Bruger:DTATAX/Theander
Gunnar Karl Emanuel Theander (9. august 1894 i Nybro - 1975) var en dansk/svensk maler, glaskunstner. Han har bl.a. lavet den store fresko i stadssalen i Nybro i Sverige og altertavlen i Nybro Kirke.
Biografi[redigér | rediger kildetekst]
Gunnar Theander blev født i Nybro den 9. august 1894, som tredje barn til skomagermester Gottfrid Theander og hans hustru Klara født Ohlsson.
Farfaderen var skomagermester og skohandler i Nybro, som er en lille by i den østlige del af Småland.
Theander blev født som nummer tre i en børneflok på ni. Han viste allerede som mindreårig talent for at tegne og male, og han var aldrig i tvivl om, at han ville være kunstner. Efter endt skolegang, som 14-årig, blev han ansat som lærling på et litografisk trykkeri i Kalmar. Han malede flittigt, og holdt allerede, som 17 årig i 1911, sin første udstilling i Kalmar.
Theander videreuddannede sig i Stockholm, og efter to års militærtjeneste, som han med stor humor har skildret i flere skitser, startede han på Wilhelmssons malerskole.
Theander gik på samme skole som hans kommende kone Rigmor Theander (Grundtvig); men de kom ikke sammen i fritiden, og da min Rigmors mor pludselig blev meget syg og døde, måtte Rigmor straks afslutte kurset på malerskolen for at følge sin mors båre til København.
Rigmor Theander havde efterladt en skriftlig hilsen til alle på malerskolen, og på denne oplyst sin adresse i København. Denne hilsen tog Gunnar til sig, og nogle uger efter rejste han til København, hvor de efter nogle måneders forløb den 5. marts 1918 blev gift. Parret købte et lille bondehus på Slangerup Ås der lå ca. 35 km fra København. Her blev sønnen Bjørn født den 26. december 1919.
Parret havde lyst til at rejse sydpå for at male og yderligere uddanne sig, og rejste i 1920 til Italien. De næste ni år boede de hovedsageligt i Italien, men tilbragte også nogle vintre i Tunis og Algier, og fra 1927 til 1928 boede de i Paris.
Theander holdt meget af sydens stærke farver og folkeliv, og specielt følte han sig inspireret af de kraftige farver han fandt i Nordafrika. Han holdt i disse år flere udstillinger blandt andet i Tunis, Paris, Stockholm og i København, og han fik overalt god omtale. Da Bjørn havde gået et år i skole i Paris, besluttede parret sig til at vende hjem til Skandinavien, for at han skulle komme til at gå i skole her. De bosatte sig først i Slangerup men flyttede senere til Farum, en lille forstad til København, hvor de lejede et hus ned til Farum Sø.
Da deres andet barn Leif blev født den 17 december 1929, var de således fast bosatte i Danmark, og Gunnar fik meget hurtigt bestilling på en stor altertavle til kirken i fødebyen Nybro. Han skulle herefter hele sit liv tjene sine penge på, efter bestilling, at udføre store arbejder.
Da Leif var ca. 4 år ønskede Rigmor og Gunnar at flytte nærmere København. Tiden nærmede sig, hvor Bjørn skulle i gymnasiet, for de var ikke tilfredse med skolen i Farum. Familien flyttede derfor ind i en førstesals lejlighed i en villa på Frederiksberg, der tilhørte Rigmors faster ”tante Helga”.
På første sal, hvor familien boede, var der et stort trapperum og værelser til begge sider for dette. Gunnar havde fået bestilling på glasmalerier til Madesjö kirke i Sverige, og brugte hele lejligheden som atalier.
I sommeren 1935 købte Rigmor og Gunnar en grund i Brønshøj ved Utterslev mose. Grunden lå lige overfor en bondegård, hvor man så sent som i trediverne stadig dyrkede markerne. Landbruget blev nedlagt, få år efter de havde købt deres grund, og Gunnar var i mange år stærkt involveret i den fredningssag, som førte til, at hele moseområdet blev fredet. Han deltog i en mængde møder, hvor han i tale og ved fremvisning af akvareller, som han havde malet i sagens anledning, argumenterede kraftigt for at man ikke måtte bygge i dette bynære naturområde.
Livet i Mosesvinget bar præg af, at Gunnar næsten altid var hjemme. Han arbejdede i lange perioder næsten dag og nat med sine store arbejder, tænkte på dem hele tiden og lavede hundredvis af skitser. Intet var vigtigere end dette hans arbejde, og hans ambition om, at hvert enkelt skulle blive et mesterværk, var usvækket til stede gennem hele hans liv.
Han arbejdede bedst med radioen skruet højt op, noget der kunne drive Rigmor til vanvid, og når han træt faldt om, og fik lidt søvn på divanen, var det ofte med radioen kørende, og han vågnede næsten altid, hvis familien listede sig hen og slukkede for den. Til tider kunne han være dybt deprimeret, når han følte han var kørt fast. Inderst inde var han nok et usikkert menneske. Han var stærkt afhængig af Rigmors kritik. (Han anså hende hele sit liv for at være en sikrere og bedre kolorist end han.)
Allerede det første store arbejde altertavlen til sv:Nybro kirke viste, at han havde svært ved at slippe et stort arbejde, og at være tilfreds med det. Da altertavlen efter måneders arbejde var færdig, var han så utilfreds med resultatet, at han gav sig til at male en ny altertavle. Denne altertavle nr. 2 er den, som nu hænger i kirken i Nybro. Nummer 1, som ikke var dårlig, blev købt til kirken i Emmaboda, hvor den, så vidt familien ved, hænger den dag i dag.
Han var meget begejstret for disse antikke glasmalerier, og han mente at have fundet ud af, at en af hemmelighederne bag disse var den stærke brænding af de små glasbidder, som en glasmosaik består af. Ved den stærke brænding kunne man opnå at få den stærke brydning af lyset i glasset.
Efter hjemkommen fra en rejse til Frankrig begyndte Gunnar på glasmalerierne til sv:Gustav Adolf kyrkan i Helsingborg. Disse blev nok, sammen med freskoen i Nybro, et af hans hovedværker.
Han havde tidligere i trediverne lavet lidt keramik, og da forbindelsen til Sverige blev afbrudt, fik han i ca. et år mulighed for at arbejdet på den Den Kongelige Porcelænsfabrik i København. Af hans produktion fra denne periode findes kun meget lidt tilbage. Idet danske forrædere i tysk tjeneste, som svar på den tiltagende danske sabotage mod fabrikker, der producerede for tyskerne, sprængte den Kgl. Porcelænsfabrik i luften og dermed næsten hele Gunnars produktion af keramik. (Krukker og fade).
Meget tidligt begyndte han også at lave skitser til freskoen i Nybro. Gennem mange år blev der talt og forhandlet om at give Gunnar dette store arbejde, og han var glad for, at man i hans fødeby måske ville betro ham denne opgave, så når han ikke arbejdede med sine glasmosaikker eller altertavler, så tog han fat på at lave nye skitser til freskoen. Der var en gennemtrængende duft af terpentin. På den tid tænkte ingen på, at det var farligt for hjernen at indånde dampe fra organiske opløsningsmidler, og at familien ikke i højere grad på drog sig hjerneskader, må betragtes som et stort held.
Efter krigen genoptog Gunnar sine arbejde til Sverige og det blev til en altertavle i missionshuset i Nybro, og glasmalerier til kirkerne i Hørby, Høør, Væstra Skrævlinge, Glostorp og som nævnt flere i Gustav Adolfs Kyrkan i Helsingborg. Desuden lavede han også nogle mindre glasmalerier til Østifternes Kreditforening i København. Han fik stadig bestilling på nye glasmalerier, og da han døde, var der stadig flere, som han aldrig fik begyndt på.
De sidste år af hans liv boede Rigmor og han mest i Slangerup. De sidste år malede han i Slangerup et stort antal impressionistiske, farveglade akvareller, og det var vel i Slangerup han livet igennem følte sig mest fri og lykkelig. Det var også i Slangerup, han i efteråret 1975 blev ramt af et slagtilfælde, der gav ham en svær højresidig lammelse samt en afasi.