Beredskabsstyrelsen

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Beredskabsstyrelsen
BRS logo62.jpg
DEMA entrance.jpg
Danish Emergency Management Agency
Ressortministerium Forsvarsministeriet
Type Styrelse
Oprettet 1. januar 1993
Hovedsæde Birkerød
Leder Henning Thiesen
Budget 496 mio. Kr. (Finanslov 2005)
Ansatte 600 fastansatte + 750 værnepligtige
Webside www.brs.dk

Beredskabsstyrelsen er en styrelse under Forsvarsministeriet med redningsberedskabet som ansvarsområde. Styrelsen består af en tilsyns- og rådgivningsafdeling, en operativ afdeling (tidligere Civilforsvaret/Beredskabskorpset), en administrativ afdeling og et direktionssekretariat.

Som styrelse fører det tilsyn med de kommunale redningsberedskaber og rådgiver disse og øvrige myndigheder på beredskabsområdet. Den operative afdeling omfatter dels det statslige redningsberedskab på i alt fem beredskabscentre, to skoler, et frivilligcenter, dels internationale nødhjælpsopgaver. Under internationale operationer benyttes navnet Danish Emergency Management Agency.

Styrelsens centrale del ligger i Birkerød.

Historie[redigér | redigér wikikode]

Luftværn[redigér | redigér wikikode]

Beredskabsstyrelsens historie går tilbage til den sidste halvdel af 1930'erne, hvor Rigsdagen som følge af den stigende uro i Europa vedtog luftværnslovene, der i kommunalt regi skulle skabe beskytelse for civilbefolkningen mod følgerne af krig. Tiltagene blev kaldt luftværn og deltes i flere civilbeskyttelsestjenestegrene – forkortet CB: CB-Brand, CB-Sanitet, CB-Teknisk Tjeneste og CB-Gastjeneste. Disse grupper skulle kunne indsættes med værnepligtigt og frivilligt mandskab på et skadested efter et angreb. Den statslige myndighed for CB var Statens Civile Luftværn, som blev oprettet 1. maj 1938.

Mange byer over hele landet blev allerede før besættelsen "luftværnspligtige" og skulle opretholde materielreserver og gennemføre planlægning – dvs. beredskabsplaner. Da Danmark blev besat den 9. april 1940, var landet ikke helt uforberedt. Der skete gennem de fem besættelsesår en løbende udvikling af beredskaberne som et "fabriksluftværn", da fabrikkerne ikke kunne regne med assistance fra byens brandvæsen i tilfælde af angreb.

CB-Brand blev en slags overbygning på det lokale brandberedskab. Størrelsen varierede en del, da beredskabet omfattede både større og mindre byer efter behov. Det var ikke alle brandvagter, der var fast bemandede – mange blev kun bemandet i tilfælde af flyvervarsel. Kommunerne skulle sørge for indkøb og opmagasinering af materiel, der kunne fremføres af både frivillige og værnepligtige på udskrevne køretøjer.

Ødelæggelserne i en by kunne være ret store, og tilkørselsveje kunne være spærrede. Derfor blev der i større byer oprettet flere hjælpebrandstationer, der bestod af det stående kommunale beredskab suppleret med CB-brandvagternes mandskab og materiel. Fordelingen skulle også mindske risikoen for at hele styrken blev sat ud ved et enkelt angreb. Økonomien rakte ikke altid til det ønskede antal stationer – og da slet ikke i Hovedstadsområdet, hvor de mest gennemgribende foranstaltninger skulle gennemføres. Københavns Kommune havde i sin beredskabsplan af 1. marts 1940 planlagt 36 hjælpebrandvagter, der skulle udbygges til 82 – dog nåede de aldrig højere end 22.

Ud over de lokale CB-vagter blev der i 1941-43 oprettet ni regionale kaserner til brug for Civilbeskyttelsestjenestens Udrykningskolonner (CBU-kolonner) med standardiserede køretøjer til brug for de enkelte CB-tjenestegrene.

Civilforsvar[redigér | redigér wikikode]

Efter 2. verdenskrig videreførtes CB-beredskaberne i både kommunalt og statsligt regi. Men det var klart, at den umiddelbare trussel nu var en anden, så civilbeskyttelsen blev et civilforsvar – forkortet CF. Dette skete med oprettelsen af Civilforsvarsstyrelsen pr. 1. april 1949.

De kommunale CB-beredskaber blev fortsat opretholdt, men skulle tjene som en reserve for det kommunale beredskab i tilfælde af, at der skulle udbryde en ny krig eller opstå en krisesituation. Man skelnede mellem det kommunale civilforsvar – CB-brandvagterne – og det statslige civilforsvar – CBU-kolonnerne.

I efterkrigstiden vendtes opmærksomheden mod truslen fra Sovjetunionen og Warszawapagten. Brandberedskaberne blev opgraderet med planlægning for beredskabets funktion under deciderede krigshandlinger. Det blev stadigt mere aktuelt at tage højde for et angreb med atomvåben.

Efterhånden var der ikke behov for den utidssvarende organisation. Selv om det tunge krigsberedskab i fredstid stod til rådighed for de lokale brandvæsener som assistance til fx store ildebrande, var der ikke meget gøre. Endnu værre så det ud for det kommunale civilforsvar, der med dets store feltkøkkener tilberedte mad på store øvelser.

Civilforsvarets rolle måtte revideres. Det medførte, at kommunerne fik en beredskabskommission ved ændringen af brandloven 27. maj 1981. Kommissionen blev dannet af brandkommission og civilforsvarskommission. I 1989 indgik Folketingets partier en toårig aftale om det videre forløb. Partierne blev enige om at nedsætte et udvalg om fremtiden ledet af Justitsministeriets departementschef Ole Asmussen.

Redningsberedskab[redigér | redigér wikikode]

I september 1991 fremlagde udvalget sine konklusioner og foreslog, at brandvæsen og civilforsvar skulle sammenlægges til en enkelt katastrofeberedskabsorganisation. Det skulle ske på alle niveauer og måtte følgelig betyde større lovændringer.

Med virkning fra 1. januar 1993 blev Statens Brandinspektion og Civilforsvarsstyrelsen sammenlagt til Beredskabsstyrelsen, ligeledes blev alle forhold vedrørende brand- og katatstrofeberedskab oveflyttet til Indenrigsministeriet[1].

Desuden blev der nedsat et udvalg, der skulle behandle lovgivningen på området. Dets udkast dannede grundlag for Beredskabsloven af 23. december 1992, der afløste Brandloven, Civilforsvarsloven og Lov om det civile beredskab. De tidligere CF-kolonner blev videreført som beredskabscentre, hvor de kommunale redningsberedskaber kunne rekvirere assistance til større brande, redningsopgaver og miljøuheld.

I 1996 og 97 blev det nye beredskab analyseret: det kunne med fordel blive en mellemting mellem det kommunale og statslige redningsberedskab, idet mange af beredskabscentrene måtte regne med en repsonstid på to timer; det betød, at de gik glip af en del assistanceopgaver. Der kunne med fordel oprette strategisk placerede støttepunkter med frivilligt mandskab.

Selv om der var sket store moderniseringer i strukturen, var kommunerne stadigvæk forpligtede til at opretholde et krigs-/kriseberedskab: det gamle kommunale civilforsvar. Det var først fra 1. juli 2003, at kommunerne ikke længere skulle opretholde dette udvidede beredskab. Dermed blev den sidste rest af det gamle civilforsvar nedlagt.

Efter terrorangrebet den 11. september 2001 kom der større fokus på beredskabet og dets relation til fx Forsvaret under en terrorhandling. Efter megen diskussion blev det besluttet at lade styrelsen flytte ressortministerium til Forsvarsministeriet per 1. februar 2004.

Beredskaber[redigér | redigér wikikode]

Beredskabsstyrelsen opretholder en døgnbetjent udrykningsvagt på fem centre og et frivilligcenter, den driver i samarbejde med kommunerne ni støttepunktsberedskaber. Der danner et kemisk og nukleart beredskab, samt udfører nationale handlingsplaner ved Civil Sektors Beredskab.

Akut assistance fra styrelsens operative afdelinger ydes vederlagsfrit.

Beredskabscentre[redigér | redigér wikikode]

Styrker udsendt fra centrene bærer normale indsatsdragter med Beredskabbstyrelsens logo

De fem beredskabscentre i Allinge, Næstved, Haderslev, Herning og Thisted bemandes af værnepligtige på døgnvagt, samt frivillige på tilkald. Derudover har Den Frivillige Indsatsstyrke Øst (DFI-Øst) overtaget det tidligere Beredskab Storkøbenhavn i Hedehusene. De er alle direkte videreførsler af CBU- og senere CF-kolonnerne. Dog blev centret i Middelfart omdannet til en flygtningelejr og lukket lige som centret i Hillerød.

Hvert center råder over en stor mængde af materiel – herunder en række forskellige køretøjer, der kan rekvireres af myndighederne til brand-, rednings- eller miljøindsatser. Desuden kan mandskabet medvirke til eftersøgninger eller andre opgaver.

De fleste af centrenes brandbiler adskiller sig ikke væsentligt fra de lokale, kommunale redningsberedskabers materiel, dog er en række nye specialkøretøjer enten ved at blive fordelt eller udarbejdet. Således er det mere specialiserede udstyr koncentreret omkring tungt redningsmateriel og et meget omfattende miljøberedskab, hvor sidstnævnte opretholdes i samarbejde med Miljøstyrelsen.

De fem beredskabscentre kan typisk stille med mandskab og køretøjer inden for to timer overalt i landet, men skal dog kunne forlade centret inden for 5-15 minutter efter alarmering – alt afhængig af opgavens kompleksitet. Udrykningstiden for de fem centre er sat til to timer, da materiellet sjældent vil skulle bruges til akutte, livreddende opgaver.

De mest almindeligt tilbagevendende opgaver (dvs. ikke medregnet assistancer ifbm. kraftigt snevejr) er assistancer til brandslukning, brand-/gerningstedssundersøgelser, samt olieforureninger.[2]

Støttepunkter[redigér | redigér wikikode]

En af støttepunkternes hyppigst tilbagevendende opgaver er belysning

Ni støttepunkter var placeret i Fredensborg, Greve, Kalundborg, Nykøbing Falster, Odense, Fredericia, Esbjerg, Århus og Aalborg. Disse ni kombineres med de fem beredskabscentre, så man i alt når op på 14 støttepunkter[3].

De ni støttepunkter bemandes af frivilligt mandskab fra det lokale, kommunale redningsberedskab på tilkald, mens driften betales af Beredskabsstyrelsen. Udstyrssammensætningen varierer til dels efter, hvad der er relevant ud fra dækningsområdet. Ved de fem beredskabscentre anvendes blot det mandskab og materiel, der i forvejen er placeret på centret. De to første åbnede i Kalundborg og Fredericia 1. januar 2000, mens resten blev åbnet resten af året.

På alle de ni kommunale støttepunkter findes traileropbyggede højtrykskompressorer til genopfyldning af røgdykkeres iltflasker, samt teleskoperende lysmaster til oplysning af større skadesteder. Trailerne fremføres af en Toyota Land Cruiser. Desuden generatorer og miljøudstyr til persondekontaminering – dvs. rensning af forurenede personer, samt særlige indsatsdragter til brug ved kemikalieuheld. Og en svær redningsvogn opbygget på en lastbil.

Resten blev sammensat efter behov i dækningsområdet. I Aalborg fx en terrængående vandtankvogn med sidedyser til indsats i klitområderne, mens Greve fik en venteplads, der indgår i mødeplanen for flyulykker i Københavns Lufthavn.

Udrykningstiden er fastsat til maksimalt en time og mandskabet skal kunne afgå ca. 10 minutter efter alarmering.

De mest almindelige assistanceopgaver er opfyldning af luftflasker ved lange indsatser, samt belysning af større eller mindre områder. I 2005 hhv. 56 og 41 af 185 indsatser.[4] Sidstnævnte benyttes også meget af kriminalpolitiet.

Kemisk beredskab[redigér | redigér wikikode]

Der er en døgnbetjent kemikalieberedskabsvagt

Kemisk beredskab er den samlede betegnelse for den sektion af Beredskabsstyrelsen, der foretager rådgivning og analyser for andre myndigheder – herunder kommunale redningsberedskaber og politiet.

Rådgivningsdelen omfatter opslagsværker, der findes i alle landets automobilsprøjter og indsatsledervogne samt på internettet. Derudover er der døgnet rundt en kemiker på vagt, der kan kontaktes telefonisk for konkrekt, akut rådgivning og om nødvendigt møder i eget køretøj på skadestedet (kemikalieberedskabsvagten). Han kan fx formidle kontakt til forskellige fabrikanter af kemikalier for nærmere teknisk information om stoffet eller hjælpe indsatsledelsen i kraft af sin viden.

Til analyseopgaverne er eget laboratorium hos Det Farmaceutiske Fakultet i København, men også kontakt til en række specialiserede laboratorier i udlandet. Det kan fx identificere ukendte stoffer og rådgive på baggrund af resultaterne.

Nukleart beredskab[redigér | redigér wikikode]

Nukleart beredskab forestår på daglig basis primært planlægning af varsling og indsats i forbindelse med enten uheld eller deciderede angreb med radioaktive materialer. Det er i tæt kontakt med lande med atomkraftværker.

Atomberedskabet består af permanente målestationer og måleudstyr til brug i køretøjer eller fly/helikoptere. Herudover er der på beredskabscentrene og hos de kommunale redningsberedskaber målehold, der kan indsættes efter behov. De faste målestationer sender konstant data til en central server, så data kan aflæses online fra både Beredskabsstyrelsen og Risø. De overvåges også herfra. Hvis de konstaterer et forhøjet niveau, vil de automatisk udsende en alarm, hvorefter en vagthavende beredskabsleder får ansvaret for den videre indsats.

Rigspolitiet fungerer som internationalt kontaktpunkt for Danmark omkring særlige hændelser. Det er en del af atomberedskabet og kan om nødvendigt også foretage alarmeringeringen af beredskabslederen, hvis det modtager meddelelse om uheld uden for landets grænser.

I forlængelse af disse opgaver udarbejder Rigspolitiet beredskabsplaner og er svarcenter for befolkningen. Slutteligt fører man tilsyn med nationale atominstallationer.

Det nukleare beredskab opretholdes i samarbejde med Statens Institut for Strålehygiejne/Sundhedsstyrelsen, Det Internationale Atomenergiagentur og Forskningscenter Risø.

Der er i årenes løb udgivet flere pamfletter og pjecer – Hvis krigen kommer.[5]

Civil Sektors Beredskab[redigér | redigér wikikode]

Civil Sektors Beredskab er oprettet i medfør af Beredskabsloven:

§ 24 De enkelte ministre skal hver inden for deres område planlægge for opretholdelse og videreførelse af samfundets funktioner i tilfælde af ulykker og katastrofer, herunder krigshandlinger, samt for at kunne yde støtte til forsvaret.

I praksis betyder det, at de forskellige civile myndigheder og institutioner rundt om i landet skal planlægge, hvordan de vil kunne fungere under en given krisesituation. Dette kan f.eks. omfatte kraftværker, vandværker eller trafikselskaber under ekstreme vejrforhold.

Der er ikke kun tale om, at planlægge hver for sig, men det vil også i mange tilfælde være nødvendigt at koordinere planlægningen mellem hinanden, da dagens samfund i høj grad involverer mange forskellige enheder på alle niveauer. Således arbejder man også ud fra princippet om "sektoransvar", der betyder, at ansvaret under en kritisk situation vil lægge samme sted, som det gør til dagligt.

Styrelsens opgaver på dette område er dels koordinering af ministeriernes planlægning af disse områder, samt rådgivning af institutionerne. Derudover står man selv for planlægning på en række områder, der ikke varetages af andre myndigheder. Et eksempel er aftalen om de beredskabsmeddelelser, der sørger for at underrette Radioavisen ved fx kemikalieudslip eller farligt vejr.

Skoler[redigér | redigér wikikode]

Beredskabsstyrelsen råder over en skole og et kursuscenter:


Skolen og kursuscenteret tilbyder beredskabs- og ledelsesmæssig uddannelse af chefer, ledere og medarbejdere fra redningsberedskabet, politiet og andre myndigheder med beredskabsopgaver. Herudover anvendes de også af ansatte og ledere fra private organisationer og virksomheder med tilknytning til beredskabsområdet.

Beredskabsstyrelsen Teknisk Skole afvikler kurser i forbindelse med uddannelse til indsatsleder, holdleder og instruktør, foruden en række tekniske specialkurser. Skolen råder over et større øvelsesanlæg, med ruinby, brandhuse og øvelsesstands til kemikalieuheld og forureningsøvelser.

Kursuscenteret afholder kurser i forebyggelse – herunder risiko- og krisestyring, beredskabsplanlægning, krisekommunikation og medietræning, totalforsvarssamarbejde, beredskabspsykologiske kurser samt internationalt nødhjælpsarbejde. En stor del af disse kurser er et led i redningsberedskabets chef- og lederuddannelse, men herudover udbydes en række kurser og temadage om aktuelle beredskabsemner, herunder uddannelsesvirksomhed for bl.a. Udenrigsministeriet, Sundhedsstyrelsen og Fødevarestyrelsen. Kursuscenteret er den ene skolerne i Oresund Emergency Management College.

Som følge af den politiske aftale om redningsberedskabet efter 2006 blev kursusaktiviteterne på Bernstorff Slot i marts 2008 flyttet og slottet fraflyttet[6], Beredskabsstyrelsen Højskolen blev omdannet til kursuscenter, og al øvrig uddannelse samlet på Beredskabsstyrelsen Teknisk Skole i Tinglev.

Kilder[redigér | redigér wikikode]

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]