Bjarkemål

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Bjarkemål er et nordisk heltedigt fra omkring år 1000. Kun nogle få strofer eksisterer i islandsk overlevering, og resten er kendt fra Saxos gendigtning på latin. Det handler om Rolf Krakes nederlag i Lejre, og beskrives i en dialog mellem to af Rolf Krakes tolv berserker Bodvar Bjarke (deraf navnet) og Hjalte. Salmen "Sol er oppe" er Grundtvigs version af digtet.[1]

Det er et dansk, eller måske rettere et nordisk digt. Saxo skriver, at han har oversat det til latin fra folkesproget. Vi ved, at der fandtes et Bjarkemål på folkesproget, men formen er en anden. Det oprindelige digt må jo have været som vi kender de norrøne digte: Skarpskårent, lakonisk og i stavrim, mens Saxos er ordrigt og bredt malende, og består af 298 heksametre, det versemål som bl.a. de store antikke heltedigte Iliaden, Odysseen og Æneiden er skrevet på. Snorre fortæller, at Tormod Kolbrunarskald på kong Olavs opfordring kvad "det gamle Bjarkemål" om morgenen før slaget på Stiklestad.[2]

I Bjarkemål har Rolf Krake gjort svenskerne skatskyldige, men de ødelægger kongesædet Lejre med en list, som minder om den trojanske hest hos Homer: Vognene, der skal bringe skatterne til Lejre, er nemlig fyldt med skjulte våben. Da svenskerne under Hjartvars ledelse ankommer Lejre, inviteres de til fest, men i modsætning til danskerne sørger de for at holde sig ædru. Saxo har kombineret motiver fra det oprindelige, danske digt med motiver fra anden sang i Æneiden, kaldet nyktomakhien, hvor Æneas fortæller Dido om grækeres og trojaneres kamp i Troja. Nyktomakhien er af nogenlunde samme længde som Bjarkemål, og indeholder de samme elementer: Den trojanske hest/svenskernes indsmuglede våben, danskerne/trojanerne sover, da svenskerne/grækerne griber til våben, samt klimaks: Gudinden Venus viser Æneas, at det er guderne selv, dvs Jupiter, Juno, Minerva og Neptun, der ønsker Trojas fald, og han bør derfor flygte. Tilsvarende viser Rolf Krakes søster Ruth Bjarke krigsguden Odin, med den forskel, at synet af Odin udgør Bjarkes og Hjaltes døds-øjeblik.[3]

Berømt er optrinnet, hvor Bjarke sover dybt i hallen, mens hans fylgje eller dobbeltgænger i dyreham, bjørnen, kæmper på hans vegne udenfor. Da man endelig får Bjarke kaldt ud til kamp, er bjørnen forsvundet.[4]

Digtet starter med, at Hjalte vækker sine fæller til kamp:

Vaagner alle

Venner af Rolv,

vaagner alle

Ædlingens Mænd.

Tid er ej længer

ledig at ligge,

Dag er oppe,

Daad os vinker.


Hører mig, herlige

Helte alle,

ætstore Mænd,

som aldrig flyede.

Ej jeg jer vækker

til Vin eller Viv,

men til Hildes

haarde Leg.

Hele digtet[redigér | redigér wikikode]

http://www.heimskringla.no/wiki/Bjarkem%C3%A5l

Henvisninger[redigér | redigér wikikode]

  1. Skræp – N. F. S. Grundtvig: Sol er oppe (1817)
  2. Store norske leksikon – Bjarkemål
  3. Lars Boje Mortensen: "Digternes lys og ære", Antikken i ettertiden (s. 78), Universitetsforlaget, Oslo 2009, ISBN 978-82-15-01482-1
  4. Jørgen Hansen: Englene og al deres væsen (s. 19), forlaget Gyldendal, København 1996, ISBN 87-00-12114-2