Bruger:Anders Bager/sandkasse

En 13-årig drengs gravsten 2007

Begravelse af 465 identificerede massakreofre 2007

Massakren i Srebrenica er en krigsforbrydelse begået under Krigen i Bosnien-Hercegovina, der ifølge FN-ret er blevet klassificeret som folkemord.

Omkring 8000 bosniakkere - alle mænd og drenge i alderen 12 til 77 år - blev dræbt i omegnen af Srebrenica. Massakren blev begået af såvel Vojska Republike Srpske, VRS - under ledelse af Ratko Mladic, politiet og af serbiske paramilitære militser. Det foregik over adskillige dage og rundt på mange forskellige gerningssteder i Srebrenicas omegn. Gerningsmændene begravede tusindvis af lig i massegrave. I ugerne der fulgte massedrabet blev mange af ligene lagt i nye massegrave for at sløre gerningen.

Begivenhederne i juli 1995 regnes som de værste massakrer i Europa siden afslutningen på 2.verdenskrig. Den næsten afsluttede retsproces ved den internationale domstol har vist at forbrydelserne ikke foregik spontant, men derimod var systematisk planlagt og gennemført. Det internationale tribunal til pådømmelse af krigsforbrydelser i det tidligere Jugoslavien har dømt Radislav Krstic såvel som Vidoje Blagojevic og Dragan Jokic for folkemord. I slutningen af Februar 2007 bedømte Den Internationale Domstol også gerningen til at være folkemord.

Forhistorie

I Krigen i Bosnien-Hercegovina kom det i den østbosniske provins, hvor også byen Srebrenica lå, til militære kontroverser mellem de bevæbnede enheder af bosniske serbere på den ene side og med bosniakkerne på den anden. Det lykkedes det bosnisk-serbiske militær sammen med paramilitære enheder at erobre byen, hvor trefjerdedele var bosniakker, i foråret 1992. Den serbiske overhøjhed i byen varede dog kun få uger. Under ledelse af Naser Oric erobrede bosniakiske militærenheder byen tilbage i maj 1992.

De omliggende regioner forblev belejret af de bosniske serbere. Bosniakiske enheder foretog et modangreb, med udgangspunkt i Srebrenica, der overfaldt de serbiske landsbyer der fungerede som serbisk støtte under disses belejring. Frem mod januar 1993 lykkedes det bosniakkerne at udvide deres besiddelser i området op mod maksimalt 900 kvadratkilometer. Belejringen lykkedes det dog ikke at gennembryde. Under denne modoffensiv gjorde bosniakiske styrker, specielt de der tjente under Naser Oric, sig skyldig i krigsgrusomheder mod de bosniske serbere. Opgørelserne over antallet af serbiske ofre i årene 1992-1995 svinger efter hvem der svarer. I de serbiske medier bliver der talt om et tal mellem 1000 og 3000 ofre. Mens det nederlandske dokumenationscenter for krigsforbrydelser taler om mindst 1000 civile serbiske tab. Og endelig nævner Research og Documentation Center i Sarajevo at mellem 424 og 446 serbiske soldater og 119 serbiske civilister mistede livet.

I foråret 1993 reorganiserede det bosnisk-serbiske militær under Ratko Mladic´s ledelse. Dennes succesrige fremstød indtil marts 1993 indskrænkede bosniakkernes territorium til kun at omfatte omkring 150 kvadratkilometer. Som følge af angrebene flygtede bosniakker fra oplandet til byen, hvis indbyggertal steg til mellem 50.000-60.000 - mod et indbyggertal der i 1991 havde ligget på 6.000. Mellem den 11. og 13.marts besøgte UNPROFOR´s general Philippe Morillon den flygtningefyldte by. Livsbetingelserne i Srebrenica var på det tidspunkt stærkt kritiske: Drikkevands-, og strømforsyningen var næsten brudt sammen, forrådet af fødevarer og medicin var knap såvel som boligsituationen. Før sin afrejse lovede Morillon befolkningen at byen ville blive sat under FN´s beskyttelse: FN ville ikke lade Srebrenica og dens beboere i stikken.

I marts og april 1993 blev tusindvis af bosniakiske borgere fra Srebrenica evakueret under UNHCR´s opsyn. Den bosniske regering i Sarajevo protesterede mod disse evakueringer, da de mente at disse tiltag ville stimulere til den etniske udrensning som visse serbere ønskede gennemført i Østbosnien.

13.April 1993 meddelte de bosniske serbere UNHCR at de ville angribe Srebrenica inden for to dage såfremt at bosniakkerne i byen ikke overgav sig.

Militære kontroverser indtil April 1993

FN´s Sikkerhedsråd

Som reaktion på trusselssituationen vedtog FN´s sikkerhedsråd 16.April 1993 resolution 819. Den forlangte at alle parter skulle betragte området omkring Srebrenica som sikkerhedszone. Ethvert angreb der kunne betragtet som "uvenlig handling" måtte udeblive i området. 18.April rykkede de første 170 UNPROFOR soldater, primært canadiere, ind i Srebrenica. Sikkerhedsrådet understregede Srebrenicas status som sikkerhedszone 6.maj med resolution 824 og 4.juni 1993 med resolution 836. Den sidste stadfæstede soldaternes ret til våbenmagt i tilfælde af selvforsvar. Den første nederlandske bataljon, Dutchbat I, ankom til Srebrenica i marts 1994. I juli samme år blev de afløst af Dutchbat II, der i januar 1995 blev afløst af Dutchbat III.

Mandatet og dermed også bevæbningen af de blåhjelmede FN-soldater forblev at være omstridt. Flere af de stater der stillede med soldater så med misbilligelse på at bruge militærmagt overfor serberne. De frygtede for deres soldaters sikkerhed. Hvorimod stater der ikke stillede med soldater var tilhængere af at mandatet blev udvidet for soldaterne; her mente man at militær magt overfor VRS var en mulighed der burde overvejes. Det endelige mandat orienterede sig mod en let bevæbning af soldaterne i den klassiske fredsbevarende stil og ikke mod at skulle gennemtvinge freden overfor en aggressiv part.

Efter oprettelsen af sikkerhedszonen fulgte en periode med relativ stabilitet. Antal og omfang af angrebene blev stærkt reduceret. Det lykkedes altså ikke at opnå en total fredeliggørelse og beskyttelse af borgerne i sikkerhedszonen. Ifølge FN soldaternes beretning havde man overvejende succes indenfor zonen med at demilitarisere de bosniakiske enheder. Bosniakkerne modsatte sig dog en total afvæbning. Bosniakkerne afleverede en del tungt udstyr, bl.a. en helikopter og nogle minekastere, tøvede mange bosniakker med at aflevere deres lette våben. De bosnisk-serbiske enheder forblev ved deres stillinger, for fortsat at kunne udgøre en trussel mod sikkerhedszonen med deres tunge våben; de afslog fuldstændig bestemmelserne fra sikkerhedszonen. Gentagne gange blev bosniakkerne angrebet af bosniske serbere. Derudover chikanerede og standsede den bosnisk-serbiske hær mange af de hjælpekonvojer der var på vej mod Srebrenica. Forholdene for befolkningen forblev trods den relative stabilitet kritisk.

14.juni 1993 krævede FN´s generalsekretær Boutros Boutros-Ghali 34.000 mand til sikring af sikkerhedszonen. Fire dage senere bevilligede sikkerhedsrådet imidlertid kun en udvidelse så styrken nu lød på 7600. Denne troppeudvidelse var først blevet gennemført i sommeren 1994. Modstanden mod at stille yderligere tropper til rådighed betød konkret fare for de tilstedeværende FN-soldater i området og desuden til almene betragtninger vedrørende omkostninger ved at inddæmme i sådanne missioner.

I foråret 1995 forværrede situationen sig på ny tydeligt for civile såvel som FN-soldater. Det bosnisk-serbiske netværk blokerede stadig flere hjælpekonvojers fremfærd, hvilket medførte at forrådet til såvel civile og soldater blev stærkt reduceret. Selv da folk tilknyttet til FN forsægte at forlade zonen, for at organisere fødevareforsyningerne, nægtede de bosnisk serbiske enheder dem efterfølgende at vende tilbage. Af denne grund sank antallet af hollandske FN soldater fra 600 til omkring 450 til 400.

I lyset heraf var beredskabet og velviljen fra de stater der oprindelig havde stillet et mandat med soldater til den bosniske beskyttelseszone temmelig ringe. Muligheden for luftangreb på VRS stillinger blev også modtaget køligt hos de stater der stillede med soldater. FN-ledelsen antog at VRS og de bosniske serbere ville tolke luftangreb som en krigserklæring fra FNs side. Man frygtede en eskalation, hvor der ikke ville være nogen nem udvej for verdensorganisationen. For enhver fredsmission ville en sådan situation være fatal. FN vurderede endvidere at luftangreb ville medføre at hjælpekonvojerne til de civile ikke længere ville være muligt. Endelig frygtede man for sikkerheden for FN-soldaterne, hvilket var vægtet meget højt hos de lande der stillede med soldater.

Radovan Karadžić

I starten af marts 1995 udstedte Radovan Karadzic det såkaldte "Direktiv 7" til den bosnisk-serbiske hær. I dette krævede præsidenten for Republika Srpska at tilvejebringe helt igennem utålelige vilkår i sikkerhedszonen ved Srebrenica. De indelukkede skulle efterlades uden håb om overlevelse og om liv i sikkerhedszonen. Man forsøgte med flere appeller at få åbnet en korridor til de indelukkede - men uden resultat. I begyndelsen af juli 1995 begyndte befolkningen i Srebrenica at dø af sult afkræftelse. Allerede siden marts havde FN-soldater kunne registrere bosniske serberes forberedelse til at angribe FN´s observationsposter i udkanten af sikkerhedszonen.

Foranstaltning af en beskyttelseszone

I starten af juli 1995 marcherede enheder fra de bosniske serbere ind i sikkerhedszonen i sydlig retning. 9.juli var de kun en kilometer borte fra grænsen til byen. Modstanden fra såvel bosniakiske som FN-soldater udeblev næsten totalt. Det opmuntrede Karadzic til at meddele sine tropper at de skulle indtage byen.

I betragtning af disse begivenheder bad FN-troppernes øverstkommanderende i området, Thomas Karremans, flere gange om at få støtte fra luften. Trods dette udeblev støtten fra luften næsten. To FN-fly bombede en bosnisk serbisk kampvogn som blev sat ud af kraft. Efterfølgende truede de bosniske serbere at såfremt luftbombardementerne fortsatte, ville FN soldater, der allerede blev holdt som gidsler, blive myrdet. Endvidere blev de sammentrængte flygtningemasser placeret på udsatte bombemål. Derefter blev alle anstrengelser om at stoppe de bosniske serbere via luften indstillet.

Massakren

Bosniakkernes flugt til Potocari

Kort over de militære aktiviteter under massakren i Srebrenica

Efter at de bosnisk serbiske enheder havde taget kontrollen med Srebrenica flygtede tusindvis af bosniakiske beboere til Potocari, et nordligt beliggende naboområde indenfor beskyttelseszonen, for at søge beskyttelse hos FN-soldaterne. 11.juli 1995 om aftenen befandt der sig et sted mellem 20.000 og 25.000 bosniakiske flygtninge i Potocari. Flere tusind trængte sig ind på FN´s område mens de resterende fordelte sig på nedlagte fabrikker og de omliggende marker. Selvom et overvældende flertal var kvinder, børn, handicappede og ældre personer, vurderede øjenvidner at der også befandt sig omkring 300 mænd på FN´s område, mens at der var et sted mellem 600 og 900 mænd på de omkringliggende steder.

Den humanitære krise i Potocari

Omstændighederne i Potocari var kaotiske. 12.juli herskede der en stegende hedebølge. Vand og føde var knap tilstede. Bosnisk-serbiske enheder skød på huse der var i syns og hørevidde og samtidig skød de målrettet efter menneskemængden i Potocari. Der var panik, rædsel og frygt blandt flygtningene. Ved tusmørke spidsede situationen til da bosnisk-serbiske enheder satte flere huse og marker i brand.

Allerede om eftermiddagen var det lykkedes enkelte bosnisk-serbiske enheder at blande sig med flygtningene og der fremsætte massive trusler om vold. Vidner i sagen mod Krstic kunne berette om at enkelte mord allerede blev gennemført 12.juli.

Terroren intensiveredes i aftentimerne og i løbet af natten. Skud, skrig og uhyggelige lyde gjorde søvn umulig. En række piger og kvinder blev voldtaget. Bosniske serbere greb enkeltvis flygtninge ud fra mængden og slæbte dem væk. Mange af disse viste sig aldrig igen. Der var flygtninge der i lyset af situationen begik selvmord. Natten mellem den 12. og 13.juli 1995 blev den nat hvor de skrækkelige historier om mord og vold bredte sig i flygtningemængden.

Transporten bort af kvinder, børn og ældre

Den 12. og 13.juli blev kvinder, børn og ældre transporteret fra Potocari til Kladanj i det bosniakisk kontrollerede område, transporten foregik i overfyldte og overophedede busser der var kontrolleret af bosniske serbere. Selvom de fleste ikke vidste hvorhen de blev bragt, var de glade for at få lov at forlade de kummerlige vilkår i Potocari. Efter busturen måtte de hårdt medtagne passagerer gå de sidste par kilometer igennem ingenmandsland og de skudlinjerne inden de endelig nåede Kladanj.

De nederlandske FN-soldater forsøgte at eskortere busserne, et forsøg der kun lykkedes for den første bus´ vedkommende. De efterfølgende blev forhindret at danne eskorte på de senere konvojer af bosnisk-serbiske enheder. FN-soldaterne blev frataget kontrollen med konvojerne med våbenmagt.

Om aftenen 13.juli befandt der sig ikke længere en bosniak i Potocari. 14.juli kunne FN-soldaterne ikke rapportere så meget som en bosniak tilbage i Srebrenica på deres daglige rekognoscering.

Frasortering af de mandlige Bosniakker

Siden om morgenen den 12.juli havde de bosnisk-serbiske enheder udskilt de mandlige bosniakker og henvist dem til en zink-fabrik og et bygning der blev kaldt "det hvide hus". Disse blev senere fjernet fra disse tilholdssteder i lastbiler og specielle busser. Ved den lejlighed forhindrede de bosniske serbere mænd og drenge i den værnepligtige alder at stige på busserne. Måden hvorpå denne nægtelse foregik var dybt traumatiserende for de pågældende familier, som vidner i sagen mod Krstic i Haag kunne berette om. Busserne der var på vej mod Kladanj med kvinder, børn og ældre blev stoppet flere gange og gennemsøgt for mænd. I de tilfælde hvor nogle blev opdaget blev de ført bort.

Under såvel udvælgelse, internering og den senere transport blev hvert tiltag afdækket af FN´s soldater. På spørgsmål fra FN´s soldater om hvad der lå til grunds for den brugte metode, svarede de bosnisk-serbiske soldater at man søgte efter bosniakker der havde begået krigsforbrydelser.

12. og 13.juli var FN-soldater vidner til mord på Bosniakker. Mordene blev begået af bosniske serbere i og bag det "hvide Hus".

Marchkolonnen

Om aftenen 11.juli var der under de håbløse forhold i Potocari ved at danne sig en ide om at foretage sig et samlet flugtforsøg. Her skulle alle fysisk egnede mænd samt den 28.division i Bosnien-Hercegovinas hær samles for at danne en kolonne. De skulle forsøge at lave et gennembrud i nordvestlig retning via skovene mod det bosniakisk dominerede område ved Tuzla. Specielt de unge mænd frygtede at blive myrdet såfremt de skulle møde de bosnisk-serbiske enheder.

Flokken samledes omkring byerne Jaglici og Susnjari. Vidner vurderede at det drejede sig om 10.000 til 15.000 mænd. Omkring en tredjedel bestod af mænd fra den 28.division. Det var ikke alle medlemmer der var bevæbnet. Divisionens bevæbning og disciplin var i en sørgelig forfatning. Kolonnen blev dog alligevel anført af mænd fra 28.division. Derpå sluttede civilister om, derefter et miks og endelig bagest igen mænd fra 28.division.

Der var enkelte kvinder, børn og ældre der medvirkede i fremstødet, men da de senere blev pågrebet af de bosniske serbere blev de bragt tilbage til de busser der var på vej mellem Potocari og Kladanj.

Natten mellem 11. og 12.juli 1995, omkring midnat, satte kolonnen i march. Da kolonnen 12.juli forsøgte at krydse en asfaltvej i nærheden af Nova Kasaba indledte de bosniske serbere et artilleriangreb på de flygtende hvilket spaltede deres kolonne i to. Det lykkedes cirka en tredjedel at krydse vejen. I løbet af dagen udsatte de bosniske serbere de resterende for artilleri. Overlevende fra den bageste del har betegnet det som decideret "menneskejagt".

Hen på eftermiddagen og hen under aften den 12.juli tog de bosniske serbere et stort antal fanger fra den bageste del af kolonnen. Hertil brugte de forskellige taktikker. Blandt andet brugte man bagholdsangreb, svært artilleri som antiluftskyts og andet i skovene. Derudover var råb som disse i skovene med til at få mange bosniakker til at overgive sig: "Hvis i lader jer fange vil i blive behandlet i forhold til Geneve-konventionen. Derudover brugte man stjålet udstyr fra FN-soldaterne og Røde Kors til at få bosniakkerne til at tro at disse organisationer var i området. Det mest hyppige var efterfølgende at de bosniske serbere stjal bosniakkernes ejendele, men der var også tilfælde af at henrettelser på stedet fandt sted.

De fleste fanger blev taget 13.juli hvor de blev interneret på en mark i nærheden af Sandici og på en fodboldbane ved Nova Kosaba.

Spidsen på marchkolonnen kunne i mellemtiden afvente hvad der skete med den resterende del af kolonnen. Den svære beskydning af den bageste gruppe i løbet af 12.juli fik håbet til at synke om at de stod til at hjælpe. 13.juli fortsatte den forreste gruppe deres march mod nordvest. Derefter faldt de også i baghold og oplevede store tab. 15.juli mislykkededes det første forsøg på at bryde igennem til bosniakisk kontrolleret område. Først den følgende dag lykkedes det at bryde igennem i retning Tuzla, da ABiH skabte en korridor for de flygtende.

Henrettelserne

De bosniske mænd, der i Potocari var blevet udskilt fra kvinder, ældre og børn, blev transporteret til Bratunac. Senere stødte også de mænd der var blevet fanget under det store fælles flugtforsøg til. Ved interneringen i Bratunac blev der ikke gjort nogen forsøg på at adskille de to grupper.

De bosnisk-serbiske sikkerhedskræfter benyttede sig af forskellige interneringsmuligheder, eksempelvis et forladt varehus en gammel skole, men også de busser og lastbiler som man havde brugt til at fragte bosniakkerne frem på. Enkelte fanger blev i løbet af natten udtaget. Herefter hørte man smerteskrig og geværild. Efter et par dage i Bratunac blev mændene bragt videre til andre steder, da busserne skulle stå til disposition i forbindelse med kvinder, ældre og børn transport til de bosniakisk kontrollerede områder.

Næsten alle bosniakiske fanger blev dræbt. Mange blev dræbt enkeltvis, andre dræbt i små grupper af deres fangevogter og endelig blev mange dræbt på interneringsstedet. De fleste blev dog dræbt i omhyggeligt gennemførte massehenrettelser, der begyndte den 13.juli i regionen nord for Srebrenica. Tilfangetagne der ikke var blevet dræbt 13.juli, blev transporteret til henrettelsessteder i området nord for Bratunac. De omfangsrige massehenrettelser foregik her i dagene mellem 14. og 17.juli.

De fleste massehenrettelser fulgte et fælles mønster. Først blev ofrene interneret i tomme skole-, og lagerbygninger. Derefter blev de nægtet mad og drikke. Efter et par timer kørte lastbiler ind i disse bygninger for at transportere dem til en sædvanligvis afsides liggende plads. I enkelte tilfælde greb man til yderligere foranstaltninger for at minimere eventuel mulig modstand. Dertil hørte bind for øjnene og håndlænke på ryggen. Når så busserne eller lastbilerne ankom til henrettelsesstederne måtte fangerne stille sig på en lang række for at blive skudt. De der overlevede første skudsalve blev dræbt med efterfølgende skud. Mangel på god jord til begravelse førte til at begravelserne foregik mens at nedskydningerne foregik og i flere tilfælde meget tæt på henrettelsesstederne. Massegravene var altså ved henrettelsesstederne eller lige ved siden af.

Primære og sekundære massegrave

Indtil 2001 havde forensiske forskere kortlagt ialt 21 massegrave i området omkring Srebrenica, hvor man kunne bevise at ofrene var fra myrderierne i juli 1995. 14 af disse var såkaldt direkte massegrave, hvor de henrettede var blevet smidt i gravene direkte efter eksekutionen og begravet. Udaf disse 14 blev de 8 efterfølgende ødelagt. Ligene blev fjernet og begravet på andre steder. Disse såkaldt sekundære grave - hvor der indtil 2001 var opdaget syv - lå oftest med en vis distance til henrettelsesstederne. Flytningen af ligene fra gravene er sket da de bosnisk serbiske gerningsmænd har ønsket at sløre deres gerninger. Under retssagen mod Krstic afslørede man ikke færre end 18 nye massegrave, der stod i forbindelse med massakrerne, man havde dog ikke undersøgt gravene endnu ved processens afslutning.

Samtlige lig, - over 8000 -, blev gravet op under retssagerne. Man fandt navnene på omkring de 3200.

Konsekvenser

Politiske reaktioner

Umiddelbart efter at sikkerhedszonen var brudt sammen kritiserede Tyrkiet i meget skarpe vendinger FN. Indmarchen fra de bosniske serbere var et slag i ansigtet på sikkerhedsrådet, FN havde med denne ydmygelse mistet sin prestige. I den tyrkiske offentlighed var der endvidere i ugerne efter indmarchen adskillige protester: Demonstrationer, pengeindsamlinger til flygtninge samt kritiske avisskriveri var blandt reaktionerne.

Jacques Chirac, Frankrigs Præsident, opfordrede få dage efter sikkerhedszonens fald til en generobring. De fleste betragtede forslaget som udtryk for en for sen reaktion, og internationalt fandt forslaget ingen andre tilhængere.

24.juli 1995 afsluttede FN´s menneskerettighedsdelegerede Tadeusz Mazowiecki en 1-uges undersøgelse af Srebrenicas fald. Han erklærede at ud af en befolkning på 40.000 mennesker var 7.000 "forsvundet". Efter at også sikkerhedszonen ved Zepa faldt, trak han sig prompte fra sit job.

De første rygter om en massakre meldte sig i den sidste halvdel af juli. Nyhederne begyndte at sive ud da nogle af de få øjenvidner havde held til at nå frem til den bosniakisk kontrollerede zone. Yderligere trak udsagn fra de hollandske FN-soldater i samme retning.

10.August forelagde den amerikanske FN-ambassadør Madeleine Albright satellitbilleder der viste de bosniske serberes ugerninger i området omkring Srebrenica. Cirka tre måneder senere 18.november 1995 rejste FN´s krigsforbrydertribunal anklage mod Mladic og Karadzic. Anklagerne var ikke de første mod disse to, da de 25.juli blev anklaget for forbrydelser der tidsmæssigt lå før Srebrenica.

På en konference i december 1995 fordømte de islamiske lande de bosnisk serbiske handlinger og talte om et folkemord

I april 1996 undersøgte en forundersøgelseskommission fra Haag henrettelsesstederne og massegravene. Den første udgravning af en massegrav var i juli 1996. Disse undersøgelser er, grundet det høje antal af grave og dræbte, fortsat til den dag i dag. Derudover er undersøgelsen blevet vanskeliggjort af den sløringsaktion som de bosniske serbere udførte i 1995.

Kofi Annan

15.november 1999 fremlagde FN´s generalsekretær Kofi Annan en rapport over beskyttelseszonen ved Srebrenica og dens fald. Denne kom med en kraftig kritik af de fejldispositioner som FN havde foretaget sig. Den kritik der her blev rettet og den kritik der tidligere var blevet rettet mod fejl fra FN´s side i Folkedrabet i Rwanda (april-juli 1994) skulle være med til at sørge for en nyindretning af af FN´s fremtidige fredsmissioner.

Først i juni 2004 indrømmede repræsentanter fra Republika Srpska første gang at bosnisk serbiske sikkerhedskræfter havde haft et medansvar for massakren ved Srebrenica. Ved samme lejlighed offentliggjorde de yderligere massegrave fra massakrerne. I november 2004 undskyldte repræsentanter fra Republika Srpska ydermere første gang for de krænkelser af menneskerettighederne som der var foregået ved Srebrenica i juli 1995.

2.juni 2005 viste anklageren i sagen mod den tidligere jugoslaviske præsident Slobodan Milosevic et videobånd der viste nedskydningen af fire unge drenge og 2 unge mænd. Det skulle stamme fra Srebrenica og gerningsmændene skulle angiveligt stamme fra den serbiske specialenhed Skorpione. Kort efter at Milosevic havde fået båndet forevist, blev sekvensen vist på adskillige serbiske TV-stationer - og en heftig diskussion begyndte på et tema der knap havde været tematiseret tidligere. Den serbiske præsident Vojislav Kostunica talte om en "Brutal, nådesløs og beskæmmende forbrydelse på civilister.. Kort efter udsendelsen fængslede politiet en af de formodede gerningsmænd. Også de vestlige medier lod mærke til de serbiske reaktioner på udsendelsen. 10.april 2007 idømte en serbisk ret fire personer langvarige fængselsstraffe for deres gerninger, mens en femte blev frifundet. I andre sammenhænge blev filmscenerne og nedskydningen benægtet.

I starten af oktober 2005 afleverede en specialgruppe fra den bosnisk-serbiske regering en liste til FN´s krigsforbrydertribunal med navne på 19.500 personer som de skulle have bragt til forskellige steder i forbindelse med massakren.

Debat om FN-soldaternes rolle

FN-soldaternes handlen har siden været genstand for gennemgående undersøgelser. Eksempelvis findes der i FN´s rapport fra Srebrenica et særskilt afsnit om dette tema. Fem et halvt år efter beskyttelseszonens fald nedsatte også den franske regering en undersøgelseskommission, der blev afsluttet i 2001.

Frem for alt fører man i Holland en endnu ikke afsluttet diskussion om soldaterne på stedet skulle have været givet andre handlingsmuligheder. Denne debat er fremkommet grundet en række af nye erkendelser man er kommet frem til som følge af større undersøgelser der har med sikkerhedszonens fald og Dutchbat at gøre.

Vurderingerne svinger meget. Kritikerne anklager de hollandske FN-soldater at de var vidne til dele af massakren og at de har medskyld da de ikke skred ind. Disse kritikere kobler soldaternes utilstrækkelighed sammen med et bevidst forsøg fra hollandske politikere og militær på at tilsløre skyldsspørgsmålet.

Andre kommentarer pointerer at FN-soldaterne knap kendte til de bosniske serberes grusomheder, da de systematisk blev nægtet adgang til de steder hvor de kunne have gennemført en sådan observation. Ydermere blev de ladt i stikken da de anmodede om luftbåren støtte for at sikre enklaven, men uden held. Dutchbat var blevet betroet at skulle sikre bosniakkerne i sikkerhedszonen uden at være blevet udstyret med de fornødne midler til opgaven. Opgaven skulle vise sig at blive en "Mission Impossible".

Handlinger, undladelser og konklusioner er i mellemtiden blevet komprimeret ned til symbolmættede billeder. Dertil hører det berømte foto hvor Ratko Mladic og Thomas Karremann om aftenen 12.juli 1995 holder en fælles skåltale. Derudover også videobillederne af feststemte Dutchbat-soldater i Zagreb umiddelbart efter at de havde undsluppet Srebrenica. Derudover huskes også den hollandske regerings tilbagetræden under Wim Kok den 16.april 2002, få dage efter at det hollandske institut for krigsdokumentation havde offentliggjort deres rapport om Srebrenica, 7 år efter fik det politiske ansvar også en konsekvens.

Ledsaget af protesterende overlevende fra Srebrenica ærede den hollandske regering omkring 500 soldater i 2006. De havde " i sin tid udført et overordentligt svært hverv" sagde den hollandske forsvarsminister Henk Kamp. Efter 1995 havde disse åbenbart lidt kraftigt af falske beskyldninger som de nu endelig var blevet renset for. Bosnien-Hercegovina protesterede officielt mod denne udnævnelse og overlevende fra Srebrenica talte om "folkemords-orden". I protesterne i Sarajevo deltog Samfundet for truede Folkefærd som endvidere skrev et brev til premierminister Jan Peter Balkenende om at sende en officiel undskyldning.