Brian Jones

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Brian Jones
Brian Jones 1965.jpg
Information
Fødenavn Lewis Brian Hopkin Jones
Født 28. februar 1942
Død 3. juli 1969 (27 år)
Beskæftigelse Musiker
Instrument(er) Guitar, Dulcimer, Mundharmonika, Blokfløjte, Percussion, Saxofon, Orgel
Aktive år 1962 – 1969
Pladeselskab Decca
London
Associerede acts The Rolling Stones

Lewis Brian Hopkin Jones (28. februar 19423. juli 1969) var grundlæggeren, og lead- og rytmeguitarist i det engelske band The Rolling Stones. Jones var kendt for sin evne til at spille på diverse musikinstrumenter, og sit stofmisbrug. Hans død som 27-årig gjorde ham til et af de første medlemmer i den berygtede klub 27.

Biografi[redigér | redigér wikikode]

Begyndelse[redigér | redigér wikikode]

Jones blev født på Park Nursing Home i Cheltenham, Gloucestershire under 2. verdenskrig. Hans forældre, Lewis Blount and Louisa Beatrice Jones der begge havde walisisk rødder, kom fra middelklassen. Brian havde to søstre: Pamela (f. 3. oktober 1943 – d. 14. oktober 1945 af leukæmi) og Barbara (f. 1946) [1].

Brians forældre var begge interesseret i musik, og deres forhold til den smittede hurtig af på den unge Jones. Brian far, der var luftfartstekniker, spillede i sin fritid både guitar og Orgel og stod i spidsen for det lokale kor. Hans mor, Louisa, underviste i klaver og begyndte at undervise Brian i en meget tidlig alder. Brian lærte det hurtigt, og snart efter kunne hans mor ikke lære ham mere. Han lærte derefter at spille på klarinet, og spillede første klarinet i skoleorkesteret som 14 årige [2].

I 1957 fik Jones for første gang kendskab til jazz musikeren Charlie Parker, som førte til en livslang interesse i jazz musikken, og Brian tiggede sine forældre om at købe en saxofon til ham. Men som så mange andre musikinstrumenter han lærte at beherske, begyndte det at kede ham efter et stykke tid og han ledte efter et nyt, som han kunne lære.

To år efter gav hans forældre ham hans første akustisk guitar til hans 17 års fødselsdag.

Han gik på de lokale skoler Dean Close School fra 1949 til 1953, og derefter Cheltenham Grammar School for Boys, hvor han startede i september 1953 efter han havde bestået optagelsesprøven. Jones var kendt som en god student, der fik høje karakterer uden at gøre det store arbejde. Han spillede badminton, og dykkede men ellers var han ikke til sport.

Til trods for det gik så godt for ham i skolen syntes han at skolen var for ensrettet og formel, og nægtede at tilpasse sig efter han kom i teenageralderen. Han var kendt for at sky skoleuniformen, nægtede at gå med sin studenterhue, og gjorde alle sine lærere vrede med sin opførsel. Som resultat af sin opførsel var han til gengæld meget populær hos de andre studerende. Men hans manglede modvilje mod autoriteter fik ham smidt ud af skolen, ved to forskellige lejligheder [3].

The Rolling Stones[redigér | redigér wikikode]

Jones forlod Cheltenham, og flyttede til London hvor han mødte og blev venner med Alexis Korner, Paul Jones (Manfred Mann) og Jack Bruce (Cream). Han blev en anerkendt blues musiker, og ændrede kort navn til Elmo Jones. Bill Wyman har påstået at Jones, var en af de første guitarister i England der spillede slide guitar.

I foråret 1962 hvervede Jones Ian Stewart og sangeren Mick Jagger til sit band. Keith Richards havde Jones mødt første gang, da Paul Jones og han havde optrådt med Elmore James Dust My BroomThe Ealing Club. Det var Brians forslag at Jagger tog Richards med til en prøve. Jones og Stewart godkendte Richards, og de Chuck Berry sange han ville spille.

Som Keith husker det var det Jones, der fandt på navnet Rollin’ Stone (senere kom der et g på), mens han sad og snakkede i telefon.

Gennem størstedelen af 19621963 delte Jones, Jagger og Richards en lejlighed i Chelsea, London på adressen 102 Edith Grove. Mens de boede der brugte Jones og Richards dagene på at spille guitar, mens de hørte blues plader (hovedsagelig Jimmy Reed, Muddy Waters og Howlin' Wolf), og Jones viste Jagger hvordan han spille mundharmonika ordentligt.

De fire bandmedlemmer gik på jagt efter en bassist og en trommeslager, og efter mange prøver besluttede de sig for Bill Wyman som bassist (hovedsagelig fordi han havde en forstærker og cigaretter). Efter at havde spillet nogle koncerter med Tony Chapman og Carlo Little blev de skiftet ud med den jazz inspirerede Charlie Watts, betragtet af nogle musiker som en af de bedste trommeslagere i London.

Watts beskriver Brians rolle, i bogen Ifølge The Rolling Stones, i begyndelsen: ”Brian var meget musikalsk, og skubbede bandet i begyndelsen. Keith og jeg kiggede på ham, og sagde at han var sindssyg. Det var vigtig for ham at få os op på scenen i en klub, og bagefter få betaling som et R&B band.”

Gruppen spillede på lokale blues og jazz klubber i London, og fik snart en solid fan skare til trods for at de andre jazz musiker følte sig truet af The Stones popularitet. Mens Mick Jagger var forsanger, var Jones, i bandets første år, lederen. Han promoverede bandet, fik dem rundt til forskellige shows i London og snakkede med forskellige producer. Jones opførte sig som en entertainer i starten, hvor han spillede diverse instrumenter inklusiv rytmeguitar, slide guitar og mundharmonika.

Under deres live optræden i den samme periode, og specielt på Crawdaddy Club i Richmond, var der Jones der var meget livlig, mere end Jagger. Mick Jagger stod stille mens hans sang – på grund af at der ikke var ret meget plads til at bevæge sig på for ham.

Andre projekter[redigér | redigér wikikode]

I 1966 producerede, spillede og skrev Jones soundtrack til Mord und Totschlag, en tysk film, som hans daværende kæreste Anita Pallenberg medvirkede i. Han hyrede forskellige musikere til at spille på soundtracket, her i blandt guitaristen Jimmy Page. Jones og Pallenberg skabte megen uro da Jones iførte sig en nazistisk uniform og stod på en nøgen dukke på et billede, sammen med Pallenberg. Selvom Jones ikke var nogen nazi sympatisør, blev han fremstillet som en på grund af billedet.

Nedturen[redigér | redigér wikikode]

Jones blev arresteret anden gang den 21. maj 1968 for besiddelse af marihuana. Jones påstod at det ikke var hans, men noget som var blevet efterladt i hans hus af de tidligere ejere, da han havde udsigt til en lang fængselsstraf hvis han blev fundet skyldig, på grund af hans betingede, dom. Bill Wyman fortæller: ”Det at politiet havde en kendelse uden nogle egentlige beviser, viste at anholdelsen var en del af et nøje arrangeret plan. Brian og The Stones var blevet til et mål i et forsøg på at forskrække befolkningen til ikke at tage stoffer.”

Juryen kendte han skyldig, men dommeren fattede sympati for ham, og sagde: ” Lad for himlens skyld vær med at komme problemer igen, for ellers vil det få meget alvorlige konsekvenser.”

På grund af alle Brians problemer var han ikke ret ofte i studiet, og hvis han var bidragede han ikke med noget musikalsk til albummet eller hans guitar blev slået fra af en af de andre. Så det var hovedsagelig Richards der spillede guitar.

The Stones besluttede at efter udgivelsen af albummet Let It Bleed (udgivet i juli 1969) ville de tage på tour i Nordamerika med start i november 1969, for første gang i tre år. Men snart opstod der et nyt problem. Brian Jones kunne ikke få arbejdstilladelse på grund af sit stofmisbrug ville myndighederne ikke havde ham ind. Efter forslag fra deres pianist og road manager Ian Stewart besluttede de, at det ville være det bedste at få en ny guitarist, og den 8. juni 1969 fik Brian besøg af Mick Jagger, Keith Richards og Charlie Watts som fortalte ham at bandet ville forsætte uden ham.

Døden[redigér | redigér wikikode]

Omkring midnat den 3. juli 1969 blev Brian Jones fundet livløs i sit svømmebassin i sit hjem i Hartfield, Sussex, England, hvor han havde været et par minutter. Hans daværende kæreste, Anna Wohlin, var overbevist om, at han var i live, da han blev trukket op af vandet, og at han stadig havde en puls, men da lægen ankom, var det for sent for ham, og han blev erklæret død på stedet [4].

Til trods for Brian Jones pludselige død, blev koncerten i Hyde Park afholdt foran op mod 500.000 fans. Mick Jagger læste op af Percy Bysshe Shelleys Adonais, og bagefter slap de hundredvis af sommerfugle ud som en hyldest til den afdøde guitarist. Desværre var de fleste sommerfugle død i kassen eller døde kort tid efter de blev sluppet ud.

Til hans begravelse kom kun Bill Wyman og Charlie Watts. Mick Jagger og hans daværende kæreste, Marianne Faithful, kom ikke da de var på vej til Australien til en filmoptagelse. Keith Richards og Anita Pallenberg viste sig heller ikke, da de frygtede at deres optræden ville støde nogle.

Privatliv[redigér | redigér wikikode]

I skolen var han meget populær hos de andre elever, og i foråret 1959, da han var 17 år gammel, gjorde Jones sin 16 årige kæreste, Valerie, gravid. Hun var fire måneder yngre end Jones, der opmuntrede hende til at få en abort. Efter dette ville hun ikke have kontakt med Brian, og valgte i stedet at få barnet (en dreng) bortadopteret. Drengen, fik navnet Simon, blev givet til at barnløst par efter fødselen, og Brian forlod skolen og hjemmet, og rejste gennem nord Europa. Simon nåede aldrig at møde sin biologiske far.

I 1960 blev Brian far til en datter, men der er ingen information omkring hende. Til trods for uheldet havde han ikke lært noget. To år efter gjorde han sin daværende kæreste, Pat Andrews, gravid. Da var han 19 år. Barnet, endnu en dreng der fik navnet Julian Mark Andrews, blev født den 22. oktober 1961. Brian Jones solgte sin plade samling den dag hans søn blev født, og købte blomster til Pat og tøj til barnet, og slog sig en kort periode ned sammen med dem.

Den 23. juli 1964 blev han far for tredje gang da hans kæreste, Linda Lawrence, fødte Julian Brian Jones. Dawn Molloy fødte den sidste af Brians sønner den 24. marts 1965. Han fik navnet John Paul Andrew Jones To af hans sønner fik navnet Julian fra Jones store idol, Jazz musikeren Julian ”Canonball” Adderley. [5]

Eksterne kilder/henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Fodnote[redigér | redigér wikikode]