Bernhardt Jensen
Steffen Bernhardt Jensen (13. april 1910 i Aarhus – 11. juni 1978 i Aarhus) var socialdemokratisk borgmester i Aarhus Kommune 1958-1971.
Han startede tidligt som politisk aktiv, idet han fra 1927-1932 sad i ledelsen for den lokale afdeling af Danmarks Socialdemokratiske Ungdom. Samtidigt var han aktivt engageret i antimilitaristisk arbejde og var 1929-1935 hovedbestyrelsesmedlem i landsforeningen Aldrig Mere Krig, og han bevarede sin modstand mod militarismen hele livet, også efter at hans parti var slået ind på en anden kurs.
Bernhardt Jensen tog realeksamen fra N. J. Fjordsgades Skole i 1927 og startede herefter som journalistelev på den lokale avis, Aarhus Venstreblad, der havde tilknytning til Det Radikale Venstre. Han blev senere journalist på den socialdemokratiske avis Demokraten, hvor han dækkede flere forskellige områder. Han blev første gang opstillet til kommunalvalget i 1941 på en 11. plads på den socialdemokratiske liste. På grund af besættelsen blev valget dog udskudt til 1943, hvor han blev indvalgt. Allerede i 1946 blev han valgt til både gruppeformand og ordfører. Han blev rådmand for Magistratens 4. Afdeling, Skole- og Kulturforvaltningen, fra 1. oktober 1950 og borgmester fra 1. oktober 1958.
Han havde stor respekt for det aarhusianske bymiljø, var modstander af bilismen og blev selv kendt for altid at bevæge sig rundt i byen på cykel. Han afviste et forslag til store gadegennembrud i midtbyen, der ville have betydet store nedrivninger i centrum af Aarhus. Han arbejdede derimod for restaurering af store dele af det historiske Aarhus. I 1960'erne arbejdede han for en samling af Aarhus med de mindre forstadskommuner. Dette arbejde blev afsluttet med kommunalreformen i 1970. I 1971 trak han sig tilbage fra borgmesterhvervet på grund af helbredsproblemer og blev afløst af Orla Hyllested.
Ud over sit virke som journalist var han også kendt som skribent på andre områder. I sin ungdom skrev han flere digtsamlinger og publicerede digte i tidsskriftet Vild Hvede. Senere koncentrerede hans skribentvirksomhed sig om lokalhistoriske emner, og han skrev adskillige lokalhistoriske værker; også imens han var borgmester. Blandt hans lokalhistoriske bøger kan nævnes:
- Fra det glade Århus, 1963
- Som Århus morede sig, 1966
- Da Århus var Hollywood, 1969
- Marselisborgskovene, 1974, sammen med broderen Peder Jensen
- Bernhardt Jensen beretter om Århus, posthumt udgivet 1979
Bernhardt Jensens indsats som lokalhistoriker blev i 1978 belønnet med en æresdoktorgrad ved Aarhus Universitet, som han dog ikke nåede at modtage, da han døde samme år.
Bernhardt Jensen fik, i forbindelse med den nye bydel på Nordhavnen, opkaldt en boulevard efter sig.
I anledning af at avisen JP Aarhus kårede Bernhadt Jensen som "alle tiders aarhusianer", har en tværpolitisk komité indsamlet midler til en statue af Bernhardt Jensen, som skal udføres af kunstneren Jan Balling. En indstilling om placering samt finansiering af opstillingen blev forelagt Aarhus Byråd den 15. april 2009.
| Der er ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket muligvis er et problem. Du kan hjælpe ved at angive kilder til de påstande, der fremføres i artiklen. |