Bruger:Amjaabc/sandkasse4
| Kate Bush | ||
|---|---|---|
 Kate Bush, 1986
|
||
| Information | ||
| Fødselsnavn | Catherine Mary Bush | |
| Født | 30. juli 1958 (53 år) | |
| Oprindelse | Bexleyheath, London, England | |
| Genre(r) | Art rock, progressiv rock, alternativ rock | |
| Beskæftigelse | Musiker, sanger, sangskriver, pladeproducer | |
| Instrument(er) | Vokal, piano, keyboards, el-bas, guitar, violin | |
| Aktive år | 1975-nu | |
| Pladeselskab | EMI (1975-nu) | |
| Hjemmeside | http://www.katebush.com/ | |
Catherine "Kate" Mary Bush (født 30. juli 1958 i Bexleyheath, London) er en britisk musiker, sanger, sangskriver og pladeproducer. Hendes særprægede musikalske stil og specielle vokalarbejde har gjort hende til en af Storbritanniens mest succesrige kvindelige solokunstnere i de seneste mere end 30 år.
I 1978 debuterede hun i en alder af nitten år med "Wuthering Heights", der udsendt som single toppede UK Singles Chart i fire uger. Hun blev dermed den første kvindelige musiker, der nåede den britiske førsteplads med en selvskrevet sang.[1] Hun har efterfølgende udgivet ti album, af hvilke de tre nåede førstepladsen på UK Albums Chart, og hun har haft 25 singler på top 40; af disse er ud over "Wuthering Heights" også "Running Up that Hill", "King of the Mountain", "Babooshka", "The Man with the Child in His Eyes" og "Don't Give Up" nået i top 10.
I 1987 vandt hun en Brit Award for Bedste britiske kvindelige solokunstner, og i 2002 fik hun en Ivor Novello-pris for sine bidrag til britisk musik. I sin karriere er hun desuden blevet nomineret til tre Grammy Awards. Efter sin første og eneste koncertturné i 1979 fik hun udgivet albummet Never for Ever (1980), og dette album gik direkte ind på førstepladsen på album-hitlisten,[2] hvilket dermed skete for første gang for en kvindelig soloartist, lige som det var første gang, at en britisk kvinde nåede førstepladsen på denne liste. Desuden er hun den første – og til dato eneste – kvindelige kunstner, der har haft album i top 5 på den britiske hitliste i fem på hinanden følgende årtier.
I maj 2012 vandt Bushs nyeste album, 50 Words for Snow, South Bank Arts Award.[3] Den var endvidere nomineret til Ivor Novello-prisen og en Brit Award samme år.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Opvækst
Kate Bush blev født i Bexleyheath i Kent, nu det sydøstlige London, som datter af den engelske læge Robert Bush og hans irske hustru, Hannah Daly.[4] Hun voksede op i deres hus på landet i East Wickham sammen med sine to storebrødre, John og Paddy.[5] Der var tale om en meget kunstnerisk orienteret familie, hvor moderen var tidligere irsk folkedanser, hendes far var en talentfuld pianist, Paddy var instrumentmager, John var digter og fotograf og begge brødrene spillede desuden musik. Begge brødre var aktive på den lokale folkemusikscene.[4]
John gik endvidere til karate på Goldsmiths College, og han fik sin lillesøster med. Hun fik tilnavnet "Ee-ee" på grund af sit pibende kampråb. En af hendes instruktører, Dave Hazard, har senere i en selvbiografi bemærket, at Kate Bushs dans bærer præg af hendes karatebaggrund.[6]
Under påvirkning af sin musikalske familie lærte Kate Bush sig selv at spille klaver som 11-årig efter at have fået de første lektioner af sin far. Hun spillede også violin og orgel i en lade bagved forældrenes hus.[7] Som teenager begyndte at skrive sine egen melodier, og snart satte hun også tekster til.[8]
Bush gik i folkeskole på St. Joseph Convent Grammar School og senere en katolsk pigeskole i Abbey Wood i Sydøstlondon.
[redigér] Karriere
I midten af 1970'erne indspillede familien et demobånd med omkring 50 af Kate Bushs kompositioner, som blev sendt til flere pladeselskaber, men afvist af dem alle. En af familiens venner, Ricky Hopper, hørte hendes sange og præsenterede hendes musik for guitaristen i Pink Floyd, David Gilmour. Gilmour var imponeret og hjalp hende med at få skabt en mere professionel lyd til et nyt, mere salgbart demobånd, produceret af hans ven Andrew Powell, der senere blev producer på Kate Bushs første to album.[9][8] Lydteknikeren var den tidligere The Beatles-mand, Geoff Emerick.[10] Båndet blev ved David Gilmours hjælp sendt til Terry Slater hos EMI,[11] og han var så interesseret, at han gav Bush en pladekontrakt. Britisk rockmusik var på den tid stagnerende.[11] Progressiv rock var meget populær, og visuelt orienterede rockkunstnere var på vej til at blive mere interessante, hvilket betød, at pladeselskaberne især var på udkig efter det næste nye, store navn på den alternative scene.[11]
Hos EMI var repertoirechef Bob Mercer egentlig ret sikker på, at Bushs musik var god nok til at blive udgivet straks, men han mente, at en eventuel fiasko ville være demoraliserende for hende, mens en succes kunne være for vanskelig at håndtere for den purunge pige. I stedet fortsatte hun de næste to år med skolen, og hun fik sin afgangseksamen.[12] I 2005 udtalte Bush i et interview med Marc Radcliffe på BBC Radio 2, at hun mener, at EMI skrev kontrakt med hende, før hun var klar til at lave et album, for at forhindre, at et andet pladeselskab skrev kontrakt med hende. Kontrakten gav hende et pænt forskud, som hun brugte på at forberede sig som kunstner. Hun studerede dans, mimekunst og vokalteknik og fortsatte med at skrive sange. I dans blev hun undervist af Lindsay Kemp, der også havde undervist David Bowie,[13] og mimekunsten lærte hun af Adam Darius.[14]
Kate Bush skrev og lavede demoindspilninger af henved 200 numre, af hvilke enkelte senere er udgivet på bootleg-indspilninger; de kendes samlet som Phoenix Recordings.[15] Hun sang desuden i perioden marts-august 1977 i et band kaldet The KT Bush Band i pubber rundt omkring i London, især i Rose of Lee i Lewisham. Bandet bestod ud over hende selv bestod af hendes daværende kæreste Del Palmer på bas, Brian Bath på guitar og Vic King på trommer. I august 1977 begyndte hun at indspille materiale til sit første album[8] i tillæg til de to numre, der allerede var indspillet i sommeren 1975.
[redigér] The Kick Inside og Lionheart
Skønt hun havde forberedt indspilningerne til The Kick Inside ved at give koncerter på pubber med The KT Bush Band, blev Kate Bush overtalt til at bruge etablerede studiemusikere. Nogle af disse beholdt hun, også da hun senere fik sine kammerater fra bandet med til indspilninger. Hendes bror Paddy spillede mundharmonika og mandolin; senere spillede han mere eksotiske instrumenter på hendes plader som balalajka og didgeridoo. Stuart Elliott spillede nogle af trommerne, og han skulle blive hendes vigtigste percussionist på de følgende album.[16]
Bush udgav The Kick Inside i 1978, da hun var 19 år gammel, men nogle af sangene havde hun skrevet, da hun var yngre, helt ned til 13 år. Oprindeligt var det EMI's ide, at den mere rock-orienterede "James and the Cold Gun" skulle være debutsinglen, men Bush insisterede på, at det skulle være "Wuthering Heights". Allerede på dette tidlige tidspunkt i hendes karriere var hun kendt for sin målrettethed, når det gjaldt beslutninger vedrørende hendes arbejde.[8] "Wuthering Heights", der var baseret på Emily Brontës bog af samme navn strøg til tops på den britiske single-hitliste[17] og i Australien og blev et internationalt hit. Hun var den første kvindelige kunstner, der opnåede en førsteplads med en sang, hun selv havde skrevet.[18] Den efterfølgende single, "The Man with the Child in His Eyes" nåede sjettepladsen på den britiske hitliste.[17] Den nåede også ind på Billboard Hot 100 på en 85. plads i begyndelsen af 1979. Det var Bob Mercers opfattelse, at Bushs relativt beskedne succes i USA skyldtes, at hendes musik passede dårligt til den måde, amerikansk radio fungerede på, og at der ikke var nogen måde, hvorpå det visuelle udtryk, som var så central for interessen andre steder, kunne blive eksponeret. "The Man with the Child in His Eyes" modtog i 1979 Ivor Novello-prisen for bedste britiske tekst.[19]
Albummet nåede tredjepladsen på albumhitlisten og solgte over tre millioner eksemplarer i Storbritannien alene. EMI havde profiteret af Bushs udseende ved at promovere The Kick Inside med en plakat med et billede af hende iført en lyserød top, der fremhævede hendes bryster. I et interview med NME i 1982 kritiserede Bush denne markedsføringsteknik med ordene: "Folk var i almindelighed ikke klar over, at jeg selv skrev sangene og spillede klaver. Medierne viste mig blot som en kvindekrop. Det er som om, jeg skulle bevise, at jeg er en kunstner i en kvindes krop".[8] Med den store succes, som debutalbummet havde, overbeviste EMI Bush om, at hun skulle lave et opfølgningsalbum snarest muligt, og det resulterede i Lionheart, der udkom i slutningen af 1978, blot ni måneder efter debutalbummet. Kate Bush har i flere forbindelser udtrykt sin utilfredshed med Lionheart og sagt, at hun skulle have brugt mere tid på det for at få det til at blive godt. Albummet blev produceret af Andrew Powell, assisteret af Bush. Albummet resulterede i flere hitsingler, specielt "Wow", men generelt blev det ikke modtaget helt så godt som The Kick Inside. Albummet selv nåede sjettepladsen på den britiske albumhitliste.
Utilfreds med at være blevet presset til at lave det andet album så hurtigt tog Kate Bush konsekvensen og dannede sit eget forlag, Kate Bush Music, og sit eget management-firma, Novercia, der skulle sikre hende fuld kontrol over sit arbejde. Bush udgjorde selv sammen med medlemmer af hendes familie firmaets ledelse.[8] Som et led i at promovere Lionheart pressede EMI Bush til at tage på, hvad der skulle blive hendes første og eneste turné. Turneen, der havde titlen The Tour of Life, begyndte i april 1979 og varede i seks uger. Med sig på scenen havde hun tryllekunstneren Simon Drake, der også havde været med til at tilrettelægge showet.[20] Karakteristisk for hendes behov for at have kontrol med forløbet var Kate Bush involveret i alle aspekter af koncerternes produktion, koreografi, kostumer og personaleansættelse.[8] Koncerterne omfattede sytten kostumeskift, dans af Kate Bush og komplicerede lysshows. På grund af hendes behov for at danse, samtidig med at hun sang, blev Bush den første sanger, der optrådte med en trådløs mikrofon i et headset, hvis man ser bort fra det svenske band Spotnick, der havde eksperimenteret med teknikken i starten af 1960'erne.[7]
Turneen var både udmattende for Kate Bush og en finansiel katastrofe. Siden da har hun kun optrådt live meget sporadisk i forskellige sammenhænge, mest til velgørenhedskoncerter.
[redigér] Never for Ever og The Dreaming
I september 1980 udkom singlen "Babooshka", der nåede femtepladsen på singlehitlisten.[17] Sangen var med på albummet Never for Ever, der var Kate Bushs andet forsøg som producer, idet hun delte opgaven med Jon Kelly. Det første forsøg var med live-ep'en On Stage, der var udsendt efter hendes turné det foregående år. Hendes to første studiealbum var karakteristiske ved at have en veldefineret lyd, der gik igen på alle numrene, hvor orkesterarrangement supplerede lyden af et live band. På Never for Ever er der mere variation i lyden mellem numrene strækkende sig fra gedigen rock på "Violin" til vemodig vals på "Army Dreamers", der også blev et hit som singleudspil. Albummet var det første for Bush, hvor der blev brugt synthesizer og trommemaskine. I særlig grad anvendte hun Fairlight CMI, som hun var blevet præsenteret for, da hun medvirkede som korsanger på Peter Gabriels eponymt navngivne tredje album tidligere på året.[8] Albummet blev hendes første, der nåede toppen på albumhitlisten i Storbritannien, hvorved hun også blev den første kvindelige, britiske kunstner, der nåede denne position,[12] ligesom det var første gang overhovedet, at en kvindelig kunstner fik et album direkte ind på førstepladsen.[2] Som supplement til albummet udsendte Bush i december 1980 julesinglen "December Will Be Magic Again", der blev nummer 29 i Storbritannien.[17]
Hendes næste album var The Dreaming, der blev udsendt i september 1982 og var det første album, der var fuldstændig produceret af Bush selv.[21] Det markerede også en anden stor forandring for Bush, idet sangene hertil var blevet komponeret ved hjælp af Fairlight CMI'en frem for klaver, og hvor sangene i højere grad blev tilpasset og lavet om i studiet frem for blot at blive arrangeret der. Med denne nyfundne kunstneriske frihed eksperimenterede hun med produktionsteknikker, der resulterede i et album, der i endnu højere grad end forgængeren varierede sit lydudtryk og blandt andet kendes for at få stort set så meget ud af Fairlight CMI'en som muligt. I første omgang fik The Dreaming en blandet modtagelse hos de britiske anmeldere. Mange var forvirrede over det kompakte lydbillede, Kate Bush havde skabt, og nogle kritikere fandt, at albummet var overproduceret. I 1993 udtalte Bush i et interview med Q: "Det er mit 'Hun er blevet tosset'-album".[8] Til gengæld blev albummet rost til skyerne og kaldt et "mesterværk" og en "musikalsk tour-de-force" af kritikerne i USA, og albummet blev hendes første på den amerikanske hitliste, skønt det kun nåede en 157. plads.[8] Albummet gik ind på tredjepladsen på den britiske albumhitliste, men er til dato det af hendes album, der har solgt færrest eksemplarer, og det opnåede blot en guldplade.
Den første single fra albummet var "Sat on Your Lap", som blev udsendt mere end et år før selve albummet. Dens bedste placering på den britiske hitliste var en 11. plads.[17] Titelnummeret fra albummet, hvorpå Rolf Harris og Percy Edwards medvirkede, nåede blot en 48. plads,[17] mens "There Goes a Tenner" overhovedet ikke opnåede en hitlisteplacering trods reklamering fra både EMI og Bush selv. Sangen "Suspended in Gaffa" blev kun udsendt på det europæiske kontinent, ikke i Storbritannien.
Idet hun fortsatte sin tradition for at fortælle historier med sine sange, havde Kate Bush gået langt uden for sine egne erfaringer for inspiration til sangene på albummet. Hun trak på gamle kriminalfilm til "There Goes a Tenner", på en dokumentarfilm om Vietnamkrigen til "Pull Out the Pin" og australske oprindelige folks pligter i "The Dreaming". "Houdini" handler om tryllekunstnerens død, og "Get Out of My House" var inspireret af Stephen Kings roman Ondskabens hotel.[22]
[redigér] Hounds of Love og The Whole Story
I 1985 udkom "Running Up That Hill", som blev hendes næstbedst sælgende single nogensinde og nåede den britiske hitlistes tredjeplads.[17] Singlen var forløber for albummet Hounds of Love fra samme år. Det var indspillet i et nyt privat studie, som Kate Bush fik bygget nær sit hjem for at få fuld kontrol over indspilningsprocessen.[23] Albummet gik direkte ind på den britiske hitlistes førsteplads, hvor det slog Madonnas Like a Virgin og blev der i tre måneder.
Hounds of Love udnytter vinylpladens format med to meget forskellige sider. Side ét med undertitlen Hounds of Love omfatter fem relativt lettilgængelige popsange, heriblandt de fire singler "Running Up That Hill", "Cloudbusting", "Hounds of Love" og "The Big Sky". "Running Up That Hill" gav desuden Kate Bush et egentligt gennembrud i USA, hvor den nåede 30. pladsen på Billboard-listen i november 1985. Albummets anden side med undertitlen The Ninth Wave er navngivet efter Alfred Tennysons digt "Idylls of the King" om den sagnomspundne kong Arthur og hans regeringsperiode, og der er tale om ét langt, sammenhængende stykke musik. Albummet indbragte Bush nomineringer til bedste kvindelige kunstner, bedste album, bedste single og bedste producer ved Brit Awards 1986. Samme år indspillede Bush sammen med Peter Gabriel duetten "Don't Give Up" (Dolly Parton, som var Gabriels første ønske, havde afslået[24]), og EMI udsendte et delvist "greatest hits"-album med titlen The Whole Story. Albummet indeholdt en version af "Wuthering Heights" med blandt andet nyt vokalarbejde samt en helt nyindspillet sang med titlen "Experiment IV"; dette nummer blev også udsendt som single. Ved Brit Award 1987 vandt Bush prisen som bedste kvindelige kunstner.
[redigér] The Sensual World og The Red Shoes
I 1989 udkom The Sensual World, der viste en udvikling hos Kate Bush hen imod en stadig mere personlig tone med sange om uudtrykt kærlighed ("Love and Anger"), uigengældt kærlighed ("Never Be Mine") og presset på moderne forhold ("Between a Man and a Woman"). En af de skæveste sange på albummet, der viser Bushs sorte humor, er "Heads We're Dancing", der handler om en kvinde, der danser hele natten i 1939 med en charmerende ukendt, men opdager senere han er Adolf Hitler.[25] Titelnummeret er inspireret af James Joyces Ulysses.[25]
Albummet nåede andenpladsen på den britiske albumhitliste[26] og gik hen og blev hendes bedst sælgende album nogensinde i USA, hvor det fire år efter udgivelsen rundede et salg på en halv million eksemplarer.
I 1990 udsendtes et bokssæt, This Woman's Work, med alle Bushs album med deres originale omslag samt to plader med alle b-sider af singlerne udsendt mellem 1978 og 1990. I 1991 udsendte Bush en single med to Elton John-sange: "Rocket Man" og "Candle in the Wind". "Rocket Man" nåede 12. pladsen på den britiske hitliste[17] og andenpladsen i Australien. I 2007 blev nummeret kåret som den bedste coverindspilning nogensinde af læserne af The Observer.[27]
Det næste originale album fra Bush var The Red Shoes fra november 1993. Albummet er kendetegnet ved give plads til en række gæster, heriblandt komponisten og dirigenten Michael Kamen, komikeren Lenny Harry, Prince, Eric Clapton, Gary Brooker (fra Procol Harum), Trevor Whittaker og Jeff Beck. I lighed med The Sensual World havde The Red Shoes også deltagelse af Trio Bulgarka, en kvindetrio, der sang på flere af numrene, blandt andet "You're the One" og "Rocket's Tail". Albummet indbragte Bush den hidtil højeste placering på den amerikanske albumliste med en 28. plads, men kun en enkelt single fra pladen, "Rubberband Girl", kom på den amerikanske liste med 88. plads som bedste placering. Bedre gik det i hjemlandet, hvor albummet nåede andenpladsen, og fire singler (ud over "Rubberband Girl" også "The Red Shoes", "Moments of Pleasure" og "And So Is Love") nåede i top-30.[17] I 1994 stod Kate Bush som instruktør og manuskriptforfatter bag kortfilmen The Line, the Cross & the Curve med Bush og den engelske skuespiller Miranda Richardson i de centrale roller. Filmen præsenterede seks af sangene fra The Red Shoes.[28]
Det var oprindeligt planen at tage på turné med sangene fra The Red Shoes, og derfor havde Bush som mål med albummet, at det skulle have en fornemmelse af et live-band, og derfor blev der ikke brugt så mange studie-kunstgreb, som havde karakteriseret hendes seneste tre album, da de ville være for komplicerede at genskabe på scenen.[29] Der blev dog aldrig taget egentlige skridt til at planlægge turneen, men albummet kom på den måde til at vende en del af hendes fanskare væk, idet de netop var begejstrede for det indviklede i hendes tidligere kompositioner,[30] mens andre fandt en ny kompleksitet i teksterne og de følelser, de udtrykte.[31]
På den tid havde Kate Bush mange kvaler. Hun havde oplevet flere dødsfald, heriblandt guitaristen Alan Murphy, som hun havde samarbejdet med siden sin Tour of Life-turné i 1979, og moderen Hannah, som hun havde et meget tæt forhold til.[12] Mange af de nærtstående mennesker, som hun mistede, er mindet i balladen "Moments of Pleasure" på The Red Shoes. Bushs mor levede stadig, da hun skrev og indspillede denne sang, og hun har siden beskrevet, hvordan hun spillede den for sin mor, der syntes, at den linje, hvor Bush citerer sin mor for sætningen "Every old sock meets an old shoe" var herlig, og "ikke kunne holde op med at le."[32]
[redigér] Aerial
Efter udgivelsen af The Red Shoes trak Bush sig tilbage fra offentligheden i mange år, hvor der dog med mellemrum opstod forlydender i medierne om, at hun havde et nyt album på vej. Oprindeligt var det hendes intention at tage et års pause fra musikken, men skønt hun arbejdede på nyt materiale, kom der til at gå tolv år, inden hendes næste udspil kom.[33] Pressen fremstillede hende jævnligt som en excentrisk eneboer, idet de til tider trak en linje til miss Havesham fra Dickens' Store forventninger.[34] Sandheden var imidlertid, at hun prøvede på at give sin søn en normal barndom og havde brug for et roligt sted, for at hendes kreative processer kunne fungere.[33] I 1998 var Bush nedkommet med sønnen Albert (med kælenavnet Bertie), som hun fik med sin guitarist og ægtemand, Danny McIntosh.[12][35] Efter i mange år at have boet i Eltham i Sydøstlondon flyttede familien væk fra byen og har nu to hjem: Et mindre hus i East Portlemouth på Devon-kysten[35] og et større på en lille ø i Kennet and Avon Kanalen ved Sulhamstead i West Berkshire.
Kate Bushs ottende studiealbum, Aerial, blev udgivet på dobbelt-cd og vinyl i november 2005.[12] Den første single fra albummet var "King of the Mountain", der blev spillet første gang på BBC Radio 2 den 21. september 2005.[36]
I lighed med Hounds of Love er dette album opdelt i to afsnit, der hver har eget tema og stemning.[37] Den første plade, der har titlen A Sea of Honey, indeholder en samling sange, der er uden relation, men hører til et tema, herunder "King of the Mountain", "Bertie", en ode til hendes søn i renæssance-stil, og "Joanni" om Jeanne d'Arc. I sangen "П" synger Bush tallet pi til den 115. decimal.[37] Den anden plade med titlen A Sky of Honey indeholder et eneste stykke musik, der beskriver oplevelsen af at være udendørs efter at være vågnet ved daggry, hen over dagen, aftenen og natten til den næste dags morgen. Alle delene i denne suite refererer eller hentyder til himlen og havet i deres lyriske indhold. Bush har blandet sin stemme med kurrende duer i gentagelsen af linjerne "A sea of honey, a sky of honey" og "You're full of beauty" gennem hele musikstykket og bruger optagelser af fuglesang tilsvarende. På A Sky of Honey medvirker Rolf Harris på didgeridoo i en del og med vokalarbejde på "The Painter's Link."[37] Blandt de andre medvirkende gæster på albummet er Peter Erskine, Eberhard Weber, Lol Creme og Gary Brooker. To numre har strygerarrangement af Michael Kamen spillet af London Metropolitan Orchestra. En cd-udgivelse af singlen "King of the Mountain" indeholder også en version af Marvin Gayes "Sexual Healing".[38]
"King of the Mountain" gik ind på den britiske download-liste på en sjetteplads 17. oktober 2005,[39] og 30. oktober samme år var den blevet Bushs tredjebedst placerede single i Storbritannien med en fjerdeplads som det højeste. Aerial gik ind på den britiske albumhitliste på en tredjeplads[40] og i USA på 48. pladsen.[41] Bush gjorde ikke noget særlig meget for at promovere albummet, idet hun kun gav få interviews til aviser og radio. Aerial indbragte hende to nomineringer til BRIT Awards 2006 for bedste kvindelige britiske solokunstner og bedste britiske album.
I slutningen af 2007 skrev og indspillede Kate Bush en ny sang, "Lyra", til soundtracket til fantasy-filmen Det gyldne kompas.[42]
[redigér] Director's Cut og 50 Words for Snow
[redigér] Diskografi
[redigér] Albummer
| År | Album | UK | US | Noter |
|---|---|---|---|---|
| 1978 | The Kick Inside | 3 | - | debut album |
| 1979 | Lionheart | 6 | - | - |
| 1979 | Live on Stage | - | - | Live optagelser |
| 1980 | Never for Ever | 1 | - | - |
| 1982 | The Dreaming | 3 | 148 | - |
| 1984 | The Single File | - | - | Box-set inkluderende alle singler indtil dato |
| 1983 | Kate Bush | - | - | Kun udgivet i Nordamerika |
| 1985 | Hounds of Love | 1 | 30 | - |
| 1986 | The Whole Story | 1 | 78 | Hitsamling, inklusiv en genindspildning af "Wuthering Heights" |
| 1989 | The Sensual World | 2 | 43 | - |
| 1990 | This Woman's Work 1978-1990 | - | - | Et box-set af hendes indtil dato seks albummer og to plader med sjældne b-sider, genudgivet i 1998 |
| 1993 | The Red Shoes | 2 | 28 | - |
| 1994 | Live at the Hammersmith Odeon | - | - | Live optagelser, udgivet som en kombination af både CD og video |
| 2005 | Aerial | 3 | 48 | Double album |
| 2011 | 50 Words for Snow | - | - |
[redigér] Singler
| År | Sang | UK singles | US Hot 100 | US Modern Rock | Album |
|---|---|---|---|---|---|
| 1978 | "Wuthering Heights" | 1 | - | - | The Kick Inside |
| 1978 | "The Man With The Child In His Eyes" | 6 | 85 | - | The Kick Inside |
| 1978 | "Hammer Horror" | 44 | - | - | Lionheart |
| 1979 | "Wow" | 14 | - | - | Lionheart |
| 1979 | "Live On Stage" EP | 10 | - | - | Liveoptagelse fra koncert ved Hammersmith Odeon |
| 1980 | "Breathing" | 16 | - | - | Never For Ever |
| 1980 | "Babooshka" | 5 | - | - | Never For Ever |
| 1980 | "Army Dreamers" | 12 | - | - | Never For Ever |
| 1980 | "December Will Be Magic Again" | 29 | - | - | Ikke fra et album (Julesang) |
| 1981 | "Sat In Your Lap" | 11 | - | - | The Dreaming |
| 1982 | "The Dreaming" | 48 | - | - | The Dreaming |
| 1982 | "There Goes a Tenner" | - | - | - | The Dreaming |
| 1985 | "Running Up That Hill (A Deal With God)" | 3 | 30 | - | Hounds Of Love |
| 1985 | "Cloudbusting" | 20 | - | - | Hounds Of Love |
| 1986 | "Hounds Of Love" | 18 | - | - | Hounds Of Love |
| 1986 | "The Big Sky" | 37 | - | - | Hounds Of Love |
| 1986 | "Experiment IV" | 20 | - | - | The Whole Story |
| 1989 | "The Sensual World" | 12 | - | 6 | The Sensual World |
| 1989 | "This Woman's Work" | 25 | - | - | The Sensual World |
| 1990 | "Love and Anger" | 38 | - | 1 | The Sensual World |
| 1991 | "Rocket Man" | 12 | - | 11 | Two Rooms (Elton John hyldest album) |
| 1993 | "Rubberband Girl" | 12 | 88 | 7 | The Red Shoes |
| 1993 | "Eat the Music" | - | - | 10 | The Red Shoes |
| 1993 | "Moments Of Pleasure" | 26 | - | - | The Red Shoes |
| 1994 | "The Red Shoes" | 21 | - | - | The Red Shoes |
| 1994 | "And So Is Love" | 26 | - | - | The Red Shoes |
| 1994 | "The Man I Love" | 27 | - | - | The Glory of Gershwin (George Gershwin hyldest album) |
| 2005 | "King Of the Mountain" | 4 | - | - | Aerial |
[redigér] Videoer
- 1981 Live at the Hammersmith Odeon
- 1983 The Single File
- 1986 Hair of the Hound
- 1986 The Whole Story
- 1989 The Sensual World: The Videos
- 1994 The Line, the Cross and the Curve
[redigér] Noter
- ↑ Graeme Thomson. "Kate Bush's only tour: pop concert or disappearing act?", The Guardian, 2010-05-13.
- ↑ 2,0 2,1 "Chart Stats - Never for Ever". chartstats.com. http://www.chartstats.com/albuminfo.php?id=5079. Hentet 2012-05-21 .
- ↑ Robert Dex. "Kate Bush scoops South Bank award", The Independent, 2012-05-01.
- ↑ 4,0 4,1 "Kate Bush". nndb.com. http://www.nndb.com/people/504/000025429/. Hentet 2012-05-22 .
- ↑ Amy Standen (2001-03-20). "Kate Bush". salon.com. http://www.salon.com/2001/03/20/kate_bush/. Hentet 2012-05-22 .
- ↑ Dave Hazard (2007). Born Fighter. London: John Blake Publishing. p. 114.
- ↑ 7,0 7,1 "Kate Bush". allmusic.com. http://www.allmusic.com/artist/p3805. Hentet 2012-05-22 .
- ↑ 8,0 8,1 8,2 8,3 8,4 8,5 8,6 8,7 8,8 8,9 Gillian Gaar (1992, 2002). She's a Rebel. Pgw.
- ↑ Jason Cowley. "The Wow Factor", New Statesman, 2005-02-07.
- ↑ "The Rightful Heir?". Q (48). september 1990.
- ↑ 11,0 11,1 11,2 Holly Kruse (1988). "Kate Bush: Enigmatic chanteuse as pop pioneer". Tracking: Popular Music Studies (1). http://www.icce.rug.nl/~soundscapes/DATABASES/TRA/Kate_Bush.shtml.
- ↑ 12,0 12,1 12,2 12,3 12,4 Nigel Williamson. "The Mighty Bush", Scotland on Sunday, 2005-10-02.
- ↑ "Today's Style and Looks". Face & Figure. 1979.
- ↑ Adam Darius. The Adam Darius Method. Latonia. p. 236-240.
- ↑ "Demos: The Phoenix recordings". www.last.fm. http://www.last.fm/music/Kate+Bush/Demos%253A+The+Phoenix+recordings+%252F+Studio+Sessions. Hentet 2012-05-22 .
- ↑ Hæfter fra Kate Bushs album, EMI
- ↑ 17,0 17,1 17,2 17,3 17,4 17,5 17,6 17,7 17,8 "Kate Bush in the UK singles chart". www.officialcharts.com. http://www.officialcharts.com/artist/_/kate%20bush/#singles. Hentet 2012-05-22 .
- ↑ Patrick Barkham. "The Guardian profile: Kate Bush", The Guardian, 2005-09-30.
- ↑ "Kate Bush, Biography". Altius Directory. http://www.altiusdirectory.com/Society/2008/07/kate-bush-30th-july-famous.html. Hentet 2012-05-22 .
- ↑ "Magic Profile - Simon Drake". magicweek.co.uk. http://www.magicweek.co.uk/magic_profiles/magicprofile_0001_simon_drake.htm. Hentet 2012-05-22 .
- ↑ "Something from Kate, at last", The Age, 2005-10-08. Besøgt 2012-05-25.
- ↑ Paul Simper. "Dreamtime Is Over", Melody Maker, 1982-10-16.
- ↑ Barbara Ellen. "Comeback Kate", The Observer, 2005-10-02. Besøgt 2012-05-25.
- ↑ "Peter Gabriel: 'Kate Bush replaced Dolly Parton on ´Don't Give Up´'", New Musical Express, 2011-09-19. Besøgt 2012-05-25.
- ↑ 25,0 25,1 Hille Italie. "Kate Bush's dream world", The Sunday Telegraph, 1989-11-26. Besøgt 2012-05-25.
- ↑ "Kate Bush Biography". www.starpulse.com. http://www.starpulse.com/Music/Bush,_Kate/Biography/. Hentet 2012-05-25 .
- ↑ "The top 50 greatest covers as voted by you". The Observer. http://observer.guardian.co.uk/omm/ttremastered/story/0,,2166706,00.html. Hentet 2012-05-25 .
- ↑ The Line, the Cross & the Curve på Internet Movie Database (Engelsk)
- ↑ "Well Red", Future Music, november 1993.
- ↑ Parry Gettelman. "The Red Shoes Review", The Orlando Sentinel.
- ↑ "The Red Shoes Review", Request, november 1993.
- ↑ "Kate Bush talks to Ken Bruce". BBC. 2005-05-09. http://www.bbc.co.uk/programmes/p00gtnyf.
- ↑ 33,0 33,1 "The day I said sorry to Kylie, and other pop star encounters from the diary of DJ Mark Radcliffe". MailOnline. 2009-03-28. http://www.dailymail.co.uk/tvshowbiz/article-1165471/The-day-I-said-sorry-Kylie-pop-star-encounters-diary-DJ-Mark-Radcliffe.html. Hentet 2012-05-29 .
- ↑ Patrick Barkham. "Guardian profile: Kate Bush", The Guardian, 2005-09-28.
- ↑ 35,0 35,1 "Kate Bush and the war of Wuthering Heights", The Evening Standard, 2007-05-05. Besøgt 2012-05-29.
- ↑ Stephen McKenna (2005-09-22). "Kate Bush back on form with first single in 12 years". icScotland.com. http://icscotland.icnetwork.co.uk/whatson/whatson2/tm_objectid=16160326&method=full&siteid=50141&headline=kate-bush-back-on-form-with-first-single-in-12-years-name_page.html. Hentet 2012-05-29 .
- ↑ 37,0 37,1 37,2 Adrian Thrills. "Is this great, Kate - or just Pi in the sky?", Daily Mail, 2005-11-04. Besøgt 2012-05-29.
- ↑ "Kate Bush: King of the Mountain". www.allmusic.com. http://www.allmusic.com/album/king-of-the-mountain-mw0000535069. Hentet 2012-05-29 .
- ↑ "The Official UK Digital Download Chart Book". The Official UK Charts Company. http://web.archive.org/web/20070106072642/http://www.distantstar.org.uk/DigitalDownloadChartBook.pdf. Hentet 2012-05-29 .
- ↑ "Operatic act beat Bush to the top". BBC. 2005-11-13. http://news.bbc.co.uk/2/hi/entertainment/4433752.stm. Hentet 2012-05-29 .
- ↑ Chris Harris (2005-11-16). "50 Cent Gets A Billboard Beating From Zellweger's Ex". MTV. http://www.mtv.com/news/articles/1513846/get-rich-soundtrack-lands-at-2.jhtml. Hentet 2012-05-29 .
- ↑ "Soundtracks for Det gyldne kompas (2007)". imdb.com. http://www.imdb.com/title/tt0385752/soundtrack. Hentet 2012-05-29 .
 |
Stub Denne sangerartikel er kun påbegyndt. Du kan hjælpe Wikipedia ved at tilføje mere. |
 |
