Blæretang

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
  Blæretang ?
Blæretang Fucus vesiculosus.
Blæretang Fucus vesiculosus.
Videnskabelig klassifikation
Domæne: Eukaryota
Rige: Chromista
Række: Ochrophyta
Klasse: Phaeophyceae
(Brunalger)
Orden: Fucales
(Brunalge-ordenen)
Familie: Fucaceae
(Brunalge-familien)
Slægt: Fucus (Blæretang)
Art: F. vesiculosus
Videnskabeligt artsnavn
Fucus vesiculosus
Linnaeus, 1753

Blæretang (Fucus vesiculosus) er brunt og har en læderagtig overflade. Planten er almindelig ved alle Danmarks kyster, og den vokser helst på lavt vand på op til fem meters dybde. Blæretangen bliver ikke så let slidt i stykker af brændingen og kan tåle at blive tørlagt ved lavvande. Den udtørrer om efteråret. Bladene er tyve til firs centimeter lange.

Man ser tit, at blæretangen har sat sig fast på en lille sten, og det gør den med en hæfteskive. Tangen holder sig oppe i vandet ved hjælp af nogle luftblærer, der sidder to-og-to fire-fem centimeter fra spidsen af tangens blade. I modsætning til andre planter har blæretangen ingen rod. Den lever i vand og optager ilt og sollys gennem overfladen på bladet. I gamle dage brugte man blæretangen til at helbrede sygdomme i tarme og i mave.

Forskellige fisk har også gavn af blæretang, idet de finder føde, lægger æg og skjuler sig i tangen. Posthornsormen "bor" på blæretangen.

Blæretang kan også spises. Pluk kun de yderste skudspidser (10-15 cm). Kogetiden afhænger af alder – fra 20 til 45 minutter. Blæretang smager godt kogt med presset citron, stuvet eller i supper og sammenkogte retter.

Kilder/Henvisninger[redigér | redigér wikikode]