Breguet Atlantic

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Breguet Atlantic
Tysk Breguet Atlantic BR115 ved Royal International Air Tattoo, RAF Fairford, Gloucestershire, England 2006
Beskrivelse
Type Maritimt patruljefly
Besætning 12 mand
Jomfruflyvning 21. oktober 1961
I aktiv tjeneste 1965 - 1999
Udgaver Br.1150 Atlantic
Atlantique 2
Fabrikant Breguet Aviation (indtil 1971)
Dassault Aviation (fra 1971)
Brugere  Den Franske flåde (Aviation Nationale)
 Marina Militare
 Pakistans flåde
Dimensioner
Længde 31,62 meter
Spændvidde 37,42 meter
Højde 10,89 meter
Vingeareal 120,34 m²
Tomvægt 25.700 kg
Maksimal startvægt 45.000 kg
Motor 2× Rolls-Royce Tyne RTy.20 Mk 21 turboprop
Motorydelse 12.200 HK (4.549 kW pr. motor)
Tophastighed 648 km/t
Ydeevne
Marchhastighed 315 km/t
Rækkevidde 8.000 kilometer
Tophøjde 9.145 meter
Stigeevne 14,7 m/s
Bevæbning
Bomber Mk. 46 Torpedoer
dybdebomber
miner
Missiler AM.39 Exocet

Breguet Br.1150 Atlantic er et langtrækkende maritimt patruljefly. Det har været i brug i adskillige NATO-lande som et rekognosceringsfly og antiubådsfly. Atlantic-flyene er også i stand til at medbringe sømålsmissiler. Atlantique 2 er en opgraderet version af flyet produceret til Marine nationale i 1980'erne.

Design og udvikling[redigér | rediger kildetekst]

I 1958 fremsatte NATO en liste over krav til et nyt langtrækkende patruljefly der skulle erstatte det aldrende Lockheed Neptune-patruljefly. Breguet vandt konkurrencen om designet i slutningen af 1958 og kort efter blev et multinationalt konsortium, Société d'Étude et de Construction de Breguet Atlantic (SECBAT), etableret som ansvarlig for konstruktionen af flyet.[1]

Den første prototype foretog sin jomfruflyvning ved Toulouse den 21. oktober 1961. Den anden prototype fløj sin første tur 25. februar 1962. Yderligere to prototyper blev bygget med en længere krop i henholdsvis februar 1963 og september 1964.[2]

Breguet Atlantic er et tomotors monoplan hvor skroget er delt op i to dele: Den øverste del, der er tryksat og er til besætningen samt den nedre del, hvor der findes et 9 meter langt våbenlastrum og en sonarbøjekanister umiddelbart bagved. En radar er placeret i en dome der kan trækkes ind i flyets krop når den ikke er i brug og helt bagerst på flyet er der placeret en MAD-bom. Elektriciteten til alt dette udstyr bliver produceret af de to Rolls-Royce turbopropmotorer.[3][4]

Breguet Br.1150 Atlantic er blevet designet fra bunden til sit formål, i stedet for at ombygge eller modificere eksisterende design. Flyets primære opgave er ASW og antioverfladekrigsførelse, andre sekundære opgaver lyder på SAR, minelægning, minedetektion samt langtrækkende maritim rekognoscering.[5]

Flyet har kapacitet til enten otte ASW-torpedoer, 12 dybdebomber eller to AM.39 Exocet sømålsmissiler i det interne våbenlastrum. Tyske Atlantic-fly var i reglen kun bevæbnet med Mk. 46 torpedoer og fløj i slutningen af deres tjenestetid helt ubevæbnet.

Oprindeligt blev der i 1963 bestilt i alt 60 fly, 40 til Marine Nationale og 20 til Deutsche Marine. De blev leveret i 1965 og frem til 1968. Herefter blev samlebåndet lukket. Efterfølgende blev der bestilt 9 fly til Koninklijke Marine og 18 til Marina Militare. Disse fly blev leveret fra 1972 til 1974.[6]

I 1978 besluttede den franske regering at der skulle udvikles en ny version af Atlantic som blev omtalt som Atlantic Nouvelle Generation (senere omdøbt til Atlantique 2 da man ikke modtog ordrer på flyet fra udlandet). Selve flyets skrog og motorer blev ikke ændret synderligt, men avionikken og andet elektronisk udstyr modtog en betydelig opgradering, såsom nye sonar- og taktiske systemer. Derudover blev flyet udrustet med et FLIR under næsen. Man ombyggede også våbenlastrummet således at flyet nu var i stand til at medbringe AM.39 Exocet-missiler.[7] To prototype Atlantique 2 fly blev konstrueret ved at ombygge eksisterende Atlantic-fly, og den første flyvning fandt sted den 8. maj 1981. Serieproduktionen blev sat i gang den 24. maj 1984.[4] Levering af Atlantique 2 flyene begyndte i 1989, men produktionen blev stoppet efter 28 fly, hvor ønsket fra Marine Nationale havde været 42 fly.[8][9]

Operativ historie[redigér | rediger kildetekst]

Koninklijke Marine mistede tre ud af deres ni fly over Nordsøen i en række af uheld, hvilket førte til at de mistede deres flyvetilladelse og efterfølgende blev udskiftet til den amerikanske konkurrent P-3 Orion. Den tyske Marinefliegergeschwader oplevede ikke nogle tab af fly i deres operative periode fra 1963 til 2005. De tyske Atlantic-fly blev fra 2005 erstattet af den samme type P-3 Orion flystel hollænderne havde købt i 1980'erne som erstatning for deres Atlantic-fly. De tyske fly blev dog grundigt moderniseret og opgraderet hvilket gjorde dem til topmoderne maritime patruljefly.

I 1999 blev et pakistansk Atlantic skudt ned af et indisk MiG 21 Fishbed efter at det indiske fly forgæves havde forsøgt at tvinge Atlantic-flyet til at lande på en indisk flyvestation. Nedskydningen øgede spændingerne i regionen og var en medvirkende faktor til udbruddet af den indisk-pakistanske krig i 1965. Efter det pakistanske fly havde nægtet at efterkomme ordrerne fra MiG-piloterne, forsøgte Atlantic-flyet at stikke af og blev derefter skudt ned med et Molniya R-60 (NATO-rapporteringsnavn AA-8 Aphid) luft til luft-missil over den omstridte Rann of Kutch-region.

Adskillige tyske Atlantic-fly er siden blevet doneret til museer, inklusiv det tyske Luftwaffenmuseum og det hollandske flyvevåbensmuseum i Soesterberg.[10]

Et Breguet Atlantic, omtalt i nyhederne som et Atlantic Model 2, blev brugt at den franske flåde i eftersøgningen af Air France Flight 447.[11][12][13]

Et Breguet Atlantic Br.1150 fra Deutsche Marine set forfra.
Et Breguet Atlantic Br.1150 fra Marina Militare. MAD-antennen ses tydeligt bagerst på flyet.

Referencer[redigér | rediger kildetekst]

  1. ^ Air International – november 1981, s. 218, 252.
  2. ^ Air International – november 1981, s.252.
  3. ^ Air International – november 1981, s. 213–216.
  4. ^ a b Jane's All The World's Aircraft 1988-89 – s. 71-73
  5. ^ "Naval Technology". Arkiveret fra originalen 13. november 2006. Hentet 15. januar 2010.
  6. ^ Air International – november 1981, s. 252–253.
  7. ^ Air International – november 1981, s. 216–218.
  8. ^ Janes 1993, s. 81–82.
  9. ^ Penny, Stewart. "Military Aircraft Directory Part 1". Flight International – 4 august 1999.
  10. ^ "Airforce Museum". Arkiveret fra originalen 18. maj 2008. Hentet 15. januar 2010.
  11. ^ "Search Teams Converge on Presumed Air France Crash Zone", Washington Post, 1 juni, 2009
  12. ^ "French army air crewman aboard an Atlantic Model 2 aircraft", Associated Press, 2 juni, 2009
  13. ^ "An Atlantic Model 2 aircraft lands at France's air base in Dakar", Associated Press, 2. juni, 2009
  • Donald, David and Jon Lake. (editors). Encyclopedia of World Military Aircraft. London:Aerospace Publishing, Single Volume edition, 1996. ISBN 1-874023-95-6.
  • Mark Lambert (redaktør). Jane's All The World's Aircraft 1993-94. Coulsdon, UK:Jane's Data Division, 1993. ISBN 0-7106-1066-1.
  • "The New Generation Atlantics". Air International, November 1981, Vol. 21 Nr. 5. s. 213–218, 252–253.
  • John W. R. Taylor (redaktør). Jane's All the Worlds Aircraft 1988-89. Coulsdon, Surrey, UK: Jane's Information Group, 1988. ISBN 0-7106-0867-5.

Eksterne links[redigér | rediger kildetekst]

Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Breguet_Atlantic&oldid=11656096"