet. Mussolinis toge var ofte udsat for strejker grundet hans konflikt med fagforeninger.

Citater

• Socialisme er et bedrag, en komedie, et fantom, afpresning.
• Ingen revolution kan forandre menneskenaturen.
• Fascisme er et religiøst koncept.
• Fascister kan ikke arrgumentere, så de dræber i stedet.
• Alt inden for staten, intet uden for staten, intet imod staten.

Kilder

• Christopher Hibbert, Benito Mussolini - En biografi, Wangels Forlag, 1964.

Eksterne henvisninger

• http://www.1sted.dk/ii/ledere/mussolini.html
• http://www.berlingske.dk/article/20040907/verden/109070273/
• http://ekstrabladet.dk/nyheder/samfund/article74171.ece

Referencer

Wikimedia Commons har billeder og/eller lyd med forbindelse til: Benito Mussolini