Bjørne

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
  Bjørne ?
Isbjørn (Ursus maritimus)
Isbjørn (Ursus maritimus)
Videnskabelig klassifikation
Overrige: Eukaryota (Eukaryoter)
Rige: Animalia (Dyr)
Underrige: Eumetazoa
(urangeret) Bilateria
Række: Chordata (Chordater)
Underrække: Vertebrata (Hvirveldyr)
Infrarække: Gnathostomata
Overklasse: Tetrapoda (Tetrapoder)
Klasse: Mammalia (Pattedyr)
Underklasse: Theria
Infraklasse: Eutheria
Magnorden: Epitheria
Overorden: Laurasiatheria
Orden: Carnivora (Rovdyr)
Underorden: Caniformia
Familie: Ursidae (Bjørne)
Fischer von Waldheim, 1817

Bjørne (Ursidae) er i ordenen rovdyr og er en familie af pattedyr. Bjørne kan findes på alle kontinenter, med undtagelse af Australien, dog primært på den nordlige halvkugle, og i Afrika er de alene kendt fra Atlasbjergene i Marokko, hvor de nu er uddød. Bjørne vejer fra 300 til 800 kg og er typisk brune, sorte eller hvide. Enkelte har hvide markeringer på brystet eller i ansigtet.

I Norge, Sverige og Finland findes i dag mellem 1.200 og 1.500 individer af den europæiske brune bjørn.

Bjørnefamilien deles op i to underfamilier med i alt ni arter.

Underfamilie Ailurinae

Underfamilie Ursininae

En af de ældste skriftlige omtaler af bjørn i Norden findes i Egilssoga. Sommeren 934 kom den fredløse Egil Skallagrimsson til øen Askøy uden for Bergen og hørte her om den lokale slagbjørn, som havde en pris på sit hoved. I Finnbogesoga beskrives et ekstratingHelgeland længere nord i Norge, der samledes i 970 for at erklære en slagbjørn fredløs og udlove skudpræmie på den.

I årene 1850-60 blev der skudt 200-300 bjørne årligt i Norge. Omkring år 1850 var der i Skandinavien en bjørnebestand på ca. 4.500 individer, hvoraf to tredjedele holdt til i Norge. I 2005 var der lidt mere end 1.000 bjørne tilbage, heraf 35-55 i Norge. Udvidet sæterbrug (= sommergræsgange i fjeldet) fra 1600-tallet har forøget antallet af konflikter mellem bjørn og mennesker, fordi bjørnene blandt andet kan finde på at tage får og lam. Historisk har man skelnet mellem græsbjørn, en sky bamse, der lod sig skræmme bort af råben og fakler, og slagbjørn, der dræbte mennesker. Ved en forordning af 8. maj 1733 blev der indført skudpræmie på to rigsdaler (en stor sum i de tider) for voksne bjørne og en rigsdaler for hver dræbt bjørneunge. Skudpræmieordningen varede i Norge frem til 1973, da bjørnen blev totalfredet.

Peder Claussøn Friis (1545-1612) fortæller i sin Norges beskrivelse om en jæger fra Nedenes i Agder på Norges sydkyst, at han omkring år 1560 dræbte 15 bjørne på en vinter. Bevæbnet med stålbue tog han af sted efter den sekstende bjørn; men den smed ham ud fra et fjeld og gjorde ende på ham. Bjørnejagt blev anset som så farligt, at det sidestilledes med selvmord; en kongelig forordning slog fast, at den, der mistede livet under bjørnejagt, ikke måtte gravlægges i viet jord.

Den sidste, der blev dræbt af bjørn i Norge, var den trettenårige hyrdedreng Johan Sagadalen. Hans to år yngre bror Andreas så pludselig Johan komme styrtende ud fra et krat, forfulgt af en bjørn, der skamferede ham grimt i lår og hoved. Senere fandt man en fårekrop i nærheden; og sandsynligvis er Johan kommet til at forstyrre bjørnen midt i dens måltid. Ole Hilde, der kom til undsætning, jagede bjørnen på flugt med skræmmeskud og fik tilkaldt en læge. Drengen forklarede, at bjørnen pludselig var sprunget på ham, og at han ikke var særlig blodig, fordi den havde slikket blodet af ham. I protokollen fra Drammen sygehus står den 18. august 1906 indført, at Johan havde kompliceret kraniebrud, og at han døde den 14. september samme år af hjernehindebetændelse.

I mange norske kirker har der hængt bjørneskind. I Hedalen Kirke skal to jægere i tiden efter pesten i 1349 have fundet en bjørn i vinterdvale foran alteret. De dræbte og flåede den, og skindet blev hængt op på kirkevæggen, hvor det stadig er at finde, nu i glas og ramme. Alderen er aldrig blevet undersøgt, men i 1743 beskrev præsten skindet som nærmest gået i opløsning af ælde. [1]

Bjørn er afbildet i Berlins og Berns byvåben, og Pave Benedikt 16. har en bjørn som del af sit våbenskjold.

Se også[redigér | redigér wikikode]

Referencer[redigér | redigér wikikode]

Wikipedia-logo.png Søsterprojekter med yderligere information:
  1. Astor Furseth: "Drept av bjørn og ulv", Landbruksforlaget, Oslo 2005