Birgitte Thott

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Birgitte Thott

Birgitte Thott (17. juni 16108. april 1662) var en dansk oversætter, forfatter og adelskvinde.

Liv[redigér | redigér wikikode]

Birgitte Thoot var en datter af Christen Thott til Faarupgaard og Boltinggaard og Sophie Below. Hun fødtes på Faarupgaard ved Jelling.

I 7 års alderen mistede hun sin fader, men moderen, der selv var kendt for lærdom og oversættervirksomhed, ledede omhyggelig børnenes opdragelse; søsteren Anne Thott var også en lærd dame.

Birgitte Thott tilfredsstillede sin tidlig vakte kundskabstørst ved på egen hånd at studere nyere sprog, tysk, engelsk, fransk og spansk.

14. oktober 1632 ægtede hun Otte Gøye til Torbenfeld og Thureby (død 1642) og skal have været en god husmoder; men hendes barnløse ægteskab og derefter følgende 20 års Enkestand gav hende rig lejlighed til at følge sine tilbøjeligheder.

Lærde arbejder[redigér | redigér wikikode]

De lærde kredse[redigér | redigér wikikode]

Hun samlede et stort bibliotek, lærte latin og siden hebraisk og opdrog sine broderdøtre, navnlig Sophie og Elisabeth Thott, som til dels tog hendes interesser i arv.

I disse senere år begyndte hun sine oversættelsesarbejder og vandt det store lærdomsry, som, naturligvis støttet af hendes høje byrd, bragte hende i forbindelse med tidens berømte mænd. Hun brevvekslede med Ole Worm og Thomas Bartholin, og hendes bøger ledsagedes med æredigte af lærde i skokketal, fornemmelig professorerne ved Sorø Akademi.

I Svenskekrigen, da hendes godser bleve hærgede og udplyndrede, flyttede hun til Sorø og døde der 8. april 1662, hædret med et latinsk program af forstanderen, Jørgen Rosenkrantz.

Oversættelser[redigér | redigér wikikode]

I tidens ånd begyndte hun med at omplante andagtsbøger fra fremmede sprog: 1652 Philp Mornays Gudelige Betænkninger over nogle Skriftens Sprog fra fransk, 1658 (eller 1654) biskop Joseph Halls Traktat om Sindets Fornøjelser eller Raad mod al Bekymring fra engelsk og flere utrykte, bevarede i Karen Brahes bibliothek, som er grundet af hendes svigerinde Anne Gøye.

Det ældste arbejde fra hendes hånd findes dog i Københavns Universitetsbibliotek, nemlig en håndskreven oversættelse fra 1636 af de samme år ved den lærde Holger Rosenkrantz under titelen Fürstenspiegel (Fyrstespejl) udgivne tyske afhandlinger og breve fra hertug Albrecht af Preussen, som blev så skæbnesvangre for udgiveren. Oversættelsen er tilegnet Birgitte Thotts "moster" Sophie Brahe, Rosenkrantz’ hustru, egentlig moster til hendes mand, som havde stået i nært forhold til Rosenkrantz’ hus.

Senere vendte hun sin opmærksomhed til den klassiske filosofi og oversatte 1658 Lucius Annaeus Senecas skrifter i en statelig foliant, der 1661 efterfulgtes af et par mindre arbejder, Epiktets håndbog i den stoiske filosofi (ved Flavius Arrianus) og Cebetis fra Thebens Tavle, en allegori om dyder og laster, alle fra latin.

Oversættelsen af Seneca[redigér | redigér wikikode]

Hendes hovedværk, oversættelsen af Seneca, er ledsaget af fortaler, som vise, at hun fuldt vel var sig betydningen af og vanskelighederne ved det arbejde bevidst, som hun havde foresat sig. Det var jo dengang allerede en mistænkt sag at give sig af med hedensk filosofi, endsige at ville udbrede kundskab om dette på modersmaalet, og hun gør derfor meget rigtig opmærksom på, at man vel kan fordømme Senecas hedenske vildfarelse uden derfor at kaste vrag på den nyttige lærdom, der kan hentes af hans skrifter.

I tilegnelsen til det lovlige Fruentimmer fører hun dernæst et forsvar for kvindelærdom, som jo i øvrigt den gang ingenlunde var ualmindelig, især hos adelige damer, fra Leonora Christina Ulfeldt og nedad. Er kønnet, som man mener, skrøbeligt og svagt, så bliver det i alt fald ikke bedre ved at holdes i uvidenhed.

Fornyelsen af dansk prosa[redigér | redigér wikikode]

Endelig undskylder hun, at hun ofte har måttet omskrive i steden for at oversætte og ikke så nøje har kunnet følge sin originals vanskelige og dybsindige filosofiske stil. Men på dette Punkt har Birgitte Thott netop sin store fortjeneste. Mens Anders Arrebo, Anders Bording og andre allerede havde begyndt at uddanne en poetisk stil i den nye tids ånd, stod prosasproget endnu langt tilbage.

Ved siden af bibeloversættelse, folke- og andagtsbøger i ´reformationstidens stil og nogle ældre historiske skrifter stod Søren Terkelsens ikke særlig vellykkede oversættelse af hyrderomanen Astræa som det eneste større forsøg på at omplante et renæssanceværk i prosa.

I behandlingen af egentlig videnskabelige og filosofiske emner var modersmålet aldrig øvet; her skulle det først af latinen lære at danne nye vendinger og ord for nye idéer. Det er et smukt bevis for Birgitte Thotts sproglige kundskab og sproglige evne så vel som for hendes flid og omhyggelighed, at det tidligste arbejde af denne art står så højt, som det gør, både i sprogets renhed og udtrykkets klarhed, om det end i følge sit emne næppe kom til direkte at påvirke sprogudviklingens gang i videre kredse.

Skrifter[redigér | redigér wikikode]

  • En Tractat Om Weyen till et Lycksalligt Liff Som alle ønske sig, Faa skønne paa, Fære, ved det Rette midel Strebe effter (1650'erne)

Henvisning[redigér | redigér wikikode]


Denne artikel bygger hovedsagelig på biografi(er) i 1. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, Udgivet af C.F. Bricka, Gyldendal (1887–1905).
Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel.

Hvis den oprindelige kildetekst er blevet erstattet af anden tekst eller redigeret således, at den er på nutidssprog og er wikificeret, bedes skabelonen venligst erstattet med et dybt link til DBL som kilde, og indsættelse af [[Kategori:Artikler fra 1. udgave af Dansk biografisk leksikon]] i stedet for DBL-skabelonen.