Bohrs atommodel

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Bohrs atommodel.

Bohrs atommodel fra 1913, blev formuleret af danskeren Niels Bohr.

I denne model er atomet arrangeret som en atomkerne med en positiv ladning, omkredset af negative elektroner, på stort set samme måde som solsystemet, men med elektrostatiske tiltrækningskræfter i stedet for massetiltrækning. Det revolutionerende ved Bohrs atommodel var, at den beskrev energier i atomerne som kvantiserede.

Bohrs postulater

  1. Elektronerne kredser om kernen i diskrete baner. Dette betyder at ikke en hvilken som helst bane er mulig
  2. Den klassiske fysiks love gælder ikke hvis elektroner "hopper" fra en bane til en anden
  3. Hvis en elektron hopper fra en bane til en anden, sker det ved absorption eller emission af en energikvant (en foton) med en energi svarende til differencen i energi mellem de to baner
  4. De tilladte baner afhænger af den kvantiserede værdi af impulsmoment(L) som givet ved ligningen: L = n \hbar = \frac{n h}{2\pi}

Bohrs atommodel duer dog ikke til beskrivelsen af multielektronsystemer, da den er formuleret mhp. at forklare spektrallinjerne i hydrogen. Denne model tager ikke hensyn til atomer med flere elektroner og kan heller ikke forklare hydrogens spektrallinjer til bunds (f.eks. hydrogens finstruktur). Bohrs atommodel er en del af den gamle kvantemekanik.

Det er således ikke en virkelig model af, hvorledes et atom opfører sig, men blot en forsimpling, som fungerer så længe det, vi kigger på, ikke bliver for komplekst. Modellen er derfor blevet afløst af kvantemekanikken, hvor elektroners baner bliver beskrevet som orbitaler. I fysik bliver Bohrs atommodel dog stadig brugt og lært pga. dens simple fremstilling af atomet som en positiv ladet atomkerne med elektroner i kredsløb i forskellige energiniveauer.

Se også den nyere atommodel som modellerer kernen og elektronerne som bølger.