Bergensbanen

Lokomotivet NSB El. 18 på vej over Hardangervidda.

Kort over strækningen

Bergensbanen er jernbanen mellem Bergen og Oslo i Norge. Jernbanen er en af de højstliggende hovedlinjer i Europa og er også en af de mest spektakulære, da den krydser Hardangervidda 1 237 meter over havet. Rejseeksperten Gary Warner kårede Bergensbanen som en af "de ti flotteste jernbanestrækninger i hele verden" i den amerikanske avis Chicago Tribune i 2005.

Rutevalget

Bergensbanen blev en realitet først efter stor beslutningsvægring og langvarig uenighed. 24.august 1871 blev der for første gang fremlagt et konkret forslag om at anlægge en jernbane mellem Bergen og Christiania. Det drejede sig om et anonymt læserbrev i Bergensposten, skrevet af "Bergensbanens far", forstmester (dvs skovforvalter) Hans Andreas Tanberg Gløersen, som mente, at en nation, der undlod at udbygge sit jernbanenet, hurtigt ville "synke tilbage til fortjent Armodsdom". Modstanderne var meget skeptiske til mulighederne for at drive en jernbane under de ekstreme vejrforhold i de norske bjerge. I Bergen vakte idéen imidlertid stor begejstring. Transportmulighederne mellem Norges næststørste by og indlandet var yderst beskedne. Det tog omkring 55 timer at rejse til hovedstaden med skib rundt om kysten. Med tog kom det til at tage femten timer (i 2012 det halve).

Med sine 100 km over trægrænsen blev Bergensbanen en af de højestliggende hovedlinjer i Europa, men den blev bygget efter den transkontinentale jernbane i USA, og Mont Cenis-banen i Alperne mellem Frankrig og Italien, som begge beviste, at det lod sig gøre at bygge højfjeldsbaner.

Afgørelsen kom ikke før i 1894 efter en længere diskussion om, hvilken rute jernbanelinjen skulle have. Særligt i Sogn var støtten til en fjordlinje stærk. Sogningerne ønskede en jernbane over Hemsedalsfjeldet eller over Filefjell til Lærdal, alternativt en jernbanelinje ned ad Aurlandsdalen til Aurland. Også en linje langs Hardangerfjorden blev diskuteret. Alle de foreslåede alternativer skabte usikkerhed og førte til udsættelser. I første omgang måtte man nøjes med at foreslå en bane mellem Bergen og det lille sted Voss. Der måtte imidlertid politisk alliancebygning til, før et mindretal fik forslaget gennemtrumfet i Stortinget i 1875. I spidsen stod konsul Peter Jebsen fra Bergen, som måtte gå ind som selvskyldner-kautionist for overhovedet at få regeringen til at føre Stortingets beslutning ud i livet. I Bergen blev flagene hejst, forretningerne lukkede tidligt, og folkefesten blev afsluttet med et fyrværkeri. I hovedstaden var man derimod skeptisk til det hele.

Samme år påbegyndtes strækningen mellem Bergen og Voss, den ældste del af Bergensbanen, åbnet i 1883. Strækningen var den gang 106,7 km lang, med smalspor, 52 tunneler og 15 stoppesteder. Efter ombygninger er strækningen nede i 81,01 km. Den trafikeres i dag af regionaltog, og en kortere del, kaldt "Gamle Vossebanen", af veterantog.

Til sidst var det "højfjeldsruten", som vandt frem. Fridtjof Nansens erfaringer med geografien fra sin skitur over fjeldet i 1884, havde indvirkning på fastlæggelsen af ruten. 1894 var året for det store jernbanepolitiske opgør i Stortinget, med Bergensbanen i centrum. Debatten strakte sig over flere dage, og endte med et kompromis, nemlig bygning videre fra Voss til Taugevatn, et forblæst sted midt oppe på højfeldet vest for Finse. Først i 1898 fattedes den endelige beslutning om at føre banen frem til hovedstaden.

Bygningen

Bygningen af banen var en stor udfordring. Linjen måtte lægges i et vejrhårdt terræn langt over havet i en region uden veje, og hvor der om vinteren faldt flere meter sne. Særligt bygningen af den 5.311 meter lange Gravhalstunnel var problematisk. Der blev arbejdet i tre skift hver uge i seks år for at få tunnelen færdig. For at skaffe elektricitet til udbygningen, blev der bygget ét kraftværk i Gangdalsfossen vest for tunnelen, samt ét i Kjosfossen øst for tunnelen.

Strækningen mellem Voss og Myrdal blev åbnet for trafik sommeren 1906. Hele linjen blev åbnet for passagertrafik 27. november 1909. Frem til 1957 var det damplokomotiver, som trafikerede linjen, derefter overtog diesellokomotiver i en periode. Banen blev elektrificeret i 1964.

Bergensbanen var oprindeligt 493 km lang og havde 182 tunneler med en total længde på 73 km, men i dag er den totale længde 526,64 km, fordi der køres via Drammen. Den længste tunnel er Finsetunnelen med sine 10.300 meter. Den højstliggende station er Finse station (1.222 m over havet) og linjens højeste punkt var Taugevatn helt til Finsetunnelen åbnede i 1993. Højeste punkt er nu inde i denne tunnel.

Jernbanelinjen er i dag en populær turistattraktion. Den gamle arbejdsvej, Rallarvegen (opkaldt efter rallarne, dvs jernbanearbejderne), ligger tæt ind til linjen, og er et populært turmål. NSB lejer cykler ud blandt andet i Finse. Ved Myrdal går der et meget spektakulært sidespor (20 km) ned til Flåm. Flåmsbanen er en helårsbane med reduceret drift i vinterhalvåret.

Pris

Fra Gløersens første estimat på tolv millioner kroner i 1871, endte Bergensbanen med at koste 52,5 millioner. Det har været påstået, at det tilsvarede hele statsbudgettet i 1909, men statsbudgettet for 1909 var i overkant af 114 millioner kroner. Den totale pris for Bergensbanen tilsvarede altså henved det halve statsbudget for 1909, men sammenligningen kan ikke overføres til forholdene i 2012. Et statsbudget den gang tilsvarede omkring fem pct af Norges BNP, mens statsbudgettet i 2012 udgør omkring halvparten af BNP.

Bergensbanen minut for minut

Fredag den 27. november 2009 udsendte NRK2 en liveudsendelse på 7 timer og 16 minutter fra Bergensbanen der fejrer 100 år. Ruten går fra Bergen til Oslo.

Noter og referencer

Wikimedia Commons har billeder og/eller lyd med forbindelse til: Bergensbanen