Blide

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Rekonstruktion af en blide med bevægelig modvægt, fra Château des Baux, Frankrig

En blide er en krigsmaskine fra middelalderen. Dens konstruktion muliggør effektive kast af genstande f.eks. sten, brændende genstande, døde dyr eller sågar mennesker, oftest mod belejrede borge og byer.

Når bliden kastede døde dyr, var det for at sprede sygdom blandt borgens indbyggere.

Det menes, at kineserne var de første til at bruge blider allerede i det 6. århundrede f.Kr. Kendskabet til de nye og meget effektive belejringsmaskiner spredte sig mod vest til de arabiske lande og kom i det 9. århundrede e.Kr. til Europa.

Der har i mange år eksisteret modeller af af de enorme krigsmaskiner. Middelaldercentret har den største danske blide. Den var i lang tid den største i verden, men i juni 2005 blev den overgået af en blide på Warwick Castle i England. Museet har også verdens ældste blide, der blev bygget i anledning Nykøbing Falsters 700 års jubilæum i 1989.[1]

Historie[redigér | redigér wikikode]

Bliderne blev første gang brugt i Europa i 890, hvor vikingerne brugte dem under en belejring af Paris. Saxo Grammaticus nævner det første brug af bliden i Danmark, hvilket skete i 1134, hvor Erik Emune belejrede Haraldsborg ved Roskilde. På dette tidspunkt var det nødvendigt at indkalde saxerer fra det moderne Tyskland for at være i stand til at opføre og betjene bliden.[2]

Opbygning og teknik[redigér | redigér wikikode]

Bliden på Middelaldercentret. De store hjul bruges til at spænde bliden.

Bliden virker efter vægtstangsprincippet, og den udmærker sig ved meget effektivt at overføre beliggenhedsenergi (potentiel energi) til bevægelsesenergi (kinetisk energi) i et projektil. Den består af en lang hovedarm (vægtstangen), der roterer omkring en aksel. I den ene ende af hovedarmen hænger kontravægten (drivkraften) tæt på akslen. I den anden ende er der monteret en slyngepose, i hvilket projektilet ligger – langt fra akslen. Når bliden lades, står hovedarmen låst med slyngposen mod jorden og ballasten oppe i luften, som indeholder den potentielle energi, der skal drive værket.

Når hovedarmen ikke længere holdes fast, vil den begynde at rotere, og slyngposen følger med, imens den accelereres i en rotationsbevægelse. På et tidspunkt, bestemt af vinklen mellem slyngeposen og hovedarmen, frigives projektilet og forsætter sin bane mod målet.

I middelalderen var der to måder at hive kastearmen ned til kast. Den ene foregår ved, at mange mennesker trækker den ned med et reb, der går igennem taljer for at formindske den kraft der skal bruges.

Den anden mulighed er at lade tovet gå omkring en akse, der sidder mellem to hjul, som to eller fire mand kan gå rundt i. Den kræver mindre mandskab.

Se også[redigér | redigér wikikode]

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. Lidt historie
  2. Boesgaard, Nils Eric (1999-05-13). "Middelalderkrigen raser". Berlingske Tidende (Berlingske Media). 

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Teknik og teknologi Stub
Denne artikel om teknik eller teknologi er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet, kan du hjælpe Wikipedia ved at udvide den.