Biskop Valdemar

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Biskop Valdemar 1158- 1236 var frillesøn af kong Knud 5. og biskop i Slesvig 1184-1191, hvor han flygtede til Sverige efter uoverensstemmelser med den senere Valdemar 2. Sejr om magten i hertugdømmet.

Forsøgte i 1192 med en flåde på 35 skibe at erobre kongemagten i Danmark, men bliver hurtigt taget til fange og sad fængslet på Søborg Slot 1192-1206.

Han blev mod pavens vilje ærkebiskop i Bremen, hvor han i flere perioder var bandlyst.

Liv og gerning[redigér | redigér wikikode]

Valdemar Knudsøn var søn af kong Knud Magnussøn og fødtes først efter faderens Død (1158). Han voksede op ved Valdemar den Stores hof, og som yngling sendtes han til Paris for at studere, men allerede i 1179 blev han — trods sine unge alder — bisp Frederik’s efterfølger på Slesvigs bispestol; bispevielsen opnåede han dog først 8 år efter. Valdemar viste sig snart som en ivrig kirkens tjener, der under sit ophold i Frankrig var bleven stærkt påvirket af den fra Citeaux udgaaende reformbevægelse: han grundlagde i sit stift et nyt Cistercienserkloster (Guldholm, senere Ryd), og det lykkedes ham at gennemføre bispetienden. Også styrelsen af hertugdømmet Sønderjylland var under den unge hertug Valdemar’s mindreårighed overladt Valdemar, men 1187 blev Hertugen myndig, og kort efter fik også Valdemar bispevielsen.

En fjende af Danmark[redigér | redigér wikikode]

I begyndelsen enedes de to frænder godt nok, men allerede 1191 kom det til strid mellem dem. Hertug Valdemar beslaglagde en del af Valdemars gods, og denne indlod sig i forræderske forbindelser med Danmarks fjender, navnlig den tyske kejser, grev Adolf af Holsten og kongerne af Sverige og Norge. Snart flygtede Valdemar ud af landet, og da han vendte tilbage med en fremmed hjælpehær, blev han slået af hertug Valdemar og måtte overgive sig til ham den 8. juli 1192.

I de følgende 14 år sad Valdemar nu i Søborg fangetårn. Dette var i skarp modstrid med kirkeretten, og paven nedlagde derfor også heftige indsigelser, men den danske præstestand med Absalon i spidsen stod fast på kongens side, og pave Cølestin 3. lod da sagen falde. Først nogle år efter, at hans kraftige efterfølger Innocens 3. indtrængende havde anmodet om Valdemars løsladelse, slap denne ud af fængslet i 1206 og drog til Rom for at tale sin sag for paven.

Ærkebisp i Bremen[redigér | redigér wikikode]

Endnu inden, at dommen var falden, blev han dog på foranledning af den staufiske konge Filip valgt til ærkebisp af Bremen, og da han ikke kunne opnå pavelig stadfæstelse, flygtede han fra Rom og holdt sit indtog i Bremen i 1207. Paven bandlyste straks Valdemar, og i Hamborg, hvor den danske konge havde magten, blev han aldrig anerkendt. Efter nogle års forløb faldt endog Bremens kanniker atter fra Valdemar og valgte sammen med kapitelet i Hamburg på retmæssig vis en ærkebisp, der fik pavens stadfæstelse. Valdemar drog da atter til Rom og opnåede virkelig Pavens tilgivelse, men kun for året efter atter at tilrive sig magten i Bremen, denne gang i nøje tilslutning til kejser Otto 4., der efterhånden var bleven kong Valdemar’s fjende, og her holdt han sig som lovløs magthaver i adskillige år, men omsider måtte han vige og flakkede nu rundt i Nordtyskland for endelig i 1219 at søge tilflugt i Cistercienserklosteret Lokkum i Sachsen. Da kong Valdemar var bleven tagen til fange 1223, brød Valdemar dog atter ud af klosteret og samlede en skare om sig, hvormed han faldt ind i Holsten i 1224, men Albert af Orlamünde drev ham hurtig på flugt, og hermed var hans rolle udspillet; kun på afstand var det ham forundt at glæde sig ved sin navnefrændes nederlag. Sine fire sidste år levede han i Citeaux og døde først 1236.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]